Klumme

Hvad mon en voldtægt koster?

Når beslutningstagerne for alvor tager fat på et emne, er det typisk, fordi der enten er store penge at spare eller store penge at tjene. Så måske skulle vi begynde at tale om vold mod kvinder som et økonomisk problem, for ingen synes for alvor at bekymre sig, så længe det bare er synd for nogen
Når beslutningstagerne for alvor tager fat på et emne, er det typisk, fordi der enten er store penge at spare eller store penge at tjene. Så måske skulle vi begynde at tale om vold mod kvinder som et økonomisk problem, for ingen synes for alvor at bekymre sig, så længe det bare er synd for nogen

Christian Als

Debat
16. december 2016

Lad os bare være ærlige. Vold mod kvinder er ikke rigtig noget, der optager os. Jo, særligt uhyggelige eller bestialske forbrydelser rydder forsider, men sådan er det med al kriminalitet. Og den daglige strøm af knuste næser og brækkede ribben gør ikke. Det er normen. Der skal lig på bordet og selv dét, bliver sjældent til mere end en notits.

Tag for eksempel den 32-årige kvinde og mor til to, der i lørdags blev fundet kvalt i sin seng i Greve. Hendes samlever er sigtet for forbrydelsen. Hun er formodentlig en af de fem til syv danske kvinder, der hvert år bliver myrdet af deres mænd. Samtidig udsættes hver tredje kvinde herhjemme for fysisk og/eller seksuel vold i løbet af deres liv.

Det er virkelig mange mennesker. Alligevel er det, som om vi bare tager den slags forbrydelser med samme resignation, som vi udholder dårligt vejr og genudsendelser. 

Politiet virker ærlig talt også ligeglade. En kvinde fra Hjørring bad flere gange om hjælp og polititilhold mod en voldelig bekendt. Hun endte med hjernerystelse og smadrede tænder.

Samtidig kunne MetroXpress for et års tid siden dokumentere den ligegyldighed og arrogance, voldtægtsofre mødes med af politiet. 19-årige Camilla fra Vestegnen blev truet med en kniv og voldtaget en torsdag aften. Politiet beskyldte hende for selv at have revet sine trusser med nusermotiv i stykker, stukket en dildo op i røven, skåret sig i armen og rullet sig i græsset.

Ifølge eksperter er det kun én ud af 60 voldtægter, der fører til dom. Det er således stort set risikofrit at voldtage kvinder. Information er netop blevet nomineret til en Cavlingpris for at sætte fokus på problemet med artikelserien #jegblevvoldtaget, hvor kvinder i alle aldre fortalte om overgreb begået mod dem. Det er rystende læsning.

Men herhjemme er det, som om der kun kan mobiliseres politisk og folkelig vilje til handling, når der er penge at spare eller tjene på at gøre noget ved et givent problem. Er der det, nedsætter man kommissioner og går reformamok. Indkalder til høringer med interesseorganisationer, der udøver massivt lobbyarbejde. Statsministre bruger deres nytårstale på at overbevise borgerne om, at der må gøres noget. Er der penge i at løse et problem, er der nogen, der lytter.

Så i stedet for at tale om det urimelige i, at slagene hagler ned over kvindekroppene, eller påpege, at volden er et samfundsproblem, selv om den ofte foregår inden for hjemmets fire vægge, skulle man måske hellere begynde at tale om, hvor mange arbejdstimer, der går tabt på en brækket arm, for ikke at sige et dødsfald.

Hvor mange hospitalsressourcer, der bruges på at sy skamferede ansigter sammen på kvinder, hvis mænd har svunget næven – eller det, der er værre. Hvor spild af ressourcer, det er at give en ung kvinde en uddannelse og SU, hvis hun alligevel bliver dræbt eller invalideret efter få år på arbejdsmarkedet. Måske kunne vi gå et år tidligere på pension, hvis færre kvinder blev myrdet eller traumatiseret af deres partnere.

Som samfund tænker vi bedst med pengepungen. Etiske argumenter, apeller til følelsen af urimelighed gør ikke så stort indtryk, medmindre de rammer os præcis dér, hvor vore egne sko trykker. Den slags argumenter bliver hurtigt skingre og pibende. Man kan jo ikke tage folk alvorligt, når retfærdighedssansen og følelserne stikker af med dem, vel?

Er man i tvivl om, hvordan man skal sætte brand i debatten om kvindevold, er der nok af eksempler fra andre områder at lære af. Tag for eksempel miljødebatten: Vi skal ikke redde naturen for naturens skyld, men fordi det koster alt for mange penge at lade være.

Tænk, hvad det vil koste at bestøve planterne, når bierne er væk. Det kan godt være, at smukke sommerfugle gør naturens venner bløde om hjertet, men det er først, når problemstillingerne bakkes op af argumenter om kroner og ører, at flertallet rejser sig.

Jeg kan godt se, hvad det er, jeg er i gang med her. Jeg overtager den regnearkslogik, der kun måler menneskelige relationer og menneskets væren i verden i kroner og ører. Økonomiseringen får os til at forholde os nyttemaksimerende til problemer, som vi burde løse, fordi vi ikke kan være andet bekendt. Det fjerner medfølelsen.

Men hvis det kan spare nogen for et par på kassen eller det, der er værre, gør det måske ikke så ondt.

Niels Jespersen er cand.mag.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det som kendetegner en ægte demokratisk retsstat er statsmagtens vilje til effektivt, at beskytte sin lovlydige befolkning imod dybt kriminelle mennesker, der overtræder den til enhver tid gældende straffelovgivning, fordi vi som borgere ikke må bære våben af nogen som helst art til selvforsvar, hvad enten vi er hjemme i privaten eller ude i det offentlige rum, og derfor er overladt til regulært slagtekvæg, hvis psykotiske, aggressive og voldelige mennesker går til angreb på os.

Vi må som lovlydige borgere ikke engang anvende en peberspray til at pacificere en potentiel morder eller voldsmand eller voldtægtsmand, så man i det mindste får en chance for at løbe væk, og efterfølgende kan tilkalde politiet for assistance. Tværtimod bliver man som offer anholdt, sigtet og fængslet på stedet for kvalificeret vold, hvis man nedkæmper sin overfaldsmand med for eksempel en baseball-kølle, og han kommer fysisk til skade med efterfølgende hospitalsophold.

I de sidste 40 år har alle skreget løs om ligestilling for kvinderne på alle niveauer i samfundet, men når det kommer til den del af de personlige frihedsrettigheder, der hedder retten til selv at bestemme over sin krop, og hvem man som kvinde ønsker at indlade sig med privat, ja, så har især politiet og domstolene svigtet totalt ved ikke at prioritere anmeldelser og domme om voldtægt eller vold højt nok, for de eksisterende strafferammer åbner allerede muligheder for at tildele hårde frihedsstraffe til gerningsmændene.

Vi havde engang for mange år siden en velfungerende retsstat med et selvstændigt kriminalpoliti, der prioriterede enhver anmeldelse af voldtægt og vold mod kvinder meget højt, ja, det var en ufravigelig regel hos ordensmagten, at man altid efterforskede en anmeldelse om voldtægt og vold grundigt med henblik på opklaring, så forbryderne kunne fanges og idømmes en lang fængselsstraf, også for at skræmme andre mænd fra at gøre noget tilsvarende.

Når kun èn ud af 60 voldtægter fører til domsfældelse, som Niels Jespersen påpeger i sin klumme, så er det ganske rigtigt blevet nærmest risikofrit at voldtage kvinder, og dèt faktum er på alle måder en skamplet på Danmark som en civiliseret retsstat, og som justitsministeren samt enhver ansvarlig politileder med blot et minimum af etik og moral samt ære burde tænke noget mere over, når de hver dag prioriterer arbejdsopgaverne i landets 12 politikredse.

Men hvis statsmagten ikke kan eller vil opretholde nogle ufravigelige regler over for befolkningen om, at voldtægt eller vold aldrig nogensinde er kvindens skyld, uanset hvor provokerende hun er, uanset hendes udsendte kropssignaler og kropssprog, uanset hendes påklædning, ja, så taber vi ganske enkelt 100 års kamp for kvindernes ligestilling og personlige frihedsrettigheder på gulvet.

Vi må og skal beskytte vores kvinder bedre mod vold og voldtægt.