Kronik

Vil Trump tackle Nordkorea?

Den Koreanske Halvø omtales som det mest sprængfarlige sted i Østasien. Med valget af Donald Trump kan det nuværende politiske dødvande omkring Nordkorea måske brydes. Men bliver det en militær tilgang, intensivering af sanktionerne eller tilbagevenden til forhandlinger?
Styret i Pyongyang er overbeviste om to ting: For det første at de er truet på livet af USA, og for det andet at landets atom- og missilprogram har forhindret USA i at gennemføre planen om regimeændring. Billedet er fra Nordkoreas hovedstad Pyongyang og er taget under et besøg i 2013, hvor det dog kun var muligt at beskrive den del af Nordkorea, som styret ville vise.

Styret i Pyongyang er overbeviste om to ting: For det første at de er truet på livet af USA, og for det andet at landets atom- og missilprogram har forhindret USA i at gennemføre planen om regimeændring. Billedet er fra Nordkoreas hovedstad Pyongyang og er taget under et besøg i 2013, hvor det dog kun var muligt at beskrive den del af Nordkorea, som styret ville vise.

Peter Hove Olesen

31. december 2016

Nordkorea gennemgår i disse år en ofte overset forandring. Den nye forfatning slår fast, at »staten skal beskytte privat ejendom og ved lov garantere retten til at arve den«.

I år er det private boligmarked blevet introduceret, og på statsbudgettet kom rekordhøje 23 procent fra »lokale kilder«, der er et udtryk for private foretagender.

Hele brancher fra restauranter til transportsektoren er ved at blive præget af private aktører. Den gennemsnitlige nordkoreanske familie menes i dag at få hovedparten af sin indkomst fra den private økonomi, nyrige købmænd er opstået, og hundredvis af nordkoreanere studerer på business schools i bl.a. Singapore.

Engelsk er i dag et skolefag og så populært, at mange bedrestillede hyrer privatlærere til deres børn, selv om der i Nordkorea stort set ikke findes engelsksproget litteratur eller mulighed for at rejse til engelsktalende lande. Men nordkoreanerne har forventninger om en åbning mod verden.

Vi kan dog ikke automatisk forvente en økonomisk udvikling som i Kina og slet ikke den i Vesten udbredte forestilling om, at økonomisk liberalisering i sig selv vil føre til et liberalt politisk klima. Nordkorea er først og fremmest et konfuciansk land: Man affinder sig med sin skæbne, grænserne for ens muligheder og sociale status.

USA spiller en afgørende rolle for udviklingen på Den Koreanske Halvø, og dets præsident er tvunget til at forholde sig til det delte Korea som et af de væsentligste internationale konfliktområder overhovedet.

Burger med Kim Jong-un

Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, har om forholdet til Nordkorea udsendt en række forskellige signaler. Han har udtalt, at den unge leder i nord nok er forrykt, men at man alligevel må give ham en vis kredit for i en meget ung alder at have magtet at overtage og styre landet efter sin fars død. Det var der ikke mange, der kunne gøre ham efter, mente Trump.

Han har også antydet, at han kunne mødes med Kim Jong-un over en hamburger og samtidig få drøftet de reelle problemer.

Nordkorea blev nærmest jævnet med jorden under Koreakrigen. Der har været våbenstilstand siden 1953, men ingen fredsslutning, og i alle disse år har der reelt været undtagelsestilstand med henvisning til den uafsluttede krig.

Tilstanden er blevet det normale, og alt fra strømafbrydelser til forsyningsvanskeligheder tilskrives den evige krigs modpart: USA. Selv om det officielt var FN, der førte krigen mod Nordkorea.

I 2001 advarede den daværende præsident George W. Bush Irak og Nordkorea om, at de ville blive »holdt ansvarlige«, hvis de udviklede masseødelæggelsesvåben.

Det skete for Irak i 2003, hvor USA med sine allierede, herunder Danmark, invaderede landet og forårsagede regimeændring. Allerede under optakten til invasionen havde nordkoreanerne travlt med at fortælle, at de havde et hemmeligt atomprogram med beriget uran under opbygning.

Bomber som forsvar

I 2004 foreslog USA Nordkorea at følge Libyens eksempel med at opgive sit atomprogram for til gengæld at komme ind i varmen økonomisk og diplomatisk. I 2011 blev Muammar Gaddafi dræbt, og regimet endelig omstyrtet. Vestens ’belønning’ blev noteret i Nordkorea.

I modsætning til ’regimeændring’ i f.eks. Irak vil et angreb på Nordkorea føre til regimets forsvinden, da formålet med ændringen, hvis den lykkes, vil være at indlemme nord i det eksisterende Sydkorea.

Det levner ingen plads til den nuværende nordkoreanske elite, og netop denne plan kan vise sig farlig, hvis omverdenen presser landet op i en krog. Lederne i Pyongyang vil gøre prisen for en ’regimeændring’ så høj, at ingen udefra vil gøre forsøget.

Eliten i Nordkorea skønnes at udgøre omkring 10 procent af befolkningen, og den vil formentlig kæmpe lige så hårdt for sine privilegier, som Bashar al-Assads alawitter, der udgør et tilsvarende mindretal i Syrien.

Ironisk nok er status quo også en ideel situation for USA, der kan legitimere tilstedeværelsen af store troppe-, fly- og flådestyrker tæt på Kina grænse.

Nordkorea forekommer temmelig upåvirkelig af kræfter udefra, og man reagerer med de muligheder, man har, med det erklærede mål at »få USA til af afstå fra sin fjendtlige politik«. Nordkorea havde advaret om dette års a-bombesprængning, som dog kunne undgås, hvis omverdenen tog forsonende skridt over for landet.

På randen af krig

I udlandet blev det set som afpresning, og det samlede resultat var, at sådanne forhandlinger blev skubbet længere væk. FN vedtog nye sanktioner, og denne gang stod både Kina og Rusland sammen med de vestlige lande.

Militært har bomben ingen betydning: Det mindste forsøg på at bringe den til sprængning uden for Nordkorea vil i løbet af kort tid føre til statens udslettelse. Men foreløbig er lederne i Pyongyang overbeviste om to ting: For det første at de er truet på livet af USA, og for det andet at atom- og missilprogrammet har forhindret USA i at gennemføre planen om regimeændring.

Er der et alternativ til denne balancegang på randen af krig? Den tidligere sydkoreanske præsident Kim Dae-jung er landets indtil nu eneste nobelprismodtager, og var overbevist om, at en fortsat isolation af regimet i nord var kontraproduktivt.

Derfor argumenterede han for, at Vesten – og verden – skulle engagere Nordkorea, gå i dialog, påvirke og sørge for, at det, der allerede var af reformtanker, blev støttet og styrket.

Der skete en hel del på Den Koreanske Halvø under Kim Dae-jung, og forholdet mellem Nordkorea og omverdenen blev mærkbart forbedret, men da USA under George W. Bush fik brug for en ikke-muslimsk fjende i »ondskabens akse« valgte man Nordkorea, og dette satte en stopper for yderligere forsoning mellem Syd- og Nordkorea.

Fredspris til Trump?

Kan man overhovedet ændre noget med sanktioner? USA’s blokade af Cuba lykkedes aldrig, fremhæver nordkoreanerne. Og med erfaringerne fra Mellemøsten in mente kan man vel også slå fast, at selv hvor regimeforandringer lykkes, er prisen katastrofal og umenneskeligt høj.

Måske er det snarere samhandel, investeringer og dialog, der efter 60 års nytteløs konfrontationspolitik er brug for?

USA hævder stadig, at dets topprioritet er at stoppe Nordkoreas atom- og missilprogrammer. Men der er intet i det, USA foretager sig, der kan motivere Pyongyang til at opgive disse programmer, tværtimod er der mange grunde til at fortsætte ad denne vej. Der kan ikke gøres fremskridt i reelle forhandlinger, før USA indser det.

Det viser dog gode takter, at USA’s kommende præsident har nævnt, at det kunne overlades til Kina at finde en fredelig en løsning på Den Koreanske Halvø. Denne idé er ligefrem god og realistisk, især hvis Trump ikke sender sin udenrigsminister for at fortælle kineserne, hvordan de skal håndtere problemet.

Hvis han fastholder denne idé og aftaler dens gennemførelse med kineserne i et ligeværdigt partnerforhold, bør Obama overveje at afgive Nobelprisen til sin efterfølger, eller også bør Nobelkomiteen føje Trump til listen over utraditionelle og uventede prismodtagere. 

Geir Helgesen er senior researcher og direktør for Nordic Institute of Asian Studies.

Kåre Bluitgen er forfatter til bogen ’Jeg vil gerne klippes ligesom Kim Jong Un’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Hans Aagaard
  • HC Grau Nielsen
Hans Jørn Storgaard Andersen, Hans Aagaard og HC Grau Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

For at skabe perspektiv i overskriften på artiklen, så vil jeg stille et modspørgsmål: Vil Trump tackle at læse en hel bog fra begyndelse til slutning? Eller man kunne alternativt spørge: Vil han læse en hel udenrigspolitisk briefing.
Jeg tror vi skal vænne os til at formulere vores spørgsmål med hensyn til Trump sådan, at vi spørger: Hvad vil Trump administrationen gøre i denne eller hin situation. Det er efter min mening misvisende at tro at Trump vil tackle noget som helst tungere en hamburger. Trump vil uden tvivl miste besindelsen og vi håbe hans administration forstår, at administrere det.
Nordkorea har måske fået nogen flere nyrige og nogen økonomiske reformer, men de har også fået store problemer med nakotika og hvad der til høre... mon ikke vi forsat skal frygte det værste når det gælder Nordkorea....

Vil Trump takle Nord Korea?

prøv at vende spørgsmålet på hovedet...
Bortset fra dette, hvilken interesse skulle Trump have for Nordkorea?
Har de noget som Trump kunne slå profit af?

Henrik L Nielsen

Kan Trump tackle Nordkorea? Landet ser deres atomvåben som garant mod invasion, så dem kan han ikke købe.
Dernæst er der regimets topfolk, med Kim Jong-Un i spidsen, som ikke har nogen interesse i pt at træde tilbage.
At angribe kan Trump ikke, da man ikke ønsker at se Soul udslættet, hvilket Nordkorea har nok artilleri på grænsen til at gøre hurtigt. Dertil kommer at Kineserne ikke ønsker amerikanske tropper så tæt på, ligesom de ikke ønsker at se en sammenlægning af de to Koreaer som allieret med USA. Så med mindre Nordkorea skyder først er det ikke en løsning vi kommer til at se.
Siden sanktioner ikke har virket indtil nu er det også svært at se hvorfor de skulle komme til at virke.

En mulighed for forandringer Trump kunne håbe på er at USA trækker alle krav tilbage og lade landet udvikle sig, hvilket aldrig kommer til at ske.
Den eneste mulighed er derfor forandringer indefra, der ødelægger regimet.

Så nej, Trump kan ikke tackle Nordkorea.

Det kan være, at Trump og Kim Jong-un og kan lære noget af hinanden?
Når man lige ser billederne for sig?

Torben K L Jensen

Han kan jo ikke læse mere end 140 ord - længden på hans egne tweets og det er i hvert fald en anderledes måde at sende diplomatiske depecher på.

Søren Wegner

'Nordkorea er Kinas nyttige idiot. Trump må komme med noget, som får Kina til at droppe Nordkorea. [...]'

Jeg forstår ikke logikken... Hvorfor i alverden skulle han dog det?

Så USA kan 'få lov' til at føre krig uden indblanding fra Kina? Og i processen gældsætte sig endnu mere til samme? Krige er jo jammerligt dyre!

Og selv hvis det ikke er for at bekrige Nordkorea, hvad godt ville der så komme ud af at give Kim Jong-un ståpels ved at fjerne hans kinesiske sikkerhedsnet, så længe nordkoreanerne forguder ham, massehypnose eller ej?

Hellere Kinas fredelige, 'nyttige idiot', end potentiale til endnu et makabert folkeligt offer for den særlige amerikanske version af 'regime change'. Tilmed i en nervøs atommagt.

Ellers tak! Al såvel empirisk sans som empatisk ditto mere end antyder, at viljen til at afsætte andre landes ledere med militære midler, er den direkte vej til ulykke, kaos og folkemord.

Jeg foretrækker til enhver tid et langt og sejt, men fredeligt træk for at flytte nordkoreanerne ud af Kim Jong'ernes skygge frem for risikoen for et hurtigt, skyggeløst glimt.

Mit bud er et ekko af artiklens konklusion: at omverdenen bedst når det nordkoreanske folk gennem vedholdende dialog, samarbejde og kulturudvexling. Det er nordkoreanernes egen sag af hive Kim Jong-un ned fra piedestalen. I mellemtiden tror jeg, verdenssamfundet tjener sagen bedst ved at folde ansigtet til et smil og knuselske Kim Jong-un, indtil luften ryger ud af ballonen.

Mvh.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Torben K L Jensen kom til at overvurde en D. Trump med ... Han kan jo ikke læse mere end 140 ord - længden på hans egne tweets ..."

Ord er én ting, tegn er en anden.
Nogle har ikke fulgt med i dansktimerne og kalder det for "karakterer".

Ellers er jeg enig, Torben.
Trump tror formentlig, at hans korte budskaber er tegn på stor genialitet - at kunne fatte sig i korthed er bestemt en dyd. Men ... det ER altså indholdet, der tæller, og her har jeg intet til overs for hverken den amerikanske eller nordkoreanske leders evner.