Klumme

Overklassen som ofre for janteloven

Hvis du vil være noget, skal du ikke tro, du kan bruge janteloven som undskyldning
Hvis du vil være noget, skal du ikke tro, du kan bruge janteloven som undskyldning

Jens Dresling

Debat
31. december 2016

Det er på tide, at vi kommer ud og erkender, at der er noget om det, de borgerlige længe klaget over.

De havde ret: Der er en forfærdelig tilbøjelighed til, at man ikke vil tage ’ejerskab’ over sit eget liv i Danmark, og at man ikke vil tage ansvar for sin egen skæbne. Mennesker, som kunne være stærke og stolte, fremstiller sig selv som ofre.

Vi taler her ikke om sociale klienter eller offentligt ansatte, men derimod om ledelsen i Liberal Alliance.

Det er hos Samuelsen, Ammitzbøll og Seier blevet et ritual, at deres egne nederlag bortforklares med ’janteloven’.

Aldrig er det deres egne fejl, når de underkendes, altid er det middelmådigheden og misundelsen i landet, som forhindrer befolkningen i at kaste sig for deres fødder og juble over deres genialiteter.

Janteloven er den korte forklaring, disse giganter blandt dværge bruger, når de skal forklare deres offentlige fiaskoer.

Landets nye udenrigsminister, Anders Samuelsen, fandt det for nylig relevant at anskue Udenrigsministeriet som en episode i et talentshow, hvor han selv var både deltager og dommer.

Og han fældede den generøse dom over sig selv, at han var den bedst kvalificerede nye udenrigsminister nogensinde.

Det er ikke, fordi landet er for fint til den slags betragtninger, men det var meget svært for nogen andre end Samuelsen selv at dele vurderingen af Samuelsen som deltager. Offentligheden reagerede med alt fra overbærende smil til hånlig kritik. Og Holger K. Nielsen diverterede endda med en vittighed. Det var jantelovens skyld, sagde Samuelsen bagefter.

Simon Emil Ammitzbøll, der blandt de rigtige kendere på Christiansborg nævnes som partiets strateg, forklarede selv til et møde i Venstres Ungdom i foråret 2016, at partiets projekt var et opgør med janteloven.

Jantelovsopgøret viser, hvordan totalideologien i dansk politik er vandret fra venstrefløjen til højrefløjen: Liberal Alliance kan bruge ’janteloven’ til både at beskrive deres store kamp og deres egne små ydmygelser, på samme måde som venstrefløjen tidligere brugte kapitalismen og falsk bevidsthed.

Og så har vi partiets bagmand i Schweiz, Lars Seier, som efter statsministerens afvisning af at fjerne topskatten konstaterede: »Topskatten er den bedst udtrykte form for jantelov«.

Når man hører den rituelle overklasseklynk og ser, at de klagende overklasseofre nu sidder i regering, må man spørge, som forfatteren Kristian Ditlev Jensen gjorde engang:

»Hvor er janteloven egentlig henne, når man har brug for den?«

For der er en jantelov i Danmark, som er ond og konsekvent og kan ødelægge folks liv. Det er bare ikke Liberal Alliances ledere og den økonomiske overklasse, som er udsat for den. Vi har de seneste tyve år set en offentlig tilbedelse af erhvervsledere som guruer, genier og vismænd.

Christian Stadil fra Hummel er på forsiden af Euroman som en stjerne, og han interviewes i den kulørte presse som en filosof, han er guru.

Asger Aamund er en evig kommentator af alt i danske medier og vejleder for hele livet på P4, han er vismand. Selv efter han var dømt og fængslet, blev Kurt Thorsen ved med at blive dyrket som boheme. Han er geniet.

CEO er blevet en titel, der lyder lidt som rockstar, og entreprenøren, ildsjælen er noget, alle beundrer. Danmark hader ikke de rige, og danskerne mistænker ikke direktørerne for at være svindlere, selv om de er blevet dømt.

Det betyder som sagt ikke, at janteloven ikke findes. Den udøver en brutal social kontrol, men det er ikke de små, som holder de store nede. Det er en måde, vi holder hinanden på plads på. Du bliver straffet, hvis du vokser op i et lille samfund og klæder dig, som om du er popstjerne på den store scene.

Dine forhenværende kammerater vil glæde sig over din fiasko og hade din succes. Den pige fra et ikkeakademisk hjem, som tror, hun skal tale med blandt de kloge, selv om hun ikke ved, det udtales lancere og ikke lanciere, vil blive hånet. De store må gerne være fine på den, men det må de små ikke. Det sørger de, der kender dem fra gamle dage, at minde dem om.

De borgerliges gamle kritik af offergørelsen er rigtig her: Der findes faktisk ofre, det er bare ikke dem, der som Samuelsen og Seier er bedst til at fremstille sig som ofre. Og de tager fokus fra dem, det rigtigt går ud over.

Vi siger det én gang for alle til de stærke: Hvis du vil være noget, skal du ikke tro, du kan bruge janteloven som undskyldning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Et andet 'lillebysted' kunne være Gustav Wieds 'Livsens Ondskab', hvor Ædedolkenes klub huserede, og hvor det smalle samfund gav mange en indeklemt fornemmelse. Ofte er det danske præget af 'småbyen', selv i den største af dem alle, København. Dagbladet Politiken havde i mange år en tegneserie: 'Livets gang i Lidenlund', hvis udgangspunkt var Limfjordsbyen Lemvig.

Grethe Preisler

Tak Leo Nygaard,
- Så mangler vi bare repetitionen af din patentløsning på alle Danmarks økonomiske og fiskale problemer i fortid, nutid og fremtid (sig navnet: UBI) - så er det lige før vi er der igen ... ;o)

Og tak Michael Kongstad Nielsen,
- Mit private Lidenlund og barndomsparadis ligger nu ikke ved Limfjorden, men lidt sydligere på den jyske halvø. Nærmere betegnet den søndre side af Danmarks smukkeste fjord, sådan cirka midtvejs mellem småbyerne Hadsund og Mariager, som heller længere er, hvad de har været .... ;o)

Michael Kongstad Nielsen

Helt inde i bunden af den der fjord ligger Hobro, Den er blevet forgyldt med alle landets tinglysningskontorer, www.tinglysning,dk,, hvilket kan være godt nok, men er synd for alle dem, der tabte arbejdspladsen

Michael Kongstad Nielsen

Helt inde i bunden af den der fjord ligger Hobro, Den er blevet forgyldt med alle landets tinglysningskontorer, www.tinglysning,dk,, hvilket kan være godt nok, men er synd for alle dem, der tabte arbejdspladsen

Flemming S. Andersen

Michael Kongstad Nielsen

Og selvfølgelig tillykke til de der fik arbejde ved det

Sider