Jeg er omvandrende ekstrem korrekthed

Dommen var klar, da jeg i sommer for tredje gang på 10 år fandt mig selv på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov omgivet af grå linoleumsgulve, der signalerede offentlig institution: »Atypisk anoreksi.«

Jeg blev en anelse paf over at være blevet klassificeret atypisk unormal. En temmelig diskvalificerende følelse af at være landet i limbo imellem vanvid og normalitet, hvor jeg ikke engang kunne leve op til en diagnose, men heller ikke var normal nok til at tage min cykel hjem.

Da jeg udbad mig en forklaring på ’det atypiske’ i mit for mig at se overbevisende entydige og ulastelige sygdomsbillede med en BMI på 15, tvangsmotionering, restriktiv, tvangspræget spisning, alarmerende udsving på samtlige blodprøver og et hjerte, der ville give op før mig, fik jeg at vide, at jeg havde »et noget forstyrret kropsbillede, men ikke nok til at være udpræget anorektisk«.

Aha! Sandt. Under udredningssamtalen var jeg faktisk krøbet til korset og havde sagt, at jeg godt er klar over, at jeg ikke er fed. Jeg kan godt logisk aflæse, at en vægt på 43 kilo og en højde 171 centimeter ikke skriger overvægt. Det atypiske bestod altså i, at jeg ikke var desillusioneret og irrationel.

Diætsurfing

Mit galoperende vægttab i 2016 er ikke kun frembragt gennem kvantitativ begrænsning af mad. Der er i lige så høj grad tale om en dedikation til populærdiæter og træningstrends.

Mine nætter har jeg tilbragt i selskab med min iPad. Den er egentlig doneret af Aarhus Universitet til forskningsformål, men fungerede nu som et LCHF-, LOW FODMAP-, glutenfri, mælkefri, kødfri, sukkerfri, fedtfri opskriftsindeks i uendelige åbne vinduer dekoreret med palæo, søde kartofler, blomkålspizzabund, broccolicouscous i Nashville-filter.

Opskrifter, som jeg enten praktiserede i dagslys eller fantaserede om at praktisere, når jeg ikke underviste 30 studerende i sprogfilosofi eller kæmpede imod en stigende følelse af udelukkende at være et produkt af samfundsdikterede systemer og ikke et menneske.

Opskrifter og træningsmetoder, som lovede mig bedre søvn, mindre stress, vitalitet, yngre udseende, bedre liv osv.

Korrekt nervøs appetit

Korrekt nervøs appetit – Orthorexia Nervosa – fandt for nylig vej ind i mit ordforråd. Endnu en spiseforstyrrelse med et navn!

Det kommer sig af det græske ortho, som betyder korrekt, og orexis, som betyder appetit. Sygeligt korrekt, jovist, men jeg tror, at nogen gør klogt i at opholde sig ved korrektheden frem for det syge og irrationelle ved spiseforstyrrelser.

For ’det korrekte’, det rationelle valg, er nøjagtigt, hvad anorektikeren er, selv om hun synes syg og afsindig for resten af verden. Hun er omvandrende, ekstrem korrekthed. Sædvanligvis et kærligt, dygtigt, perfektionistisk, korrekt lille skelet. Men dog en performer af sin korrekthed med dedikation og kraft.

Det centrale er, at jeg ikke på noget tidspunkt faktisk troede på de løfter, som mine tusind blogs foreskrev. Jeg så ikke nogen resolution og åbenbaring for mit kulsejlede liv i disse opskrifter. Jeg vidste, at alverdens former for yoga eller HIT aldrig ville kunne vende min afgrundsdybe tomhed, smerte og skuffelse til harmoni og lykke.

Pointen er, at når jeg ikke kan kontrollere min tilværelse, er jeg patologisk knusdygtig til at følge de regler, som andre ville ønske, at de kunne følge. Det er ikke engang svært for mig. Simpelt, rationelt og elegant overholder og udfører jeg opskrifter, vejledninger og regler med nærmest algoritmisk perfektion, indtil der ikke er andet tilbage af mig end selve den udførelse.

Her kan jeg være. Her kan jeg overleve. Her har jeg en stemme, en magt og en ret. Som omvandrende krop for korrekt livsstil, spisning, træning.

Desværre harmonerer min korrekthed ikke med arbejdsmarkedets ferieregler. Min krop gav selvfølgelig ikke op, før jeg var færdig med at eksaminere mine studerende. Men ligesom de studerende, gik afdeling 76 på sommerferie sammen med resten af Risskov.

Min skrabede identitet lå i den anoreksi, som de i forvejen havde dømt semiude med diagnoseelementet ’atypisk’, så en »lukket pga. ferie«-besked fortalte mig ikke andet, end at jeg ikke var syg nok til at få hjælp. Så jeg tabte mig. Og skreg til verden, at jeg var fed. For i det mindste at være typisk i et eller andet system.

Men jeg performede ikke længere den vestlige verdens livsstilsidealer. Jeg performede den irrationalitet, der lå i den diagnose, som var blevet mig, og som jeg var opsat på at opretholde for at blive hørt, blive anderkendt og få hjælp. Og jeg blev da også genoptaget i systemet med en henvisning til indlæggelse, som desværre heller ikke kunne lade sig gøre pga. ferietid og mangel på sengepladser.

Ikke et passivt offer

I det bredere perspektiv – på samfundsplan, inden for psykiatrisk forskning og i den behandling, jeg selv har mødt i ekspertpsykiatriske instanser – synes opfattelsen af anorektikeren generelt at være, at hun har et utilstrækkelig selv, mangler autonomitet og beslutsomhed og dermed er et ubevidst og uskyldigt offer for mediepåvirkning.

Anoreksi er bestemt et gådefuldt fænomen – når jeg nu virkelig ønsker at leve, hvorfor er jeg så sygeligt dedikeret til at sulte mig selv ihjel? – men man begår en fatal brøler ved at påstå, at en anorektiker er irrationel eller et passivt offer. Tværtimod er en anorektiker overlagt aktiv i sine mønstre, systematik, rationalitet og logik.

Jeg vil gerne befri anorektikeren for denne rolle som offer og lammet modtager. I stedet vil jeg påstå det modsatte. At anorektikeren tyr til en grad af autonomitet og beslutsomhed, som er sammenlignelig med religiøs asketisme.

Sygt? Bestemt! Men der er tale om en syg strategi og en syg løsning. At stemple anorektikeren som et stakkels offer for en psykisk irrationel lidelse eller sygdom, gør den anorektiske gåde til et psykiatrisk problem på et individuelt plan, og adresserer ikke det menneske og den smerte, der ligger bag strategien.

Dedikeret kontrolleret

Når man hovedsagligt gør anoreksien til et emne for psykiatrien, lader man den syge fremstå som offer for en irrationel sindssyge, der drejer sig om et ’forstyrret kropsbillede’ og om at ville se ud på en bestemt måde.

Det er simpelthen forkert! Hun er ikke et sygt offer med vrangforestillinger. Hun er et selvkonstrueret produkt af korrekthedens sundheds- og livstilstrends, der lover værn imod nutidsonder såsom depression og stress, madspild og miljøforurening og – jo bevares – fedme. Ved at ride disse dynamikker får anorektikeren handlekraft som den passionerede, økologiske og ekstreme regelrytter, der gør ALT, hvad hun får besked på.

Hvorfor skulle hun blive rask? Hun er jo mega korrekt!

I skrivende stund har jeg taget fem kilo på, bevæger mig stødt og roligt op imod den angstprovokerende diagnosegrænse på BMI 17.5, hvorefter jeg ikke længere ’tæller’. Derefter er jeg ikke længere anorektisk syg. Men jeg ved, hvad jeg skal gøre for at blive det igen.

Jeg er ikke ramt af anoreksi, som man rammes af kræft. Jeg indtager aktivt en position, som jeg dedikeret performer med al den skam, stolthed og ulykke, der følger med. Måske dør jeg af det. For det er det eneste, der holder mig i live. Så længe den psykiatriske diagnose eksisterer, er dét det eneste, jeg lykkes med at være.

Lea Muldtofte er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet