Kommentar

Når McDonald’s gør sit indtog, visner demokratiet

I 1938 advarede præsident Roosevelt om, at ’et demokratis frihed ikke er sikker, hvis folk tolererer en så høj grad af vækst i den private sektors magt, at den på et tidspunkt bliver stærkere end den demokratiske stat selv. Dette er i sin essens fascisme’. Nutidens politikere synes at have glemt den lektie
20. december 2016

Politikerleden ruller hen over verden: Etablerede politiske lederes popularitet styrtdykker. Symbolpolitik, slagord og sensationalisme trumfer fakta og argumenter. Én ud af seks amerikanere finder, at et militærstyre ville være en god idé.

Når jeg tager bestik af den nye tidsånd, føres jeg til at drage en konklusion, mange måske vil studse over: Intet land med McDonald’s kan i længden forblive et sandt demokrati.

For 20 år siden lancerede New York Times-kommentatoren Thomas Friedman sin »gyldne bue-teori for konfliktforebyggelse«. Teorien lyder således: ’Der kan ikke udbryde krig mellem to lande, hvis McDonald’s først har etableret burgerrestauranter’.

Friedman var en af ​​flere profeter, der i de år forudså, at den globale kapitalisme ville bringe varig fred og dermed føre til ’historiens afslutning’. Han hævdede, at lande, der integreres i den globale økonomi, før eller siden når et tærskelpunkt: Åbner de først tilstrækkeligt for udenlandske investeringer, og får de udviklet en kritisk forbrugeropinion, vil de både sænke risikoen for konflikter og slå ind på fremadskridende demokratisering.

Selvfølgelig ville McDonald’s ankomst ikke i sig selv gøre en ende på krig. Men burgerrestauranter ville være et symbol på, at tærsklen var krydset.

Magtforskydning

Når jeg bruger mit McDonald’s-kort til at beskrive de kræfter, der i vores tid river demokratier fra hinanden, mener jeg det naturligvis symbolsk. Det er ikke tilstedeværelsen af burgerkæden, der forårsager tilbagegang for åbne, demokratiske samfund.

Men når transnationale giganter som McDonald’s løber storm på demokratiet, vil det visne og til sidst dø. Vel findes endnu demokratiets gamle institutioner, former og fora – parlamenter og kongresser – men de bliver tomme skaller i takt med, at den magt, de var ramme om, siver væk og rekonfigurerer sig selv på nye steder, hvor vi ikke kan nå den.

Den politiske magt, som skulle tilhøre folket, flytter over i fortrolige møder mellem lobbyister og donorer, der sætter grænser for, hvad der kan diskuteres, og hvad der kan gøres. Den glider over i diktater fra IMF og Den Europæiske Centralbank, som ikke refererer til folk eller vælgerbefolkninger, men kun til den finansielle sektor. Den overføres under væbnet eskorte til den iskolde bjergby Davos, hvor mr. Friedman altid får en varm velkomst.

Den magt, som skulle tilhøre folket, knuses af internationale traktater. Aftaler såsom NAFTA, CETA, det foreslåede TPP, TSA og den nu glippede TTIP udformes bag lukkede døre i diskussioner domineret af erhvervslivets lobbyister, som er i stand til at indføje klausuler, som ingen oplyst vælger nogensinde ville acceptere – herunder etablering af uigennemsigtige offshoredomstole, hvorigennem virksomheder kan omgå de nationale domstole, udfordre national lovgivning og kræve erstatning for resultaterne af demokratiske beslutninger.

Disse traktater begrænser omfanget af det politisk mulige. De hindrer stater i at gennemføre social omfordeling i større omfang og udhuler arbejdstagerrettigheder, forbrugerbeskyttelse og råderummet for finansiel regulering og kvalitet. Og de udhuler demokratiets suverænitet. Et af ​​Donald Trumps vigtigste løfter var at gøre op med disse aftaler, og overser man det, fatter man ikke, hvorfor så mange vælgere har villet løbe en så stor risiko ved at vælge ham.

Magtkoncentration

Selskaber, der gøres fri af demokratiske begrænsninger og kontrol, driver os imod et klimasammenbrud, der igen udgør en trussel imod den globale fred. 

I sin bog, Globaliseringsparadokset, beskriver Harvard-økonomen Dani Rodrik et politisk trilemma. Demokrati, national suverænitet og hyperglobalisation, hævder han, er indbyrdes uforenelige. Man kan ikke have dem alle tre på en gang. ’McDonaldiseringen’ vil uvægerligt gøre indhug på den indenrigspolitiske handlefrihed. Hvor usammenhængende og farligt det end er, er den globale modvilje mod mainstreampolitikerne dybest set et forsøg på at genvinde den nationale suverænitet over for den udemokratiske globaliserings kræfter.

En artikel om Det Demokratiske Partis historie, skrevet af Matt Stoller og bragt i magasinet The Atlantic, minder os om, at et lignende dilemma blev formuleret af den store amerikanske jurist Louis Brandeis: »Vi kan have demokrati, eller vi kan have rigdom koncentreret i hænderne på nogle få, men vi kan ikke have begge dele.«

I 1936 lykkedes det for kongresmedlem Wright Patman at tage initiativ til og få vedtaget et lovforslag mod koncentrationen af ​​virksomhedernes magt. Blandt hans mål var A&P, en gigantisk butikskæde, der dengang havde sat sig tungt på detailhandlen, udhulede forretningslivet og smadrede lokale handlendes erhvervsgrundlag.

I 1938 advarede præsident Roosevelt om, at »et demokratis frihed ikke er sikker, hvis folk tolererer en så høj grad af vækst i den private sektors magt, at den på et tidspunkt bliver stærkere end den demokratiske stat selv. Dette er i sin essens fascisme«.

Demokraterne anså dengang koncentreret virksomhedsmagt som en form for diktatur. De brød datidens gigantiske banker, virksomheder og kædebutikker op. Hvad Roosevelt, Brandeis og Patman forstod, har vor tids magthavere – og magtfulde meningsdannere som Friedman – glemt. Men systemets ofre mindes dagligt om det.

Et af svarene på Trump, Putin, Orban, Erdogan, Salvini, Duterte, Le Pen, Farage og den politik, de repræsenterer, er at redde demokratiet fra de transnationale selskaber. Det er at forsvare den afgørende politiske enhed, som er under angreb fra banker, monopoler og kædebutikker: samfundet. Det er at erkende, at der er ikke findes større trussel imod freden mellem nationer end en selskabsdominans, der knuser det demokratiske valg.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Holm
  • Hans Ditlev Nissen
  • Claus Høeg
  • Søren Andersen
  • Jakob Trägårdh
  • Niels-Simon Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Slettet Bruger
  • Steffen Gliese
  • Henrik Petersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Karsten Jakobsen
  • Holger Madsen
  • Anne Schøtt
  • Henrik Olesen
  • Torben K L Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Peter Knap
  • Bill Atkins
Troels Holm, Hans Ditlev Nissen, Claus Høeg, Søren Andersen, Jakob Trägårdh, Niels-Simon Larsen, Niels Duus Nielsen, Slettet Bruger, Steffen Gliese, Henrik Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Jakobsen, Holger Madsen, Anne Schøtt, Henrik Olesen, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek, Jens Thaarup Nyberg, Peter Knap og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Monbiot er ingen dum mand - Han drager 30´ernes store før-krigs krise ind som et eksempel på hvor galt det kan gå hvis man ikke tager ved lære af historien. The corporate state står på spring til at overtage McDonald-demokratierne - en fin allegori.

Egon Stich, Niels-Simon Larsen, Finn Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Pengemagt kontra folkemagt.
Folkemagten ædes af pengene.
Og når medierne - og politikerne - for det meste tier, er det vel fordi de allerede er købt ;-)

Egon Stich, Niels-Simon Larsen, Finn Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Hvis ikke andet kan, så burde finanskrisen overbevise alle om, at koncentrationen af penge og mangt kan blive så stor, at ingen nationalstat kan tøjle den.

Niels-Simon Larsen, Finn Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det helt sindssyge er, at det er meningsløst! Ophobning af det abstrakte udtryk for købekraft på private hænder, hvor det bliver ubrugeligt, er topmålet af stupiditet.

Henrik Petersen, Egon Stich, Niels-Simon Larsen, Lise Lotte Rahbek, Finn Hansen, Anders Reinholdt, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar