Klumme

Pas din egen honningkagemand

Julen er: panikangst over at være tvunget til at indtage måltider, jeg ikke kender kalorieindholdet af. Den er: ’kom nu, tag nu en enkelt, tag nu bare to for hyggens skyld’. Men man kurerer ikke en spiseforstyrrelse med tvangsfodring i æbleskiver lillejuleaftensdag
Julen er: panikangst over at være tvunget til at indtage måltider, jeg ikke kender kalorieindholdet af. Den er: ’kom nu, tag nu en enkelt, tag nu bare to for hyggens skyld’. Men man kurerer ikke en spiseforstyrrelse med tvangsfodring i æbleskiver lillejuleaftensdag

Mathias Christensen

15. december 2016

Julen er hjertekarsygdommenes fest. Al den fløde, chokolade, flæsk og marcipan; alle de sneøl og julesnaps og julefrokostsmøger. Al den forbandede mad. Alle de guides og gode råd til, hvordan vi tilbereder den, hvordan vi sparer penge på den, hvordan vi undgår at spise for meget af den.

Julen er en af de højtider, jeg har det sværest med.

Alle gode forsætter snubler i julen. Selv om jeg har lovet mig selv at være ligeglad, er jeg det aldrig. De to-tre, fire-fem, måske seks kilo, jeg bilder mig ind, at jeg tager på. Og jeg er jo ikke ligefrem slank i forvejen, tænker jeg, fordi jeg vejer 10, måske 12, måske endda 15 kilo mere, end jeg gjorde engang. Jeg vejer mig ikke længere, så det er kun spejlet, der taler.

Jeg har altid holdt af at bage. Brød, småkager, hashkager. Jeg var hende, der havde fredagskage med i gymnasiet, og jeg er hende, der bager til møderne på arbejdet. Da Donald Trump vandt præsidentvalget, tog jeg først til træning og squattede, til jeg dårligt kunne gå, og bagefter tog jeg hjem og bagte en bradepande kanelsnegle. Med ekstra glasur.

Er det dét, man kalder balance?

Jeg har aldrig været god til balance. Jeg befinder mig bedst i ekstremerne. Som den sommer, jeg gik 18 kilometer om dagen og spiste 800 kalorier fordelt på morgenmad og frokost. Om natten troede jeg, at jeg skulle få et hjerteanfald, og jeg tog det som et tegn på, at det virkede. Og jeg vidste, at det ikke ville vare ved. At jeg ville tage det hele på igen, når det blev vinter.

Vi kalder det en spiseforstyrrelse, men det er ikke bare spisemønsteret, der forstyrres. Det er virkeligheden, der forvrænges. Alt er krop, vægt, mad, kalorier, fedt, protein, kulhydrat og knogler. Det er jul hos velmenende familiemedlemmer, der veksler mellem henkastede bedømmelser af min af krop (enten for tyk eller for tynd, men aldrig tilpas), og opfordringer til at tage en portion mere. Det er en tavs kamp over middagsbordet, hvor jeg demonstrativt spiser min kvarte portion sovs og kartofler så langsomt, at den når at blive kold. Det er forskruede aftaler om at skeje ud i dag og stramme op i morgen, det er meningsløse detox-kure og panikangst over at være tvunget til at indtage et måltid, jeg ikke kender kalorieindholdet af. Og det er åndedrætsbesvær over konstant at blive konfronteret med pebernødder, chokoladeknapper, æbleskiver, konfekt og brunkager. 

Og det er: Kom nu, tag nu en enkelt, tag nu bare to for hyggens skyld. To æbleskiver betyder intet i det store regnskab, men jeg stopper ikke ved to, jeg tager hjem og spiser alt, hvad der er i køkkenskabet, og så bruger jeg aftenen på at kaste det op igen. Det gjorde jeg i hvert fald engang. Det er noget, jeg har besluttet, at jeg ikke længere gør.  

Jeg tror nok, jeg skriver denne klumme for at distrahere mig selv, fordi jeg har spist brød og macadamianødder og marcipan, og jeg er alene hjemme, og solen er gået ned, og det er det farligste tidspunkt.

Og det er svært at sige nej, når det ikke bare er maden, man afviser, men også dem, der har serveret den. Når nej til julemiddag også er nej til familie og venner. Det er ikke sjovt at være til julefrokost, når man er på kur, og det er slet ikke sjovt, når man er på en kur, der har varet hele livet. Og vi tænker, at det skal nødes væk. At de spiseforstyrrede bare skal lære at spise det skide stykke kage. Men jeg føler mig som en kat, der bliver tvunget i bad, og jeg er ikke engang rigtigt syg. Jeg er bare spiseforstyrret på deltid. Jeg slås bare med spøgelset af hende, jeg engang var.

Jeg har altid holdt af at bage. Særligt i december. Og jeg forærer mine kager til andre, som jeg tænker, vil sætte mere pris på dem, og som ikke ryger ud i en eksistentiel krise over en honningkagemand. Og jeg føler mig sgu også afvist, når der er nogen, der siger nej, men jeg prøver at passe min egen kage. Vi har ret til selv at bestemme, hvad der skal ind i vores krop, og uanset hvad, kan jeg garantere, at man ikke kurerer en spiseforstyrrelse med tvangsfodring i æbleskiver lillejuleaftensdag.

Mikka Tecza er studerende ved IT-Universitetet.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mikka Tecza

"..... jeg har spist brød og macadamianødder og marcipan, og jeg er alene hjemme, og solen er gået ned, og det er det farligste tidspunkt."

UHA - man må gyse ved din beskrivelse.

Jeg kan kun alt for godt forstå dig.

Jøsses Mikka dog, du lyder til at være hårdt angrebet af julens glæder - et godt råd herfra ville være, og det er ganske gratis, afskaf denne plageånd, kvæl den og bibring din eksistens den akut nødvendige kvalitet, så der er større håb om din overlevelse til efter nytår - og dét uden varige mén ...

Randi: Vel ikke nødvendigvis, jeg synes det indlæg her er så utrolig rammende for en del og nok ikke mindst kvinder. Og ja jeg har og er tæt på et menneske, hvor en del af det her passer, om hun er syg? både og men jeg elsker hvert et gram!

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hej viggo, hvis man har det godt med sin spiseforstyrrelse .... men det synes jeg ikke, det lyder som om, at mikka har. Er det virkelig kun 'de andre', de pånødende ædedolke, som den er gal med?

Og hvor dejligt, at du elsker din ven. Kærlighed er det største og vigtigste i livet. Lad os elske os selv og hinanden. Det er også en rejse, at lære at forbinde sig med kærligheden.

Randi Christiansen

Men vi lever jo i et misbrugssamfund forstået som, at kollektivet ikke forvalter jordens gaver hensigtsmæssigt. Hvis man derfor efterspørger ophavet til diverse individuelle og kollektive ubalancer, er det tydeligt, at de er indbyrdes forbundne. Det kan altså være svært at adskille sin egen ubalance fra den kollektive. Men man må jo begynde med sig selv -og så må vi jo også tale åbent, kærligt og med gensidig respekt med hinanden.