Læserbrev

Advarsel mod brugerbetaling for tolke

Debat
14. januar 2017

Folketingets partier er i øjeblikket i gang med at drøfte, om udlændinge, der har været i Danmark i mere end to år, selv skal betale, hvis de har brug for en tolk, når de for eksempel skal behandles af en læge.

I Lægeforeningen tager vi kraftigt afstand fra at indføre en sådan brugerbetaling på tolke i sundhedsvæsenet.

Der er nemlig en stor risiko for, at det vil komme til at betyde, at en gruppe af svage mennesker får forkert behandling. For eksempel kan lægen overse symptomer, eller patienten kan komme til at bruge sin medicin forkert, hvis læge og patient ikke forstår hinanden.

Der er også fare for, at nogle patienter ikke får nogen behandling overhovedet, fordi de ikke har råd til at betale for en tolk og undlader at gå til lægen, selv om de er syge.

Hvis patienter selv skal betale for at få tolkebistand, når de bliver behandlet hos en læge, sygeplejerske eller en anden sundhedsprofessionel, vil det stride direkte imod det grundlæggende princip om let og lige adgang til sundhedsvæsenet, som vi har i Danmark.

Det er et princip, vi aldrig må gå på kompromis med. Der skal altid være sikkerhed for, at alle patienter kan få den rigtige behandling for deres sygdomme – også selv om de ikke har penge til en tolk.

Andreas Rudkjøbing er formand for Lægeforeningen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her