Læsetid 4 min.

Også Trump spillede det ’identitetspolitiske’ kort

Hillary Clinton tabte, fordi hun fører identitetspolitik og fedter for kvinder og minoriteter med krænkede følelser, mener kritikere. Men reelt er Donald Trump kongen af identitetspolitik, når han bejler til den krænkede hvide mand
Hillary Clinton tabte, fordi hun fører identitetspolitik og fedter for kvinder og minoriteter med krænkede følelser, mener kritikere. Men reelt er Donald Trump kongen af identitetspolitik, når han bejler til den krænkede hvide mand
Aude GUERRUCCI
7. december 2016

En fascinerende teori har slået an i den offentlige debat – så meget, at den allerede er ved at stivne som etableret sandhed: Hillary Clinton tabte det amerikanske valg, fordi hun »spillede det identitetspolitiske kort«.

Tanken har opbakning fra mange, selv Bernie Sanders (»Det er ikke nok at sige: ’Jeg er kvinde – stem derfor på mig’«), og fra politolog Mark Lilla (som i New York Times gik i rette med Clintons dyrkelse af mangfoldighed og forsøg på at indynde sig hos afroamerikanere, latinoer, LGBT-segmentet og kvinder på alle vælgermøder).

Ser vi bort fra, at der på landsplan var over to millioner flere, som stemte på Clinton end Trump, handler det virkelige problem ikke om Clintons valgnederlag. Det handler tværtimod om, at Trump præcis kunne vinde valget, fordi han selv var identitetspolitiker.

Evig identitetspolitik

Politiske valg har altid spillet på identitetspolitik. Forskellen i forhold til tidligere er alene, at spillet dengang var rettet imod den hvide heteromand alene. I en sådan grad, at han implicit blev ophøjet til menneskelig grundkategori.

Jeg tænker, at det må være derfor, at der i denne demografiske gruppe breder sig så stort et ubehag og chok. Man er ikke glad for, at man ikke længere selv automatisk er i fokus for alle tidens politiske diskussioner.

Mark Lilla fremhæver f.eks., at USA tidligere havde politikere, der »dygtigt slog bro« over identitetskløfter. Og hvem er hans eksempler? Ronald Reagan og Bill Clinton! 

Tænker han på den Reagan, der med slet skjulte racistiske undertoner langede ude efter den sagnomspundne ’velfærdsdronning i Chicago’ eller på guvernør Clinton, som i 1992 ville vise, at han kunne være barsk over for kriminelle og afbrød sin præsidentvalgkamp, så han kunne nå tilbage til Arkansas og overvære henrettelsen af ​​Ricky Ray Rector, en intellektuelt svækket sort mand?

Tilsyneladende var det ikke splittende identitetspolitik, for hvide heterovælgere har slet ikke en identitet – de er bare mennesker. Dette må være grunden til, at så mange ikke vil se i øjnene, at Trump (og hans nye bedste-ven-for-evigt, Nigel Farage) begge vandt deres valg i år via udpræget identitetspolitiske appeller til bestemte vælgergrupper.

Nej, Trumps kampagne handlede om økonomi, vil nogle sige. Ja, men i den forstand, at Trump lovede, at de gamle produktionsjob ville vende tilbage til de overvældende hvide rustbælte- og landdistrikter (hvilket næsten helt sikkert ikke sker) og lovede massive skattelettelser til de hvide superrige (hvilket næsten helt sikkert sker). Hvad er den demografiske fællesnævner her?

Udfaldene mod identitetspolitik er kun den seneste udgave af udfaldene mod ’politisk korrekthed’, der længe har været et retorisk greb, det mandlige, hvide, højreorienterede mainstream kunne bruge til at lukke ned for enhver antydning af, at andre stemmer kunne være værdige til at blive hørt. 

Mangfoldig arbejderklasse

Hvad kritikerne savner blik for, er, at klasse er lige så meget en del af identitetspolitikken som race, religion og seksualitet. Dette har været Sanders pointe siden valget:

»Ja, vi har brug for kandidater, der kan afspejle en større mangfoldighed, men vi har også brug for kandidater, der vil være med til at kæmpe for arbejderklassen,« siger han, hvilket alt sammen kan være meget godt.

Men arbejderklassen er ikke en etnisk homogen gruppe. Og inden for dens forskellige segmenter kan der være tydelige forskelle og varierende behov. Som Jamelle Bouie, politisk kommentator for magasinet Slate, skrev i sidste uge: »Ikke al ulighed er skabt lige.« Ulighed og fattigdom blandt sorte amerikanere er f.eks. af en helt anden skala og størrelse end ulighed og fattigdom blandt hvide amerikanere.

88 procent af de sorte amerikanere, der stemte, stemte på Clinton – for latinoer var det tilsvarende tal 65 procent. At Clinton tabte valget, beviser også, at valgmandssystemet selv er groet fast i identitetspolitik, skævvredet som det er til fordel for hvide vælgere i landdistrikterne, hvis stemme politisk får lige så stor vægt som tre stemmer afgivet i stater, der som Californien har raceblandede storbyer.

Det såkaldte alternative højre – ny latin for ’gammel racisme’ – bilder sig vist ind, at identitetspolitik kun er noget, der angår følsomme minoriteter, som klynker over sårede følelser: universitetsstuderende, der protesterer mod kulturel ufølsomhed, som når der serveres sushi i skolecafeteriaet; festdeltagere, der tager mexicanske sombreros på osv. …

Og sandt er det, at venstrefløjen er på vildspor, når den kører sin forargelse ud i sådanne absurde ekstremer og i samme moment tilslører det virkelig kritisable: at menneskers løbebaner i livet og chancer for at realisere deres potentiale stadig i vidt omfang bliver fastlagt af deres givne identitetsudgangspunkt: racemæssigt, økonomisk, kønsmæssigt og seksuelt.

Læs også: Den identitetspolitiske venstrefløj kan takke sig selv for højrepopulismen

Generelt har en hvid mand automatisk økonomiske fordele i forhold til en kvinde eller en farvet person fra samme klasse. Som forfatteren Ta-Nehisi Coates skrev på Twitter: »Ideen om, at den hvide fyrs problemer er ’økonomiske’, og alle andre bare vil diskutere deres følelser, er helt ærligt rimelig patetisk.«

Kritikerne af identitetspolitikken spørger, hvorfor vi ikke bare kan fremhæve alt det, vi har til fælles fremfor at fokusere på forskellene. Og sikke en sødmefyldt Kumbaya-vision af verden, det kunne være.

Men hvordan kan vi bare overveje at gå i den retning, når et så klart flertal af hvide amerikanske vælgere netop har valgt en mand, som i sin kampagne gentagne gange fornærmede muslimer, jøder og kvinder, og som til sin regering har håndplukket folk, der alle er imod LGBT-rettigheder?

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
    Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Lars Rasmussen
    Lars Rasmussen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Marie Jensen
    Marie Jensen
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid, David Zennaro, Lars Rasmussen, Steffen Gliese og Marie Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Sådan er det jo overalt: den hvide, heteroseksuelle mand har et stort problem med ikke længere at kunne regne med at blive taget som udgangspunkt for interesserne.
Det er, fordi han ikke længere har den position: kvinderne er jo altid flere i et samfund, men de er også i næsten ligeså stort omfang på arbejdsmarkedet som mændene. De tager også i større antal videregående uddannelser, og således bliver normal-mændene simpelthen henvist til en mindre favoriseret placering.

Brugerbillede for Finn Thøgersen
Finn Thøgersen

"Men arbejderklassen er ikke en etnisk homogen gruppe. Og inden for dens forskellige segmenter kan der være tydelige forskelle og varierende behov"

Go' dag mand økseskaft

Etniske grupper er heller ikke politisk heterogene, det klassiske eksempel i USA er forskellen mellem latinoer af Cubansk afstamning og af latinoer af mexikansk/sydamerikansk afstamning hvor førstnævnte generelt er betydeligt mere konservetive og republicvan leaning end sidstnævnte.

Større grupper er sjældent særligt homogene udover enkelte særlige områder der ofte hænger sammen med hvordan gruppen er inddelt eller definerer sig selv

Brugerbillede for Mads Jakobsen

Det virker som om forfatteren af dette indlæg ikke har tænkt det helt igennem.

Hvis den hvide, heteroseksuelle mand ikke længere er Amerikas grundpille, så er han jo heller ikke særligt forpligtet til stoisk at skulle "klare" dette og hint eller ansvarligt "finde sig i" dit og dat. Han er bare medlem af en minoritet som alle andre, og har derfor samme ret som alle andre til at gå i bro over en enkeltsag eller skråtlæse en statistik og gå bersærk i midtbyen.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Nogle ikke uvæsentlige pointer i Hadley Freemans artikel 'Don't play identity politics!' The primal scream of the straight white male, som desværre er udeladt i ovenstående fordanskning:

(»Det er ikke nok at sige: ’Jeg er kvinde – stem derfor på mig’«)
"[Sanders] said, as if Clinton ever – even once – argued this"

"Like I say, it’s a fascinating theory, in its underlying insinuations and its demonstrable wrongness. (To point out that – in the vast, vast main – the identity politics sceptics are white men, whose articles are filled with quotes from other white men, doubtless sounds like I’m playing the identity game, too; and yet it is one of those awkward things called “facts”.)"

(Ser vi bort fra, at der på landsplan var over to millioner flere, som stemte på Clinton end Trump,)
"an inconvenient truth for any sweeping argument about why Clinton lost"

(… at spillet dengang var rettet imod den den hvide heteromand alene. I en sådan grad, at han implicit blev ophøjet til menneskelig grundkategori.)
"Thus anyone else – women, people of colour, LGBT people – is merely a niche distraction, a gimmicky aberration, a game (“as if the centuries’-long push toward enfranchisement, civil rights, equal pay, and reproductive autonomy, and against domestic, sexual, and police violence were a game”, Rebecca Traister recently wrote). They are not, as the political phrasing goes, real people."

(Reagan, der … langede ud efter den sagnomspundne ’velfærdsdronning i Chicago’)
"and “a strapping young buck” who used food stamps to buy steaks."

"Both [Reagan, Clinton] reinforced discrimination against LGBT people."

(… lukke ned for enhver antydning af, at andre stemmer kunne være værdige til at blive hørt.)
"For Clinton even to acknowledge that she was the first female candidate of a major political party – which is very different from saying people should vote for her because she is a woman – was, according to the sceptics, to play the identity game."

(Hvad kritikerne savner blik for)
"– and can be fatally forgotten by some on the left –"
(er, at klasse er lige så meget en del af identitetspolitikken …)

(Ulighed og fattigdom blandt sorte amerikanere)
"as well as native groups and undocumented Americans"

(Generelt har en hvid mand automatisk økonomiske fordele i forhold til en kvinde eller en farvet person fra samme klasse.)
"although God help anyone who dares to point that out to certain white men."

"So when people say identity politics exacerbates differences, it’s hard not to suspect that what they’re objecting to is not the acknowledgement of differences but the existence of differences, full stop."

Brugerbillede for Peter Bækgaard
Peter Bækgaard

Det er vel bare resultatet af årtiers berøringsangst og forfejlet positiv forskelsbehandling. Big deal...
Uanset hvordan lorten vendes og drejes, så skal vi alle tage en bid af den, og Trumps sejr er bare et symbol på politikerlede. Denne politikerlede ser vi i en global form, og desværre har man ignoreret dette siden Jörg Haider.
Der skulle åbenbart mere til førend man tog befolkningens utilfredshed til sig på det overordnede politiske plan.