Interview

’Afstanden mellem venstrefløjen og folks hverdagsliv er blevet for stor’

Overenskomstforhandlingerne 2017 genrejser spørgsmålene: Kan arbejderidentiteten og arbejdsmarkedet stadig tjene som central arena for venstrefløjens kampe? Hvor skal man ellers bruge kræfterne? To venstrefløjsdebattører fra to generationer prøver at blive enige
Afstanden mellem venstrefløjens projekt og folks hverdagsliv er blevet for stor, siger 27-årige Søren Mau, der er ph.d.-studerende i filosofi. 68-årige Jette Gotlieb, der er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og nu sagsbehandler for 3F, er knap så pessimistisk på venstrefløjens vegne.

Afstanden mellem venstrefløjens projekt og folks hverdagsliv er blevet for stor, siger 27-årige Søren Mau, der er ph.d.-studerende i filosofi. 68-årige Jette Gotlieb, der er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og nu sagsbehandler for 3F, er knap så pessimistisk på venstrefløjens vegne.

Sille Veilmark

13. januar 2017

Den private sektor har lige taget hul på en ny runde overenskomstforhandlinger, og arbejderbevægelsen er langt fra fordums storhed. Siden midten af 1990’erne har fagforeningernes medlemstal været nedadgående, det stigende antal løstansatte synes svære at organisere, og alliancen med venstre side af folketingssalen, der før var uantastelig, er ikke længere så sikker.

»I sin storhedstid formåede arbejderbevægelsen at forankre kampen mod kapitalismen i folks konkrete hverdagserfaringer på arbejdspladsen. Men i dag er forbindelsen forsvundet – afstanden mellem kapitalismekritikken, venstrefløjens projekt og folks hverdagsliv er blevet for stor,« siger Søren Mau (SM), der er 27 år og skribent og ph.d.-studerende i filosofi.

Jette Gotlieb (JG) er 68 år, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og nuværende sagsbehandler for 3F. Hun er knap så pessimistisk, men medgiver, at vilkårene for arbejderbevægelsen som en bred social bevægelse har ændret sig, og at fagbevægelsen mere end nogensinde har brug for at vise sit værd.

»Hvis det ikke lykkes fagbevægelsen at holde trit med ændringerne af arbejdsmarkedet og komme igennem med nogle organiserende krav i overenskomstforhandlingerne i år, ser det rigtig skidt ud,« siger hun.

I lyset af overenskomstforhandlingerne har Information inviteret de to venstrefløjsdebattører fra to forskellige generationer til at diskutere, hvilken rolle fagbevægelsens kamp spiller for venstrefløjens kamp. Kan arbejderidentiteten og arbejdsmarkedet tjene som den centrale arena for venstrefløjens kampe, eller er de for længst flyttet til andre arenaer med andre problemstillinger som deres omdrejningspunkt?

Gæld kan mobilisere

– Hvad kendetegner venstrefløjens kamp mod kapitalismen i Vesten i dag?

»Mange af dem, der protesterer, identificerer sig ikke som arbejderklasse, men eksempelvis som de ’99 procent’ eller med det ’ægte demokrati’,« siger Søren Mau og henviser til de seneste års bølge af optøjer og pladsbesættelser – senest nuit debout, der sidste år besatte Place de la République i Paris.

Protesterne har været mere spontane og mindre organiserede end de klassiske arbejderkampe.

SM: »De foregår i langt højere grad uden for arbejdspladsen. Deindustrialiseringen og den generelle prekarisering af arbejdsmarkedet har ændret betingelserne for, hvordan vestlig antikapitalistisk kamp kan finde sted.«

JG: »Ja, og svækket den. Der havde vi det nemmere i 1970’erne – de vilde strejkers årti. Jeg sad med til utallige blokader. Det var en anden tid. Enhver teoretiker ville eksempelvis sige, at de grafiske arbejdere på BT havde tabt på forhånd i 1977, for selvfølgelig ville den teknologiske udvikling gøre blystøbte satser forældede – men BT-konflikten varede alligevel i 141 dage. Det kan man slet ikke forestille sig i dag. Og så var der også strejkerne på Uniprint, HT og Nilfisk osv.«

SM: »Det er så også interessant, at det netop var fra slutningen 1970’erne, at den neoliberale kontrarevolution satte ind. Thatcher gik til angreb på de engelske minearbejdere, og Reagan satte ind over for det amerikanske flypersonale. Siden neoliberalismens indtog er arbejderidentiteten smuldret.«

– Med hvilke midler kæmper man så bedst venstrefløjskamp i dag?

SM: »I et mere internationalt perspektiv er kampen mod den stigende gæld et område, der har potentiale til at samle og mobilisere. Siden 1970’erne er både den private og offentlige gæld eksploderet, og man kan tale om en konstant finansialisering af vores liv i takt med, at forbrugergælden og presset på lønningerne stiger.«

»Her er den spanske boligbevægelse PAH vildt inspirerende. De organiserer de gældsramte spaniere, som bliver sat på gaden – og det er sindssygt mange. PAH besætter ejendomme, forhandler med banken på vegne af enkeltpersoner og arrangerer møder, hvor man kan komme og dele sin gældshistorie med andre. Det sidste er vigtigt, fordi problemet med gæld er, at det er blevet så individualiseret, folk har dårlig samvittighed over at være i gæld. Det er sindssygt fascinerende at se, hvordan PAH formår at kollektivisere et problem, så enormt mange mennesker sidder med. Jeg tror, der er et virkelig stort potentiale i den slags kampe.«

JG: »Jeg er helt enig. For er der noget, vi har set siden 1970’erne, så er det, at kapitalen hele tiden formår at inddrage større og større områder af vores liv i sin dominans. Den finder hele tiden en udvej og nye profitområder.«

SM: »Venstrefløjen må forsøge at genskabe den forbindelse mellem det antikapitalistiske projekt og hverdagslivet, som er gået tabt med arbejderbevægelsens tilbagegang. Her er det centralt, at PAH’s kamp netop tager sit udgangspunkt uden for arbejdspladsen. Den undgår derfor at eksludere de mange med usikker tilknytning til arbejdsmarkedet. Bolig er noget, alle skal have, så mobiliseringspotentialet er stort.«

JG: »Og her er vi inde på et af de områder, hvor venstrefløjen efter min mening har svigtet allermest, nemlig boligpolitikken. Problematikken er ikke ny. Tilbage i 1969 skrev Preben Wilhjelm bogen Dansk boligpolitik, forbrydelse eller dumhed? – og han svarede selv, at den var en forbrydelse; en måde at disciplinere på ved at udstykke lejligheder til ejerlejligheder og udbygge ejerboligkvarterer, så almindelige mennesker måtte gældsætte sig. Den politik er fortsat siden 1969, og vi har svigtet ved ikke at stoppe den.«

Mere at miste

– Jette Gottlieb, du arbejder i dag for 3F – er fagbevægelsen stadig central i venstrefløjens kamp mod den ’undertrykkende kapitalisme’?

JG: »Ja, men vilkårene for at organisere arbejderklassen er selvfølgelig ændret. På den ene side er det relative velstandsniveau steget, og dermed har folk mere at miste. Parcelhuset ryger, hvis man strejker for længe. På den anden side er mange 8 til 16-job forsvundet. Folk er løstansatte hele vejen rundt. Journalister har deres freelancere, sygeplejersker har deres vikarbureauer, filosoffer har deres projektansættelser ...«

SM: »På deltid.«

JG: »Ja, netop. Det begynder at ligne vilkårene for tømrerne, der har en akkord, og når den er færdig, er de ude af bageriet. Og når vi så samtidig lever i postliberalismens tid – det kalder jeg det system, vi lever under i dag – hvor man brækker hele sikkerhedselementet i den slags ansættelser af, fordi dagpengesystemet ikke fungerer, så er det klart, at folk bliver utrygge og usikre på, om de kan betale huslejen.«

»Det bliver sværere at føre overordnede, planlagte kampe på det grundlag. Det eneste eksempel, jeg har set i nyere tid i Danmark, er sidste års konflikt på Axel Towers (prestigebyggeri i København, hvor 40 tømrer- og snedkersvende i efteråret 2016 strejkede på grund af en uenighed om akkordlønnen, red.

SM: »Ja, Axel Towers-konflikten er et eksempel på, at klassisk fagbevægelseskamp nogle gange stadig kan give mening – men den er også undtagelsen, der bekræfter reglen: at sådanne kampe er ved at forsvinde.«

JG: »Byggefagene er stærke, simpelthen fordi man ikke bare kan flytte emnet for deres produktion. Et hus skal jo ligge, hvor det skal ligge.«

Containeren er klassekamp

Andre fag er mere udfordret af globaliseringen. Men det åbner samtidig for nye kamppladser, lyder det fra Søren Mau.

»Logistikken er andet centralt område, hvor venstrefløjen kan bekæmpe kapitalismen. Opfindelsen af standardcontaineren har revolutioneret verdenshandlen ved at gøre det nemmere at outsource produktionen til lande med billig arbejdskraft. Og i den forstand er containeren blevet klassekamp,« siger han.

JG: »Det er måske en lige lovlig mekanisk sammenhæng …«

SM: »Men det er helt absurd, så store mængder af værdi der strømmer igennem verdens havne hver dag. Blokerer man dem, kan man virkelig forstyrre kapitalens kredsløb. Vi så det med Occupy-bevægelsens blokade af havnen i Oakland – den femtestørste havn i USA – i 2011. Man mener, at mellem fire og otte millioner dollar gik tabt på 12 timer.«

JG: »Jeg var selv med til at blokere Nordhavnen i København i begyndelsen af 1980’erne, fordi nogle uorganiserede ville lodse et skib. Sådan gjorde vi jo dengang.«

SM: »Vi har også for nylig set protester i Göteborgs Havn, ligesom vi i Italien har set flere strejker og blokader i logistiksektoren siden 2008. Her er et enormt potentiale, fordi infrastruktur og logistik er blevet så vigtig for de globale produktionskæder.«

»Især for 10 år siden var der en enorm hype om den såkaldte vidensøkonomi og forestillingen om symbolsk kapitalisme – som om kapitalisme i dag bare kører på information og kommunikationsteknologi. Men det er jo slet ikke tilfældet. Produktionen af fysiske varer er helt grundlæggende for kapitalismen.«

JG: »Ja, Marx har stadig ret i, at den materielle produktion i sidste instans er afgørende for, om folk lever eller dør.«

SM: »Og eksempelvis er madproduktion i dag fuldstændig bundet op på verdenshandlen og dermed på logistik, og det har nogle interessante konsekvenser i et revolutionært perspektiv. Hvis du bryder med kapitalismens forsyningskæder, er der pludselig områder, som er uden mad eller de tekniske hjælpemidler, der skal til for at dyrke den.«

»Et revolutionært brud med kapitalismen ville i dag være langt mere omfattende og globalt end tidligere, fordi verdensøkonomien er blevet så integreret.«

Fugl Føniks

– Nogen vil sige, at et ’revolutionært brud’ kræver mere samling på en meget splittet venstrefløj. Hvordan står venstrefløjen samlet set i jeres optik?

»Den er hverken blevet svagere eller stærkere eller mere eller mindre samlet, siden jeg gik ind i politik i begyndelsen af 1970’erne,« siger Jette Gottlieb.

»Dengang var SF paraplyen, der parlamentarisk muliggjorde 100 forskellige strømninger. I dag foregår samlingen primært omkring Enhedslisten.«

SM: »Jeg oplever venstrefløjen som splittet og svag, men det betyder ikke, at den ikke opnår sejre. At arbejderidentiteten ikke længere er det samlende punkt for venstrefløjen, er nemlig på mange måder en god udvikling. Mange kampe, som tidligere blev nedprioriteret på venstrefløjen på grund af en bestemt idé om, hvad klassepolitik var i arbejderbevægelsen, er i dag blomstret op: den antiracistiske kamp, feminismen, queeraktivismen …«

»Udfordringen er så at forestille sig, hvad der kan træde i stedet for arbejderbevægelsen som det samlende punkt.«

JG: »Her er jeg så mere optimistisk på bevægelsens vegne end dig, Søren. Jeg synes ikke, det er udsigtsløst. Jeg kan se, at i takt med at folk får mere identittet i deres arbejde, så forholder de sig også til at organisere sig.«

»Og personligt kan jeg godt leve med, at man fører arbejdskamp, uden at queeraspektet er et centralt krav. Om jeg havde den pragmatisme for 20 år siden, det ved jeg ikke, men hvis man ikke er i stand til at føre delkampe, kan man heller ikke vinde den totale kamp.«

– Søren Mau, er det nødvendigt i højere grad at samle kampene på venstrefløjen?

»Ja, og eksempelvis viste Nuit Debout-bevægelsen, at selve det at samle kampene er en del af kampen i dag. Det begyndte som en protest mod arbejdsmarkedslovgivning, men endte på mange måder med at være en protest imod alt, imod hele verdens tilstand. Den kom også grundlæggende til at handle om, hvordan vi forener de forskellige kampe i et opgør med det markedsdominerede liv.«

JG: »Problemet med mange af de nyere kampe er bare, at de er så anarkistiske og derfor vanskelige at føre kontinuerligt over tid. Man har set det før: Jeg var selv medlem af ATTAC, da man på venstrefløjen vendte sig mod spekulationskapitalismen – så blev det pludselig et hit, at vi skulle indføre tobinskat (en skat på valutatransaktioner for at mindske incitamentet til kortsigtet valutaspekulation, red.) som en vigtig reform på vejen mod bla bla bla ... Indtil venstrefløjen igen kastede sig over noget nyt, da en anden situation spidsede til. Det, tror jeg, ikke er holdbart. Det holdbare er at sige, at dem, der producerer varerne, også skal organisere sig.«

SM: »For mig at se er venstrefløjens projekt grundlæggende at radikalisere mennesker, det vil sige skabe bredere opbakning til en radikal samfundsomvæltning – og for at opnå det må vi tage udgangspunkt i menneskers konkrete hverdagsproblemer og på praktisk vis at vise, hvordan det globale kapitalistiske system rækker ind i vores hverdag.«

»De seneste årtier har budt på en lang række af kriser, nedskæringer og død og ødelæggelse over hele verden. Der er en ekstremt apokalyptisk stemning, ikke kun på venstrefløjen – folk føler, at vi er på vej mod det totale sammenbrud eller den totale samfundsomvæltning.«

JG: »Du beskriver det lidt som Fugl Føniks, der selv skal rejse sig fra asken. Men vi er jo nødt til at vælge vejen dertil, og der er jeg ikke helt så pessimistisk. Det er stadig muligt for fagbevægelsen at føre delkampe, der bringer os et sted hen, hvor de samlede kampbetingelser er bedre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
  • Flemming Berger
  • Anne Schøtt
  • Benny Larsen
  • Steffen Gliese
  • Randi Christiansen
  • Philip B. Johnsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Jan Svenson
Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Flemming Berger, Anne Schøtt, Benny Larsen, Steffen Gliese, Randi Christiansen, Philip B. Johnsen, Mikael Velschow-Rasmussen og Jan Svenson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

Ikke at jeg synes at Pernille og Johanne og alle de andre ikke har gjort det godt, men men men ...
Hvor er det dog vildt vigtigt, at vi har lynende intelligente unge mennesker som Søren Mau til at hæve stemmen.

Liliane Murray, Niels Duus Nielsen, Anne Schøtt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvis man skal adressere et problem må 'adressen', dvs analysen, være præcis.

Og når man langt ind i socialdemokratiets og sf's rækker anerkender konkurrencesamfundet som præmis, ligger tågerne tungt.

Den præcise magtanalyse er fraværende, selvom den er enkel : at privatkapitalisere på og konkurrere indbyrdes om fællesejet er opskriften på ballade. Men det er lykkedes den økonomiske magt at bilde ofrene for deres røveri ind, at de - den økonomiske magt - er bedst til at varetage administrationen af de fælles overlevelsesressourcer, af fællesejet. Een af de seneste akter i det skuespil er trumps løfter til utrygge amerikanere om, at han forvalter deres interesser. Alt imens han konsoliderer sine egne.

Følg pengene - find de ansvarlige. Der er ingen vej uden om et opgør med matricen for administrationen af de fælles overlevelsesressourcer. Et opgør med de økonomisk priviligeredes fest på de underpriviligeredes regning. Men magten er nådesløs i sin fastholdelse af egne privilegier, og de udbyttede holdes i så fast et jerngreb af bestikkelse, bedøvelse og berettiget frygt, at de ofte hverken kan høre eller se, hvad der egentlig foregår, tør eller magter at forsvare sig passende mod overgrebene.

Jeg ved, hvad jeg taler om, for det er for mig en livslang diskussion med mennesker fra den gamle arbejderklasse, som i tiden efter ww2 fik tildelt lidt flere af smulerne fra de riges bord, og som derfor glemte alt om den grundlæggende magtanalyse, ja, som ligefrem var taknemmelige for, at deres økonomiske ulykke blev en smule mindre, hvis de vel at mærke ofrede deres og deres børns liv i en produktion, hvor størstedelen af profitten som sædvanlig blev strøget af det privatkapitalistiske magtapparat.

Så sent som da socialdemokraterne for 8 mia solgte fuld vetoret og 19 % af dong til privatprofit i stedet for at drive virksomheden ifht sit formål, som er at servicere alle borgere, og med evt overskud anvendt til at drift-og fremtidssikre virksomheden. Men nej, profitmagerne fik endnu en billig luns af fællesejet og det ved socialdemokraternes hjælp. I hvilket forhold dumhed og eller korruption her er i spil, skal jeg ikke kunne sige, men det er ihvertfald tydeligt, at den genopretning, som er så påkrævet, med manøvrer som disse optrapper den miljø-og socioøkonomiske ubalance og konflikt, som indiskutabelt er årsagen til df, brexit, marine le pen trump - til det arabiske forår, palæstinakonflikten, is, terror, krigen i syrien - for blot at nævne nogle af de vigtigste konsekvenser af den meget farlige miljø-og socioøkonomiske politik, som den økonomiske magt fører. Mennesker der har, hvad de skal bruge, er naturligvis fredelige og optaget af at bevare deres eksistensgrundlag.

Vores opgave er derfor nu at formulere visionen for det samfund, vi ønsker. Ignoreres det, at den første udfordring handler om definition, administration og forsvar af fællesejet, er slaget tabt. De steder i verden, hvor presset på overlevelsesressourcerer er hårdest, er naturligvis der, vi ser de største reaktioner. Om de er voldelige eller fredelige, bliver de mødt med magtens vold. Vi ser dog oaser og en voksende forståelse for nødvendigheden af at korrigere den miljø-og socioøkonomiske ubalance, desværre ofte med polarisering blandt de 99% til følge. Magtens gamle trick med 'del og hersk' er en stadig gangbar klassiker.

Kurt Nielsen, Philip B. Johnsen, Finn Lindberg, Liliane Murray, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Flemming Berger, Martin Madsen, Flemming S. Andersen, Ken Sass, Britt Kristensen og Benny Larsen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Nu har CEPOS bestemt socialpolitikken i Danmark siden den har eksisteret, det har betydet ekstreme forringelser af det sociale sikkerhedsnet, venstrefløjen skal ikke sige ja til CEPOS, men nej til flere forringelser af dagpengesystem og overførselsinkomster i øvrigt! Et godt og solidt socialt sikkerhedsnet er nødvendigt i et civiliseret samfund! Det er ikke uansvsrlig politik endog at rulle de forringelser tilbage der er gennemført de sidste ca. 10 år. Giv folk lov til at uddanne sig så de kan tilpasse sig de behov samfundet har!

Finn Lindberg, kjeld jensen, Liliane Murray, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Flemming S. Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Tjøhø.. Rune Lund, Pernille Skipper og Pia Dyhr omgås gladeligt og jovialt folk som Joakim B. Olsen for åben skærm, uden tanke for at de i den gryde signalerer, at JBO og hans meninger er helt okay.

Enhedslisten og SF er bare ved at blive socialdemokrater og sådan nogen er præcis som Hans Jørn Storgaard Andersen.

Egon Stich, Finn Lindberg, Flemming Berger og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Torben, nu betyder det jo noget, om man har magt, som man har agt. Første skridt er at foretage den præcise magtanalyse og dernæst at tage diskussionen med sine opponenter.

Flemming S. Andersen

Hvor er det en glimrende artikel til at illustrere problemet med!!

Tomgangssnak og flugt fra de sørgelige kendsgerninger.

"Den røde blok" skal genetableres fra bunden uden socialdemokraterne og måske også SF, ellers går det ikke.
Og Venstrefløjen må løre igen , at føre politik for sine vælgere og ikke for en masse fine principper og slagord, for vælgerne trænger til den politik. Trænger til at få sine rettigheder igen, sin selvrespekt som borger igen, sine børns muligheder igen.
Vil Venstrefløjen ikke kæmpe for sine vælgere, så glem det.

Egon Stich, Finn Lindberg, Liliane Murray, Torben Skov, Flemming Berger og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

De manifestationer,Mau omtaler fra Frankrig,var/blev civil ulydighed og,som en naturlig følge,til konfrontation med magten.
Det tilbageværende venstrefløjsparti,Enhedslisten,må generkende,at et magtskifte aldrig kan finde sted uden voldelig konfrontation;den bestående magt vil bruge sine magtmidler mod sine udfordrere.
Desværre,for jeg holder af mit fredelige liv.
Vi,der vil noget andet,må holde op med at være dumt naive.

Egon Stich, Liliane Murray, Carsten Wienholtz, Torben Skov, Niels Duus Nielsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Overenskomsterne vil langsom men sikkert løbe ud i sandet, og ende med, at enhver skal forhandle for sig selv. Enhver er jo sin egen lykkes smed, i den liberale ideologi.

Fagforeningerne og venstrefløjen er desværre bukket under for deres egen succes. Vores velfærd og den - trods alt relativt tålelige sociale balance venstrefløjen med blod, sved og tåre i bogstavelig forstand, har kæmpet for, blev pludselig til de naturligste ting i verden. Alle (næsten) troede, at disse goder ville bestå til evig tid. Ingen kunne længere forestille sig en interessekonflikt mellem arbejdere og direktører, der hurtigt blev til lønmodtagere og arbejdsgivere.

Det hele blev hjulpet på vej af Sovjetunionen der krakelerede. Højrefløjen brugte krakket som bevis for, at socialisme er en taberkultur, og argumentet blev købt i hele den vestlige verden. Forskellen på sovjets diktatoriske kommunistiske regime og de sociale, demokratiske tanker der dengang lå på den danske venstrefløj, blev behændigt udvisket af en dygtig højrefløj. Venstrefløjen stod desværre stille, i stedet for at tage kampen op. Nu er de vågnet, og taktikken er desværre at overtage højrefløjens værdigrundlag.

Ergo, overenskomst og venstrefløj hører fortiden til. Jeg vil antage, at vi skal helt ned i møget, før der igen kommer tanker, der kan minde om dem vi husker tilbage fra 70'erne. Om tre - fire generationer, måske.

Finn Lindberg, Carsten Wienholtz og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Skal overskriften forstås således, at "folk" ikke stemmer på venstrefløjen? Og hvis ikke "folk" gør det, hvem er der så, der har stemt 14 MF'ere fra Enhedslisten ind i Folketinget?
Opdelingen i "folk" og "elite" og i "venstrefløj" er åndssvag, og Inf. burde holde sig for god til vedvarende, at skamride den krikke. Kom nu videre. For satan!

Poul Sørensen

Enhedslisten skal bare fortsætte med at argumentere med et andet og bedre samfund, der er masser af muligheder, hvis man bare holder fast i, at man vil lave nogen grundlæggende forandringer, der vil gøre samfundet bedre for almindelige mennesker.

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det vigtigste af alt er, at socialismen lever videre, uanset hvor irrelevant den længe har været. Samme problematik gælder EU. Til helvede med Europa.