Kommentar

Regeringen er ikke klar til et opgør med kontrolregimet – tværtimod

Det lyder smukt, når regeringen erklærer at have tillid til de offentligt ansatte og vil sikre afbureaukratisering og forenkling. Men reelt presser og kontrollerer den sektoren hårdere end nogensinde
Debat
2. december 2016

Den nye regeringen har en klar opfattelse af de offentligt ansatte og deres udfordringer i det grundlag, der skal danne udgangspunkt for det kommende regeringsarbejde:

»Vi har tillid til medarbejderne og deres faglighed. Det vil vi vise gennem afbureaukrati­sering og forenkling. I dag spildes for megen energi på kontrol og papirarbejde. Regelfor­enkling skal bidrage til, at medarbejderne i den offentlige sektor får mere tid og fokus på at løse kerneopgaver.«

Formuleringen underbygger fortællingen om, at det største problem i den offentlige sektor er kontrol og bureaukrati, og den læner sig op af manges håb om en afskaffelse af new public management (npm).

Det kunne derfor være nærliggende at have en vis optimisme i behold om, at den kommende regering vil noget godt for den offentlige sektor. Intet kan være mere forkert.

Npm er stærk som aldrig før

For den offentlige sektor skal i den grad holde for – økonomisk og ideologisk. Økonomisk lægges der op til en vækst på 0,3 procent, samtidig med at det såkaldte omprioriteringsbidrag – en indpakning af kravet om toprocentseffektiviseringer årligt – fortsættes.

Reelt ender det med et minus, der i regeringsgrundlaget kombineres med effektivisering, frit valg, konkurrenceudsættelse, fokus på resultater, systematisk benchmarking med mere.

Det er en meget giftig cocktail, der sætter en tyk streg under, at npm ikke kun er en styringsværktøjskasse. Det er først og fremmest en politisk strategi for at ændre og reducere den offentlige sektors størrelse og rolle. Og det er en samlebetegnelse for konkurrence og markedsgørelse: mellem offentlige institutioner og mellem offentlige og private institutioner.

Det er også en ramme, der lægger vægt på markedskontrol i stedet for demokratisk kontrol og på frit valg og forståelse af mennesket som nyttemaksimerende.

Med andre ord byder regeringsgrundlaget ikke på et opgør med npm – men på det modsatte: en fastholdelse og udvidelse.

Velfærdsinstitutionerne udgør en belastning for samfundsøkonomien. Nøgleord bliver konkurrence, produktivitet, kontrol, rationalisering, ydre styring. Det giver ikke mindre bureaukrati, men mere.

Det peger regeringen da også selv på, når den skriver, at programmet for den offentlige sektor »vil indeholde en plan for, hvordan flere opgaver kan sendes i udbud ved brug af obligatoriske måltal«.

Enorme omkostninger

Nu er denne materialisering af NPM-strategierne som bekendt ikke ny. Vi ved derfor en hel del om konsekvenserne. Både de samfundsmæssige og de individuelle.

Stigende social ulighed, fællesskaber eroderes, tilliden til velfærdsinstitutionerne svinder ind, demokratiet undergraves, når markedet vinder frem, både ansatte og borgere oplever sig umyndiggjort, ensomhed, stress, depressioner. Listen er lang.

En sygeplejerske sagde i et interview, at konkurrencen skaber en latent allestedsnærværende trussel og en indgroet frygt for ikke at slå til. Det klinger på den baggrund særdeles hult, når det af regeringsgrundlaget fremgår, at der kan frigøres penge, når offentlige institutioner lærer af hinanden og samarbejder om forskellige løsninger.

Bortset fra at det er en grov nedvurdering af arbejdet i den offentlige sektor at pege på samarbejde og læring som noget nyt, så er det ikke krystalklart, hvordan samarbejdet skal udfolde sig, når hele præmissen er konkurrence og konkurrenceudsættelse.

Der er brug for, at alle gode kræfter samles om en vision, der flytter det ensidige fokus på økonomi og markedet som etikken – til et samfund, hvor vi styrker demokrati, menneskelighed og bæredygtighed. Det er nødvendigt, hvis vi vil udvikle og ikke afvikle et velfærdssamfund med lige adgang.

Vi skal tage kampen

Et afgørende spørgsmål og stridspunkt er netop spørgsmålet om adgang til velfærd. Forringelse af offentlig velfærd vil tvinge de, der har muligheder, til at benytte sig af private ordninger eller tilkøb. Men hvor er bolværket og lederskabet for en anden udvikling?

I fagbevægelsen, der ellers har historisk erfaring med at føre velfærdskampe, er vi alt for defensive. Bæredygtighed og revitalisering af velfærdssamfundets grundlæggende ideer burde være fagbevægelsens samlede mærkesag.

Udviklingen de seneste 20-30 år i den såkaldte modernisering af den offentlige sektor har for længst spillet fallit. Der føres derfor mange kampe, javist. Men der hoppes fra sten til sten; fra tue til tue.

Hver især kan vi drukne i usikkerhed og opgivenhed. Lad os i stedet samle kræfterne, udgøre et lederskab, tage det nødvendige oprør og insistere på at slås for menneskelige og demokratiske forandringer i de offentlige velfærdsinstitutioner.

Dorte Steenberg er næstformand for Dansk Sygeplejeråd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peder J. Pedersen

Hvis en skarp analyse, og en velargumenteret opfordring til at tage kampen op mod NPM, kan få nogen til at vågne op af deres dvale, så er her anledningen. Godt brølt!

Dorte Sørensen, Ervin Lazar, Jørn Andersen, Steffen Gliese, Leif Høybye og Morten P. Nielsen anbefalede denne kommentar

New Public Management er ligeså skadelig og dræbende som tobaksindustrien, omkostningerne for samfundet er dog kun lige klarlagt. NPM skal derfor bekæmpes med samme midler; oplysningskampagner som får folks øjne op for skadevirkningerne og på længere sigt forbud, lovgivning som effektivt sætter stop for dræberen.

NPM skader det enkelte menneske, de offentlige ansatte, samt samfundet som helhed. For de offentlige ansattes vedkommende vil NPM forårsage kortere livslængde pga de relaterede sygdomme såsom stress.

De sociale konsekvenser af NPM politikken, beslutningerne og NPM aktiviteterne er omfattende, der er mange eksempler på patienter som pga travlhed er fejlbehandlet eller/og døde, hvilket er de ekstremt direkte eksempler på følgevirkningerne af NPM. De bedste medarbejderne som før var ansat for at hjælpe de syge, har sagt deres job op. Fraværsprocenten hos sygeplejerskerne fortæller med al tydelighed at NPM er gået langt over stregen.

Bekæmpningen af NPM kommer via de sociale medier, en guide til en sucessfyldt omstilling hen imod menneskelige og demokratiske forandringer i de offentlige velfærdsinstitutioner indbefatter tættere sociale relationer på tværs af de enorme sygehusfabrikker som NPM har skabt. Hvorfor overlade dette vigtige område til politikerne som kun har nedskæringer og derigennem skattelettelser i tankerne?

De danske sygeplejersker er eksperterne, og skal agere som ekspert vidner imod NPM i de danske medier, det er sygeplejerskerne som skal få de sociale ændringer til at ske, få ændret adfærden og ændret politikken på sygehusene, ændringerne vil ikke komme oppefra.