Læsetid 6 min.

Livet efter væksten kræver et tættere forhold til ressourcerne

Flugten til byerne og den dalende respekt for håndværk har ført os langt væk fra naturen. Når man ikke længere bor i den eller arbejder med dens ressourcer, mister man respekten for den. Så er vejen banet for hovedløst overforbrug og forestillingen om, at økonomisk vækst er lykken
Jo mere vi gennem vores egne hænder (og hoveder) forholder os til ressourcerne, deres knaphed og sårbarhed, desto mere frigør vi os fra markedet og fra forbrugsræset, skriver dagens kronikør. På billedet afholdes kursus i bæredygtigt byggeri i den økologiske landsby Hallingelille ved Ringsted.

Jo mere vi gennem vores egne hænder (og hoveder) forholder os til ressourcerne, deres knaphed og sårbarhed, desto mere frigør vi os fra markedet og fra forbrugsræset, skriver dagens kronikør. På billedet afholdes kursus i bæredygtigt byggeri i den økologiske landsby Hallingelille ved Ringsted.

Marius Nyheim
8. december 2016

Kræver omstillingen til et bæredygtigt samfund, at vi bor tæt i byer eller spredt i mindre enheder rundt i landet?

Det spørgsmål deler vandene blandt mennesker, der arbejder med, hvordan vi kan indrette vores liv, arbejde og samfund, når vækstsamfundets dage er talte.

Typisk fremføres det, at klimaproblemer forbundet med transport og spredt bebyggelse betyder, at vi bør bo tæt i storbyer.

Men selv om det snævert set kan være rigtigt, er analysen alt for materielt baseret.

At bo på landet i mindre, overskuelige og nære samfund, i tæt kontakt med naturen og med mulighed for at dyrke egne grøntsager og frugt samt måske holde lidt dyr og – ikke at forglemme – med plads til et ordentligt værksted, rummer afgørende sociale og kulturelle kvaliteter, som er hamrende vigtige for omstilling til bæredygtighed.

For man forstår ikke naturen, når man isolerer sig fra den, som man gør i storbyen. Når man henter sine forbrugsgoder i butikken, og aldrig selv har forarbejdet naturens ressourcer, får man mindre respekt for dem. Det bliver lettere at bruge og smide væk.

Lykken er at skabe

Jeg blev meget klogere, da jeg for en del år siden byggede et halmhus, som stadig står. Jeg bor ikke længere i det, og jeg mener heller ikke, vi alle skal bo i halmhuse, men erfaringen med at få en skøn bolig op at stå i kraft af fire grundmaterialer – ler, træ, muslingeskaller og halm –  tilsat egen arbejdskraft og hjælp fra venner og børn var fantastisk givende.

Vi fik et tæt forhold til materialerne og deres egenskaber og oplevede, hvor langt man kan komme med egne hænder og lidt hjælp fra professionelle håndværkere og andre kyndige i lokalområdet.

I min studietid i 1970’erne flyttede vi på landet og lavede kollektiver i gamle landhuse, som vi totalrenoverede til gode boliger. Der lærte vi også at dyrke vore egne grøntsager. Det var af nød, vi havde som studerende ikke råd til andet, men det fik os til at sætte pris på de lækreste råvarer til køkkenet.

Læs også: Alle taler om vækst – men vi taler ikke om det samme

Det er absurd, at vi snakker mere og mere om bæredygtighed og omstilling, og at flere og flere forstår nødvendigheden af at sige fra over for kravet om økonomiske vækst, globalisering på markedsvilkår, gældsætning og forbrugsræs, samtidig med at vi klumper os sammen i byerne og overlader landet og naturen til et aldeles ubæredygtigt landbrug.

Det koster os ikke alene det umiddelbare forhold til jorden og naturen, men også erfaringen om, hvad vi faktisk kan skabe med vore egne hænder. Det afspejles i vores forhold til håndværk.

Erhvervsuddannelser er ikke i høj kurs i dag. Jo mere beskidt man bliver i sit fag, des mindre prestige, viser undersøgelser, og selv om erhvervsuddannelserne prises af politikerne, bliver de udsultet økonomisk. Den mentalitetsændring, som omstillingen kræver, forudsætter et opgør med værdier og kultur, som ser ned på håndværket.  

Flugten til byen

Allerede i 2007 overskred den andel af jordens befolkning, som bor i byer, den andel, som bor på landet, og det går hastigt videre i samme retning. Bevægelsen er den samme for den fattige bonde i Den Tredje Verden som for os i de rige lande, selv om årsagen er vidt forskellig.

Hos os er det muligheden for bedre lønnet arbejde og større forbrugsmuligheder, der tiltrækker. Hos dem er det den sidste udvej for overhovedet at overleve. Jorden med dens mangfoldighed af ressourcer overtages af koncerner fra rige lande, og udbytningen af de fattiges menneskelige og materielle ressourcer ligger til grund for et afsindigt overforbrug i vore lande.

Men selv om baggrunden for flugten til byen er vidt forskellig her og i Den Tredje Verden, er adskillelsen fra jorden, skoven og vandet samt adskillelsen fra arbejdet med at bearbejde og benytte ressourcerne som grundlag for tilværelsen lige skadelig.

De fattige mister ikke bare deres levebrød, men også samhørigheden med jorden og naturressourcerne, som var bærende for deres kultur. De mister identitet, bliver kulturelt rodløse og socialt desintegrerede, som jeg har erfaret under arbejde for Ibis i Mellemamerika.

Selv om vi i de rige lande kan leve i overflod i kraft af udbytningen, er det i et bæredygtighedsperspektiv lige så skadeligt, at vi i stigende grad mister indsigten i de naturlige processer og intimiteten i forhold til ressourcerne og materialerne.

Vi glemmer, at vi selv er natur, og vi overlader udvinding og tilvirkning til ressourcekoncernernes og produktionsvirksomhedernes globale værdikæder. I vores del af verden køber vi bare det, vi skal bruge – og lidt til – i en af de enorme detailhandelskæder uden anelse om, hvor varerne stammer fra, eller hvordan de er blevet til.  

Opgør med vækstkravet

Det er kravet om økonomisk vækst, der er drivkraften i virksomhedernes udtømning af ressourcerne i de fattige lande og i politikeres ihærdige tilpasning af stat og institutioner til den globale konkurrence.

Gennem handelsaftaler og helliggørelse af markedet favoriseres de rige landes produktions- og servicevirksomheder og det konventionelle storlandbrug frem for lokalt baseret bæredygtigt jordbrug.

Derfor er en alternativ forestilling om vækst for individer og fællesskaber en nødvendighed, der ikke alene kan give os et bedre, mindre stresset liv med renere miljø i vores del af verden, men også give de fattige landes befolkninger retten og adgangen til deres egne ressourcer tilbage. Derfor modvækst.

Læs også: Måske er der et liv efter væksten

Men hvad skal der til, for at folk i de rige lande afsværger troen på den økonomiske vækst? For mange er det frygten for at miste arbejdet, der tæller. Vi bliver jo tudet ørerne fulde med, at hvis ikke økonomien – og produktiviteten – vokser, vil beskæftigelsen falde.

Men samtidig er det ganske usikkert at satse på høj beskæftigelse gennem fortsat økonomisk vækst under de herskende frihandels- og globaliseringsregimer. Det synes jo især at være de rigeste få procent af befolkningen, der nyder godt af det.

Mental omstilling

Vejen frem må være at sikre arbejde til folk under et alternativt regime, der satser på bæredygtig omstilling med fokus på at opfylde samfundsmæssige behov for uddannelse, kollektiv infrastruktur, omsorg og bæredygtigt jordbrug. Vækst baseret på lokale ressourcer overalt i landet vil samtidig imødegå det usunde skel mellem by- og landboere, som vi ser rejse sig overalt i de rige lande.

En mere praksisorienteret tilgang til livet og et tættere forhold til naturen og de ressourcer, der er omkring os, rummer rigeligt med indhold til at opveje det mulige tab af forbrugsmuligheder, som en opbremsning i den økonomiske vækst måtte indebære.

At bo i mindre, lokale samfund med mulighed for selv at tilvirke føde, bolig mv. af lokale ressourcer, er et vigtigt led i omstillingen. Som udlært håndværker har jeg en god baggrund for at arbejde med materialerne, men mon ikke en bybo uden forudgående erfaring kan lære at bruge redskaber præcist og kraftfuldt og opnå indsigt i materialernes egenskaber på et par måneders kursus?

Jo mere vi gennem vores egne hænder (og hoveder) forholder os til ressourcerne, deres knaphed og sårbarhed, desto mere frigør vi os fra markedet og fra forbrugsræset.

Vi bliver bildt ind, at lykken opnås ved at fylde vore hjem med forbrugsgoder. Men er det ikke indlysende, at skaberglæden er større – suppleret med fornøjelsen ved at have et ordentligt arbejde, fri for produktivitetsræs i privat eller offentligt regi?

Når vi lærer (igen) at bruge de nære ressourcer, har vi ikke længere brug for den økonomiske vækst, hvorved vi også frigør de fattige i verden fra den ressourceudplyndring, der fratager dem grundlaget for et ordentligt liv.

Ole Busck er lektor ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet og uddannet skibsbygger. Han har bidraget til bogen ’Livet efter Væksten’, der netop er udkommet på Hovedland

Efter væksten

Mens de fleste politikere savner væksten og håber på, at den venter lige om næste hjørne, har vækstkritikerne vundet stadig mere frem – både som græsrødder og på den mere etablerede venstrefløjen.

Men et er at kritisere væksten, noget andet er at forestille sig, hvad der kommer efter væksten. Hvilke muligheder og begrænsninger giver det at slippe vækstforestillingerne? Hvordan ser samfundet ud efter væksten?

Det belyser denne debatserie på en række områder lige fra vores forestilling om sundhed til konsekvenserne for vores forestilling om frihed.

Seneste artikler

  • Den store omstilling kræver en gentænkning af frihedsbegrebet

    7. januar 2017
    Den individuelle frihed er en af hjørnestenene i den vestlige opfattelse af det gode liv. Men hvis vi skal sikre et bæredygtigt samfund, er vi nødt til at sætte grænser for netop friheden
  • Vækstlogikken gør kroppen til en biologisk maskine

    16. december 2016
    I dag betragter vi kroppen som en biologisk maskine, man kan og bør reparere på, som var den en bil. De slidte dele kan skiftes ud, og den kan modificeres kemisk: sovemidler ved søvnløshed, morfin til smertefrihed og Viagra for en sikkerheds skyld. Men hver gang man benytter sig af et quickfix, fjerner man lysten til at gøre noget ved årsagen til sygdommen
  • Alle taler om vækst – men vi taler ikke om det samme

    1. december 2016
    Kritikken af den traditionelle økonomiske vækst har svært ved at trænge igennem, fordi den associeres med tilbagegang og stagnation. Misforståelsen opstår, fordi man forveksler vækst med forbrug og stirrer sig blind på regnemodeller, som overser, at økonomi reelt bør handle om vækst i livskvalitet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Leo Nygaard
    Leo Nygaard
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
  • Brugerbillede for Flemming S. Andersen
    Flemming S. Andersen
Leo Nygaard, Torben Skov og Flemming S. Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Flemming S. Andersen
Flemming S. Andersen

Det har helt tydeligt i flere år nu, været politikernes opgave at forsøge at indrette fremtidens velfærdssamfund baseret på minus eller nulvækst og ikke som nu, krampagtigt forsøge at fastholde umulige fortidige vækstideologier ved at fjerne rettigheder fra befolkningen, ensretning, centralisering og tvang.

Brugerbillede for Flemming S. Andersen
Flemming S. Andersen

Det har helt tydeligt i flere år nu, været politikernes opgave at forsøge at indrette fremtidens velfærdssamfund baseret på minus eller nulvækst og ikke som nu, krampagtigt forsøge at fastholde umulige fortidige vækstideologier ved at fjerne rettigheder fra befolkningen, ensretning, centralisering og tvang.