Læsetid 5 min.

Læg nu lige livmoder til

Efter årtiers velfærdspolitik og ligestillingskampe er kvinder ikke længere kun programmeret til en tilværelse som altruistiske avlskøer for stat eller mænd. Alligevel udskammes frivilligt barnløse kvinder gang på gang for den manglende indsats på fødegangene, fremfor i magtens korridorer. Senest i DR2-programmet ’Vil du føde mit barn?’
Flinkepigen afgik ved døden engang i midthalvfjerdserne, og derfor kan DR godt droppe deres følelsespornografiske vidnesbyrd, der forsøger at give den barnløse kvinde dårlig samvittighed, skriver dagens kronikør.

Flinkepigen afgik ved døden engang i midthalvfjerdserne, og derfor kan DR godt droppe deres følelsespornografiske vidnesbyrd, der forsøger at give den barnløse kvinde dårlig samvittighed, skriver dagens kronikør.

Polfoto
10. december 2016

Skal man tro de landsdækkende medier er ét af de største problemer i dagens Danmark yngre kvinder med karriere og knaster, men uden videre interesse for bleskift og barnegråd.

Ifølge Danmarks Statistik er antallet af børnefødsler siden årtusindeskiftet faldet med lidt over 13 procent og gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er steget med endnu et år til 29,1. Det kan nationen ikke klare sig med i længden, siges det. For selv om de ældste medborgere bliver hængende på arbejdsmarkedet længere end før, og vi årligt byder flere tusinde nydanskere velkommen, kan vi ikke rigtigt få biksen til at løbe rundt.

Der fødes simpelthen for få børn i verdens lykkeligste land, og dét kan udhule enhver økonomisk vismands 2020-spådomme og underminere politiske luftkasteller. Uanset om de er røde eller blå.

Medierne – særligt de statsstøttede af slagsen – gør deres for at tegne et billede af, at Danmark hviler på en tikkende bombe af østrogen, der kan og – ofte hellere – vil brødføde end ’blot’ føde. Allerede sidste efterår berigede DR os med en stort anlagt gallashow under overskriften Knald for Danmark.

Og nu kan hele familien Danmark sørme igen lukke op for et licensbetalt debatprogram, hvor kvinderne i min generation opfordres til at »lægge livmoder til«.

Med tv-programmet Vil du føde mit barn? forsøger DR at puste liv i debatten om de dalende fødselstal ved at vende problematikken på hovedet og fokusere på mænd, der ikke blev fædre, mens tid var. Sammen med deltagernes familie og venner Kirsten-Giftekniv-kvidrer programmets værtinde sig igennem en håndfuld halvgamle mænds fortræffeligheder, for derefter at interviewe dem om deres bristede faderskabsdrømme. Mændene har ingen mangler, forstår man. Altså ud over en livmoder.

Livmoderen som magtredskab

Men programmet er mere end en række statsfinansierede kontaktannoncer fra en stakkels flok (k)ærlige og forplantningshungrende mænd. Tonen slås an fra første minut af første udsendelse, hvor der tales om kvindens magt og den amputerede mand, efterfulgt af værtindens pseudoprovokerende åbningsreplik: »I Danmark har vi ligestilling. Eller har vi?« Bum!

Med et snuptag bliver afdankede mænds barnløshed til et spørgsmål om kønspolitik, snarere end et udtryk for individuelle præferencer og adfærd. Kønskampen rykkes behændigt – tilbage – på biologiens banehalvdel, og et af de mest effektive våben – livmoderen – får endnu en tur i manegen. Nu blot med omvendt fortegn. For nu er kvindens understel ikke længere et udtryk for lillepigens sarte og skrøbelige natur, men derimod furiens ultimative magtredskab.

Særligt i den første af udsendelserne underbygges ligestillingsvinklen med sammenklippede ekspertudtalelser og vrøvlevers fra det københavnske meningsmenageri. Problemet med barnløshed – både det personlige og det nationale – skal vi nemlig forstå, er ikke den enkelte mands egne dispositioner, men derimod fødedygtige kvinders nærighed med æggestokkene. Problemet er med andre ord voksne kvinder med en endnu ubeboet eller – uha! – anonymt befrugtet uterus. Eller slet og ret sådan nogle som mig.

Supermuterede Pippi’er

Veluddannede og selvstændige kvinder udgør altså et problem i dagens Danmark. Vi, supermuterede Pippi’er, som blev udtænkt af tidligere tiders djærve kvindesagsforkæmpere og siden produceret i massevis, er nemlig ikke programmeret til en tilværelse som altruistiske avlskøer for hverken stat eller mandlige medborgere. Tværtimod er vi er en hel generation af kvinder, der er opdraget til at slå igennem, når der blev spillet rundbold i skolegården; at aftjene værneret og tage jagttegn; at søge ind på tunge universitetsuddannelser; at bosætte os i udlandet på egen hånd; at gå benhårdt efter tillidshverv og topposter, og til at klare os selv – eventuelt også uden barn og ægtemand.

De første af os har rundet de 30, men overhører alligevel de kritiske røster i medierne, som råber af os, at uret tikker. Imens går vi lige så langsomt fra at være præmiekøerne i den moderne velfærdsstat til at være den knækkede tallerken i Danmarks mågestel. For mindre end en håndfuld årtier siden var vi politikernes vådeste drøm. I dag skal vi udskriges som den mare, der vil ride landet de næste årtier.

Men vi lader os ikke kyse! Mens man med sørgelige statistikker om biologiens begrænsninger og velmenende familieordførerformaninger med jævne mellemrum forsøger at appellere til vores urfrygt og samfundssind, holder vi snuden i sporet og øjnene på bolden. Fremfor på barnevognen.

DR2-programmet er det seneste bidrag til den lange kavalkade af æggende debatter, der gør kvinders ret til selvvalgt barnløshed til genstand for kritik. Som noget nyt forsøger DR sig denne gang med følelsespornografiske vidnesbyrd i første person ental, der henvender sig til den barnløse kvindes samvittighed og medlidenhed med den faderskabsaspirerende mand.

Dette virkemiddel ville muligvis have en effekt, hvis ikke ’flinkepigen’ var afgået ved døden engang i midthalvfjerdserne. Eller hvis ikke vi havde været kvikke nok til at kritisere præmissen: at kvindekroppen i 2016 stadigvæk kan gøres til genstand for statens eller mandens behov.

Velfærdsstatens monster?

Det klæder ikke DR at sætte spørgsmålstegn ved kvindens frihed, men det er netop, hvad statsradiofonien gør med Vil du føde mit barn? For når DR italesætter de lave fødselstal som et spørgsmål om etikken i kvinders fravalg af børn – og/eller mænd – stiller mediehuset samtidig spørgsmålstegn ved kvindens ret til at bestemme over sin egen krop og sit eget liv.

Det er for så vidt OK, hvis det statsfinansierede public serviceorgan vil problematisere Danmarks dalende fødselstal. Men når denne kæphest skal rides med ligestillingsdebatten som skalkeskjul, er det svært for dem af os med et bevidst uindfriet moderpotentiale ikke at få ondt et vist sted.

Det virker direkte bizart, at DR gang på gang gør mig og mine medsøstre til syndebukke for et uforudset resultat af operation Frigjort kvinde. Mig bekendt blev tanken om selvstændige og veluddannede kvinder som socialt frankensteineksperiment fostret længe før vores tid. Og vi stod i øvrigt heller ikke bøjet over operationsbordet og satte strøm til de sammensatte legemsdele, mens vi saligt savlede: »Look! It’s moving! It’s alive, it’s alive, IT’S ALIVE!«

Men måske der er tale om en slags happening fra DR’s side? Måske den vilde jagt med public servicens høtyve og fakler blot skal opfattes som en tidlig 200-års fejring af Mary Shelleys udødelige klassiker i et totalteater med den frivilligt barnløse kvinde som – særdeles ufrivillig – hovedrolleindehaver?

Kitt Plinia Nielsen er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
    Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
  • Brugerbillede for Anna Juul
    Anna Juul
  • Brugerbillede for Ralph Sylvestersen
    Ralph Sylvestersen
  • Brugerbillede for Ingrid Uma
    Ingrid Uma
  • Brugerbillede for Robert  Kroll
    Robert Kroll
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Bettina Jensen
    Bettina Jensen
David Zennaro, Hans Larsen, Carsten Mortensen, Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid, Anna Juul, Ralph Sylvestersen, Ingrid Uma, Robert Kroll, Anne Eriksen og Bettina Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bettina Jensen

penis-misundelse med omvendt fortegn.
Udsendelserne udstiller en række mænd, der ikke kan acceptere biologiens grundvilkår (at mænd ikke har en livmoder). De fremstår ynkelige og har derfor endnu svære ved at få løst deres problem.

Anne Rasmussen, Dana Hansen, June Pedersen, David Zennaro, Benny Jensen, Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid, Morten Jespersen, Anna Juul, Anne Eriksen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Man skulle måske overveje af og til at fokusere på, at et liv uden børn ikke nødvendigvis hverken er et liv med mangler eller et dårligt liv.

Uanset om man er enlig mand, kvinde eller et par.

Den side af sagen kniber det generelt med at få belyst - og i tv-programmerne her, hvor emnet gøres til et ligestillingsproblem, ser læger, psykologer, eksperter og debattører ganske bort derfra.

Karin Hansen, Anne Rasmussen, Dana Hansen, Majbritt Nielsen, Karsten Aaen, June Pedersen, David Zennaro, Hans Larsen, Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid, Mette Poulsen, Anna Juul, Anne Eriksen, Peter Jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tino Rozzo

Min respekt for de kvinder, der helt afstår fra at få børn, fordi det ikke kan indpasses i deres tilværelse, vil til enhver tid være større end den , jeg kan opvise for kvinder i samme situation, som får børn alligevel - og som fra dag ét overlader dem til andre.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Slå hjernen til - vi har en global krise - energi og resurser...
Vi kommer ikke til at mangle arbejdskraft, hvis det er udgangspunktet. At gøre det til endnu et "ligestillingsspørgsmål" er uværdigt.
Den stigende højredrejning synes også at sætte friheden til eget liv under pres, hvilket er foruroligende.
Det ville være at foretrække, at børn kom til "ønskede" og at man brugte tid og overskud til det. Ikke til endnu mere "forbrug".
Det ville også kræve en pæn økonomi i sundhedsvæsenet, ikke som nu hvor alle skal spæne hurtigere for at tilfredsstille og nurse "erhvervslivet".

Anne Rasmussen, Dana Hansen, David Zennaro, Carsten Mortensen, Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid, Niels Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Fornøjeligt at læse en artikel, som er utraditionel og politisk ukorrekt og provokerende o s v.

Vi må vel til at hitte ud af, at et faldende fødselstal og befolkningstal IKKE nødvendigvis betyder faldende livskvalitet / levestandard .

Danmark fungerede fint i f eks 1970, hvor vi var ca 4 mio indbyggere - i dag er vi ca 5,5 mio indbyggere. Og jo flere vi bliver, jo mere forurener vi.

Hvis vi kan reducere vores befolkning lidt efter lidt i åren fremover, så får miljøet det bedre (mindre forurening), vi kan spare en del infrastruktur investeringer, vi kan klare os med mindre nybyggeri o s v - så selv om BNP totalt set måske går ned, så vil BNP pr indbygger måske kunne gå op !

På den lange bane vil man nok komme til at opleve, at kvinder i stigende omfang vil betale en rugemor, så de slipper for 9 måneders karriere-dræbende besvær - de vil formentlig også i et vist omfang bruge donorer med optimale egenskaber ( velbegavede, godt udseende , mentalt stabile o s v) .

Taberne bliver gruppen af lidt ulækre småtbegavede mænd, som kun kan klare sig i et patriakalsk samfund, hvor kvinderne bare skal lave mad og få børn og i øvrigt tie stille når mændene ( selv de mest ubegavede) taler.

Anne Rasmussen, Dana Hansen, Ida Partoft og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Kolossalt hvor mange klogehoveder, der vil fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv.
Alle kan jo gøre, som de vel indenfor lovens rammer.
Det er disse rammer, der er samfundets rolle. Juridisk orden på resultatet og brugerbetaling for de vildeste fantasier, som inseminering af fyrreårige, som ikke kan defineres som sygdom.
Det er op til enhver kvinde, at melde sig ud af naturens gang, eller for andre at hjælpe, hvor der er behov.

Jakob Bonde og Henrik Munk Molke Rediin anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel Nohr Jensen
Mikkel Nohr Jensen

Selvfølgelig skal kvinder ikke få børn af altruistiske årsager. Man kunne dog måske forestille sig at kvinder havde en rent selvisk interesse i Danmarks overlevelse..? Et af de mest ligestillede og velfærdsorienterede samfund i verden.

Majbritt Nielsen, Flemming Berger og Henrik Munk Molke Rediin anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Styg artikel. Er dette problem så svært at løse? Kan betalingerne til børn/familier ikke gøres indekserede? Index 100 for børn født før 25-års alderen, og så 90 for 26 etc? Mon ikke det vil give nogle flere unge familier? Både gode og dårlige underholdningsprogrammer kommer jo stort set af sig - men gode familier kræver en indsats.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

@Anne Eriksen
Så vidt jeg forstår erhvervslivet, stiller det sig ikke i vejen for ligestilling (kvinderne på arbejdsmarkedet, uddannelse) og selvvalgt barnløshed (sygedage), men det ønsker øget indvandring.
“Der fødes simpelthen for få børn i verdens lykkeligste land, og dét kan udhule enhver økonomisk vismands 2020-spådomme og underminere politiske luftkasteller. Uanset om de er røde eller blå."
skriver Kitt Plinia Nielsen. Indvandring er ikke populær, i disse tider, mens alderspyramiden bliver stejlere.
Er det også sådan, at mænd, i det mindste de yngre, klandres deres barnløshed - i familieregi og sjældent offentligt, for åben skærm ?

Så, at "... DR godt [ kan] droppe deres følelsespornografiske vidnesbyrd, der forsøger at give den barnløse kvinde dårlig samvittighed, ..." er en sang jeg gerne synger med på, uanset DR´s motiver.

Brugerbillede for Henrik Munk Molke Rediin
Henrik Munk Molke Rediin

Så vidt jeg forstår handler programmerne ikke om at udskamme kvinder for "manglende indsats på fødegangene". Tværtimod er fokus for en gangs skyld ikke på kvinder men på mænd. Nærmere bestemt på mænds uforløste skruk-hed.
Nu er det jo sådan at vi lever i et samfund hvor kvinders skruk-hed er offentligt sanktioneret, forstået derhen at de kvit og frit kan få blive insemineret, føde og opfostre et barn med ganske solide tilskud fra fællesskabet. Mænd har ikke denne mulighed, og som jeg oplevede det var det primære formål med programserien at 1)vise at mænd ønsker børn med en kraft så deres liv føles uforløst uden, og 2) vise at vores lovgivning diskriminere mænd på dette område,
Kronikøren virker efter min mening en kende selvcentreret når hun tilsyneladende ikke kan se denne pointe.

Det står enhver frit at have en holdning til mænds skruk-hed. Personligt - som far til to - havde jeg ikke forestillet mig at det som mand kan betyde så meget for den oplevede livskvalitet, ikke at have børn.
Men når det kommer til spørgsmålet om, hvad vi som samfund skal støtte, så mener jeg at det er udtryk for diskrimination når kvinder kan få samfundet til at betale for deres personlige ønske om at få børn, mens mænd ikke kan. Det er ganske enkelt en urimelig forskelsbehandling.
Ser man på denne problemstilling i sammenhæng med mænds manglende indflydelse på, hvad der sker med tilfældige graviditeter, så tegner der sig et klart billede af at mænd er utroligt dårligt stillede ift. deres egen reproduktion. Og det finder jeg, er et stort ligestillingsproblem.

Der er således mange spørgsmål man med god ret kan rejse på baggrund af "Vil du føde mit barn". Men at kvinders livmor tages som gidsel, er ikke en af dem.
For at udtrykke det på et sprog som kronikøren sikkert forstår: Kronikken viser med al tydelighed at du er privilegieblind.

Morten Blicharz Nielsen, Jakob Bonde, ulrik mortensen, Mads Jakobsen, Jørn Andersen, Mette Poulsen, Niels Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Kristensen
Helene Kristensen

Jeg ville ikke sætte børn i verden hvis jeg var ung i dag. Samfundet stresser jo rundt med dem stort set før de bliver født - der er ikke "råd til" at give fødende ordentlige forhold, medmindre de selv kan købe sig til det. Ungerne har kun et eneste formål - arbejde, arbejde, arbejde, så toppen i samfundet kan få mere profit. Mennesket har ingen værdi som menneske mere, kun som arbejskraft - og den enlige mor svines til og stresses - fordi hun måske koster samfundet lidt penge. Når ungerne engang bliver voksne, er der kun arbejde til et fåtal af dem, hvad sker der med resten? ud bag fabrikken og en kugle for panden, så de ikke koster samfundet? Allerede nu oplever man gamle mennesker, som hopper i havnen, ud foran tog, smadrer ind i en lastbil - for alderdommen ser allerede nu særdeles tvivlsom ud, medmindre man har haft en god livsindtægt og har en god pensionsordning. Nej tak. Ikke om jeg ville byde børn et liv i denne rottefælde af et land.

Anne Rasmussen, Dana Hansen, Majbritt Nielsen, June Pedersen, Hans Larsen, Carsten Mortensen, Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid, Anne Eriksen, Niels Nielsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bettina Jensen

Tino Rozzo hvad med alle de mænd, der fra dag 1 overlader sine børn til andre? er det mindre respektløst? i ligestillingens navn .....

Anne Rasmussen, Dana Hansen og Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bettina Jensen

Jørn Andersen, hvor læser du kronikørens had til mænd? Hun opponerer mod nogle udsendelser, der fremstiller kvinder som egennyttige, magtsyge ignoranter og mænd som klynkende ubrugelige stakler. At opponere mod disse udsendelser er i mine øjne tegn på respekt for begge køn.

Henrik Munk Molke Rediin, Jeg er helt enig med dig i programmernes pointe. Men for det første kan man ikke kvit og frit blive kunstigt insemineret i DK. Så vidt jeg er orienteret, koster det mange penge at blive kunstigt befrugtet. For det andet bliver de forsmåede mænd i udsendelsen ikke ret meget mere fædre af, at kvinder bliver frataget deres rettighed til AI. At ville fratage kvinder deres rettighed til AI på baggrund af at mænd ikke kan få det, virker både tåbeligt og ynkeligt. Lige meget hvor meget I råber op om manglende ligestilling på dette punkt, så kan man altså ikke lovgive sig ud af den biologiske forskel. Det var også derfor, at programmerne var så tåkrummende.

Anne Rasmussen, Dana Hansen, Ida Partoft, June Pedersen, Anne Eriksen og Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mette Poulsen

@Henrik Munk Molke Rediin
Ja, mænds ønsker om at få børn er selvfølgelig lige så reelle som kvinders, og de mænd, som deltager i udsendelsen synes jeg er modige for at stille frem. De lider primært af hvad man kan kalde "tilfældig barnløshed" - de har ikke lige mødt den rette partner, været klar eller haft de rette omstændigheder. Og det skal selvfølgelig ikke latterliggøres eller tales ned. Det er vel de samme tanker og ønsker, som kvinder, der bliver enlige mødre render rundt og har.
Mænd og kvinder har ikke samme muligheder grundet biologien. Manden kan ikke bære et barn, så selv en kvinde gerne vil donere æg (at sidestille med sæddonation i dette tilfælde), så kommer man ikke ud over at der skal en kvinde til selve udrugningen. Og det er her, der er et dilemma set med mine øjne. Skal det offentlige stille med rugemødre til mænd, kvinder, par, som gerne vil have nogen til at stå for selve graviditeten? Med de helbredsricisis osv. som graviditeter trods alt udgør. Skal man gøre det for et symbolsk beløb? Eller skal man betales f.eks. en million? Og hvem skal betale? Hvad gør man, hvis den gravide ønsker en abort midt i det hele? Eller hun bliver knyttet til barnet via graviditeten? osv. er alle relevante spørgsmål.

Brugerbillede for Henrik Munk Molke Rediin
Henrik Munk Molke Rediin

@Betina Jensen.
Iflg. Netdoktor er det gratis for enlige kvinder og par at komme i behandling for barnløshed (herunder inseminering). Og jo, der er en større sandsynlighed for at en mand bliver far, hvis enlige kvinder fratages denne rettighed. Nogle af dem vil i så fald finde sig en mand i stedet. Jeg har svært ved at se det tåbelige og ynkelige i en ligestilling på dette område.

@Mette Poulsen (+ Betina Jensen).
Det er selvfølgelig rigtigt at det pt. ikke er muligt at sætte børn til verden, uden aktiv medvirken fra en kvinde. Men hvorfor skal det så være ulovligt at bruge en rugemor?
Ser man på de argumenter er fremføres (iflg. Etisk råd), så handler de meget om kvindens moderfølelser for det barn hun føder og det moralske problem omkring at det er en økonomisk transaktion i stil med prostitution. Men ingen steder betragtes rugemødre fra den mandlige barnløses vinkel. Disse mænd har ingen rettigheder. Overhovedet. Og det mener jeg ikke er rimeligt.

En ligestilling på området er påkrævet, og en sådan kan så gå to veje: Enten fratages enlige mødre retten til offentligt finansieret moderskab, eller også gives mænd samme rettighed.
Det er egentlig meget enkelt.

Brugerbillede for Bettina Jensen

@Henrik Munk Molke Rediin.
Du har ret i at de første 3 inseminationer er gratis, men hormonbehandlingerne er ikke.
Så vi skal finde laveste fællesnævner? Fordi mænd ikke kan kunstigt befrugtes, så skal kvinder heller ikke kunne? Og rugemor er det vist de færreste kvinder, der har lyst til at blive - med mindre de er ekstemt fattige eller mentalt og følelsesmæssigt forstyrrede (jeg er klar over, at der er ganske få undtagelser ) og dem skal vi så udnytte i ligestillingens navn?
Accepter dog, at der er en biologisk betinget forskel.
Og nej, der er ikke ret mange flere ufrivilligt barnløse enlige mænd, der bliver fædre, hvis ikke enlige kvinder kan blive kunstigt befrugtede. Hvis man har valgt, at blive enlig mor, er der andre metoder end AI.

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Hvis denne her frygtelige demografiske bombe ligger under nationen i form af manglende børn, kan det undre at kvinder der ikke har mødt den rigtige, og alligevel vælger at sætte børn i verden alene, så skal kritiseres. Ét stk. ny borger produeret er vel ét stk ny borger produceret, uanset om faderen er anonym?

Rimelig afslørende for hvad den egentlige bekymring åbenbart er.... og den har jo så åbenbart meget lidt med demografiske problemer at gøre. Og vældig meget mere med den samme gamle sang: 'hvor vover hun dog at tro hun skal bestemme over sin egen krop?'

Anne Rasmussen, Dana Hansen, Ida Partoft, June Pedersen, Hans Larsen, Flemming S. Andersen, Anne Eriksen og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Jakobsen

Jeg har ikke noget problem med at nogle kvinder vælger ikke at få børn, og det mener jeg heller ikke at samfundet skal have.

Men der er også en anden gruppe.

Fra artiklen: "gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er steget med endnu et år til 29,1."
Vi taler altså også om kvinder der enten ikke vil have børn men så ombestemmer sig, eller kvinder der venter længere og længere. Når gennemsnitsalderen bliver så høj for førstegangsfødende, så har det nogle sundhedsmæssige og sundhedsøkonomiske konsekvenser, som man vel godt må gøre opmærksom på.

Kvinder har den suveræne ret til at bestemme om, og hvornår, de vil være gravide. Derfor må de finde sig i at spotlightet rettes mod dem når resultatet af deres valg skal frem i lyset.

Brugerbillede for Carsten Mortensen
Carsten Mortensen

Jo, Mads Jakobsen - men det var vel også rimeligt at kigge på samfundets indretning - hvordan er vi nået dertil? ...alser,..... i fald det nu virkelig var så forfærdeligt ☺
Alle har deres gode grunde - selv de fødedygtige kvinder! ☺

Brugerbillede for Mads Jakobsen

Til Carsten Mortensen

At se på samfundets indretning lyder godt, lige indtil du bliver bare en lille smule specifik.
For der er to vej at gå, pisk eller gulerod.

Skal kvinder tvinges med forskellige indskrænkninger eller begrænsninger? Nej, vel?

Skal kvinder belønnes med ekstra gode vilkår som mødre, og særlige fordele på arbejdsmarkedet, og under uddannelser? Hvem skal betale for alt det, hvem skal arbejde ekstra? Og hvordan harmonere det med at adskillige indlæg på denne tråd affærdiger mænds problemer som resultatet af at de er "ynkelige", "ulækre" og "småt begavede" som derfor ikke "kan få løst deres problemer"? Det er så som så med ligestillingen, når folk bliver inspireret til at lade skattekronerne rulle.

Brugerbillede for Troels Rasmussen
Troels Rasmussen

Hvis der er nogen, der læser denne kommentar, så vedkommende gerne fortælle mig, hvad det er for bold, skribentinden snakker om her:
"[...] holder vi snuden i sporet og øjnene på bolden. Fremfor på barnevognen."

Derudover synes jeg, at kritikken af tv-programmet er forfejlet. Om noget bliver det da kritiseret, at kvinder får børn uden mænd, og ikke at de ikke får børn uden mænd.

"Knald for Danmark"-arrangementet er jeg også imod. Jeg kan ikke lide tanken om at få børn for staten eller nationen.

Diskuterer man det, at mænd er forfordelt fra naturens hånd, kan man også tænke på, at der har været lange tider, hvor kvinder fra naturens har haft besvær med ikke at kunne vælge graviditet/barn fra, hvis de har haft en sprøjtende pik i nærheden.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Jeg ved ikke hvad andre synger. Men hvis der 3 tendenser:

Internationaliseringen og den øgede økonomiske ulighed skaber flere mænd der er knap så interessante at få børn med

Kvindesagen skaber flere karriere orienterede kvinder der kun måske ønsker sig en mand og synes et enkelt barn er nok - nogle beslutter sig for sent

Flygtninge/Indvandrer-politiken tiltrækker ugifte mænd fra Mellemøsten og forhindrer knap så succesfulde mænd i at importere en kone

så synes jeg ikke det lyder som en god historie på lidt længere sigt. Derfor er kollektive opfordringer/incitamenter ikke urimelige. Hvad den enkelte gør med sit må de naturligvis selv bestemme.

Brugerbillede for Mette Poulsen

@ Henrik Munk Molke Rediin
Man kan selvfølgelig godt gøre brug af rugemødre lovligt. Dog er der ligestilling pt idet det ikke er lovligt for nogen at bruge. Man kunne også lade begge køn have samme aldersbegrænsning på fertilitetsbehandling.

@ Mads Jakobsen Begge køn udskyder det at få børn. Hvis flere mænd i tyverne var med på at få børn, kunne det være fødsestallet ville stige og alderen på førstegangsfødende ville falde.
Jeg er ikke enig i, at kvinderne suverænt bestemmer om og hvornår de vil have børn. Dels kan det være, man ikke kan få børn eller at man har et helbred, der taler mod graviditet i sig selv eller det at få barn/børn alene, dels kan man jo have et stort ønske om at det skal være med en partner (eller så undværer man).

Majbritt Nielsen og Charlotte Svensgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Hvornår ser vi en regering som tør sige: "Det skal kunne betale sig at føde en hel masse børn til mænd. De kvinder som ikke føder flere børn end de selv har brug for, er dumme og dovne og usolidariske."

Eller det er måske en smule.. for stærkt?

Brugerbillede for Mads Jakobsen

Til Mette Poulsen

Hvad jeg mener med at det suverænt er kvinder beslutning at få børn er, at det er dem der bestemmer om de vil have en abort eller ej. Men kan sige at de suverænt kan sige nej. Så mænd i tyverne kan være med på hvad som helst, uden at det betyder noget så længe dem med den faktiske beslutning IKKE er med på hvad som helst.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

@Anna Juul, 17:11
"Ha, ja, vi er den knækkede tallerken i mågestellet. Boo-hoo."
Og i har ingen, til at klinke jer ? - trist.

Brugerbillede for Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen

Henrik Munk Molke Rediin
10. december, 2016 - 17:56
Det er ikke kvit og frit for en kvinde at blive insirmineret. Det koster på den fysiske side. Der er bivirkninger ved at tage de hormoner der skal til for at kroppen kan tage turen med ægget der bliver sat op.
Der er så vidt jeg kan forstå en forhøjet risiko på helbredet på sigt. Men det jo ikke noget vi taler om, og så der risikoen når der bliver flere to eller flere fostre. skal det ene fjernes?

Men ak, det jo ikke noget der kan gøres op i kroner og øre. Så det ikke en udgift.

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Simple problemer = simple løsninger.

Hvis man ser tv og føler sig udskammet, er det bedste middel at slukke fjernsynet.

Læs en bog, gå en tur, lav noget andet.

Vil man ikke have børn, er det fint. Find venner der heller ikke vil have dem og lad være med at tale for meget med nybagte forældre. Så skal det hele nok gå. Hvis mor og far bekymret spørger til børnebørn, så svar at der ikke kommer nogen.

Andre problemer?

med venlig hilsen
Lennart