Kommentar

Operaen skal ikke forsøge at være ung med de unge

Den Kongelige Opera vil trække de unge til og inviterer derfor til særforestilling. Men det fremmedgør mere, end det inkluderer
5. december 2016

Jeg spurter op over den berygtede inderhavnsbro mod Christianiaflaget og den indespærrede glasfacade på det københavnske operahus

. En cigaret i den ene hånd og en telefon i den anden gør det problematisk, men jeg får forklaret min veninde, at jeg er der lige om to.

Jeg er på vej til et af Det Kongelige Teaters famøse Ung i Operaen-arrangementer, som med fadøl og hashtags lokker unge mennesker ind i en verden af høje C’er og pompøse harmonier. »For dig under 30«, som det hedder i omtalen af forestillingen.

»Kun marginalt dyrere, men så meget bedre end makrelsalat og lunkne pilsnere på Roskilde Festival,« skriver de, og så er referencerammen sat. Og det er lykkes dem.

Forestillingen er totalt udsolgt, og man kan mærke, at teatret gør en ekstra indsats, som ville der opstå en tragedie større end den på scenen, hvis det unge publikum skulle komme til opleve en aften i operaen, som den plejer at være.

Folk kommer på plads, og operachef Sven Müller træder ind foran det røde velourklæde. Folk er spændte. »Og vi takker Mærsk,« siger han.

Curling-opera

Forestillingen er selvfølgelig fantastisk, og folk er tilfredse, men noget skurer i mine ører. Mine venner og jeg interviewes af en journalist fra Politiken, der vil skrive en artikel om arrangementet, og jeg forsøger at formulere mit skæve synspunkt, men beder ham om at slette det fra sin blok.

Først nu har jeg fundet ud af, hvad jeg tænkte:

Jeg synes, det er latterligt, at man bliver ved med at omtale klassisk musik og ungdom som to diametrale modsætninger. Der skal lokkes, der skal hives, trækkes, nærmest mases, hvis man vil have det unge publikum til at engagere sig i den klassiske musikkultur.

Når det klassiske musikliv fastholder den her fortælling, er det jo klart, at det bliver en sandhed. Når der skal kæles for det unge publikum, forudsætter man også, at det unge publikum ikke kan finde ud af at opsøge og udnytte de kulturelle muligheder selv.

Arrangementet i Operaen klinger af inklusion og mangfoldighed, men for mig er der en undertone af, at Det Kongelige Teater agerer curlingforældre over for den danske ungdom og ikke har tillid til, at den selv kan tage S-toget i 14-årsalderen. Og der er intet overraskende i, at et barn er bange for verden, når det aldrig selv får mulighed for at undersøge.

Unge er ikke ekstraordinære

Jeg anerkender, at kampagnen har virket, og at der trods alt sad en udsolgt sal af unge mennesker. Og det er jo klart, for selvfølgelig sælger billige billetter og tanken om at se forestillingen med ens aldersfæller. Men hvis man vil sammensmelte det unge og det regulære publikum, når man ingen vegne ved at lave separate arrangementer.

Når udgangspunktet for operaens arbejde bliver, at ungdommen er bange for plyssæder, kommer alt arbejde, man gør derfra, til at være en videreudvikling af det mærkelige narrativ, at unge mennesker slet ikke er operagængere, og at det bliver en krig at vende den opfattelse.

Man bliver nødt til at pille den diskurs fra hinanden og ændre perspektiv, for det er kun nødvendigt at formidle ekstraordinært til de unge, så længe man føler, at de er en målgruppe, der kræver ekstraordinær formidling.

Hvis man virkelig vil en inkludering af de unge, kræver det, at man dropper ideen om, at de skal have særbehandling, og at man må tage salgsteknikker ud over det sædvanlige i brug.

Anerkend det unge publikum som selvstændige kulturelle væsener, der indgår under samme præmisser som det generelle publikum. Det var det, jeg tænkte, da Sven Müller takkede Mærsk for at støtte arrangementet. Jeg tror, det var den tankestrøm, der passerede forbi, da forestillingen skulle til at gå i gang. Det er nemlig alt for let at fremmedgøre, når man klynger sig til distancen.

Johan Klint Sandberg er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu