Klumme

En prædiken til tiden

Af en hednings betragtninger i dagens anledning
23. december 2016

Så går det løs. Glæden kulminerer, når en særskilt kategori af præster i landets kirker taler om fred på jord og i menneskene velbehag.

I morgen en frelser er født, hvis ankomst til jorden nær gik galt, da der ikke var plads til ham i herberget. Men det siger sig selv at hvis ens fædrene ophav er den eneste dobbelte, udelelige Gud i Fader og Ånd, har Sønnen i den familie uanset beskeden papfar særstatus.

Hensigten med dette udvalgte liv – hvis fødsel formentlig lå fire år før eller efter begivenhedens startskud på tidsregningen og næppe julemorgen ­– var at indfri en profeti om Guds lidelse og død i menneskelig skikkelse. Men godt nok Gud – en af de tre, som er én. Men tre. Det kan enhver forstå.

Sagt til hudløshed fremstår Julens ikonografiske varemærke uvægerligt som vore dages ulykke: billedet af en lille flygtningefamilie på vej fra Nazareth til Betlehem. Historien forekommer urimelig: at romerne således skulle have beordret undersåtterne til at rejse lange strækninger – ifølge Google 34 timer til fods uden æsel og gravid passager – for noget så banalt som en folketælling.

Dem var der mange af i de tider; romerne ville i modsætning til You know who, have orden i skatteindkrævningen.

Sker det at en fremmedartet ungersvend uden særlig tilknytning til Danmark kommer forbi en dansk by med frugtsommelig jomfru og æsel i snor, bliver ekvipagen hurtigt genstand for Martin Henriksens og socialdemokraternes negative opmærksomhed og spørgsmål til Støjberg. Her er der ingen plads i det herberg som Søren Krarup ofte har betegnet Danmark for danskerne.

Ifølge det bevægende Juleevangelium gik det imidlertid dengang i Mellemøsten som det skulle, Frelseren kom til verden og efter tredive års tilløb kunne han tage fat på sit projekt.

Med Ulrich Horst Pedersens fine små monologer: Verdens frelse udgivet dette Herrens år på Tiderne Skifter, kan man indvende at hvis Vorherres søn ved alle disse profetiers opfyldelse, med magt til at vække de døde, gå på vandet, gøre de blinde seende og de lamme raske, omskabe vand til vin, samt genopstå efter den fuldbyrdede henrettelse på korset og derpå stige til Himmels, hvis HAN ved alle disse – mestendels af ham selv eller evangelisterne med tilbagevirkende kraft profeterede bedrifter, inklusive påfølgende lidelser – ikke i levende live var i stand til at frelse menneskeheden, hvordan f….. skulle han så bære sig ad med at gøre det bedre som død?

Myten om Jesus i de fire store kraftfulde tekster, i passager uomtvisteligt af højlitterært format, fortæller en udødelig historie om konflikt og skæbne, sejr, fornedrelse, nederlag og triumf, og skyldes som bekendt senere overleveringer og/eller nedskrivninger.

Dertil kommer nok så afgørende en determineret kirkeembedsstands interesser i historien som grundlag for politisk og økonomisk magt. Dette kan – troende eller det modsatte – ingen nægte er en ædruelig skildring af det konkrete historiske udgangspunkt for forståelsen af den hurtigt etablerede religions sejrsmarch.

Kristendommens stiftere var hverken Jesus eller Paulus eller Peter med klippen som biskop nr. 1 i Rom, eller nogen anden i større eller mindre nærhed – mest det første – af ophavsmanden. De første biskopper, kirkebyggerne i overført og konkret forstand, var dem der øjnede det lange perspektiv i en overordnet centralistisk orienteret, embedsstyret kirke med tætte nationalt definerede bånd til fyrsterne og som ligemænd med disse. I øvrigt den samme erkendelse af hensigtsmæssige magtrelationer som Martin Luther bibragte den nordeuropæiske kirke, den han reformerede godt 1200 år senere: Fyrstemagt og kirkemagt hver for sig – verdslighed og kirke, materie og ånd i adskilte institutioner. Så godt dét nu lod sig gøre. Hvad det selvfølgelig ikke gjorde. Hvilket heller ikke var meningen. Husk nu at den fredsommelige danske folkekirke opfylder alle betingelser for definitionen af en magtsammenblandet statskirke. Hvilket den også er. Men som den ikke vil kaldes.

Det var de praktisk anlagte folk, de der stod med nøglerne til de tidlige kirker, realpolitikerne med indsigt i de politiske muligheder der samlede brokkerne op og lagde det fundament af stikfast dogmatisk og kondenseret, langtidsholdbar troslære, der netop ikke byggede på sværmerier og på sand, som Jesus ifølge skriften afviste, men på klippe og jernhårde magtteorier og cool cash.

Et noget nær genialt værk opbygget efter tilfiling af grundteksterne, en håndfast redaktion af det brugbare i myterne og afvisning af kontrære tekster.

Kirkefædrene i Nikæa rendyrkede her og herefter deres gangbare og frygtindgydende handelsvare: det evige liv i syndernes forladelse eller evig fortabelse.

At mennesket ikke selv kunne befri sig fra livets iboende synd, som præsterne hævdede – og hævder – var – og er – indlejret i arven ifrån hinsidan. Den sag blev også Luthers slagnummer. Kun Gud kan bibringe synderen syndsforladelse ­– ved den hellige kirke og præsteskabets betalte mellemkomst.

Forestillingen om at hin enkelte ved moralsk vandel og gode gerninger tilkom nåden i jordelivet, var kættersk vranglære, akkurat så forkasteligt som fornægtelse af Guds eksistens.

I dette perspektiv er det lykkedes at gøre kampen mod godheden til den lutheransk dikterede fædrelandskærligheds bannermærke. Ved vedholdende påstand af godhed som ondskab i gevandter, det gode og den gode gerning som menneskets farlige selvophøjelse til Gud i gerningsretfærdiggørelse, legitimeres fornægtelsen af medmenneskeligheden og af den ubarmhjertighed, den afvisning af dem der søger herberg, nu nærmest en kanonisk dansk værdi.

I den glade jul bevæger vi os i denne ånd mod et nyt år, et år der ikke varsler meget godt, men mere ondt.

Og det er ikke så godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Ribens
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • jørgen djørup
  • Malan Helge
Hanne Ribens, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, jørgen djørup og Malan Helge anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Mit kultur-radikale lys i tågen af idiotiske tabuer og religionsforstyrrelser har sendt et julebudskab.
Tak og glædelig solhverv - Metz.

Hallberg Borg, Hanne Ribens og Per Jongberg anbefalede denne kommentar

Sagt til hudløshed – en sædvanlig prædiken på dato.
Skulle der ske det, man ved jo aldrig i disse overrendte tider, at en fremmedartet ungersvend med en gravid kone, hvis de da var lovformeligt gift med papir efter danske folkekirkelige ritualer og præstens accept, på et æsel i snor, vader - hvor det ikke helt kan udelukkes, at den kommende unge har fået permanente hjerneskader af et sådant rystende ridt - op af en dansk motorvej og drejer af til nærmeste udkantslandsby med nærige grødbønder eller fortsætter videre til højre over til de skide svenskere, der som bekendt er mere hellige end os, enkeltvis eller tilsammen, så ville selv hedningen Metz nok glo en ekstra gang og straks kontrollere, om vittige hundes kommentarer nu også var nogenlunde politisk korrekte – altså ikke noget pjank med Dem og Os - og i øvrigt aflevere den sædvanlige svada mod alt og alle fra Underdanmark vest for Østerbro, der ikke kunne holde på de frederiksbergske bedsteborgerformer fra forrige århundrede, men især ikke kunne styre de uslebne lattermuskler af i dag … ;-)

Den første vestlige uddannede grønlænder havde brevvekslinger med Hans Egedes søn Poul Egede. Paul Grønlænder skrev et af sine breve ”at kristendommen ikke havde patent på næstekærligheden, grønlænderne er næstekærlige af natur”
Biskoppen af Roskilde gentager Paul Grønlænders visdom for snart 300. år siden. Biskoppen har udtalt at kristne ikke havde ejendomsretten til Gud. Gud kan ikke ejes af institutioner. Nogle præster er oprørt over biskoppens tanker. Og nogle præster mener at biskoppen bør have ekstra undervisning indenfor den kristne tro. Det er nok snarer præsterne som har brug for en ekstra indlæring indenfor religiøse dogmer.
En universel skaber kan ikke patenteres af et bestemt religiøst fragment. Derfor er Paul Grønlænders og Roskilde biskoppens analyse en berettigelse.

Ja-ja Jan weis, men det skal nu siges ... i denne formoerkede tid, hvor isaer de (god)troende foerer sig frem som Herrefolket altid har gjort det.

Tak Metz.

Hallberg Borg, Hanne Ribens og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Julebudskabet med barnet der blev født i stalden er fabelagtigt fortsat levende og bevægende, uanset alle de sure hedninge og fæle foragtere af andre former for kultur, der gnubber sig op af Georg Metz.
Men disse kultur foragtere misforstår og mister det fabelagtige i billedet på det lille menneske, der er lige så godt og stort, som det store, som fødes i en krybbe, men er lige med kongen, faktisk lig med menneskerettighedserklæringerne, alle mennesker er født lige og frie, og med lysten til at søge lykken.

Michael Kongstad Nielsen

Intet menneske har større ret end et andet. Det kan hedninge heller ikke med rette påstå. Senest har visse ledende israelere hidset sig op over, at hele verden ikke længere finder det legitimt, at de bosætter sig på andre menneskers land. Skulle barnet i krybben være rettighedsløst? Eller skulle jøderne have forret til andres land? Ja, eller hvordan fordeler hedningerne disse rettigheder.
Jeg vil mene, at i årtier har der været dødvande: To folk med legitime forhåbninger, hver med en smertefuld historie, der gør kompromiser vanskelige. Det er let at pege fingre - for palæstinensere at pege på fordrivelsen, der skete ved Israels oprettelse, og for israelerne at pege på den konstante fjendtlighed og de konstante angreb gennem hele Israels historie, indenfor landets grænser såvel som udenfor. Men hvis vi ser denne konflikt alene fra den ene eller den anden side, så gør vi os blinde for sandheden: Den eneste løsning, der kan tilfredsstille begge parters forhåbninger, er at etablere to stater, hvor israelere og palæstinensere hver kan leve i fred og sikkerhed.

Karsten Aaen, Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Tillad en af kultur foragterne at vaere enig med dig MKN, i at historien er meget smuk ... det er Metz da vist ogsaa enig i. Hvis saa sagen havde stoppet dér, men det gjorde den jo ikke. En af de seneste 2000 aars frygteligste organisationer sprang ud af historien, og den er her endnu. Fy for f......

Det er vel ogsaa det Metz skriver om, er det ikke ... nu er jeg jo kultur foragter, saa jeg tager maaske fejl ?

Rigtig glaedelig Jul(eshow), MKN

Hanne Ribens og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Tillad en af kultur foragterne at vaere enig med dig MKN, i at historien er meget smuk ... det er Metz da vist ogsaa enig i. Hvis saa sagen havde stoppet dér, men det gjorde den jo ikke. En af de seneste 2000 aars frygteligste organisationer sprang ud af historien, og den er her endnu. Fy for f......

Det er vel ogsaa det Metz skriver om, er det ikke ... nu er jeg jo kultur foragter, saa jeg tager maaske fejl ?

Rigtig glaedelig Jul(eshow), MKN

Michael Kongstad Nielsen

Ovenstående er delvist citeret fra Obamas tale i Cairo 2009. Men jeg finder i særdeleshed juleevangeliet anvendeligt til at påpege det enkelte lille menneskes ret til liv i den verden, det er født i,
og dets anerkendelse af andre menneskers ret i samme verden

Kenneth Jacobsen

Til denne julesuppe af glimtvis kundskab og storsindet overbærenhed - og så lige alt det stik modsatte - er der vist kun en ting at sige: hvad søren blev der af Anders Fogh?

Spektakel er optaget af udelukkende to ting, den ene er historie, hvad der skete, Jesus gik på noget vand.
Den anden ting er fremtid, eksempelvis, der varsler ikke meget godt i det nye år.
Det er angivligt derfor at Jesus sagde, tilgiv dem, de aner ikke hvem de selv er. 2000 år efter, står de fleste af os med samme problematik.
Religion er spektakle, Gud er stilhed.
I øvrigt en elendig, overfladisk artikel.

Michael Kongstad Nielsen

Har netop hørt gudstjeneste på færøsk (DR). Hold kæft hvor lækkert. Pragtfuldt at høre dette nordiske (fremmed)-sprog, hvor hver fjerde ord giver en en smule mening, hvis man også er bekendt med norsk, navnlig nynorsk, Men det bindes sammen med liturgi og kendte ritualer, lad os alle bede, og salmesang, så de færøske ord lettere lader sig genkende, 'heim' fx, blandt andre, der sjovt nok har germanske aner, men har mange selvstændige variationer på rent nordisk: bu, tun, torp, bygd, og smuk er talens gang i svulstige 'th'-vendinger, man kommer uvægerligt til at tænke på, at af de nordiske sprog, der er dansk det mest nedslidte.

Nå, lidt uden for emne, men hvad, det er jul.
Hav det.