Klumme

TV 2 News sørger for spænding og fart – og for, at ingen har tid til at tænke sig om

TV 2 News er stolt af de resultater, kanalen har leveret i sine 10 første leveår. Man har sendt 87.000 timers nyheder, øget antallet af vejrudsigter på TV 2-fladen til 60 i døgnet og insisteret på at stille politikerne til ansvar 24/7. Men ingen på kanalen synes at overveje, om det har gjort seerne klogere
7. december 2016

På et tidspunkt under TV 2 News’ store 10-års jubilæumsshow lørdag aften sagde TV 2’s forhenværende direktør Per Mikael Jensen frejdigt, at News havde fået en position som Ritzaus Bureau.

Jeg tænkte, at hvis Ritzaus Bureau under en regeringsrokade, et valg i USA, en storm i Danmark eller en terrorhandling i Paris samlede alle ressourcer for kun at dække en enkelt nyhed og totalt ignorerede samtlige andre nyheder i resten af Danmark og verden det døgn, ville bureauets ejere i den danske dagspresse med rette kræve chefredaktøren fyret.

I halvanden time fejrede News sig selv. Det var ukritisk medie-selvtilfredsstillelse, som fik TV-Avisens 50-års jubilæum sidste år til at blegne. Det var heller ikke vildt reflekteret eller kritisk. TV-Avisen havde også 50 års billeder og et galleri af forhenværende medarbejdere at trække på.

Men da Natasja Crone stolt fortalte, at News nu havde sendt 87.000 timers nyheder, og antallet af vejrudsigter i TV 2-systemet med News er steget fra 1 til 60 – forsvandt TV-Avisen helt ud af regnestykket. I et halvt århundrede har DR, løseligt udregnet, sendt mindre end en tredjedel timer, end News klarede på 10 år. DR taber også klart på antallet af vejrudsigter.

På News er omfang tydeligvis en primær kvalitet, hurtighed og spænding ligeså. Alle tre begreber er tydeligvis bærende elementer. Selvkritik forekom kun i fødselsdagsprogrammet som sjove, uskyldige klip af fejltagelser, fortalelser og banaliteter, og da TV 2’s nyhedsdirektør blev bedt om at fortælle, hvad det vigtigste ved hans kanal er, svarede den tænksomme Mikkel Hertz, at det var det nye fantastiske studie og hans dygtige folks »evne til at skabe nye koncepter«.

Vi skulle også høre, hvad Ulla Terkelsen, Lotte Mejlhede, Rasmus Tandrup og Simi Jan følte, når de dækkede terror, krig og katastrofer. Og hvad Mogensen og Kristiansen mente om Mogensen og Kristiansen. Og efter hvert interview med News-stjernerne klappede det indbudte publikum. Stemningen fejlede ikke noget.

Kun i den korte dialog mellem Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft på den ene side og programmets mandlige vært på den anden, var der tilløb til en relevant diskussion om noget vigtigt. Begge de to tidligere udenrigsministre var tydeligvis bekymrede over breaking news-kulturens indbyggede risiko for at skævvride seernes verdensbillede:

»Hvad sker der lige nu på Times Square?« spurgte Lykketoft retorisk og svarede derefter: »Ingenting!« Og i den ultrakorte meningsudveksling om, at medierne havde dækket Donald Trump intensivt, fordi han er underholdende, kontroversiel og spændende, spurgte studieværten lettere indigneret: »Jamen, når han er så spændende, skal vi så ikke dække ham meget?«

De to forhenværende ministre svarede nærmest enstemmigt nej. Og da værten kritisk spurgte: »Men mange seere hænger jo på,« tilføjede Uffe Ellemann, at allerede de gamle romere vidste, at man skulle underholde masserne for at gøre dem passive.

Studieværten, der var tydeligt overrasket over kritikken af væg-til-væg dækningen af USA-valget, spurgte undrende: »Jamen, vil det sige, at man kan dække det for meget?« »JA!« Lød det enstemmige svar.

Det varede heldigvis ikke længe, så festens gode stemning kunne hurtigt retableres.

TV 2’s i øvrigt dygtige politiske redaktør Anders Langballe mente, at News havde gjort politik mere »nærværende« for danskerne. Det har han måske ret i, men det kræver en lidt mere indgående forklaring både af nærhedsbegrebet og af, hvad politik i virkeligheden drejer sig om. Det kom der ikke noget kritisk spørgsmål om, så Langballe kunne uddybe: Det fantastiske bestod i, at hvor politikerne i ’før News’-tiden kun en gang imellem skulle optræde i en daglig nyhedsudsendelse med en forklaring og i heldigste fald en analyse, så stod politikerne nu til ansvar hele tiden.

Fantastisk, tænkte man, så har de heldigvis aldrig tid eller mulighed for at tænke sig om. Men de mulige negative virkninger af fænomenet kom ikke frem, for Langballe skulle forklare, at han også brugte sin mobil til indimellem at tale med sin kone, fordi hans skæve arbejdstider ofte krævede intens koordinering af børnepasningen.

Den diskussion eller analyse af TV 2 News’ både negative og positive sider, som man har kunnet læse om i dagbladene, var totalt fraværende i fødselsdagsfesten. Det var jo et underholdningsshow, som så meget andet på kanalen.

Lasse Jensen er mediejournalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Per Klüver
  • Steen Sohn
  • Lise Lotte Rahbek
  • Erik Feenstra
  • Bill Atkins
David Zennaro, Per Klüver, Steen Sohn, Lise Lotte Rahbek, Erik Feenstra og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lucas

Viser med al tydelighed TV2 News interesserer for kvantitet ikke kvalitet. Det er simpelthen så pinligt dårligt det de laver. Med enkelte undtagelser.

Karsten Aaen, Peter Wulff, kjeld jensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

TV2-News er kun blevet en succes da ingen har nogensinde har forstået hvad en nyhedskanal i virkeligheden kunne gøre og bruges til - TV2-News er desværre som at indtage et stykke fedtet stykke morgenbrød overpumpet med luft. Det er trist, at så mange gode temaer ikke dækkes og sendetiden tilsmøres med kedelige vejrudsigter og nyheder uden reel nyhedsværdi. Elleman og Lykketoft var et godt koncept, men nok for smalt til news. Det kunne sagtens udbredes til mange flere magasiner hvor der ikke konstant skal tilsættes musik til egen eller andres ligegyldige selvfedme - jeg ved godt kvalitet koster penge, men jeg savner nogle tema-udsendelser - hvis DR og landes seriøse Aviser kunne samarbejde om en seriøs konkurrent, så var det nok bye bye NEWS med råben i blåstue om konkurrence forvridende praksis - men til forhåbelig stor glæde for alle os der gerne bytter hurtig og tit forældet aftenshow-viden til fordel for seriøse deadline journalistik - kunne passende være en del af et abonnement aviserne imellem - de skriger i forvejen på manglende læsere måske disse kunne hentes i nye seere - hvem ved

Hvis TV" nu lavede en opgørelse over hvor mange timer båndsløjfen kører, hvor langt i timetal mon man så kom? 43.500? 21.075? 10.537? Eller...?

Michael Kongstad Nielsen

Det er også så besværligt at tænke sig om. Man kan få ondt i hovedet af det.

Karsten Aaen, David Zennaro, Olav Bo Hessellund og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Malk løs, for helvede.

Atter engang ligger konklusionen lige for – malk systemet lige så længe det er muligt, og planlæg tiden derefter - en ræv har som regel flere udgange, som bekendt …

Når systemerne afslører deres uduelighed, og det har som regel noget at gøre med økonomien, som de heller ikke kan styre, skal der ryge hoveder, men sjældent de ansvarliges …

Medarbejder den ene dag – en ubetalelig omkostning dagen efter – og nu har TV2 så fyret mindst 7 ansatte, der ’sad klar ved deres telefoner’ og i 2017 fyres der så igen løs fra hoften …