Læsetid 5 min.

Man vælger ikke selv, om man vil være mønsterbryder

Jeg brød med min belastede barndom, fik uddannelse og fast job. Min bror endte på bunden af samfundet. Det ville være et kæmpe fremskridt, hvis politikerne ville erkende, at mennesker ikke ender der, fordi de er dovne. Hvis de ville indse, at ikke alle kan rejse sig, bare de ønsker det nok
Folkeskolen har i årtier gjort en gigantisk indsats i forhold til at løfte de svageste, men i dag bevæger vi os i den forkerte retning. De ressourcestærke børn og familiers flugt fra folkeskolen er bare en del af den onde spiral, som betyder, at det i fremtiden bliver endnu sværere at være mønsterbryder

Folkeskolen har i årtier gjort en gigantisk indsats i forhold til at løfte de svageste, men i dag bevæger vi os i den forkerte retning. De ressourcestærke børn og familiers flugt fra folkeskolen er bare en del af den onde spiral, som betyder, at det i fremtiden bliver endnu sværere at være mønsterbryder

Polfoto/Maud Lervik
22. december 2016

Jeg voksede op langt ude på landet med en psykisk syg mor, der sov det meste af tiden. Hun kunne ikke arbejde, hun kunne end ikke passe sit eget hus.

I 19 år boede vi sammen, uden hun på noget tidspunkt modtog hjælp og støtte fra det offentlige. Jo flere piller, penge og diagnoser fik hun. Men psykologhjælp, rådgivning, coaching eller lidt støtte i at opfostre sine børn, så hun aldrig noget til.

Min far forsvandt, da jeg var to år gammel, og min mor fandt en anden mand, som ikke var Guds bedste barn. Han drak og slog med hårde genstande.

Jeg delte værelse med hans søn. Vi betragtede os selv som brødre. Jeg tror, at vores fælles opvækst i kaos bandt os sammen på trods af, at vi ikke deler blod.

Hverken ham eller jeg blev spået nogen lys fremtid. Alle statistikkerne påviste – det gør de desværre fortsat – at børn som os med stor sandsynlighed ville følge i vores forældres fodspor.

Spådommen gik ikke i opfyldelse for mit vedkommende: I dag er jeg lærer, har mit eget hus, en skøn kone og en lille datter. Så godt gik det desværre ikke min bror, som i dag bor i et beskyttet hjem, han ikke tør bevæge sig ud af. Hans horoskop var lagt i statistikkerne.

Vælger ikke selv

Som voksen spekulerer jeg stadig på, hvorfor jeg klarede den, og han ikke gjorde. Ét står helt klart: Det handler på ingen måde om, at min bror ikke gad eller var doven. Tværtimod. Han ville da også gerne have været mønsterbryder. Men han havde ikke kræfterne til at vriste sig fri af fortiden.

Fænomenet mønsterbryder er kendt fra socialvidenskaben, hvor psykologerne bruger termen til at beskrive personer, som har brudt med deres negative sociale arv. At blive mønsterbryder er ikke noget, der er alle forundt, det er almen viden i disse kredse. Det er en meget krævende proces, som nogen aldrig vil kunne gennemgå. De er simpelthen ikke stærke nok.

Forudsætningen for mønsterbrud er, at man er heldig at have en vis portion medfødte kvalifikationer. Man kan f.eks. ikke tage en uddannelse, hvis ens IQ ikke rækker til det.

Hvis ikke samfundets udsatte skildres som stagneret på offentlige ydelser, optræder de gerne i individfortællinger om karakterstærke mønsterbrydere, der har kæmpet sig op. Men dermed fortrænges fortællingen om velfærdssamfundets brede sociale indsats, mener kritikere
Læs også

Jeg kunne nemt følge med i skolen, fordi jeg var heldig at have evnerne til at lære. Det havde min bror ikke.

Men grundstenen til mit mønsterbrud blev lagt længe inden skolen begyndte. Det skete, da jeg var helt lille, inden jeg overhovedet blev klar over, at jeg voksede op i en socialt belastet familie. De første to år, boede jeg med min rigtige far og min mor. En far, som havde gode ressourcer, og kunne hjælpe og støtte min mor i at passe mig som helt spæd. Min brors to første leveår foregik under helt andre omstændigheder. Og vi ved i dag, at de første leveår i barnets liv er afgørende for dets videre udvikling.

Vi ved også, at hvis et barn vokser op under socialt belastede forhold, bliver ressourcepersoner afgørende for, hvordan barnet klarer sig. Igen var der stor forskel på min brors familie og min. Jeg havde adgang til langt flere ressourcepersoner.

De mennesker, som bliver mønsterbrydere kæmper hårdt, ingen tvivl om det, og deres indsats er bemærkelsesværdig. Men deres kræfter kommer ikke alene fra dem selv.

Folkeskolen er central

At blive mønsterbryder kræver, foruden den individuelle styrke, at samfundet er indstillet på at hjælpe og støtte én. Her er folkeskolen en vigtig brik. Som lærer, møder jeg dagligt børn, der er i gang med at bryde deres negative sociale arv.

Jeg ved, at hvis det skal lykkes, så kræver det en stor, stærk folkeskole, som befolkning og politikere bakker op om. I folkeskolen ser vi børnene hver dag, og vi kæmper deres sag. Her oplever barnet at være en del af samfundet på lige fod med alle andre. En del af ét stort fællesskab. Her sidder det ved siden af ressourcestærke børn, som det kan knytte bånd og livslange venskaber til. Her møder det tryghed og en fast ramme, som vil være konstant igennem hele dets opvækst, i modsætning til hvad hjemmet kan tilbyde.

Det er så forbandet ambivalent for mig at blive kaldt mønsterbryder, for det har jo hele vejen været mit mål at bryde mønstret, skriver Freja Troelsen.
Læs også

Folkeskolen har i årtier gjort en gigantisk indsats i forhold til at løfte de svageste, men i dag bevæger vi os i den forkerte retning. De ressourcestærke børn og familiers flugt fra folkeskolen er bare en del af den onde spiral, som betyder, at det i fremtiden bliver endnu sværere at være mønsterbryder. Karakterkravene til de gymnasiale uddannelser er en anden.

Man må forstå, at det folkeskolen kan i forhold til at binde bånd imellem mennesker fra alle samfundslag både er unikt og uvurderligt.

Eliten vil ikke forstå

Statistikkerne indikerer også, at det er blevet sværere at være mønsterbryder end for bare få år siden, fordi uligheden vokser i Danmark. Den politik, som regeringen lægger op til, vil skubbe yderligere på den udvikling. De planlægger skattelettelser, der reelt finansieres af forringelser i velfærden.

Regeringen og støttepartierne synes at mene, at det er godt for vores land, at uligheden vokser. Det er som om, man tror, at alle kan bryde med den sociale arv, hvis bare de tager sig sammen.

Hvis det var så enkelt at blive mønsterbryder, hvorfor har vi så ikke langt flere? Personligt vil jeg i hvert fald ikke tilbage, hvor jeg kommer fra. Jeg er lykkelig over at være nået så langt. Mon ikke alle andre i samme situation har det lige sådan. Mon ikke min bror gerne ville have den følelse? Han er ulykkelig. Jeg misunder ham ikke, heller ikke når jeg skal på arbejde mandag morgen, og han ikke skal.

Men jeg tror desværre, at eliten i Danmark undervurderer, hvor svært det er at bryde mønstre, man har arvet fra sine forældre, fordi de aldrig har mærket det på egen krop. Gabet mellem Taberdanmark og Christiansborg er blevet så stort, at politikkerne ikke har nogen anelse om, hvor mange børn, der faktisk vokser op under problematiske forhold. De ser dem slet ikke. Derfor har de ikke skrupler over at føre politik, som skaber endnu mere ulighed.

Jeg oplever også, at de partier, som ønsker større ulighed i Danmark misbruger begrebet mønsterbyder. De prædiker den amerikanske drøm i håb om at legalisere deres foretagende. Når nogen rejser sig, kan alle! lyder budskabet.

Det er farligt for Danmark, hvis vi bygger vores samfund på ideen om, at alle kan bryde fri af den negative sociale arv, hvis blot de gider. Så lad os nu droppe retorikken om, at folk, det ikke lykkes for, er dovne. Lad os hellere indrømme kompleksiteten og være realistiske. Det er ikke alle, der har kræfterne til at bryde fri, og hvad vil vi så gøre med dem? Politikerne har ansvaret for at give et fornuftigt svar på det spørgsmål.

Vi bærer arven fra vores forældre, og den vil have indflydelse på os, uanset hvordan vi bærer os ad. Jeg kæmper stadig og er på ingen måde brudt helt fri. Det gør jeg nok aldrig. Men jeg har lært at klare mig. Eller jeg har måske altid kunnet klare mig?

Det er måske i virkeligheden forskellen på min bror og jeg. At vi ikke deler blod.

Allan Bech er lærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Vivi Rindom
    Vivi Rindom
  • Brugerbillede for Dagmar Christiandottir
    Dagmar Christiandottir
  • Brugerbillede for Christel Larsen
    Christel Larsen
  • Brugerbillede for Ole Henriksen
    Ole Henriksen
  • Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll
    Anne-Marie Krogsbøll
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Nils Sørensen
    Nils Sørensen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Kurt Bertelsen Christensen
    Kurt Bertelsen Christensen
  • Brugerbillede for Steen Bahnsen
    Steen Bahnsen
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
Niels Nielsen, Randi Christiansen, Vivi Rindom, Dagmar Christiandottir, Christel Larsen, Ole Henriksen, Anne-Marie Krogsbøll, Jørn Andersen, Nils Sørensen, Viggo Okholm, Kurt Bertelsen Christensen, Steen Bahnsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Knap

God fortælling. Kun iriterer den omsiggribende brug af "eliten" mig. Jeg har selv anvendt begrebet i betydningen de magtfulde. Men der er ikke meget elite over de herskersyge, grumsede personer, der i stigende grad klynger sig til magtposterne i vores samfund.

Niels Nielsen, Randi Christiansen, Dagmar Christiandottir, Anne-Marie Krogsbøll, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, Dorte Sørensen og jørgen djørup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Påstanden om dovenskab som årsag til menneskelig armod er omsiggribende og ulidelig.
Jeg håber denne stjernepsykopatisk-moralske fordømmelse af andre mennesker snart står for fald.

Søs Dalgaard Jensen, David Zennaro, Jørn Andersen, Michael Reves og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ruth Gjesing

Jeg er dødtræt af alle de såkaldte mønsterbryderfortællinger. Og af al den snak om Underdanmark, Taberdanmark og Udkantsdanmark. Begge dele er med til at skabe unuancerede kløfter mellem dels sociale grupper, dels demografiske grupper. Og imellem de to kløfter er der faktisk en masse mennesker, der bare klarer sig fint på middelklasseniveau. Jeg så en udsendelse fra Lolland for et stykke tid siden og blev glad forundret over al den virketrang og alle de positive ting, der foregik der. Efter medierne at dømme skulle Lolland bestå af lallende narkovrag og faldefærdige huse og ikke ret meget andet. Og der er faktisk mange mennesker, der har rigtig dårlige odds, men som stille og roligt kæmper sig igennem til et godt liv med uddannelse, job og familie.

Brugerbillede for Viggo Okholm

Meget relevant indlæg i den evige debat omkring miljø og arv. (Pontoppidan og H.c. Andersen)
Det der glæder mig her i Allans refleksioner er at han anser sig selv for heldig fremfor at kunne tage sig sammen.
Men vi kører stadig rundt i ordet mønsterbryder og social arv. helt klart har vi forskellige evner omkring det vi bør lære for at klare os og desto før disse evner erkendes og at den enkeltes interesse passer sammen med evner,kan man være heldig som barn at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt Men at et barn af en bonde eller arbejder eller af en førtidspensionist i sig selv udgør en fare for at ende i "uføre" mener jeg så ikke.På samme måde betyder det ikke at barnet her nødvendigvis skal blive akademiker eller forretningsfører for at blive mønsterbryder. Livet har et utal af aspekter og desværre bliver næsten alt målt efter vækst lige fra økonomi til såkaldt social status. Det er vores forbandelse. Selv endte jeg mod alle forventninger som pædagog efter skolegang i den "stråtækte" opvækst i fattigdom og travlhed på et husmandssted. Heldigvis fik jeg erkendt min manglende tekniske intelligens og har kunnet bruge min sociale og humanistiske livssyn på en god måde. Men mønsterbryder? Nej. Jeg er bare menneske.

Niels Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

Nu er "mømsterbryder" vist et af disse progressive buzzwords fra 90'erne, men ok.
Du skriver "Spådommen gik ikke i opfyldelse for mit vedkommende: I dag er jeg lærer, har mit eget hus, en skøn kone og en lille datter."

Men du mener ikke at det var dit valg, men noget der blev påtvunget dig i en alder af 2 år.
Din hustru og dine børn er ikke dine egne, men en social konstruktion du ikke kan undslippe?
Jævnfør overskriften har du ikke "valgt" det, for det vælger "man" ikke selv.
Tillad mig at spørge om hvad du ville have valgt i stedet for det liv du har nu, hvis du nu selv kunne vælge, og ikke var bundet til det liv som omgivelserne åbenbart har valgt for dig?

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Hvert år på årets korteste dag (i går) genser jeg The Talented Mr. Ripley. Efter min mening en af de bedste film eller kommentarer i det hele taget, der nogensinde er udgivet om den sociale arv. Spillet, settet på Amalfikysten og plottet, alt fungerer i den film. Det fine er at filmen også antyder nogle af de problemer der møder enhver, også den mere moderate og retskafne mønsterbryder, for hvem det lykkes at avancere, primært fraværet af de specifike sociale kompetancer (koder) der nødvendigvis skal ind med modermælken, hvis du ikke vil afsløres som ja, en gemen mønsterbryder.

Ursula Nielsen, Søs Dalgaard Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

Claus: Jeg opfatter slet ikke indlægget som dig, jeg opfatter det som om Allan anerkender han fik mulighed for at blive det han er kommet til at holde af på trods af de odds han, ud fra "normer", ikke havde. men den fokuserer jo så på det at kunne blive anerkendt i samfundet og han kritiserer vel også det at man som menneske skal tjene mere end forældrene for at "blive til noget". I min optik kan en førtidspensionist også blive til noget.

Søs Dalgaard Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marie Jensen

Begrebet "mønsterbryder" er efterhånden noget skamredet. Det bruges i flæng både om folk, der stiger op af den sociale Stige, hvilket ikke nødvendigvis kræver andet end en generelt lettere adgang til uddannelse og en generel efterspørgsel på arbejdskraft. Begrebet er tilpas intetsigende til at alle og enhver kan kalde sig mønster bryder, hvis de ikke går direkte i deres forældres fodspor.
Samtidig bliver de forhindringer, som børn af virkelitt dårligt stillede og dysfunktionelle familier kæmper med forklejnet. Det er vel også artiklens pointe: Det er ikke alle der bare kan beslutte sig for at få et godt liv, hvis de ikke har den nødvendige rygstøtte.

Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

@Viggo Okholm

Jeg er ikke uenig, og kan sagtens opfatte indlægget som dig, fordi at forældre, miljø og arv skaber det enkelte menneske.
Jeg må tilstå at jeg tændte af på overskriften og kun skimmede teksten før jeg skrev mit indlæg, arrig over endnu een der mente at det er samfundets skyld og at vi alle er sociale konstruktioner.
Det var ikke en fair behandling af indlægget, som på mange punkter flugter med mine egne synspunkter.