Litteraturforskeren Anders Juhl Rasmussen mener i artiklen »Nu forstår man bedre, hvorfor Peter Seeberg rejste til Berlin i sommeren 1943« (den 10. december) at kunne dokumentere, at Peter Seeberg sympatiserede med nazismen.
Dette begrunder Rasmussen blandt andet i læsningen af en stil skrevet af den 17-årige Seeberg i 1942. Stilen genoptrykkes ligeledes i Information den 10. december.
Skulle det være sandt, at Seeberg var fascineret af Det Tredje Rige, er det en relevant afsløring. Men der skal en usædvanlig skæv læsning af Seebergs stil til for at finde frem til nogen retfærdiggørelse af nazistiske sympatier.
Teksten er vel at mærke forfattet på et tidspunkt, hvor samarbejdspolitikken var den hegemoniske diskurs. Det var en tid, hvor Erik Scavenius i sin tiltrædelsestale som udenrigsminister den 8. juli 1940 kunne udtale: »Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring (…)«. Når man tager Seebergs alder i betragtning, er det egentlig godt gået, at han i 1942 kan være så kritisk over for nazismen.
Seeberg omtaler Hitler som en fanatiker, hvis politik »blev født i en syg mands hjerne«, og hvis »verdensanskuelse var en hævnens og hadets verdensanskuelse«. Hitlers vej til målet er »spækket med lig, rygende brande, stinkende ondskab og ækelhed«.
Han »brød overenskomster (…) under dække af tåbelig løgne«, og han var præget af »djævelsk ondskab og animalitet (…) og barbariske hensigter«. Seeberg skriver, at »Aldrig har en statsmand optrådt mere afskyeligt end han«, og at »der er intet ædelt over Hitler«, som»spyr sine forbandelser ud over jorden«. Afslutningsvis omtaler Seeberg Hitler som en morder og dødemand.
Juhl Rasmussen binder sin påstand om Seebergs manglende afstandtagen til nazismen op på, at Seeberg i stilen også omtaler Hitler som genial. Den argumentation er tynd, for Seeberg har dog ret i, at der skulle mere end blot almindelig begavelse til at forføre et helt folk og føre det frem mod afgrunden.
Seeberg bør ikke af den grund slås i hartkorn med folk, der op til og under Anden Verdenskrig sympatiserede med nazismen.
Men Hitler var ikke genial, han var bare god til at agitere.
Hitler var genial til at samle de rigtige folk om sig. Folk som var dygtige, uden at de var en trussel mod ham. Han kunne også skifte taktik og forfølge et mål.
Hitler var en psykopat, der havde den egenskab, at han kunne formå andre psykopater til at samarbejde.
Hvis Adolf Hitler var genial, hvad kan man så sige om de mennesker, der fandt frem til ham, og gjorde ham til det, han blev.
Sagen var jo, at den netop frigivne krigsfange, Adolf Hitler, meldte sig ind i det lille nationalistiske arbejderparti, DAP (Deutsche Arbeiterpartei). Og der skreg han sit had mod ”Versaillesdiktatet” og Weimarregeringen. Nogle i DAP, som kun bestod af 50 medlemmer, så hans demagogiske talent som deres chance, og gjorde ham til partiets leder. Partiet ændrede senere navn til NSDAP (Nationalsocialistiska tyska arbetarpartiet), og startede sin march mod magten med Adolf Hitler i spidsen.
Man hører aldrig noget om, hvem der støttede Hiltler økonomisk.
Alene et SA korps, der var vokset til 70.000 mand fra 1923 til 1930 og vokset yderligere til 700.000 ved magtovertagelsen i 1933, må have kostet penge.