Klumme

Er der nogen, der griber mig, når jeg falder?

Man kan ikke løfte sig selv ud af skammen. For skammen opstår netop, fordi vi ikke er ligeglade med omverdenens forventninger, men fejler i forsøget på at leve op til dem. Derfor er fællesskabet den eneste kur mod skam
Man kan ikke løfte sig selv ud af skammen. For skammen opstår netop, fordi vi ikke er ligeglade med omverdenens forventninger, men fejler i forsøget på at leve op til dem. Derfor er fællesskabet den eneste kur mod skam

NRK

13. december 2016

Det er ligesom at være teenager igen, jubler folk. Eller i hvert fald som at genopleve sine egne teenageår – på bekvem afstand. Og sådan deler den norske ungdomsserie SKAM os i to hold: Dem, der havde sådan en ungdom, og os, der ikke havde det.

For nej, jeg synes ikke, at jeg kan genkende særlig meget. Jo, usikkerheden og længslen. Men ikke dramaet, ikke hudløsheden. Ikke intensiteten.

Alligevel er jeg nærmest besat af den. Jeg identificerer mig uden problemer med en kejtet 17-årig norsk bøsse – og alle de andre hovedkarakterer i SKAM. Jeg græder af lettelse over sms’er, de får, og jeg holder vejret under de lange, lange closeupindstillinger, mens jeg svælger saligt i deres følelser.

Jeg genoplever ikke så meget, når jeg ser SKAM. Jeg oplever til gengæld en del for første gang, selv om det er på anden hånd. Jeg ser, hvordan det kunne have været. Jeg er på sidelinjen hos en ungdom, som jeg godt synes, at man kan kalde lykkelig.

’Skam’ er et såkaldt netdrama, hvor små videobidder bliver publiceret på nettet løbende og samlet til et helt afsnit i slutningen af ugen. På den måde kører den parallelt med de unges hverdag, fortæller seriens forfatter og instruktør, Julie Andem.
Læs også

Men kan SKAM handle om lykkelig ungdom, når hovedkaraktererne så tit er så ulykkelige? Når de roder sådan rundt i deres egne og hinandens liv?

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at serien hedder SKAM. Den er nærmest et katalog over forskellige måder at skamme sig på og forskellige årsager til at skamme sig.

De skammer sig over at blive krænket. Over at have den forkerte seksualitet. Over ikke at blive forstået og selv at misforstå andre. Over at have de forkerte følelser. De skammer sig på forskellige måder over at være forkerte – for det er vel det, skam handler om. Frygten for at være forkert og for at blive ekskluderet – eller udslettet.

Og de står alene med skammen. Det er dét, skam gør ved en. Den gør en ensom. Man føler, at man ejer den selv.

Men Noora, Isak og de andre skammer sig kun indtil et vist punkt. Så lukker de øjnene og lader sig falde. Og så sker det magiske. De bliver grebet. De griber hinanden på skift.

For hver gang man lader sig falde, er det også et spørgsmål. Er der nogen, der griber mig?

Det er dét, der er så bevægende i den serie. At den tegner et portræt af en flok, der løfter hinanden ud af skammen. Isaks skam over at være forelsket i en fyr. Nooras skam over måske at være blevet voldtaget. Evens skam over sin sygdom. Isaks skam over måske alligevel ikke at være elsket. Vildes skam over sin krop.

Den norske ungdomsserie ’Skam’ er blevet et fænomen, som ikke blot knuselskes af den norske ungdom, som den så originalt portrætterer, men også af ældre seere
Læs også

Hey, siger de. Det er okay. Du er okay. Vi er her. Stadig. Det er dét, der gør det til en skildring af lykkelig ungdom i mine øjne. Ikke en ungdom uden smerte eller problemer eller konflikt. Men en ungdom, hvor man arbejder sig igennem det hele. Sammen.

Vi er her. Jeg er her. Du er ikke alene. Det er trylleformularen, når det gælder skam. Den kan se ud på mange måder i praksis. Som når Isak endelig får fortalt sin ven Jonas, at han er forelsket i en fyr. Og han er så bange, Isak, for Jonas’ reaktion, at han næsten ikke kan få det sagt. Og Jonas så bare svarer: »Er det mig?« Og Isak griner højt og overrasket. Og Jonas fortsætter: »Er jeg da totalt uattraktiv eller hvad?« Og dermed rykker hele perpektivet, så det ikke længere handler om køn, men om mennesker. Lettelsen i Isaks ansigt. Lettelsen over ikke at være forkert.

Man kan ikke løfte sig selv ud af skammen. Man har brug for de andre til at gøre det. For man er jo netop prisgivet, man kan ikke være ligeglad med verden, med andre mennesker. Man kan ikke være ligeglad med, om de vil have en med. Mennesker behøver mennesker.

Men man er nødt til at tage det skridt. Sige det, lade sig falde. Det skal til, før andre kan gribe en, tage skammen fra en.

Det er derfor, jeg ser den serie. For at se dem snuble, fejle og falde. Igen og igen. Og blive grebet hver gang.

Julie Top-Nørgaard er forfatter

Klummen er udtryk for forfatterens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Poul Sørensen
  • David Breuer
  • Jørn Andersen
Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Poul Sørensen, David Breuer og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det betaler sig at investere i unge mennesker.... det er på tide, at politikerne tager det alvorligt når unge får det svært ved at bevare fodfæstet.... og der ingen undskyldninger, fordi vi havde nøjagtigt de samme problemer for 50 år siden og løsningen er ikke at fylde de unge med piller....