Klumme

Nekrolog over et verdenssamfund

En autoritet, vi har taget for givet; en magt, vi har protesteret imod; en ret, vi har kaldt for en ny imperialisme. Nu skriver vi med tændte fakler et verdenssamfunds nekrolog
17. december 2016

De er en gruppe vesterlændinge på tur i Thailand. De er bipersoner i Michel Houellebecqs roman Platform, som er flygtet mod lufthavnene fra deres kedelige liv i Frankrig til det vilde liv for turister i Østen.

Hovedpersonen er i Thailand for at drikke sig fuld og købe erotiske ydelser, men andre i hans gruppe er alarmerede over sexturismen:

»Det er en skandale. Den thailandske regering, det internationale samfund burde skride ind,« som en af karaktererne udbryder. Hun kan ikke forstå, at der ikke er nogen, som gør noget. At det helt utilstedelige er åbenlyst og legitimt.

Det fremgår af en anden passage, at hun ellers ikke har den store tillid til ’det internationale samfund’:

»Når snakken går om ’menneskerettigheder’, har jeg altid på fornemmelsen, at de banker løs på mig,« erklærer hun.

Hendes holdning minder om mange humanisters position: Hun er skeptisk over for brugen af menneskerettigheder til at retfærdiggøre militære interventioner. Det blev efter den amerikanske intervention uden FN-mandat i det gamle Jugoslavien bemærket, at menneskerettighederne havde fået status af ’Guds højrehånd’.

Som en absolut autoritet man kunne påberåbe sig uden modsigelse til at angribe en suveræn stat, hvis man mente, de krænkede deres borgernes menneskerettigheder.

Den franske filosof Alain Badiou udgav i 1993 sin lille bog Etikken om, hvordan Vesten havde udviklet en ny imperialistisk metode.

Man hævdede, at man bombede for at beskytte uskyldige civile mod diktatorer, men man gjorde sig ifølge Badiou til verdens moralske overdommer, som med henvisning til menneskerettighederne kunne tillade sig hvad som helst.

»Er det ikke tydeligt, at denne etik, der er bøjet over verdens elendighed, bagved sit offermenneske skjuler det hvide menneske?« skrev Badiou.

Det, man kaldte ’verdenssamfundet’, var i virkeligheden den gamle koloniherre. Nu var det ikke den civiliserede hvide mod de farvede barbarer, men dem, der repræsenterer de gode menneskerettigheder over for de onde, som undertrykte og mishandlede deres egen befolkning. Som den amerikanske præsident Bill Clinton sagde:

»Tyranner, pas på! Hvis nogen kommer efter uskyldige civile for at dræbe dem en masse pga. deres race, deres etniske baggrund eller deres religiøse overbevisning, og det er inden for vores magt at stoppe det, vil vi stoppe det.«

Hensigten var smuk og principperne uimodsigelige, men det var også en begrundelse, som kunne misbruges. Hvis man kunne påvise, at strategiske modstandere mishandlede deres egne borgere, kunne man bombe dem.

Det var naturligvis ikke hele grunden til vores vestlige interventioner i Irak og Afghanistan, men det var med til at begrunde dem. Verdenssamfundet måtte gribe ind. Og over hele verden protesterede aktivister, humanister og indignerede borgere imod krigene og deres konsekvenser.

Nu har vi i denne uge set USA’s FN-ambassadør, Samantha Powers, reagere alarmeret  i FN’s Sikkerhedsråd:

»Er der intet, som kan få jer til at skamme jer?« spurgte hun Rusland.

Skammen er den følelse, som rammer én, der bliver afsløret i at overtræde en moral, man selv har overtaget. Det er en fysisk reaktion. Man mærker på sin krop ydmygelsen over bruddet med det tilladelige. Man bliver et mindre menneske.

Powers spurgte russerne, om de ikke kunne mærke, at de var overvåget af verdenssamfundet?

Det bemærkelsesværdige er, at hun som repræsentant for verdens stormagt udtalte sig med samme afmagt som Houellebecqs turist.

Det var på sin vis verdenssamfundets nekrolog, hun skrev lige dér. Den orden, der som alle ordner er blevet misbrugt, appellerer fakkeltog over hele verden nu til.

Den orden, som gjorde, at de demonstranter, der indledte Det Arabiske Forår, var sikre på, at deres tyranner ikke foran hele verden ville kunne slå dem, bombe dem og smadre dem. Og den orden, som borgerne i Vesten troede, ville sikre verden mod de værste overgreb, og som skulle true enhver diktator til at beherske sig.

Vi troede, at diktatorerne var civiliserede af truslen fra verdenssamfundet, og det værste var, at det troede demonstranterne også. De risikerede deres liv i tillid til et verdenssamfund, som er brudt sammen.

Men ingen scene i historien er finalen. Vi står lige nu chokerede over, at der ikke længere er et aktivt, humanitært verdenssamfund, der fungerer som verdens minimale overjeg. Men samtidig er der et passivt, iagttagende verdenssamfund i en ny global offentlighed. Som er alarmeret, ydmyget og appellerer.

Til at det ikke må ske igen.  

Rune Lykkeberg er chefredaktør ved Information

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kristian Rikard
  • Viggo Okholm
Robert Ørsted-Jensen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Kristian Rikard og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

...den orden, som borgerne i Vesten troede, ville sikre verden mod de værste overgreb, og som skulle true enhver diktator til at beherske sig. ...har aldrig eksisteret. Og det ved Vesten bedre end nogen. Krig er den ultimative ophævelse af al menneskeret. Krig er en kalkulation - ganske som når tigeren lader den meget mindre, men kampberedte, jærv i fred i en sibirisk skov. Jærven har vundet.

Bill: Jeg har svært ved helt at forstå hvad du mener omkring krig og brug af den. Men jeg vil tro du mener at krig som sådan aldrig vil være den rigtige løsning for mennesker, men hvordan får vi et alternativ? Det må vel være en total omlægning af vores sind og handlemønstre?

Viggo Okholm, jeg er imod angrebskrig. Forsvarskrig er nødvendig. De interventionskrige mod diktatorer som Rune Lykkeberg rent faktisk taler om, er i min optik kalkulerede angrebskrige, som kun gennemføres hvis de kan svare sig politisk eller økonomisk. Der er flere situationer hvor interventionskrige ikke kommer på tale fordi de ikke kan svare sig, eller fordi Vesten holder med den ene part. Pt. Saudiarabien mod Yemen.

PS. Fremfor at vurdere parterne bag fronterne i en krig. og derudfra tage stilling, burde hensynet til civilbefolkningen være den egentlige årsag til, at FN (og ikke Vesten) gennemfører en interventionskrige - men det sker stort set aldrig.

Ok, tak for svar og generelt kan jeg vel ikke sige imod, for i menneskesyn vil et land som ikke vil forsvare sig blive anset som fej. Alligevel skurrer det for mig for officielt har der vel aldrig været angrebskrige, der har altid været en undskyldning omkring forsvar af demokrati o.s.v. Jeg er nok af den overbevisning(naiv) at mennesker generelt ikke ønsker krig, hvis de ikke tvinges og hvorfor skulle mennesker i Afghanistan ønske at angribe os? Men jeg ved godt systemet er mere indviklet som så, men det bliver det ikke rigtigere af.

Ok, tak for svar og generelt kan jeg vel ikke sige imod, for i menneskesyn vil et land som ikke vil forsvare sig blive anset som fej. Alligevel skurrer det for mig for officielt har der vel aldrig været angrebskrige, der har altid været en undskyldning omkring forsvar af demokrati o.s.v. Jeg er nok af den overbevisning(naiv) at mennesker generelt ikke ønsker krig, hvis de ikke tvinges og hvorfor skulle mennesker i Afghanistan ønske at angribe os? Men jeg ved godt systemet er mere indviklet som så, men det bliver det ikke rigtigere af.

Flemming S. Andersen og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar

Jeg er helt enig i at almindelige mennesker ikke ønsker krig, med mindre de bliver angrebet. Om der er demokrati i andre lande mener jeg ikke er et eksternt problem. Demokrati kan ikke påtvinges udefra.

Flemming S. Andersen, Kurt Nielsen og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Den "afmagt" Powers udtrykker bunder i at den amerikanske regerings plan for Syrien er slået fejl, en plan som Obama selv har sagt omfattede en "bjørnefælde" for Putins Rusland, der skulle være, at få landet fanget i en "quagmire", en dynd af en krig, der ville undergrave den russiske præsident. Det er ikke sket og frustrationen er tydelig. Læs mere her, hvor den tidl. indiske top-diplomat Bhadrakumar skriver om mulighederne for fred i Syrien: http://www.atimes.com/possible-anticipate-syrian-peace-process/

Det demokratisk ledede verdenssamfund (den vestlige verden) er på missionstogt for at få indført deres 'verdensorden' overalt her og nu. Præcis på samme måde som det kristne verdenssamfund (den vestlige verden) var for 4-500 år siden.

Dette 'verdenssamfund' har overhovedet ikke skam i livet.