Kommentar

Reformer af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal sikre stærk europæisk retsorden

Vi er enige med regeringen i, at der er behov for reformer af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Målet må være, at den skal kunne reagere hurtigt på væsentlige menneskerettighedskrænkelser
Debat
16. december 2016

Menneskerettighederne er i disse dage genstand for politisk debat som sjældent før. I den nye trekløverregerings regeringsgrundlag er der lagt op til et »kritisk« opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det grundlæggende dilemma er, at den danske regering – som mange andre regeringer – ønsker en stærk europæisk retsorden baseret på beskyttelsen af demokrati og grundlæggende rettigheder. Men på den anden side kritiserer de Domstolen for at blande sig for meget i nationale anliggender.

Det kræver, at man finder en ny balance i beskyttelsen af menneskerettighederne. Derfor vil regeringen afholde en international ekspertkonference om emnet, når Danmark overtager formandskabet for Europarådet i efteråret 2017. 

Vi mener grundlæggende, at en stærk europæisk retsorden kræver en stærk Domstol. I lyset af de senere års polemik er der et behov for at se kritisk på Domstolens udvikling og formulere en ny vision for dens rolle. Vi bakker derfor op om regeringens initiativ, men på baggrund af et ønske om at sikre Domstolens overlevelse på både kort og lang sigt i en bæredygtig europæisk retsorden.

Ideen om at justere eller reformere Domstolen er ikke ny. Europarådets 47 regeringer vedtog i 2012 en erklæring i den engelske badeby Brighton, hvor de satte fingeren på en lang række ømme punkter. De 47 regeringer besluttede blandt andet, at der inden 2019 skal gennemføres en analyse af, om der er behov for yderligere reformer.

Sagsmængden skal begrænses

Der har i mange år været fokus på Domstolens sagspukkel. Domstolen har i perioden fra slutningen af 2011 til slutningen af 2015 reduceret sin sagsbyrde til godt 65.000 sager fra oprindeligt ca. 150.000. Af de ca. 65.000 sager er godt og vel 30.000 af dem vanskelige sager, der vil kræve en grundig behandling.

Domstolens 47 dommere har de senere år behandlet helt op til 90.000 sager om året. Det imponerende tal skyldes dog mest, at en lang række nemme sager er blevet afvist. Reelt har Domstolen kun været i stand til at afsige dom i op til 3-4.000 sager årligt. Det er derfor svært at se, hvordan puklen af sager kan nedbringes inden for rimelig tid, hvis man ikke finder på noget nyt.

For knap et år siden mente Domstolen selv, at hvis den blot fik tildelt en ekstra bevilling på 30 millioner euro over de næste otte år, så kunne den nuværende pukkel afvikles.

Det lyder umiddelbart ikke som nogen bæredygtig løsning. Dels fordi Domstolen næppe vil få flere ressourcer, dels fordi otte år er alt for lang tid til at få afgjort sagerne – ikke mindst i lyset af, at regeringerne har opstillet en målsætning om en sagsbehandlingstid på tre år.

Hvis Domstolen skal kunne behandle de modtagne klager på en forsvarlig måde og inden for rimelig tid, kræver det en klar prioritering.

Domstolen må fokusere sit arbejde på særligt alvorlige og udbredte krænkelser, problemer af systemisk og strukturel karakter og vigtige spørgsmål om fortolkningen og anvendelsen af Menneskerettighedskonventionen. Domstolens raison d’être må være at kunne reagere hurtigt på væsentlige menneskerettighedskrænkelser.

Øget dialog

Et andet hovedpunkt er, hvordan Domstolen bliver bedre til at tage bestik af omverdenens syn på udviklingen af menneskerettighederne i Europa. På den ene side er langt de fleste enige i, at Domstolen har – og fortsat skal have – en central rolle i udviklingen af menneskerettighederne i Europa, men på den anden side mener mange, at Domstolen for ofte går for langt.

Kritikken af Domstolen fremføres i dag under dække af et nyt buzzword, nemlig dialog mellem domstole. Ønsket om øget dialog anvendes elegant til at formidle en politisk kritik af Domstolen.

Helt grundlæggende drejer det sig om, i hvilket omfang beskyttelsen af menneskerettighederne skal fastlægges af de enkelte lande eller af Domstolen. Det kan man mene meget om, men det er et centralt spørgsmål, hvordan Domstolen fremover vil definere sin rolle.

Der er flere muligheder i denne sammenhæng. Domstolen kunne i nogle tilfælde benytte sig af en mere diplomatisk tilgang og signalere, at et retsområde holdes under opsyn med henblik på en reform.

Det ville kunne tage luften ud af kontroversielle emner og danne grobund for både juridisk og politisk opbakning. Domstolen kunne også lægge mere vægt på, om der i de enkelte lande har været en rimelig overvejelse af de menneskeretlige spørgsmål, eller om der er lovgivet i blinde.

Der er mange veje at gå, men i sidste ende har hverken Domstolen eller borgerne interesse i afgørelser, der ikke bliver respekteret af Europarådets medlemslande. Domstolen skal efter vores opfattelse i højere grad koncentrere sig om de væsentlige spørgsmål. Det vil også give den en fornyet legitimitet.

Det er ingen let opgave, den danske regering står overfor. Vores bedste bud er, at regeringen må formulere en ny og klar strategi for, hvordan den vil bruge det danske formandskab for Europarådet til både at styrke og fokusere Menneskerettighedsdomstolen.

Det kræver både held og dygtighed, hvis regeringen skal vende udviklingen, men menneskerettighederne er så vigtige for Europa, at man bliver nødt til at gøre forsøget.

Jonas Christoffersen er dr.jur., direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Mikael Rask Madsen er professor og centerleder, iCourts, Danmarks Grundforskningscenter for Internationale Domstole, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Måske bør man få et folkeligt element ind i domstolens sagsbehandling - f eks i form af medvirken af lægdommere, domsmænd, nævninge eller lignende ?

Alvorlige straffesager afgøres jo ofte ved nationale domstole med en sådan medvirken - så hvorfor ikke også i det internationale system?