Kronik

Vi længes efter Den Kolde Krigs orden

Der er langt fra de nuværende konflikter mellem Rusland og Vesten til en ny kold krig. Når koldkrigsfrygten alligevel har fået fat, er det måske et udtryk for, at vi længes tilbage til en tid, hvor fjendelinjerne var tydelige, og fjenden var en anden stat, som vi kunne regne med havde sin egen overlevelse som mål
Der er langt fra de nuværende konflikter mellem Rusland og Vesten til en ny kold krig. Når koldkrigsfrygten alligevel har fået fat, er det måske et udtryk for, at vi længes tilbage til en tid, hvor fjendelinjerne var tydelige, og fjenden var en anden stat, som vi kunne regne med havde sin egen overlevelse som mål
Debat
5. december 2016

Åbner man en avis, ser TV eller følger snakken ved frokostbordet på arbejde, kan man næsten ikke undgå at høre folk tale om det: Er vi i en ny koldkrigsperiode?

Noget kunne tyde på det.

Ruslands ekspansion ind i dele af Ukraine og den hårde politiske linje, der kom som modsvar fra Europa og USA i form af økonomiske sanktioner og ekskludering fra G8-konferencen i 2014, har ikke ligefrem skabt optimisme om Vesten og Ruslands forhold.

NATO har sendt flere soldater til de baltiske lande og Polen, mens Rusland foretager mere og mere omfattende militære øvelser og laver enorme evakueringsøvelser for civilbefolkningen.

Også på det kulturelle område trækkes fronterne op.

Senest kunne det ses ved de Olympiske Lege i sommer, hvor russiske atleter for at sikre sejren til deres hjemland var involveret i et kæmpe statssanktioneret dopingprogram, der førte til, at mange af dem blev udelukket fra forskellige sportsgrene.

Det ledte tankerne hen på situationen under Den Kolde Krig, hvor hårdtpumpede atleter med deres krop skulle cementere deres nationers overlegenhed.

Vi er altså endnu engang fanget i en ideologisk, politisk, militær og kulturel kold krig mellem Rusland og Vesten, hvor truslen om krig med atomvåben nok en gang hænger over hovederne på os.

Langt fra Den Kolde Krig

Eller hvad? Er det reelt den situation, vi befinder os i?

Svaret er formodentlig nej. Selv om der er visse forhold, der kunne indikere, at vi befinder os i en ny kold krig, er der også mange faktorer, der gør det usandsynligt.

For det første er det ikke i Ruslands interesse at starte en kold krig, der ville gøre det svært for landet at lave handelsaftaler med de vestlige lande. Vesten er suverænt den største aftager af russiske eksportvarer, primært fossile brændstoffer, som er grundstenen i den russiske økonomi.

Det er heller ikke i europæisk eller amerikansk interesse at isolere Rusland, da landet også er en stor importør af varer fra Vesten – og i øvrigt er mange lande som nævnt afhængige af russiske energileverancer.

For det andet er magtforholdet fuldstændig skævt. Selv om det russiske militær har gennemgået en større modernisering de senere år efter nærmest katastrofale kampe i Tjetjenien og Georgien, er NATO klart Rusland overlegen både i mandskab og våbenteknologi. Så selv om der er faktorer, der tyder på, at vi er i en ny kold krig, så er der altså også forhold, der taler klart imod.

Længsel efter enkelhed

Så hvorfor al den snak om kold krig?

En mulig forklaring er, at vi i de vestlige lande søger tilbage til en mere simpel tid. Selv om Den Kolde Krig reelt var en enormt kompleks strid, var den på sin vis enklere end de konflikter, vi befinder os i i øjeblikket. Der var tale om to supermagter med klare ideologiske og politiske mål, der aldrig bekrigede hinanden direkte, men i stedet oprustede til en militærkonfrontation, der aldrig kom.

For befolkningerne i USA, Europa og Rusland betød det en periode med megen frygt, men også med relativt stor samfundsmæssig stabilitet og nærmest uafbrudt fred frem til starten af 1990’erne.

Når Den Kolde Krig blev varm, skete det primært i den tredje verden, hvor amerikanske og sovjetiske interesser førte til væbnet konflikt mellem forskellige nationale, regionale, religiøse og politiske grupper, ofte med større eller mindre involvering af de to supermagter, f.eks. i Vietnam, Afghanistan og Cuba.

Sådan ser det ikke ud i dag. Den tredje verden er stadig fanget i kaos og konflikt, men nu truer nye fjender også både ude- og indefra i USA, Europa og Rusland. Terrorister, radikale og ekstremistiske grupper eller enkeltpersoner vil undergrave vores demokratiske samfund og nedbryde vores kultur, eller det er i hvert fald sådan, det opfattes.

Mange i Vesten føler, at vi ikke længere kan vide os sikre i vore egne lande. Tilsyneladende almindelige personer kan pludselig slå et, to, tre, fire, 50, 100 eller flere mennesker ihjel på grusomme, nærmest utænkelige måder og lamme hele samfund i længere perioder. Det har vi set mange eksempler på i de seneste par år, f.eks. i Frankrig, Belgien og USA, men også her i Danmark.

Det er uhyggeligt, ja, faktisk decideret angstprovokerende at befinde sig i en sådan følelse af afmagt og usikkerhed for sig selv, sin familie og sine venner og aldrig at vide, hvornår det næste angreb sætter ind.

De skjulte fjender skræmmer

Selvfølgelig var der også terrorister under Den Kolde Krig, men med Krigen mod Terror i begyndelsen af 00’erne blev angsten for terror og radikale grupper institutionaliseret, og den har været fremherskende i samfundet lige siden.

Tænk bare på de mange forskellige tiltag, der er blevet foreslået og implementeret over hele den vestlige verden de seneste 15 år for at prøve at stoppe terrorister og radikalister, inden de har kunnet få held med at udføre deres handlinger eller omvende andre til deres sag.

I Danmark så vi eksempler på det så sent som i år, da justitsminister Søren Pind (V) foreslog at skærpe terrorlovgivningen.

Også tidligere på året fremførte Pind argumentet om, at Omar El-Husseins terrorattentat på Krudttønden i 2015 kunne være blevet stoppet tidligere, hvis politiet havde haft adgang til bedre internet- og mobilovervågningsmuligheder. Målet var at begrunde det danske politis behov for en mere omfattende overvågningslovgivning.

Mens man under Den Kolde Krig frygtede, at konflikten skulle eskalere til en væbnet konfrontation, er vi i dag mere angste for den næsten altoverskyggende trussel om, at vores dagligdag kan blive sønderrevet af personer, der enten bor blandt os eller har sneget sig ind i vort samfund.

Set i det perspektiv kan det måske ikke undre så meget, at en ny kold krig har appel som alternativ til krigen mod terror. For selv om det selvfølgelig ikke var rart at leve med truslen om atomkrig mellem supermagter, var de faste rammer, som denne type konflikt tilbyder, måske alligevel at foretrække for mange folk.

Faktum er, at ingen atombevæbnede lande er gået i krig med hinanden, og at Den Kolde Krig aldrig blev varm. Nogle eksperter mener endda, at atomvåben er befordrende for fred, for ingen statsledere har lyst til at begynde en atomkrig, der formodentlig vil gøre en ende på alt liv i minimum ens eget og modstanderens land.

I Europa, USA og til dels i Rusland virker Den Kolde Krig derfor nu nærmest som en ønsketilstand. Det er noget, man søger tilbage til for at finde tryghed i en stadig mere kaotisk verden. Fjenderne er ikke længere klart uniformeret og styret af generaler og politikere, der trods alt har selvoprettelsesdrift og overlevelse for deres land som mål.

I stedet er fjenderne lyssky elementer, der skal findes gennem intens overvågning og efterretning, og som ofte bruger selvmord som et militært og politisk værktøj.

Meget kan indikere, at de politiske og ideologiske mål, som Vesten og Rusland har, ikke er forenelige, og at det vil føre til stridigheder. Men det betyder ikke, at vi befinder os i en ny kold krig, til trods for hvad fortalerne for det synspunkt siger.

Sagen er nok snarere den, at mennesker ofte længes efter det overskuelige – og på det parameter klarer fortiden sig ofte bedre end nutiden – også selv om den var kendetegnet ved to supermagters kamp om dominans.

Aske Hennelund Nielsen er ph.d.-stipendiat ved Institut for Historie på Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg tvivler på mennesker længes efter "den kolde krig" med al den retorik, der på mange måder var falsk, bedragerisk og misvisende, men ligefrem sidestille tidens usikkerhed problemer med længslen efter atter en "kold krig" ligger nok langt væk fra mange, - selv om den måske syntes lettere håndterbar fordi vi har prøvet det før, og der ikke skete noget alvorligt.

Utrygheden i dagens Europa er primært ikke skabt af Rusland, det siden det fald i 1989 trak sig tilbage til de gamle grænser fra før 2. VK, og dermed forsvandt som "koldkrigs" modstander for vesten, skabte et tomrum, der nu syntes at skulle fyldes ud igen, fordi eller som erstatning for den utryghed som andre krige har skabt i Mellemøsten, og på et falsk grundlag og helt uden FN mandat.

"Koldkrigs spøgelset" er grundet denne manglende utryghed overtaget af de afledede ting der kom ud af krigene i Mellemøsten, der ikke ses som egne fejl, og politisk fastholdes som sejre såvel politisk, for demokratiet og friheden, i stedet endte i det helt modsatte for vor egen sikkerhed, - den sikkerhed, som disse krige i stedet skulle skabe for os.

Ved at genskabe en gammel front, "koldkrigen" i Europa, som erstatning for utrygheden glemmer man nok alt det andet fra Mellemøsten hurtigere.

Tanken om at enhver god russisk mand og kvinde ikke ønsker et fredeligt liv, men lægger sig til at sove med abstinenser om og for en krigstilstand fordi de savner og er opdraget til krigstilstanden tilbage fra 2. VK,., - det vil jeg vove på er for langt ude.

Vejen mod fredeligere tilstande opstod med nedrustningsaftalerne og atomvåben-begrænsningsaftalerne, men som bekendt var det amerikanerne der rev aftalerne om atomvåben i stykker ensidigt, ud fra udsagnet om den ikke i tilstrækkelig grad tilgodeså "deres behov"(?), man forsøgte end ikke en genforhandling hvis man opfattede det sådan, endsige lod forstå offentligt hvori deres utilfredshed med aftalerne bestod.
- Man kan med rette mistro dem for ikke at ville miste et overtag i antallet af atomvåben, det overtag som var dengang inden aftalerne, hvor forholdet næsten var 100:1 i amerikansk favør.

Uden krig eller "koldkrig" vil mange amerikanske og vestlige virksomheder ikke kunne overleve ved henholdsvis våbenproduktion og udvikling, og det fælder også de virksomheder der beskæftiger sig med sikkerhed og analyser, tænketanke, men også de virksomheder der beskæftiger sig med "lejesoldater" efterretningsanalyser m.m., så deres problem, men desværre også vores problem er - markedspræstationen "aktiekurserne" for disse virksomheder er vigtigere end fred, for fredshensigter og forhandlinger giver dårlige aktiekurser og lave udbytter til aktionærerne.

Det er hele ideologien i den vestlige liberalismes økonomiske overgivelse til markedet som forvaltere af fred eller krig, der her er til salg som "koldkrig" i vor tid, selv ikke Eisenhowers ord og advarsel om det militærindustrielle kompleks, er i dag blevet, ikke kun virkeliggjort, men også sat på aktier med udbytter, og da politikerne selv har givet styringen fra sig for markedets styring, så må vi forvente en yderligere optrapning af den gamle "kolde krigs" retorik, for friheden, liberalismen og aktiekursernes skyld.

Mads Kjærgård

Ja jeg længes efter den Kolde Krig, der var magthaverne nemlig bange for kommunisterne, og derfor havde man betydeligt bedre sociale forhold. I hvert fald i Vesten og DDR. Nu hersker den tøjleløse kapitalisme.

Per Torbensen, Niels Duus Nielsen, Touhami Bennour og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Den her artikel er det rene vrøvl og man kommer i tvivl om forfatteren ved noget som helst om den kolde krig, ud over at den kolde krig foregik i de "gamle dage" da alting var godt selv truslen om en alt omfattende atomkrig men en altudslettende konsekvens for alle mennesker - men alså bedre end et angreb med to døde. Der var masser af terror og bombesprægninger under den kolde krig og forhold til de forskellige uafhængigskrige , de røde brigader, NordIrland og det var heller ikke styret af generaler - hvilken forskel det så gør... måske forfatteren skulle tage til Ukranine og undersøge det. Der var Endvidere millitærdikature i store dele af Vesteuropa ..... Det var IKKE ENKELT DENGANG HELLER...og der var masser af terror. Herhjemme havde vi eksempelvis sprængningen af internationales scialisters kontor og bombemanden.

Henrik L Nielsen

Forfatteren her benytter fakta, der er faktuelt forkert. Faktum er, at ingen atombevæbnede lande er gået i krig med hinanden, ... Kargil maj-juli 1999 mellem Pakistan og Indien, der begge var atombevæbnede ved krigens start.

Dernæst overser skribenten at frygten for terror var lige så stor, hvis ikke større, i Nord Irland og andre steder som den er i dag.

Dernæst ville en ny Kold Krig næppe få den Islamistiske terror til at forsvinde, så hvad skulle meningen være med at ønske sig den kolde krig tilbage? Det vil jo ikke medføre den påståede ønskede overskuelighed.

Når Nato med USA i front opstiller kompagnier af soldater langs hele den russiske grænse, fra Nordnorge til Bulgarien i Syd, så er det vel klart at "nogen" længes efter tilstanden under "Den kolde krig"?

...håbet er at USA vil skifte taktik over for sin omverden, når nu Obama er væk.

Per Torbensen, Jacob Jensen, Niels Duus Nielsen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Hvis man har mulighed for at følge med i de russiske medier,så oplever man en betydelig misinformation om vestlige lande ( incl af og til om Danmark), og de russiske journalister er iøvrigt aldeles ukritiske , når de omtaler Putin og de øvrige ledende skikkelser .

Fri presse og uafhængige kritiske journalister er ikke-eksisterende i dagens Rusland.

(Mon ikke vores egen statsminsiter af og til misunder Putin dennes kontrol over pressen ? I Rusland stilles ikke ubehagelige spørgsmål til magtens top.)

Der er god grund til at være bekymrede over den aktuelle russiske ledelses hensigter,

På den lange bane ( når Putin & Co er gået på pension) får Rusland nok nogle bedre ledere, der udvikler den private økonomi og får øget levestandarden - og så bliver Rusland såmænd nok medlem af EU til gavn for alle i Europa.

Grunden til Putins uomtvistelige popularitet i den russiske befolkning er, at han netop styrker økonomi- og levestandard. Hvis ikke Putin kan samle magten bag sin politik, så står kommunisterne klar - lige nu med opbakning fra hver femte russer, og det på trods af Putins popularitet. Der er ikke meget der tyder på at russerne ønsker er superliberalt samfund, som eksv. det ukrainske.