Klumme

Åben må verden stadig være

Den vælgerbefolkning, der har valgt Trump, er den samme som den, der valgte Obama to gange i træk. Vil man forstå, hvordan det kan gå til, skal man kigge på institutionerne og valgsystemet – ikke på værdier og normer
21. januar 2017

Meget ofte bliver valg set som sandheden om samfundets værdier. Nu bliver Donald Trump sandheden om USA, ligesom Brexit er fortællingen om Storbritanien, og islamiseringen i den franske forfatter Michel Houellebecqs roman Underkastelse bliver til den sande historie om Frankrig i 2017.

Mange mente, at Houellebecqs roman var en fremskrivning af et samfund, hvor muslimerne var blevet så mange, og de islamiske værdier var blevet så stærke, at det muslimske broderskabs kandidat Mohammed Ben Abbes blev valgt som landets præsident.

Bogen blev set som en realisering af et højreradikalt fremtidsscenario, en advarsel mod indvandring og en påmindelse om, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke står fast på vores egne værdier, og hvis de brune bliver flere end de hvide.

Men Ben Abbes kommer ikke til magten, fordi flertallet af de franske vælgere har stemt på ham. Og slet ikke, fordi de ’muslimske værdier’ har besejret de vestlige værdier, eller fordi der er kommet så mange muslimer til Frankrig, at de hvide ikkemuslimer er blevet en minoritet i det, som skulle være deres eget land.

Sagen er, at det muslimske broderskab i Frankrig bliver politisk stærkt, fordi alle de etablerede partier sætter alt ind på en dagsorden, hvor de i store træk er enige, og markedet i øvrigt er stærkere end det politiske system. De gamle partier investerer med andre ord hele deres politiske kapital på et felt, hvor de ikke kan gøre nogen forskel.

Socialisterne overlader derfor al opdragelse, uddannelse, dannelse og kultur til det muslimske broderskab i en alliance, som skal sikre, at Front Nationals kandidat Marine Le Pen ikke kommer til magten. Det komiske er således, at de lader islamister overtage prægningen af borgernes tanker, principper og dannelse, fordi de mener, at økonomisk politik er altafgørende.

Ben Abbes får i romanen kun omkring en fjerdedel af de afgivne stemmer, men gennem alliancen med Socialisterne og et gammelt højrefløjsparti lykkedes det ham at blive landets præsident. Han laver som præsident radikale kompromisser med den vestlige forbrugskapitalisme: Det er ikke noget problem at erstatte den vestlige videnskab og idehistorie på universiteterne med islamiske doktriner og teologi.

De undervisere og forskere, som ikke er muslimer, bliver forvist, og rettroende bliver ansat i stedet. Flere forsker, som ellers er dannet intellektuelt af den vestlige videnskabshistorie, konverterer til islam for at beholde deres job. Ben Abbes erkender til gengæld, at han ikke kan komme porno og alkohol til livs, de to ting betyder så meget for så mange mennesker i Frankrig, at det vil underminere den sociale orden, hvis islamisterne vil fjerne dem.

Det fantastiske er således, at islamisterne kommer til magten i Frankrig uden, at landet er blevet islamiseret. Det franske valgsystem, som afgør præsidentvalget i en finale mellem to kandidater, radikaliserer på den måde det politiske system og kan bringe en kandidat til magten, som netop ikke reflekterer flertallets værdier. Det er kompromisser, alliancer, prioriteringer og det franske valgsystem, som gør Ben Abbes til fransk præsident. Og det er netop, fordi politik ikke er en akkurat genspejling af samfundets værdier, at det giver mennesker frihed.

Den samme vælgerbefolkning med de samme principper kan vælge Barack Obama to gange i træk og bagefter vælge Donald Trump. Det amerikanske valgsystem har ligesom det britiske valgsystem den svaghed, at det eskalerer modsætninger, fordi den, der får flest stemmer i en valgkreds vinder alle stemmerne.

Hvis man forestiller sig en kandidat, som kunne få næstflest stemmer i alle amerikanske stater, ville vedkommende ikke vinde en eneste valgmand, fordi vinderen tager det hele hver gang. Og når man har et system som i England og USA, vil man som regel få toparti-systemer, hvor de to store partier vinder på systemet og derfor ikke vil have en interesse i at ændre det.

Man får et politisk system, som ikke kultiverer konflikter og skaber flere positioner, men derimod radikaliserer konflikter. Det synes vi, er forfærdeligt, når Donald Trump vinder, men pragtfuldt da Barack Obama blev præsident. Man kan beklage den amerikanske forfatning, og det er der virkelig gode grunde til, men man skal huske på, at valget aldrig er andet end en udfaldsmulighed blandt mange andre.

Som en amerikansk kommentator, der havde håbet på Hillary, sagde ganske kort i det, der for mig at se, stadig står som den bedste analyse af præmisserne for politik idag:

»Mennesker er komplicerede, verden er kompliceret. Lad os holde den åben.«

Rune Lykkeberg er chefredaktør for Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu