Klumme

Det er svært at være rebelsk rapper, når Trump er verdens største rockstjerne

Engang kunne de kulturkritiske slå løs på samfundet uden at være bange for at få noget værre i stedet. I dag har hyldesten til bruddet, provokationen og skandalen fundet sin forløser: Hans navn er Donald Trump
Engang kunne de kulturkritiske slå løs på samfundet uden at være bange for at få noget værre i stedet. I dag har hyldesten til bruddet, provokationen og skandalen fundet sin forløser: Hans navn er Donald Trump

Chris Pizzello

3. december 2016

Kanye Wests sammenbrud er en kulturhistorie. Den amerikanske stjerne gjorde til en koncert San José dét, som rockstjerner altid har gjort: Han sagde det mest skandaløse, han provokerede og hyldede oprørerne. Men hans publikum jublede ikke, de buhede ad ham.

For Kanye Wests hyldest til rebellen og bruddet var nemlig en hyldest til Donald Trump:

»Der er noget, jeg godt kan lide ved Trumps kampagne,« sagde West:

»Hans metoder, hans ikke-politiske måde at tale på – jeg oplever det som meget futuristisk.«

West oplever også sig selv som meget futuristisk. Han har tidligere sammenlignet sig med Jesus og fremhævet sig selv som en lederskikkelse:

»You see it’s leaders and there’s followers / But I’d rather be a dick than a swallower,« som han synger.

Og det er rigtigt i formen: Trump brød med den etablerede måde at tale om politik på, han udvidede grænserne for det mulige og det umulige og bragte en ny radikalitet ind i politik. En politisk oprører.

Men problemet for West er indholdet: For Trump står på mange måder for alt det, som West og hans tilhængere er imod. Racisme, diskrimination, mure omkring landet.

Det er ikke nemt at være rebelsk superstjerne, når den form, man tilbeder, praktiseres af én, hvis program man foragter.

Kanye West blev efterfølgende indlagt på hospitalet med et nervøst sammenbrud.

Læs også: En stjerne falder

Det er en personlig historie, men det står også som kulturkritikkens skæbne. Vi har et virvar af venstreorienterede teorier for en mere retfærdig verden, som hylder ’det subversive’, ’interventionen’, det radikale, det omstyrtende og det grænseoverskridende som det frigørende i sig selv. Alt det, der virker destabiliserende på det etablerede samfund, bliver dyrket som noget godt.

»Every tool is a weapon – if you hold it right,« lyder en linje fra en sang af Ani diFranco, der står som motto for den kapitalismekritiske bestseller Empire af Toni Negri og Michael Hardt. Det destruktive, våbnet, er noget positivt, fordi det må være rettet mod den etablerede orden.

Antagelsen for den kulturkritik er, at man kunne slå løs på samfundet uden at være bange for at få noget værre i stedet. I årtier, ja måske endda et århundrede, har ’det etablerede samfund’ for progressive været noget, man naturligvis var imod. Man behøvede ikke argumentere for, at det ’etablerede’ var et skældsord.

Og hvis man endelig skulle, kunne man pege på ødelæggelsen af klimaet. Vi vidste, vi var i gang med at ødelægge de næste generationers livsbetingelser. Og alligevel blev vi ved.

Man kunne pege på udstødelsen af alle dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Den langsomme, men sikre reduktion af deres ydelser, deres rettigheder og deres værdighed. Ledige bliver jagtet af socialstaten og frabedt i kontaktannoncer.

Man kunne også nævne, at det etablerede samfund sikrede, at den middelklasse, som lånte penge til nye boliger i årene inden finanskrisen, mistede alt, hvad de ejede. De blev hjemløse. Hvorimod mange af dem, der lavede de syntetiske finansprodukter og udstedte de risikable lån, bare blev endnu rigere efter krisen.

Og så har vi slet ikke nævnt den himmelråbende urimelige globale ulighed. Det vigtigste valg i livet er stadig et, man ikke selv træffer: Nemlig om man bliver født i et af de lande, som folk flygter til, eller et af de lande, som folk flygter fra.

For ethvert solidarisk og indigneret menneske var det etablerede noget svineri. Og det var en god modstander, for vi troede jo på, at man kunne slå løs på det etablerede liberale samfund uden at være bange for, at det gik i stykker.

Men nu ser vi subversive og radikale kræfter over hele den vestlige verden, som truer med at ødelægge det liberale fundament for hele vores samfund. Og vi håber på, at de etablerede institutioner er stærke nok til at begrænse Donald Trumps muligheder for at underminere Paris-aftalen og forene sit forretningsimperium med sin position som den frie verdens leder.

Det subversive er blevet farligt for progressive, og det etablerede samfund ligner det bedste, vi kan få. Risikoen er naturligvis, at de progressive igen bliver konservative og forsvarer alt bestående, fordi alternativerne er for uhyggelige.

Men uretfærdighederne er ikke forsvundet, og urimelighederne bliver ikke rimelige, bare fordi de andre er værre. Det eneste progressive forsvar for det bestående er en kritik, som bygger op, snarere end at rive ned. Og bliver ved med at minde om, at det bedste ved det liberale demokrati er, at det altid lover mere, end det kan holde. Frihed, lighed og broderskab er stadig den stærkeste utopi. 

Rune Lykkeberg er chefredaktør ved Information

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, Kanye West er åbenbart blevet overhalet indenom af Trump og har fået et nervesammenbrud. Bortset fra det vil Trump gøre "America great again", det er da opbyggeligt.