Læsetid: 3 min.

Mediernes disruption kræver nye rammevilkår

Når DR skal slankes, skyldes det ikke troen på, at de private medier dermed er reddet. Alle skal erkende den igangværende disruption i mediebilledet. Der skal ikke forlænges planker. Der skal foretages spring i både mindset og forretningsmodeller
30. december 2016

Lasse Jensen skriver i sin medieklumme den 28.12., at dagbladenes interesseorganisation Danske Medier har »forført et spinkelt flertal med både den forhenværende og den nuværende kulturminister i spidsen til at tro, at DR er roden til næsten alt ondt« – og at en massakre på DR vil løse alle de gamle dagblades problemer.

Det ved jeg ikke, hvor Jensen har fra. Om DR så lukkede i morgen, ville dagbladenes kamp for at finde nye forretningsmodeller skulle fortsætte med uformindsket styrke.

Jeg har gang på gang understreget over for Danske Medier, at forsøgene på at få begrænset DR’s brug af nettet er et håbløst foretagende og et råb fra stenalderen.

Alle mediehuse vil i fremtiden være aktive på mange platforme. Det gælder DR, men også dagbladene, der er på nettet, producerer radio og meget ofte også det, jeg kalder ’barfods-tv’. Det er indholdet, ikke kanaler eller platforme, der skal konkurreres på.

Kulturminister Mette Bock (LA) lægger op til en reform af mediestøtten for trykte medier ogfor støtten på en række andre områder, for eksempel musik- eller museumsområdet.
Læs også

Når DR skal slankes, skyldes det altså ikke troen på, at de private medier dermed er reddet. Alle skal erkende den igangværende disruption. Der skal ikke forlænges planker. Der skal foretages spring i både mindset og forretningsmodeller i stedet for at vende ryggen til. Medieforbrugerne har nemlig for længst opdaget, hvad der er på færde, og de navigerer sikkert i det nye farvand.

Dybde frem for bredde

I perioden fra 1925 til etableringen af TV 2 i 1988 havde Danmarks Radio stort set monopol på de elektroniske platforme, mens dagbladene koncentrerede sig om papiret. Det monopol er forlængst brudt. Ikke blot af TV 2, men også gennem liberalisering af mediemarkedet. Nationalt og internationalt.

I takt hermed har DR gennem en årrække haft den strategi, at stationen i kampen om medieforbrugernes gunst skulle tilbyde alt til alle. Som i monopolets tid.

Den strategi er ikke tidssvarende. Det bør stå lysende klart, at DR’s kerneopgave er at levere kvalitet og prioritere det indhold, som vi ønsker, at danskerne skal have adgang til. Indhold, som private medier ikke kan eller vil tilbyde, fordi det er for dyrt, for besværligt eller for smalt.

Det betyder ikke, at DR ikke skal gøre sig umage for at række langt ud. Men det betyder, at vi skal diskutere prioritering og dybde – mere end allestedsnærvær og bredde.

DR har længe hævdet, at man som den eneste station »samler danskerne«, hvilket er notorisk forkert, for danskerne spreder sig bredt – også på DR’s mange kanaler. DR’s bestyrelsesformand har desuden sagt, at »DR er garanten for objektiv journalistik«.

Det må have været en raptus, for det er ganske enkelt noget vrøvl. Både at der findes sådan noget som objektiv journalistik, men også at DR som eneste medie skulle kunne levere kvalitet, hvis det er det, der sigtes til. Private medier leverer masser af god public service.

Nej til forbud og indhegning

Om 10-15 år, tror jeg, vi vil se tilbage på 2016 som dengang, man diskuterede kanaler og som dengang, folk havde sådan noget som fjernsyn og papiraviser. De fleste med voksne børn i 20'erne og 30'erne vil vide, at de hverken har et fjernsyn eller får en papiravis ind ad brevsprækken.

Den virkelighed lader det til, at medierne endnu ikke rigtig har set i øjnene. Hverken de statslige eller de private.

Jeg vil derfor lægge op til, at vi skal bruge det kommende år på at diskutere mediernes samlede rammevilkår. Både de private og de offentligt ejede eller -finansierede. Det er ude af trit med virkeligheden at tænke i to spor, som vi lovgivningsmæssigt gør for øjeblikket. Vi skal ikke tage afsæt i de eksisterende institutioner.

Men i hvilket indhold og hvilken grad af mangfoldighed, vi ønsker borgerne skal have adgang til. Herefter kan vi så finde ud af, hvem der skal producere og stille til rådighed – og hvordan det skal finansieres.

Og ja, udfordringen fra Google, Facebook, Amazon etc. skal vi også forholde os til. Men hvis vi tror, at løsningen er forbud og indhegning, tager vi grueligt fejl.

Måske er en del – jeg siger en del – af løsningen også bedre journalistik og større kontakt med virkeligheden uden for redaktionslokalerne. Jeg nævner det bare.

Mette Bock er kultur- og kirkeminister for Liberal Alliance

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette Bock skylder et svar på hvorfor DR skal slankes, når det ikke skyldes, at de private medier bliver reddet.

"DR’s kerneopgave er at levere kvalitet og prioritere det indhold, som vi ønsker, at danskerne skal have adgang til."
Men det er med kvalitet som med objektiv journalistik, der findes ingen fælles opfattelse af kvalitet.

...at få begrænset DR’s brug af nettet er et håbløst foretagende og et råb fra stenalderen.

Den sætning er ganske tankevækkende ...specielt for alle journalister, og også DR-journalister.

Showscenen kalder. Populismen er et monster journalismen har skabt, og hvad er mere rimeligt end, at det monster også opæder journalistikken. Den demokratiske proces vil overleve på nettet ...nettet som journalisterne aldrig fik lov at forstå og udvikle.

Erik Nordahl Svendsen

Mette Bock anlægger en prisværdig bred synsvinkel ved at se alle mediernes potentialer under et. Politisk bør man spørge: Hvad ønsker vi af indhold og kommunikation af hensyn til folkestyret? Hvad er betingelserne ikke mindst økonomisk for at producere det? Hvilke krav om alsidighed, saglighed og upartiskhed vil vi gerne se opfyldt? Skal de krav gælde for al nyhedsformidling og debat, eller kun for noget af den? Her blir det vigtigt at skelne mellem public service, der er reguleret og finansieret ved lov, og så den publicisme, som skabes af professionel journalistik, når der er vilje og råd til den. Desværre blander den nye kulturminister det hele sammen, ligeom hendes forgænger gjorde. Det er en sær mangel på opmærksomhed overfor Kulturministeriets eget Public Service Udvalg, som netop understreger denne forskel. Mette Bock kan spørge f.eks. ledelsen i JP/Politiken, om den ønsker at kravene i Radio- og fjernsynslovens § 10 skal gælde for deres aviser, og om de yderligere ønsker kravene udmøntet i en kontrakt med Kulturministeriet? Hun kan minde JP/Politiken om, at huset løb skrigende bort, da de havde set kravene til det, der blev Radio 24/7. En liberal som Mette Bock vil vel stille de nødvendige krav til statens medier og give dem den størrelse og udrustning, der følger af behovsanalysen, mens hun bør overlade til markedet at danne grundlag for de private medier, der måtte være brug for ved siden af. Civilsamfundet, som hun ønsker skal trives, kan selvfølgeligt have glæde og nytte af både public service-medier og private medier. Jeg forventer en mere klar brug af begreber af en magister i filosofi, end Mette Bock har lagt ud med.

DR som statens kommandocentral i samarbejde med en monopoliseret privatejet presse - liberalisme som vi kender den. Polske tilstande venter forude.

"De fleste med voksne børn i 20’erne og 30’erne vil vide, at de hverken har et fjernsyn eller får en papiravis ind ad brevsprækken." Man kan ikke live streame TV 2 regional tv over nettet. Dermed overholder TV 2 ikke deres public service forpligtelser. Men Mette Bock er vel allerede så københavneriseret at hun ikke mener det er nødvendigt at smække licenskassen i overfor TV 2 ind til TV 2 får åbnet op for muligheden for at se TV 2's regional tv.