Læsetid 4 min.

Vækstlogikken gør kroppen til en biologisk maskine

I dag betragter vi kroppen som en biologisk maskine, man kan og bør reparere på, som var den en bil. De slidte dele kan skiftes ud, og den kan modificeres kemisk: sovemidler ved søvnløshed, morfin til smertefrihed og Viagra for en sikkerheds skyld. Men hver gang man benytter sig af et quickfix, fjerner man lysten til at gøre noget ved årsagen til sygdommen
Vi lever længere og længere, men betyder det, at vi også bliver mere og mere sunde? Den medicinske teknologi bliver bedre, og udsigten til, at vi snart kan blive endog meget gamle, er ikke uden for rækkevidde. Men hvor gamle ønsker vi reelt at blive? Er det virkelig ønskeligt, hvis vi kunne leve 1.000 år?

Vi lever længere og længere, men betyder det, at vi også bliver mere og mere sunde? Den medicinske teknologi bliver bedre, og udsigten til, at vi snart kan blive endog meget gamle, er ikke uden for rækkevidde. Men hvor gamle ønsker vi reelt at blive? Er det virkelig ønskeligt, hvis vi kunne leve 1.000 år?

Katrine Marie Kragh
16. december 2016
Delt 335 gange

Vi lever længere og længere, men betyder det, at vi også bliver mere og mere sunde? Godt spørgsmål. Det er ikke så nemt at fastslå, hvad sundhed egentlig er.

Det er kompliceret, og det er nemmere at lade være. Men lader man være med at diskutere sundhed, kører det gennemkommercialiserede sundhedssystem af sted med sin egen dagsorden – og sundhed er alt for vigtigt et område til at overlade til medicinal- og sundhedsindustrien.

Interessen for kortsigtet vækst fører til en sundhedslogik baseret på salgbare, naturvidenskabelige hurtigløsninger.

Man betragter kroppen som en biologisk maskine, som man uden særlige hensyn kan og bør reparere på, som man gør med en bil.

Man kan skifte de slidte dele ud, pumpe hængepartierne op, og i det hele taget kan man tune kroppen kemisk efter eget valg: sovemidler ved søvnløshed, morfin til smertefrihed og Viagra for en sikkerheds skyld.

Går organerne i stykker, kan man erstatte dem med nogle nye. Der er selvfølgelig organmangel, men man håber og satser på, at industrien med tiden vil kunne fremstille kunstige organer, der kan sælges og opereres ind, efterhånden som de originale forfalder.

Fortalerne for disse sundhedsidealer siger, at vi lige så godt kan vænne os til det; det hele går jo alligevel den vej.

Der var jo også nogle, der var imod kunstig befrugtning i begyndelsen, fortsætter de. Grænserne mellem nødvendig og kosmetisk kirurgi, mellem medicin, doping, rusmidler og luksusartikler er alligevel flydende og kan samfundsmæssigt manipuleres.

Hvad er der reelt galt ved for eksempel at anvende anabolske steroider for øget muskelmasse eller betablokkere for at øge præstationsevnen ved eksamen? Der er bivirkninger, ja, men så må det jo være industriens opgave at få dem til at være så begrænsede, at man ikke behøver at bekymre sig om dem.

Syge og gamle bliver vi uundgåeligt, og det må være sundhedsindustriens opgave at få symptomerne nedtonet, så lidelsen er mindst mulig. Imidlertid er døden en mægtig og meget skræmmende fjende. Det er det, der er den allervigtigste opgave at bekæmpe.

Lægevidenskab, sundhedsorganisationer og medicinalvareindustri er alle aktive parter i denne udvikling; jo mere medicin, desto større sundhed, argumenteres der ligefrem. Evigt liv uden symptomer er det lysende ideal.

Naturligt forfald

Denne logik modsvares heldigvis af andre, måske mindre artikulerede tanker om sundhed, der ikke baseres på vækstlogik, men på, at kroppen er meget mere end summen af dens enkelte dele. Man bliver nødt til at se kroppen i sammenhænge, der er større end den selv – naturens, klodens, måske endda universets sammenhænge, kroppen er ikke bare den fysiske krop.

Som biologi er kroppens sundhed og sygdom dybest set en del af det kosmiske drama, der kaldes livet på jorden. Kroppen er en selvregulerende, biologisk enhed, hvis den er sund.

Fra et biologisk sammenhængsorienteret synspunkt har kroppens enhed sit eget projekt: Den har til opgave at leve, gøre, hvad den kan, for artens overlevelse og derefter at dø. Døden er en naturlig del af kroppens opgave.

I den biologiske krop reguleres en lang række balancer hensigtsmæssigt: Sultregulering, immunforsvar, blodtryk og alle de andre kropslige funktioner afstemmer nøje kroppen med omgivelserne og øjeblikket. Opstår der sygdomme, må de også ses som tegn på, at noget er kommet ud af den naturlige balance.

Den største sundhed består i at støtte kroppens egne kræfter til at genetablere balancen, og den enkelte er altid selv medvirkende i det spil.

Vi kan fremme balancerne f.eks. ved at holde kroppen i god form, ved ikke at drikke for meget alkohol, ikke at ryge, ved at spise varieret og sundt og ved ikke at gentage det, der én gang har gjort kroppen syg eller svag.

Man er sundest, når kroppens egen balance er sværest at vælte. På det tidspunkt er ressourcerne størst, og sundhed bliver lig med de største muligheder for udfoldelse; sundhed er i sig selv en ressource.

Alderdom og forfald er imidlertid også en del af den biologiske krop, en del af den naturlige biologiske regulering. En naturlig død er derfor ikke en fjende, men en del af selve den biologiske mening med kroppen.

Er det mulige ønskeligt

De to synspunkter, der i let karikeret form her er beskrevet, findes nok kun sjældent i ren form, men det er mellem disse to syn på sundhed, at vi skal orientere os. Vi orienterer os imidlertid ikke frit.

Sundhedstænkning foregår i et samfund, hvor det politisk underliggende ideal er bestandig produktionsøgning, effektivitetsforbedring, optimering. Debatten bliver skæv, fordi de grundlæggende spørgsmål kun meget sjældent bliver stillet, og fordi store økonomiske interesser lobbyer uhæmmet.

Har vi for eksempel nogensinde spurgt os selv, om det er et tegn på ønsket sundhed, at otte procent af den danske befolkning er på lykkepiller? Eller vælger man som nation at fryde sig over, at det går den nationale medicinalvarebranche så godt?

Vi må hele tiden spørge, om det mulige også er det ønskelige. Den medicinske teknologi bliver vitterligt bedre, og udsigten til, at vi snart kan blive endog meget gamle, er ikke uden for rækkevidde. Men hvor gamle ønsker vi reelt at blive? Er det virkelig ønskeligt, hvis vi kunne leve 1.000 år?

Grænserne for sundhed forstået som kropslig mekanik synes at melde sig tydeligere og tydeligere, og vi har på mange områder allerede overskredet grænserne mellem det mulige og det ønskelige.

Livstestamenterne, hvor folk beder om retten til ikke at blive genoplivet, er ét eksempel, ønsket om muligheden for aktiv dødshjælp et andet. Der bliver sagt fra. Der findes tilstande, situationer, hvor døden betragtes som et mindre onde.

Quickfix hæmmer debatten

Også andre steder støder sundhed forstået som kropslig mekanik hårdt mod virkeligheden, og der er væsentlige debatter, der skal tages. Stress, depression og mistrivsel giver symptomer af mange slags.

Forbavsende mange unge kvinder tager for eksempel smertestillende medicin for at holde ud at gå i gymnasiet, der giver dem ondt i hovedet. Er det vitterligt en god ide at medicinere sådanne symptomer? Det er en nødvendig diskussion, og det hævdes ofte, at det hurtige symptom-fix og den mere besværlige ændring af årsager til symptomer ikke står i modsætning til hinanden; man skal gøre begge dele.

Men de to ting står i modsætning til hinanden, for har man dæmpet symptomerne, har man også fjernet den umiddelbare tilskyndelse til at gøre noget ved årsagerne, og vi ender med det forfladigede quickfix. Debatten forstummer. Også fordi de to debatterende sundhedssyn ikke er lige stillet.

På den ene side står industrien med markedsføringsafdelinger, prioriterede økonomiske satsninger og lobbyister, på den anden side står bare den sundhedsrationelle fornuft – sikkert med rigtig mange gode viljer og hensigter for fremtidig sundhedsfremme, men uden nogen kortsigtet økonomisk gevinst i udsigt.

Vi får bare sundhed ud af at gennemføre sundhedsfremmende foranstaltninger – ingen penge. Så er det hurtigt nemmere at lade være at tage debatterne om, hvad vi forstår som sundhed, og industriens lobbyister har vundet endnu en gang.

Peter la Cour er specialist i sundhedspsykologi og ph.d. Han har bidraget til bogen ’Livet efter væksten’, der netop er udkommet på forlaget Hovedland

Efter væksten

Mens de fleste politikere savner væksten og håber på, at den venter lige om næste hjørne, har vækstkritikerne vundet stadig mere frem – både som græsrødder og på den mere etablerede venstrefløjen.

Men et er at kritisere væksten, noget andet er at forestille sig, hvad der kommer efter væksten. Hvilke muligheder og begrænsninger giver det at slippe vækstforestillingerne? Hvordan ser samfundet ud efter væksten?

Det belyser denne debatserie på en række områder lige fra vores forestilling om sundhed til konsekvenserne for vores forestilling om frihed.

Seneste artikler

  • Den store omstilling kræver en gentænkning af frihedsbegrebet

    7. januar 2017
    Den individuelle frihed er en af hjørnestenene i den vestlige opfattelse af det gode liv. Men hvis vi skal sikre et bæredygtigt samfund, er vi nødt til at sætte grænser for netop friheden
  • Livet efter væksten kræver et tættere forhold til ressourcerne

    8. december 2016
    Flugten til byerne og den dalende respekt for håndværk har ført os langt væk fra naturen. Når man ikke længere bor i den eller arbejder med dens ressourcer, mister man respekten for den. Så er vejen banet for hovedløst overforbrug og forestillingen om, at økonomisk vækst er lykken
  • Alle taler om vækst – men vi taler ikke om det samme

    1. december 2016
    Kritikken af den traditionelle økonomiske vækst har svært ved at trænge igennem, fordi den associeres med tilbagegang og stagnation. Misforståelsen opstår, fordi man forveksler vækst med forbrug og stirrer sig blind på regnemodeller, som overser, at økonomi reelt bør handle om vækst i livskvalitet
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for jørn andersen
    jørn andersen
  • Brugerbillede for Sup Aya Laya
    Sup Aya Laya
  • Brugerbillede for Karen Johanne Pallesen
    Karen Johanne Pallesen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Niels Nielsen, jørn andersen, Sup Aya Laya, Karen Johanne Pallesen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Kroppen som man bør reparere på, som man gør med en bil ....Og købe nyt udstyr til. Jeg kender en kvinde, der lige har købt sig et par nye forlygter.

Brugerbillede for Søren Jensen

En mere misforstået og overfladisk pang artikel skal man lede længe efter. Sundhedspsykolog formentlig, men begreb om medicin eller lægegerning, er jeg ked af at sige, har Peter la Cour ikke i nærheden af.

Allan Bartroff, Lennart Kampmann og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for bente-ingrid bruun
bente-ingrid bruun

- Peter la Cour skriver således "...har man dæmpet symptomerne, har man også fjernet den umiddelbare tilskyndelse til at gøre noget ved årsagerne, og vi ender med det forfladigede quickfix.."
Peter la Cour fortier, at han selv både bruger "quickfix" og kamuflerer miljøårsager til biomedicinske ubalancer, fordi han er ansat under liaisonpsykiatrien og arbejder med funktionelle lidelser.
I liaisonpsykiatrien arbejdes der ud fra en en TERM-model, der har frasorteret både miljøfaktorer og ætiologi dvs. årsagsforklaringer. Det er et besparelsesprojekt, hvor mennesker med "nye" sygdomme bliver frataget retten til speciallæge udredning, og blot standard forsøgsbehandles med blandt andet kognitiv adfærdsterapi og psykofarmaka ud fra subjektive skøn om en funktionel lidelse, der blot er en samlebetegnelse, som ikke er en anerkendt WHO diagnose.
Helsinki Deklarationen om forsøgsbehandling overtrædes løbende.
Han er også medunderskriver på et notat a 1. november til folketinget, regioner og KL, hvor der opfordres til yderligere ressourcer på landsplan til arbejdet med "funktionelle lidelser". Henvendelse foregik uden om Sundhedsstyrelsen, der har nedsat en arbejdsgruppe vedrørende funktionelle lidelser, en arbejdsgruppe som Peter la Cour også sidder i.
Tidligere var Peter la Cour en respekteret religionspsykolog.
I dag hylder han åbenbart dobbeltmoral og fortielser.