Klumme

I en tid med katastrofer, bliver julemærket et juledilemma

Er det i orden at sende penge til julemærkehjemmene, der bruger kræfter på danske børn, der har spist for meget, når pengene kunne redde små udmarvede børn andre steder i verden fra at dø af sult?
12. december 2016

Nu' det jul igen, igen. Og dermed er det også juledilemmaernes tid igen, bare lyt til Mads og Monopolet på P4: Hvem skal være hvor juleaften, og hvorfor absolut ikke, og vi plejer da, osv. osv. …

Jeg har også selv et juledilemma, dog af en noget anden art. Og strengt taget er det slet ikke noget juledilemma, det eksisterer året rundt. Men det bliver ekstra aktuelt, nu hvor julen nærmer sig. Det handler om julekort, eller mere præcist om julemærker. Der ikke sælges særlig mange af længere. For ærlig talt – hvem tænker i dag på at sende julekort? Med posten?

Det går ud over julemærkehjemmene, som stort set er privatfinansierede. Så mit dilemma lyder i al sin enkelhed: Kan jeg tillade mig at støtte julemærkehjemmene økonomisk?

Kan man det i en tid med flygtninge, katastrofer, sult, uoverskuelige rædsler ikke så langt fra vores lille Danmark?

Jeg har faktisk gjort det nogle gange – sendt et pænt beløb til julemærkefonden. Men i al hemmelighed. Jeg har ikke turdet sige det til nogen, for ærlig talt, hvad så med alle de andre, uendelig mere kvalificerede nødråb? Fra Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Læger uden Grænser, Amnesty, Unicef og så videre?

De girokort har jeg mest lyst til at sende direkte i papirkurven. Det gør jeg selvfølgelig ikke, jeg sender pligtskyldigst et beløb til de fleste af dem, jeg ved jo, hvad det handler om.

Det føles bare helt anderledes med julemærkehjemmene. Dem har jeg lyst til at støtte. Ikke af pligt, men netop af lyst. Selv om det lyder som en luksus i disse tider … sende penge til nogle julemærkehjem?

Men det handler jo om børn. Børn, der står på venteliste til 10 uger på et julemærkehjem. Mest overvægtige børn, med deraf følgende problemer: Børn, der bliver drillet, mobbet; børn, der har svært ved at få kammerater; børn, der føler sig udenfor. Børn, der har mistet livsmodet.

Efter 10 uger på et julemærkehjem har de ikke bare smidt så og så mange kilo, men også fået selvtilliden tilbage. Jeg har selv prøvet at være den tykke pige i klassen, og jeg synes, at julemærkehjemmene er et smukt, for ikke at sige genialt koncept.

Og så er det overskueligt, i modsætning til alt det der sker rundt omkring. Min fantasi fejler ikke noget, lidelserne, overgrebene, grusomhederne, afsindigheden i alt det, der sker i verden i denne tid – jeg magter det ikke. Den store verden er alt for stor og uoverskuelig, den er for langt fra mig. Så langt, at rædslerne bliver upersonlige, uanset billederne på skærmen – som jeg ikke kan holde ud at se, jeg skynder mig at slukke.

Hver gang, jeg skriver et tal på et girokort, så ved jeg, det er en dråbe i havet – et dybt, sort, uendelig sort hav, med eller uden gummibåde. Et hav, som får mig til at sætte pris på min høje alder: Jeg når sandsynligvis ikke at opleve, at den sorte bølge også rammer mig selv. Men verden er ved at kæntre, og jeg kan ikke holde det ud.

Anderledes med julemærkehjemmene. Dér ser jeg, at noget er muligt, og at jeg kan være med til at gøre det muligt. Jeg ser børn, der har fået et nyt liv i en ny krop. Glade børn, der løber rundt og leger og slås for sjov – og lærer noget. Lærer at være i kontakt med andre børn, lærer at passe på sig selv, lærer at sige fra. Lærer at mærke det menneske, de er inderst inde.

Jeg ser børn, der har fået deres værdighed tilbage; børn med ressourcer; børn, der har en fremtid. Til gavn for dem selv – og for os alle sammen: Måske bliver det netop dem, som med deres dyrekøbte erfaringer vil være med til at gøre verden til et bedre sted at leve i. Når jeg tænker på julemærkehjemmene, kan jeg mærke, at der er håb.

Og så kommer det igen, mit juledilemma: Sende penge til et sted, der bruger tid og kræfter på danske børn, der har spist for meget – når de samme penge kunne redde så og så mange små udmarvede børn andre steder i verden fra at dø af sult? Kan man det?

Jo, det kan man godt. Bare man holder det lidt for sig selv.

Maria Marcus er forfatter

Klummen er udtryk for forfatterens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Det er billigere at 'gå selv' eller putte penge til julegaver til de fattige, vi stadig har iblandt os, i en raslebøsse end at benytte de fremsendte girokort fra PostNord til formålet. Og så er det samtidig lettere at 'holde for sig selv', hvilke nødlidende ngo'er, man støtter med sine bidrag i anledning af den tilstundende højtid.

Juledilemmaet eksisterer ikke kun til jul, og der er ikke kun tale om, ét – med al den nød og elendighed menneskene skaber for hinanden året rundt ,er der kun tilbage for den enkelte at gøre, for ikke at gå helt i stykker, lige at se efter, om der nu også bliver råd til et par klejner bagt i smør i år – resten er luksus overforbrug, og det er jo noget skidt, fabler de skinhellige om …

Henrik Brøndum

Heldigvis er det de politiske systemer der holder hånden under mennesker i nød. Ligegyldig hvilken god sag der er tale om støttes den også med skattemidler - og der sidder så en søvnig teknokrat som jeg - der alligevel bemærker hvis de private donationer går op - og der kan holdes igen med skattemidlerne. Så afskaf trygt dette dilemma der mest skrives om i avisen - og nyd hvordan lidt godgørenhed glæder dit hjerte. Hvis du undgår nogle af de allermest griske godgørere - er du godt på vej.

Det at være i stand til at give-lidt eller meget -til mange eller få, skal man som voksen nok være glad for at kunne.
Alt hvad der gavner et andet menneske herunder børn bør man kunne gøre uden at skulle stå med dårlig samvittighed eller stå til regnskab. Ingen er fuldkomne, men det er nu rart(begær eller ej) at kunne se en Hus forbi sælger i øjnene når man trods alt køber ind imellem, og det samme her med Julemærkehjem.

Livet er fuld af dilemmaer.
På den ene stue på hospitalet er der behandling mod barnløshed, på den anden bliver der foretaget aborter.
Tykke børn og sultne børn er to forskellige problemer. Hvem man hjælpe (om nogen) er om til ens samvittighed. Interessant er der mange hjælper en sag, der er "tæt på".
En nærtbeslægtet person fik konstateret MS for nogle år siden. Hvilket har betydet jeg har givet penge til scleroseforeninger. Tilsvarende støtter jeg sager, som mine bekendte brænder for. Personlig foretrækker jeg projekter i nærområdet.