Læsetid 4 min.

Den amerikanske venstrefløj vil genopstå under Trump

Det midtersøgende Clinton-projekt blev besejret i november, men forsøgene på at tilbagerulle Obamacare viser en svag og splittet republikansk lejr. Tiden er inde til, at venstrefløjen udvikler et populistisk alternativ
30. januar 2017

Donald Trump er nu verdens mest magtfulde mand. Man skulle tro, det ville hensætte venstrefløjen i mismod. Men tværtimod er den stærkere, end den har været i årtier.

Den står over for en præsident, der er kommet til magten på et antalsmæssigt mindretal af stemmerne og indtager embedet med den laveste opbakning, der nogensinde er målt, og hvis parti er splittet.

I november blev det midtersøgende Clinton-projekt – hvis primære salgsargument var evnen til at vinde – besejret og kastede dermed USA ud i den værste krise siden krigen.

Den dag, Trump tiltrådte præsidentembedet, mødte jeg 25-årige Waleed Shahid fra Arlington, Virginia, sammen med hans medaktivist Max Berger, en 31-årig jødisk amerikaner fra »en by med 15.000 indbyggere og fire Dunkin’ Donuts« i Massachusetts. De er begge aktive i All Of Us, en af de mange nye progressive organisationer, der er opstået som reaktion på Trump.

Shahids far flyttede til USA fra Pakistan for fire årtier siden.

»Han har bogstavelig talt arbejdet i den samme parkeringskælder siden 1973.« Der fandtes fire bøger i Shahids barndomshjem: Koranen, en punjabisk digtsamling samt to biografier af henholdsvis forhenværende premierminister i Pakistan Benazir Bhutto og af Hillary Clinton.

Obama havde oprindeligt begejstret begge hans forældre, men deres liv blev ikke forbedret under hans præsidentperiode.

»Min far gik ned i både løn og timeantal fra 2008 og frem, og min mors sundhedsforsikring blev dyrere, selv om det var præcis den slags problemer, Obama lovede at løse,« siger Shahid.

Både han og Max Berger var med til at føre kampagne for Bernie Sanders, og de er begge fortsat i kampberedskab. »Der er brug for en modvægt til Demokraterne, hvis de skal holdes op på deres løfter til flertallet af deres vælgere, som er arbejderklasse, migranter og farvede.«

Berger mener ikke, at Trumps sejr alene kan forklares med et racemæssigt tilbageslag, men at det snarere handler om »en global magtstruktur og en global elite, som har milliarder af dollar på spil«.

Han peger på, at der er stærke antisemitiske undertoner i f.eks. de kampagneindslag, der langer ud efter folk som George Soros, men at de også trækker på en stærk antiestablishment-følelse.

»Hvis vi vil formulere et reelt alternativ, er vi nødt til at finde samme vrede frem, som mange amerikanere føler, og vi er nødt til at udpege den klasse, de individer, som har taget røven på os.«

Hele systemet udfordres

Nogle mener, at Demokraterne var for radikale og for højlydte i deres støtte til kvinder og minoriteter. Men der er en stærk ny bevægelse, som har i sinde at forvandle Demokraterne til et parti, der udfordrer hele systemet.

Ben Wikler, der er leder af Washington-afdelingen af MoveOn – et progressivt netværk – er blandt dem, der havde ønsket sig, at senator Elizabeth Warren skulle stille op til præsidentvalget.

»Jeg tror, hun kunne have vundet både nomineringen og præsidentposten,« siger han uden at blinke. Selv om det ikke lykkedes Sanders at vinde nomineringen, viste han, at det var muligt at stille op til præsidentposten »som progressiv populist, der ikke er i lommen på donorklassen, som udfordrer en Wall Street-domineret økonomi, der er skævvreden, i stykker og korrupt«.

Wikler vil gøre sit for at sikre, at Demokraterne lærer af ikke blot deres egne fejl, men også af Republikanernes succes. Under George W. Bush samarbejdede Demokraterne f.eks. ved at snige skattelettelser til middelklassen ind, når Bush ville have skattelettelser for de rige. Da Obama blev præsident, med rekordstor opbakning, var Republikanerne derimod uforsonlige i opposition.

»Under Trump vil Demokraternes vælgerbase ikke acceptere endnu et forsøg på at gå samarbejdsvejen,« siger Wikler.

Slut med at være midtersøgende

Republikanerne troede, de kunne fjerne Obamas sundhedsprogram øjeblikkeligt, og at det træk ville samle deres eget parti og splitte Demokraterne. I stedet er det modsatte sket. Republikanerne kan ikke blive enige indbyrdes om, hvad der skal fjernes, og hvad der skal bevares, mens tusinder af amerikanere demonstrerer ikke blot i håbet om at beholde deres sundhedssikring, men også for at tildele Trump hans første nederlag.

Som fagforeningsleder David Rolf formulerer det, er Demokraternes eneste håb »progressiv økonomisk populisme«. Hvis Demokraterne forsøger at vende tilbage til den midtersøgende pro-establishment-linje, er der ingen vej ud af det aktuelle morads.

Greisa Martinez fra United We Dream, der kæmper for papirløse arbejderes rettigheder, siger det sådan her: »Det er nødvendigt, at jeg forbinder mine erfaringer med den hvide arbejderklasse i rustbæltets erfaringer.« Samtidig understreger hun, at hun ikke vil acceptere, at Demokraterne smider folk som hende »ud foran bussen«.

Den amerikanske venstrefløj har lært sin lektie fra et fejlslagent midtersøgende projekt og fra et republikansk parti, der aldrig accepterede en præsident, der – i skarp modsætning til Trump – vandt et flertal af vælgernes opbakning hele to gange.

Trump repræsenterer den hidtil mest dramatiske populistiske højrefløjssejr i den vestlige verden. Men han er svagere, end han ser ud til.

Kan den amerikanske venstrefløj skabe et populistisk alternativ, der virker overbevisende på de millioner af vrede amerikanere, der ikke aner deres levende råd i et samfund, hvor spillereglerne aldrig er til deres fordel? Den amerikanske republiks fremtid er uvis – og afhænger muligvis af svaret på det spørgsmål.

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.

Owen Jones er klumnist for bl.a. the Guardian, LGBT-aktivist og forfatter til 'Chavs: The Demonisation of the Working Class and The Establishment – And How They Get Away With It', Verso 2011.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Søren Veje
    Søren Veje
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
Søren Veje og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Lidt malurt i bægeret

Demokraterne i USA har historisk haft sværere ved at samles om en bestemt partilinie end republikanerne. Medens republikanerne næsten altid holder sammen på tropperne under afstemninger i Kongressen, så er der ofte nogle demokrater, der sejler rundt i manegen.

Det skyldes måske især to forhold:

1) De gamle arbejder-græsrødder og fagforeningerne er blev udskiftet med individualistisk-emanciperede interesse-grupper, der flokkes om ét eller andet partikulært program. I sin selvforståelse er demokraterne derfor blevet et 'regnbue'-parti af særinteresser, men uden noget homogent fællesskab.

2) Som gode demokrater er demokraterne ofte idealistisk indstillet på at skabe kompromisser, men her står de over for en modstander (republikanerne), der ikke giver ved dørene, men hellere blokerer hele statsapparatet og lovgivningen end indlader sig på forhandlinger om en fælles løsning. Demokraterne er for 'pæne', selv når de har flertal.

Der er noget selvdestruktivt over arven fra 60'ernes frigørelse, der har udviklet sig til et individualistisk projekt. Det er faktisk ikke kun et amerikansk fænomen. Hver gang en centrum-venstre regering kommer til magten, trækker den forsonligt over mod midten. Hver gang en centrum-højre regering afløser den, trækkes der benhårdt mod højre. I historien om Mars og Venus, er det næsten altid Mars, der vinder. Venus er naiv.

Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Fin vurdering, Mihail - men kan demokraterne reelt betegnes som Venus i denne politisk-ideologiske akse? Det kunne forekomme at den venstrerettede modpol i allegorien er temmeligt relativiseret.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Et godt eksempel

Da højesteretspræsident Scalia - en notorisk højresnoet hardliner - døde for et år siden, havde Obama muligheden for at indstille og udpege en ny dommer, der ville have givet højesteret et liberalt flertal. Indstillingen skal godkendes af senatet, men republikanerne meddelte simpelthen, at de slet ikke ville behandle indstillingen, men vente til der var valgt en ny (og for dem forhåbentlig) konservativ præsident. Denne obstruktion var måske ikke ligefrem ulovlig, men i al fald imod ånden i forfatningen. Obama resignerede i stedet for at tage kampen op.

Faktisk levner forfatningen mulighed for, at præsidenten egenhændigt kan udpege en ny dommer - nemlig i den korte periode der er mellem to kongressamlinger - altså i slutningen af december og begyndelsen af januar. En sådan mulighed ville en afgående republikansk præsident med garanti have benyttet sig af i en tilsvarende situation. Men altså ikke Obama, der heller ville have rene hænder og finde sig i republikanernes obstruktion end at give igen med samme mønt.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Fornuftens destruktion

I 1954 udgav den ungarnske marxist, Georg Lukàcs, en tankevækkende bog om "Die Zerstörung der Vernunft". Den skildrer den tyske oplysnings (Kant, Schiller, Hegel) opløsning og destruktion i romantikkens sværmeri for irrationalitet, livsfilosofi, nationalisme og mytologi - en proces, der fik sin kulmination i nazismen. Habermas har senere anvendt udtrykket: 'mod-oplysning' om det samme fænomen, som han mener fortsat trives i højrepopulistiske milieuer.

Når en fornuftstyret, nuanceret og saglig politik støder frontalt ind i en irrationel, ensidig og emotionelt overgearet politik - hvem vinder da? Der er - som Freud analytisk og profetisk har beskrevet i "Kulturens byrde" fra 1930 - en meget stor sandsynlighed for, at det er barbaren, der løber af med sejren. Med mindre der er stærke samfundsinstitutioner til at tøjle følelsernes amokløb og mytomani og til at forsvare en civiliseret retsstat.

Har det været vigtigt før, så er det blevet det i endnu højere grad efter valget af Trump: At forsvare oplysningens rationelle og universelle projekt - mod tendenserne til et autoritært-karismatisk pøbelvælde med vilkårlig justits.

Det er rigtigt, men nytter i denne sammenhæng ikke at hævde, at Trump jo er blevet valgt af 'folket' og tilmed af gammeldags 'arbejdere'. Det blev Hitler og Mussolini også. Og ligesom dengang - i trediverne - er der journalister, som maner til' besindighed' eller endog 'forsigtighed'. For, ikke sandt? Trump fortjener en chance; han mener det nok ikke så slemt. Det sagde man også om Hitler, der - lige som Trump - før valget ret klart gjorde rede for, hvad han ville, hvis han fik magten, nemlig i værket "Mein Kampf"; men han mente det nok ikke så slemt, vel?