Det er 25 år siden, jeg sidst var i Rusland. Jeg var kommet for at give mit besyv til at genoplive den russiske venstrefløj i de kaotiske første dage af Boris Jeltsins økonomiske reformtid. Nu, en halv generation senere, taler jeg for en sal fuld af mennesker, der ønsker at diskutere, hvordan vi kan erstatte kapitalismen med noget bedre. Denne gang har vi noget til fælles: Nu ved vi, hvordan det er at opleve et system, der engang så ud til at skulle bestå for altid, bryde sammen.
Siden jeg kom, har næsten alle, som har villet lytte til mig, enten været engangeret i moderne kunst eller filosofi. De journalister, der har interviewet mig, skriver primært for små kulturelle magasiner. Disse publikationer er nogle af de få sikre intellektuelle rum i Rusland, hvor kritisk tænkning endnu kan finde sted.
Siden Putin stjal sig til en valgsejr i 2011 og slog den efterfølgende protestbevægelse ned, har de unge oppositionelle, der deltog i den, forskanset sig i vred tavshed.
Det er ikke nyt for russiske intellektuelle. Lenin blev arresteret i 1887 for at anføre en studenterrevolte og måtte de næste 30 år gå under jorden eller kæmpe fra eksilet. Bolsjevikkerne undertrykte ytringsfriheden og den politiske opposition i yderligere 70 år. Som Ruslands kapitalistiske oligarker gør i dag.
I lyset af så tung en arv kan man spørge: Hvorfra henter de russiske kunstnere, filosoffer og journalister deres tro på, at forandringer er mulige?
Det korte svar er: De har gennemlevet det moralske og fysiske sammenbrud for noget, der engang syntes permanent: Sovjetunionen.
Alexei Jurtjak, antropolog ved University of California, fortæller om denne begivenhed i en bog, hvis titel taler for sig selv: Alt bestod for evigt, indtil det ikke var her mere. Jurtjak er fascineret af den omstændighed, at selv om ingen forudså kommunistregimets fald, da det skete, forstod mange mennesker, at de i deres hjerter hele tiden havde foregrebet, at det ville ske.
Bevidsthedsskred
I Perestrojka-tiden under Gorbatjov oplevede mange mennesker et bevidsthedsskred, efterhånden som den erkendelse, at systemets undergang kunne forestå, bredte sig. Indtil da havde de fleste mennesker opført sig, talt og endda tænkt, som om det sovjetiske system var et tusindårsrige. Og selv om de var blevet kynikere uden illusioner, blev de ved med at deltage i parader og massemøder og alle ritualer, staten pålagde.
Siden Trumps sejr i november 2016 er det blevet muligt at tro på, at en lignende kollaps vil ske i Vesten for den globaliserede kapitalisme og dens neoliberale værdisystem. Også vi har i 30 år levet under et økonomisk system, der proklamerede sin egen permanens. Globaliseringen var en uafvendelig og naturlig proces. Fri markedsøkonomi var naturens orden.
Men når det land, der har udformet globalkapitalismen, udbredt den og draget størst fordel af den, pludselig stemmer imod den, må vi forholde os til muligheden for dens undergang. Samtidig må vi forholde os til – hvilket kan være chokerende, hvis man er en humanistisk demokrat – at den oligarkiske nationalisme kan blive standardregimet for nødlidende økonomier.
Kaotisk omstilling
Da Jeltsins hårdhændede privatiseringspolitik udløste armod og sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne, så jeg et russisk samfund styrte i kaos. Vi holdt møder i den stalinistiske akademiske verdens forladte faciliteter, blandt kasserede sovjetiske lærebøger, Lenin-buster og notater fra møder i et parti, der ikke længere fandtes. Der var vold i gaderne og tyveri i bestyrelseslokalerne hos Ruslands ressourcemonopoler, hvor den stærkeste kleptokrat fik ejerskabet.
I forhold til 1990’erne lignede putinismen en forløsning. Putins periode bragte vækst – for en tid – og orden og national stolthed, men på bekostning af diplomatisk isolation og undertrykkelse af demokratiske rettigheder.
Nu vokser der mini-Putiner frem overalt: Ungars premierminister, Viktor Orbán; Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan; den muligvis kommende semifacistiske franske præsident, Marine Le Pen.
Hvis Vesten føjer disse ledere og synker ned i økonomisk nationalisme, vil alle under 50 år blive rystet af et ideologisk chok, som russerne blev det sidst i 1980’erne.
I økonomi, statskundskab og studiet af internationale relationer har det i årtier været den almindelige antagelse, at den nuværende orden er permanent. Som de sovjetisk uddannede akademikere må vi til at skrive lærebøgerne om, skulle globaliseringen vise sig blot at have været midlertidig og reversibel.
Fraværet af idealer
Der er dog én en stor forskel. Dissidenter i slutningen den sovjetiske æra kæmpede for demokrati og menneskerettigheder, hvis ideal de sammefattede under begrebet ’Vesten’. Men hvis den fremmedfjendske populismes triumf bliver universel, vil der ikke være et ’Vesten’ at stræbe efter. Hvis det liberale, demokratiske samfund begynder at gå den vej, som allerede Orbáns Ungarn er gået, vil der ikke være nogen ydre magt til at hjælpe os.
Vores sidste håb vil være os selv. Og vi er nødt til at tro på, at vi kan være mange nok til at hindre, at dette andet store kollaps afløses af oligarkier og nationalisme. Vi er netværksforbundne, bevidste, veluddannede og – indtil videre – psykisk robuste. Og når vi skal mobilisere og samle styrke til modstand, kan vi lære meget af dem, der må det samme i Rusland.
Den unge generation af Putin-kritikere bærer muligvis en overfrakke af kynisme, træthed og abstraktioner. Men de har en diamanthård tro på forandringer.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Det går op. Og det går ned.
I de kommunistiske samfund som i de kapitalistiske.
Faktisk er der kun et tilbage i den første kategori, eg. Nordkorea. Kina, Vietnam, Cuba er på vej til markedsøkonomier, som også Putins Rusland er det.
Hvad så med Trumps USA, er det på vej til ... kommunismen, måske?
Næh vel? Det er lutter bedrag fra de konservastives side, det er lokkemad for pøbelen og de våbenstærke, vil jeg mene.
Ind imellem ligger så et EU, der må kaldes en blanding mellem de to poler. Vil det ogå gå nedenom og hjem i de kommende år og miste attraktioneb, der får flygtninge til at søge hertil?
Næppe, for det er så herligt et pluto-demokratisk samfund med fælles værdier skabt på basis af utallige småkrige plus de to store.
Paul Masons artikel er en god inspiration til at få redt trådene lidt bedre ud efter USSRs kollaps. Men at sammenligne det med Vestens mulige nedbrud, det er godt nok for naivt.
Verden er vidunderlig og hænger sammen i moderne tid på grund af en enkelt faktor: De frie markedskrlfter ...
Det er meget svært at spå om fremtiden. Men et er klart at Euroen kan ikke holde. Tysklands økonomi fungere ikke sammen med de andre lande.
Dissidenter i slutningen den sovjetiske æra kæmpede for demokrati og menneskerettigheder, og må modsvare de foragte i Alternativet.
Endnu en højsang for globaliseringen uden nogen konkretisering.
Og liberale demokratier som bærende element.
Dong, velkommen til verden som den er.
Hej
I oversættelsen savner jeg orignaltitlen på "Alt bestod for evigt, indtil det ikke var her mere," af Jurtjak.
For jeg kan ikke finde den med de forhåndenværende oplysninger.
Mvh
Thomas
Flemming S. Andersen, du har ikke læst artiklen ordentligt.
@Thomas Jensen. Prøv at Google Alexei Yurchak, så finder du hurtigt frem til bogen.
Hej @Steen Sohn,
Jeg prøvede forskellige stavemåder uden at ramme.
Tak for hjælpen!
Mvh
Thomas
Andres Lykke Jensen
Jeg kan ikke ser der er meget at tage fejl af:
"Der er dog én en stor forskel. Dissidenter i slutningen den sovjetiske æra kæmpede for demokrati og menneskerettigheder, hvis ideal de sammefattede under begrebet ’Vesten’. Men hvis den fremmedfjendske populismes triumf bliver universel, vil der ikke være et ’Vesten’ at stræbe efter. Hvis det liberale, demokratiske samfund begynder at gå den vej, som allerede Orbáns Ungarn er gået, vil der ikke være nogen ydre magt til at hjælpe os."
Politisk burde demokrati stå for en slags idealisme for et samfund beståen, ikke nødvendigvis hvor alle er lige, men alle har et ideologisk tilhørsforhold til af værdimæssig natur, for alles ret til livet i samfundet, og en del af de goder samfundet kan præstere, samt demokratiet jævnlig er til "eksamen" ved de valg der afholdes, som borgerne kan stemme frit til på de kandidater de tror på.
Modpolerne er vel diktaturer og anarkisme, hvor alt er styre eller ingenting er givet.
Ser vi på vor egen lille andedam, er det snart svært at få øje på meget demokrati der er tilbage, som fortrængt af magten for tillukketheden overfor demokratiet, og hvor det postfaktuelle har grebet snart enhver politiske ideologisk politisk retning her til lands.
Sandheden hos politikerne såvel overfor borgerne som i selve folketinget har yderst trange kår i disse år, - og det er jo ikke statshemmeligheder alt sammen.
Generelt kan man vel med god ret hævde, at den der har magt også søger endnu mere magt, - men problemet er vel så, at demokratiets plads bliver beskåret langsomt mere og mere, sådan som vi ser det i dag.
Mørklægningsloven er ved det stærkeste eksempel på nedbrydningen af demokratiet, for uden åbenhed eller blot beskåret åbenhed, som mørklægningsloven giver ikke mulighed for indsigt i det politiske redelige i landets styrelse.
I sidste ende er det trods alt det som borgerne sidenhen skal vurdere de politiske partier på, og afgive sin stemme på dem de tror mest på, - men når grundlaget er falsk, så bliver resultatet også falsk, og dermed er demokratiet kun en kulisse for et falsk teaterstykke i Danmark.
Den ekstreme liberalisme vi i dag ser i Amerika handler alene og primært om de fås ret i det politiske establishment, og kulisserne til teaterstykket - "valg af præsident engang hvert 4. år"!
Den økonomiske Darwinisme syntes at have overtaget styringen, og resten må forvalte sig derefter, for kun ejerskab til rigdom giver mulighed for medbestemmelse af fremtiden, der så til gengæld hovedsagelig handler om hvordan skaffer vi os selv mere rigdom.
Oligarkerne i Rusland har vist allerede opnået dette som et sidestykke til Amerika, - javist hedder præsidenten Putin, og er en slet fyr, men konstellationen syntes at være den helt samme, - resten af samfundet er ligegyldigt, da de ikke har vor status og pengene til indflydelse.
Vi i Danmark, nå ja, Europa for den sags skyld også, er godt på vej hen i samme retning, - mere og mere magt koncentreret ligesom pengene også syntes at skulle politisk fordeles til færre hænder, som vi kalder "markedet", ganske vist til tonerne af at "markedet" vil hele samfundet det bedre, men den illusion har ingen gang på jord, for "markedet" vil fortsat det samme som "markedet" altid har villet - tjene til sig selv og kun til sig selv.
Vi har snart ikke nogen værdier tilbage for et demokrati, som et sammenhængende samfund er eller har interesse i, det syntes opslugt af ganske få værdier, og disse kan gøres op i mængden af penge den enkelte ejer for sin status overfor andre, og den tilhørende magt der følges med denne status og anseelse i omgivelsernes øjne, for individet ejerskab.
Fortsætter vi i det spor uden ændringer, så vil der ikke være noget sted i verden der findes noget demokrati om f.eks. 50 år, et demokrati med værdier for alle mennesker, - tja, måske bliver det som i det gamle Rom - nogle bliver ofret for andre kan underholdes!?
Det er helt fint med politiske -ismer. Men jeg synes helt man glemmer realøkonomien.
Det daværende Sovjetunionen kollapsede ikke mindst af økonomiske årsager.
Selv i dag ligger Rusland på ca. 20% i indkomst pr. capita i forhold til f.eks. Danmark!
@ Kristian Rikard
Om et land kollapser af den ene eller anden økonomiske årsag er vel helt ligegyldigt.
Den daværende Russiske ledelse levede jo fint og uden økonomiske problemer, men som du selv påpeger, så kollapsede landet økonomisk alligevel.
Sker det samme igen med og under oligarkernes styre(de få lever svine rigt og styrer), så ændrer det vist ikke meget i længden.
Kommunismen og Sovjetunionen kollapsede på grund af elendige og forstenede ledere, samt et folk som troede, at middelstandsindkomsten var en naturret. Kapitalismen og den Vestlige demokratiform vil kollapse på grund af elendige og korrupte ledere, samt et folk som tror, at middelstandsindkomsten er en naturret. En dag bliver folket ansvarlig og solidarisk igen.
Et særligt problem, som anskueliggøres i ovenstående artikel skrevet af en liberal dissident og i egen forståelse intellektuel, er denne 'den ytrende klasses' samfundsmæssige asolidaritet.
Bill Atkins: Hvorfor nævner du kun "elendige og forstenede ledere" i USSR? Hvad med det grundlag, de regerede på - et-partisystemet, planøkonomien osv.?
Hvad med kapitalismen, er den ikke kollapset mange gange i den kommunistiske hellige doktrin? Sidste gang - mener jeg - var i 2008??
Pyh ha, hvor du må have det svært, når det går godt - og herligt, når det går galt ;-)
Prøv engang en kvart Nelson - drej hovedet lidt mere mod vest og prøv det af - det fordømte pengeværk.
Nu er det jo snarere oligarkiet, der risikerer at kollapse til fordel for et egentligt demokrati.
Hans Jørn Storgaard Andersen, det du kalder "et-partisystemet" er den samfundsforordning, at der ikke eksisterer privatkapitalisme. Den pluralisme der findes i privatkapitalismens økonomiske diktaturer og som du hylder, er reelt fraktioner inden for det privatkapitalistiske diktatur. De samme fraktioner kan findes inden for det kommunistiske demokratiske system. Ja rent faktisk var de socialistiske samfundseksperimenter langt mere varierede i den socialistiske verden end under kapitalismens lagdeling efter BNP.
Desværre blev det militære pres på Sovjetunionen, som var den kommunistiske verdens industrielle omdrejningspunkt, så økonomisk belastende (45% af BNP) at disse eksperimenter blev voldsomt nedtonede.
Bill Atkins: Du har et problem med virkelighedsfornægtelser ...
Jeg orker ikke at fortælle dig, hvad der er sket, hvad der er et faktum.
Kommunismen døde i 1989 for nu at vælge et spektakulært år med Berlinmurens Fald.