Klumme

Det er min skyld, at der er blevet så lavt til loftet

Jeg har taget to uddannelser. Jeg synes selv, at det har været gavnligt. For mig, og måske også for samfundet. Men det er nok forskruet
Jeg har taget to uddannelser. Jeg synes selv, at det har været gavnligt. For mig, og måske også for samfundet. Men det er nok forskruet

Tine Sletting

Debat
23. december 2016

Jeg har dårlig samvittighed over det uddannelsesloft, det er klart. Først blev jeg cand.mag. Så var det pludselig ikke nok, så ville jeg også være pædagog. Og hu hej vilde dyr, så spankulerede jeg rundt på den nedslidte linoleum på Frøbelseminariet. Med studiekort, kompendier og UCC-brugernavn. For statens, nej, skatteydernes, nej, dine penge.

Det er folk som mig, regeringen må forsøge at bremse. Vi vælter ind på uddannelserne alene med det formål at rage til os. Undervisning, vejledning, eksaminationer. Kaffe til seks kroner koppen.

Det var et slaraffenland, det kan jeg godt se nu. Sjov og ballade og diskussioner om social ulighed. Åh, det føltes godt, da det stod på. Men nu. Nu fortryder jeg. J’accuse mig selv. Uddannelsesloftet er min skyld.

Jeg laver sjov. Lidt, i hvert fald. Det er klart. I virkeligheden er der ikke noget sjovt ved uddannelsesloftet.

Jeg har raget en pædagoguddannelse til mig, jeg har brugt af statens penge. Jeg tænkte en del over det undervejs – jeg skrev til Undervisningsministeriet for at finde ud af, hvor mange penge det drejede sig om. Pædagoguddannelsen viste sig at være den billigste uddannelse at tage på det niveau, jeg kostede vist omkring 100.000 kroner.

Men selv om uddannelsen er relativt billig, så er den ikke gratis. Og jeg er ikke blevet ansat som pædagog. Ikke endnu, i hvert fald. Jeg har skrevet en bog om børns hverdag i daginstitutioner, og jeg har undervist sårbare unge i kreativ skrivning. Intet af det var sket, hvis ikke det havde været for uddannelsen. Og intet af det var sket, hvis ikke jeg havde haft min lange, videregående uddannelse i forvejen.

Men hvad er det værd? Det er en god bog, jeg har skrevet. Og de sårbare unge, jeg underviste i skrivning, udviklede sig på måder, som jeg slet ikke betvivler værdien af, hverken for dem selv eller samfundet. Men hvad er det værd? Er det 100.000 kroner værd? Det er svært at sige.

Det er svært at sige, hvad der ellers med tiden kan komme ud af min dobbeltuddannelse. Udover at det som nævnt var berigende for mig selv – men så er vi jo tilbage til mig og min lange snabel direkte ned på bunden af skattekisten. Vi uddanner jo ikke folk for deres egen skyld. Velfærdsstaten er afløst af den sociale investeringsstat. Velfærd er ikke et mål i sig selv, den har et formål. Velfærd skal kunne betale sig.

Der er bedre historier end min, når man skal argumentere for, hvorfor uddannelsesloftet er noget lort. Men jeg har ikke andre. Jeg er taknemmelig for, at jeg kunne få lov til at tage en uddannelse mere, og jeg betragtede mig selv som et aktiv for uddannelsen, mens jeg var der.

Men det er måske også forskruet. Skulle de studerende nu være et aktiv for uddannelsen? Nej, det bliver også for bagvendt, det kan jeg godt se. Et aktiv for hinanden, så? Er det også noget sludder? Sikkert.

Jeg tog uddannelsen på et tidspunkt, hvor mit overskud kunne ligge på et temmelig lille sted, og hvor jeg havde brug for en kursændring. Jeg kunne også have taget et par år med meget lav indtægt og dagpenge. Jeg ved ikke, om det havde været billigere for staten. Måske.

Jeg er virkelig glad for, at jeg fik de år. Fik lov til at blive klogere, til at kvalificere og perspektivere det, jeg havde lært på min første uddannelse. Mellem de to uddannelser er opstået et krydsfelt af viden og erfaringer. Og jeg tror selv på, at det kommer samfundet til gavn. At det allerede har gjort det, og at det vil gøre det igen.

Uddannelsesloftet skal afværge, at min historie gentager sig. Det er folk som mig, der skal bremses. Er det nødvendigt? Er det klogt? Jeg ved det ikke. Jeg er bare ked af, at der nu bliver så lavt til uddannelsesloftet, at andre ikke som jeg kan rette ryggen, se sig omkring og få øje på nyt – og måske med tiden betale tilbage i en eller anden form.

Julie Top-Nørgaard er forfatter.

Klummen er udtryk for forfatterens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

De skattelettelser finansierer jo ikke sig selv, vel!

Folketinget er fyldt med medlemmer som selv har shoppet rundt på må og få i uddannelsesudbuddet!
Jeg kan komme i tanke om adskillige som har mere end 1 uddannelse på deres CV. Det kan naturligvis være oppustet i enkelte tilfælde, man ved aldrig. Alligevel bliver det ren skandale at man spærrer vejen for det som de siger vi skal leve af i fremtiden. FØGH!

Carsten Wienholtz, Jørgen Dahlgaard, Kurt Nielsen, Torben Skov, Birte Andersen, Flemming S. Andersen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Spar alle uddannelser væk, og giv os en pjece i stedet, om hvordan vi henter udbytte skat og andet UD af fælleskassen. Vi er jo ikke alle inviteret med i vidensdelings klubben politikerne sælger billetter til, så vi kender nok ikke alle mulighederne endnu.

Det skal hedde sig at danskerne skal bedrer uddannes, hvorefter der arbejdes på at indføre et uddannelses loft.
Som det går med stillingerne i skat kunne der måske nok være noget om behovet for bedrer uddannelser, men måske burde man starte med noget opdragelse på DJØF delen. Moral, anstændig og ansvarlighed synes at være en mangelvare.
Skolereformen kom jo ud af en grundide om opdragelse. At jagte 800 millioner til skattelettelser fra borgerne, mens milliarderne bogstavligt fordamper fordi de holder låget til kassen åben.
Det vidner ikke om anstændighed, moral eller ansvarlighed. Det tyder ikke på den rette opdragelse.

Kurt Nielsen, Birte Andersen, Flemming S. Andersen og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar

John Christensen, den shoppetur kan man jo stadig foretage, sålænge man sørger for bare ikke gøre noget færdigt. Det er så latterligt, at det er til at græde over.

Carsten Wienholtz, Jens Kofoed, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, John Christensen, Torben Skov, Birte Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Flemming S. Andersen, Lise Lotte Rahbek og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Må tilstå jeg også er en af de formastelige - min undskyldning er at på den tid var det politiske ønske at hvis ikke der var job dér hvor man befandt sig - så måtte man værs'go' tage en anden uddannelse!
Da var det et krav, - bonussen var at det gav social status ☺

Mads Kjærgård, Liliane Murray, Kurt Nielsen, Birte Andersen, Flemming S. Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

To uddannelser er ingen garanti for kritisk sans. 100.000 kr er nok nærmere den årlige udgift for pædagoguddannelsen, der samlet tager 3 1/2 år. Hertil udløser det en kvart million i SU minus lidt praktik løn.
Alt i alt svarer det til den fulde skattebetaling for et år for 6-7 ufaglærte.

Så længe vi kan bevare monarkiet, købe jagerfly og sikre vores dejlige ministre nogle fine ministereftervederlag, så er jeg glad!

Liliane Murray, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvordan vil regeringens målsætning om at erhvervslivet skal have kvalificeret arbejdskraft 'on demand' så opfyldes?

Mads Kjærgård, Torben Skov, Birte Andersen, Flemming S. Andersen, Carsten Mortensen, Christel Larsen, Torben Kjeldsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Steffen Gliese,
Er du sikker på det? For så er det til grin!

Hvis besparelsen ved uddannelsesloftet blev brugt til at forbedre SU'en , ville det være fint.

SU'en er p t en tand for beskeden - men der er vist mange ( kvalificerede og ukvalificerede) meninger derom ?

@ Kristian Rikard

Den er nu god nok. Det er muligt at påbegynde en ny uddannelse hvis du dropper ud på 5. semester. Men igen, der ER jo i forvejen loft over SU'en idet man alene kan få SU i 5½/6 år. Så deet...

God jul alle.

Mads Kjærgård

Ja tænk engang var der noget, der uddannelsesydelse! Hvad blev der af livslang læring? Står det ikke i Lisabon traktaten?