Kronik

Vi lader patienten kæmpe en ensom kamp, og bagefter kalder vi hende taber

Formuleringen ’han tabte kampen til kræften’ er et tydeligt eksempel på, at konkurrencestatsideologien har gjort mennesket ansvarlig for egen sundhed og dermed også for sygdom og sygdommens udfald. For hvem vil huskes som en taber?
Når vi siger, at nogen har tabt kampen til kræft, transformerer vi ideen om fælles bekæmpelse til en individuel kamp. Og det er forkert.

Når vi siger, at nogen har tabt kampen til kræft, transformerer vi ideen om fælles bekæmpelse til en individuel kamp. Og det er forkert.

Tine Sletting

Debat
19. december 2016

Han tabte kampen til kræften. Hvor ofte hører vi ikke den vending, når et menneske er død af den tragiske sygdom?

Hver tredje af os får kræft, og derfor vedrører kræft os alle. Det understreger en forening som Kræftens Bekæmpelse: Vi skal stå sammen om at knække cancerkoden. Men når vi siger, at nogen har tabt kampen til kræft, transformerer vi ideen om fælles bekæmpelse til en individuel kamp.

Forskning viser, at brug af kampmetaforer i relation til cancer kan føre til misforståelser og krænkelser, og at de derfor skal bruges med sensitivitet og respekt. Metaforerne har dog også sine styrker, det skal man huske. Blandt andet giver de patienterne de ord, de mangler, og det kan gøre kommunikationen om sygdommen nemmere.

På blogs og hjemmesider, ser vi således, at det hjælper patienter at se sygdomsforløbet som en fodboldkamp med med- og modspillere, og på instagram følger vi #ugensfighter, som giver et personligt billede af kampen mod kræft. Og hvem vil ikke gerne opfattes som en rigtig fighter?

Problemet er bare, at når vi taler om en kamp, udråbes den, der ikke kåres som vinder, til taber, fordi han placeres alene i en kamp, der kan vindes eller tabes. Dette giver et billede af kræften som sejrherre, der indtager vinderpodiet og tildeles en pokal under hyldest fra kræftens tilhængere.

Og taberen? Han lusker stille ud af døren, glemt, svag og skyldig – ikke god nok til at vinde!

I sport kæmper to modstandere, der som udgangspunkt er ligeværdige  – ellers er det ikke fairplay. Men sådan er det ikke når en er syg, og det handler om liv eller død. Patienten dyster ikke frivilligt mod et stort grumt væsen, der bruger beskidte tricks.

Kampmetaforen bliver bare endnu mere absurd, når man konstaterer, at der slet ikke er tale om en kamp. For kampen mod kræft kan betragtes som de dueller, Thor, Loke og Tjalfe deltog i, da de besøgte Udgårdsloke.

I duellerne skulle Thor tømme et stort drikkehorn, løfte husets kat og tvinge den gamle kælling Elle i knæ. Han tabte dog duellerne, for som Udgårdsloke afslørede, var drikkehornet forbundet med havet, katten var Midgårdsormen og Elle var alderdommen.

Udgårdsloke havde fjernet den præmis, der skal være til stede, for at man kan tale om en kamp, nemlig at det skal være muligt at vinde. I den enkeltes kamp mod kræft findes denne præmis ikke, for der er ikke en egentlig modstander. Derfor er det absurd at tale om en kamp. Og lige så absurd at tale om såvel vindere som tabere.

Livet er en kamp

Som sygeplejersker har vi aldrig set en patient tabe til kræft – ej heller til diabetes, hjertesygdom eller sågar til alderdom. Aldrig.

Patienterne kæmper ikke en kamp mod sygdommen. Det er selve livet, der er en kamp. Og patienternes kamp består i at leve det liv, som sygdommen har medført. Et liv bestående af frygt, kemoterapi, infektioner og genindlæggelser. Mange patienter kæmper – hårdt og med alt, hvad de har.

Men vi forventer skam også, at de kæmper. Både som samfund og i sundhedsvæsenet.

I samfundets konkurrencestatsideologi er mennesket ansvarlig for eget liv og egen sundhed og dermed også for sygdom og sygdommens udfald. Vi skal være robuste og resiliente, også når vi bliver syge. Dette menneskesyn er med til at forme vores holdninger og syn på os selv og hinanden.

Ikke nok med, at vi lader patienten kæmpe en ensom kamp, men vi tildeler ham også ansvaret for både kampens forløb og udfald. Og det er dét, der kommer til udtryk, når vi siger, at nogen taber til kræft.

Men når vi siger sådan, har vi ikke tænkt os godt nok om. Metaforen bliver så naturlig for os, at den er medskaber af vores virkelighed. Og konsekvensen bliver, at patienten, der ikke overlever kræftsygdommen, betragtes som en taber – som en, der ikke levede op til sit ansvar.

Men betyder det, at patienten havde vundet, hvis han havde kæmpet hårdere og taget sig mere sammen?

Bagsiden

Dette uheldige menneskesyn har infiltreret sundhedspolitikken, organiseringen af sundhedsvæsenet samt de forventninger, der stilles til patienten. I dag taler man om det brugerinddragende hospital, hvor patienten gennem fælles beslutningstagen og brugerstyret behandling om muligt skal udvise empowerment ved aktivt at tage del i egen behandling.

Der ligger mange gode intentioner bag disse visioner, og fordelene er mange. Men der er også en bagside ved, at vi forventer at patienten udviser styrke og empowerment ved aktivt at tage del i egen behandling.

Den ideelle patient skal være kampberedt, smøge ærmerne op og knytte næverne. Vores billede af patienten ændrer sig – med risiko for, at den patient, der ikke tager sin sygdom op som en ny udfordring, fremstår svag.

Men hvad med dem, der er for syge til at overleve? Dem, der finder fred i, at der ikke er mere at gøre, og at de snart skal dø? Er de så tabere? Er deres nederlag så utilgiveligt, at det ligefrem skal hugges ind i gravstenen, at vedkommende tabte?

Det skal være i orden at vælge en behandling fra uden at blive stemplet som en, der har tabt en kamp. Alt andet er uværdigt.

Skabt af vores ord

Vi arbejder i et system, hvor handling og problemløsning er i fokus, hvor målet er behandling og overlevelse. Hvis sygeplejersker betragter døden som en tabt kamp, bliver det ikke til at holde ud. For vil vi så være tilbøjelige til kun at anerkende de patienter, der kæmper mest? Vil det ændre vores syn på patienterne, hvis de ikke kæmper og dermed ikke lever op til idealet om den stærke patient?

Hvis de ikke tager sygdommens udfordring op og bare overgiver sig til fjenden? Er de så ikke stærke nok, villige nok eller gode nok? Er de ligeglade med den familie, de efterlader? Er de så selv skyld i, at de taber kampen til kræften? Kunne de ikke bare have taget sig mere sammen?

Når der i kampmetaforen ligger en mulighed for at vinde, ligger der også en implicit fordømmelse af taberen. En fordømmelse, som er skabt af vores ord.  Og netop derfor skal vi både i og uden for sundhedsvæsenet tænke os om, inden vi siger, at nogen har tabt kampen til kræften – for hvem vil huskes som en taber?

Anne Bjerg Wemmelund og Louise Buus Vester er sygeplejersker og studerende på kandidatuddannelsen i sygepleje

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Som sagt.
De fleste problemer i det moderne samfund, kan reduceres til at være kommunikationsproblemer.

Hun vandt kampen imod døden, men lad os nu se - på den lange bane!

Jeg tror, skribenten tabte kampen til overfortolkningens spøgelse.

Carsten Wienholtz, Charlotte Svensgaard, Arne Lund, Jesper Nielsen, Bent Jensen, Christian Larsen, Rikke Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Kim Jacobus Paulsen

Jeg er helt enig med Peter Knap.
Man kan beskylde konkurrencestaten for meget, men udtrykket at "tabe kampen til kræften" er meget ældre end den.
Jeg tror slet ikke, at forfatterne har talt med de patienter, der bruger/brugte udtrykket.
Som kræftpatient ved man udmærket, at muligheden for at overleve primært ligger i lægernes hænder. Den del af "kampen" du selv kan tage, er minimal. Mine forældre døde af kræft, og begge brugte udtrykket tabe til kræften. For ingen af dem var det et personligt forhold eller nederlag.
Min mor ønskede ikke, at der i hendes dødsannonce skulle stå "døde efter lang tids sygdom" eller "tabte kampen mod kræften", fordi det kunne gøre andre kræftpatienter kede af det. Men hendes død var aldrig et nederlag, hun følte et medansvar for.
Da jeg pludseligt blev kaldt hjem til min kræftsyge far, sagde han grædende, at så tabte han alligevel kampen. Det han mente var, at nu skulle han dø, og han ville gerne have levet lidt længere. Vi grinte af, at lige præcis døden nok skal få det sidste ord.
Jeg har aldrig mødt et menneske, der opfattede udtrykket at tabe kampen til kræften som dagens kronikører. I lægger alt alt for meget i ordene. Jeres kronik er ude af proportion.

Arne Lund, Niels K. Nielsen, Bent Jensen, Maj-Britt Kent Hansen, Jens Thaarup Nyberg, Morten Balling og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Ja, proportionssansen er generelt dårlig hos os mennesker...

Henrik Brøndum

Jeg synes også "tabte" er et stygt ord i denne forbindelse - men for en gangs skyld synes jeg det er rimeligt, at vi DJOEFere med vores konkurrencestat lægger ansvaret over på pressen - specielt den mere sladderprægede del.

Bjarne Bisgaard Jensen

Håber ikke at denne artikel på nogen måde er udtryk for niveauet på sygeplejens kandidatuddannelse. Helt enig i at metaforen i dette ex. tages alt for bogstaveligt og ikke har noget med konkurrencestaten at gøre.

"I samfundets konkurrencestatsideologi er mennesket ansvarlig for eget liv og egen sundhed og dermed også for sygdom og sygdommens udfald."

Lidt søgt, at det er en konkurrencestatsmentalitet at være ansvarlig for eget liv; hvem var så ansvarlig for dit liv, dengang konkurrencestaten (hvis en sådan virkelig findes) ikke fandtes, bliver jeg så nødt til at spørge? Og er det en ønskværdig tilstand at være uden ansvar for eget liv og lade den store moder VelfærdsStat tage ansvaret for dit liv?

At tabe kampen for livet eller tabe kampen mod kræften - slutresultatet er det samme - vi dør. Og i sidste ende skal vi alle dø - så i sidste ende "taber" vi alle livet. Derudover har jeg aldrig opfattet nogle mene, at det var taberagtigt at tabe kampen mod kræften - tror slet ikke en eneste tænker denne tanke - andet end lige jer.

Jeg er ikke så sikker, at komme ind i en stor butik, hvor kæmpeskilte bekendtgjorde "KNÆK CANCER" ( det skulle så gøre, at man gav penge til formålet) - eller kampen mod kræft! Det virkede stødende på mig.
Faktisk fylder Kræftens Bekæmpelse ret meget og får enorme summer, hører vi så om resultaterne eller er forskningen ikke meget på medicinalproducenteres bord? Nu er man så heldigvis nået til at styrke immunforsvaret på naturlige måder.
For er kemo, stråler og kniv ikke netop en del af "kampen"? Vel og mærke mod kroppen. Nu lyder jeg måske kontroversiel, men er det ikke sandheden?

Årsagerne er ret diffuse -- selvom vi selvfølgelig ved, at forurening, forgiftning og belastninger af kroppen har meget at sige. Hvorfor får flere og flere kræft? Man forsøger at give generne skylden, det tror jeg ikke på.
Der vil altid være celler, som er under forandring, det betyder ikke sygdom. Der skal mere til.

Konkurrencestaten har et kedeligt menneskesyn uden tillid og loyalitet. Indtrykket bliver nemt det, at man skal slås for at have det godt.
Tanke: hvis vi selv er medskyldige, skal vi også betale for behandlingen en dag, det er bare et spørgsmål om tid.

Ruth Gjesing, Hanne Koplev og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
anne-marie sindrup rix

Uden at politisere kunne det vel også være en ny eufemisme for at dø. Dog kender jeg ikke til at vendingen bruges i forhold til andre sygdomme - .

Jeg synes det er en relevant artikel og indlæg omkring vores brug af ord og hvordan vi opfatter dem.
Ord har det med at danne billeder og så lagre sig i sind og bevidsthed og så vil vore følelser og handlinger være farvet af dem. kræft er og bliver en forbandet sygdom uden mening. Vi ved vi skal herfra, det er en livsbetingelse, men derfor ønsker/håber de fleste at tiden her bliver så rimelig som muligt uanset lidelser på sind og krop.

Lise Lotte Rahbek, Teodora Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Pauli Mortensen

Enig med Viggo Okholm. Eufemismen er den samme som for ca. 20 år siden hvor mange - især ikke læger - var fortalere for at psyken havde en meget væsentlig rolle for overlevelsen af brystkræft. Dengang kunne man nærmest få indtryk af, at man kun fik sygdommen og i hvert fald ikke overlevede den, hvis man ikke havde den rette psykiske indstilling. Jeg har altid syntes, at det kunne få kvinder ramt af sygdommen til at føle en (uberettiget) selvskyld.
Man skal huske på, at i mit felt - tyktarmskræft - er 25 % på diagnosetidspunktet ramt af dissemineret, altså i praksis uhelbredelig sygdom, og at enhver "kamp" i den henseende er dømt til at tabes.
Det er ikke det samme som at man ikke kan gøre noget for at forlænge eller forbedre en tilstand i en periode, men efter min mening er det legitimt ikke at "kæmpe" en håbløs kamp.

Anne Eriksen, Ruth Gjesing, Viggo Okholm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Hm...det er noget ordkløveri over artiklen. Lige så længe jeg kan huske tilbage, så har folk og fæ brugt vendingen "at tabe til kræften". Dvs. i 50'erne hvor der endnu ikke var nogen, der havde hørt om konkurrencestaten, og hvor sproget stadig var fri for sportsmetaforerne.
Kræft er (for mig) den mest personlige, individuelle sygdom, der findes, og derfor den er så vanskelig at få has på. For nok er der mange lighedspunkter i dens historik og hvorpå den manifesterer sig i kroppen, men (for mig) tager den sit udgangspunkt i sindet som fx tabskonflikter, dybe traumer, misforhold mellem sind/ånd og legeme og lign.
Medgiver dog, at behandlingen af kræft kan være kollektiv i og med, at den involverer sundhedspersonale. familie, venner mv.

"Hver tredje af os får kræft, og derfor vedrører kræft os alle."
I 1900 tallet var det en ud af 20, som fik kræft.
Mon ikke, at det er værd at tænke over, hvorfor der er så mange flere, som får kræft?

Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Ulla Blok Kristensen

Min mand og jeg er glade for artiklen og den har beriget vores samtale og giver os nye muligheder for at forstå og tale om det at være syg og leve med kræft i hverdagen.

At folk og fæ, som Arne Lund siger, siden 50'erne eller før har brugt vendingen at tabe kampen til kræften er ikke noget argument for at bruge den. Jeg får røde knopper, når jeg fx i en dødsannonce ser, at han eller hun table kampen til kræften. Det er nok især det lille ord t i l kræften. Ordet til signalerer , at man har tabt til en eller anden næsten mytisk størrelse. Hvorfor kan man dog ikke bare sige/skrive, at en eller anden er død af kræft. Og kræft er en afskyelig sygdom, men det er fx sklerose, Alzheimer og mange andre uhelbredelige sygdomme også.

Desværre - det er ikke den immunterapi, som Big-Pharma rekommanderer, der er så god...
Derfor er det vigtigt at skelne og læse om bi- og eftervirkninger...

Kræft er en modbydelig sygdom - alligevel ønsker man ikke at bruge naturlige metoder til bekæmpelse.
Der er enorme pengesummer involveret i kræftbehandling og disse ville måske blive mindre.

http://mayday-info.dk/immunterapi-mod-kraeft-er-lige-saa-farlig-som-kemo...