I diskussionen om arveafgiften nævner fortalere tit, at arveafgiften er retfærdig, fordi dem, der modtager arven, tilfældigt er født til det. Selv om det er sandt, har jeg stadig svært ved at anerkende arveafgift som en god idé. For det første snakker vi om penge, der allerede er blevet beskattet en gang. Dermed er arveafgiften bare en dobbeltbeskatning, og det hører i mine øjne ingen steder hjemme.
For det andet taler man i den offentlige debat nærmest kun om personen, der arver, men her bør man i langt højere grad snakke om den person, der lader sig arve. Mere relevant er det nemlig at tale om personen, der efter sin død gerne vil have den sidste magt over sin ejendom ved at give den videre til dem, som han eller hun har elsket og holdt af gennem sit liv.
I den forbindelse er det relevant at tænke over, at de afdøde formentlig ikke synes, staten fortjener en del af den arv, som den i forvejen har beskattet. En beskatning, der har været medvirkende til en markant omfordeling. Det er derfor kun endnu et eksempel på især venstrefløjens misundelsesretorik, at den så stædigt holder fast i at stikke snabelen i de afdødes arv, mens den påberåber sig at være retfærdighedens forkæmpere.
Hvordan kan man påstå, at rigdom er velfortjent og et resultat af dygtighed,
samtidig med formuer er nedarvet fra forfædrene,
og rigdommen gør det muligt for arvingene at modtage helt arbejsfri gevinster alene i kraft af at de er født??
Surprise, surprise. Bjørn Hebsgaard Nielsen er medlem af Liberal Alliances Ungdom. Deres holdning er jo, at skatten skal betales af dem med de små indkomster og formuer.
Det er en meget endimensionel opfattelse af beskatning, som Bjørn Hebsgaard bygger sit angreb på. Det er ikke al formue som er resultat af lønudbetalinger eller kapitalafkast, så snakken om dobbeltbeskatning er noget vrøvl. En god del af de arvede formuer er resultat af kursgevinster eller samfundsskabte værdistigninger, som aldrig har været i nærheden af et skattevæsen.
@Kirsten Bech Hansen, kursgevinster og "samfundsskabte" værdistigninger i almindelighed bliver beskattet som al anden indkomst bliver det (bortset fra værdistigning på ejerboliger - hvor boligen så til "gengæld" bliver beskattet løbende).
Bortset fra det, er det efter min opfattelse, som erklæret liberal, mest rimeligt, at indtægter der har karakter af "windfall gains" (altså indtjening, der ikke er et resultat af egen indsats af arbejdskraft eller kapital) beskattes hårdest. Til "windfall gains" hører fx arv og lotterigevinster.
Hvis man virkelig tror, at enhver er sin egen lykkes smed, må konsekvensen være afskaffelse af arv.
For min skyld kunne arveafgiften gerne være 100%.
Hvis jeg efterlader mig noget, når jeg dør, er det da fordi jeg har regnet forkert.
Jeg ville da også gerne efterlade mine børn noget, men når jeg engang er død og borte, tror jeg egentlig, at jeg er ret ligeglad med, hvad min evt. formue bliver brugt til. Og mine børn er sikkert også ligeglade, de er i hvert fald opdraget til at være solidariske mennesker, som godt kan forstå ideen bag en arveafgift.
Rent bortset fra, at de vil blive spurgt, om de vil vedgå ARV OG GÆLD, så jeg har også lært dem, at det ville det i mit tilfælde være meget dumt af dem at gøre.
Så længe jeg er i live hjælper jeg dem selvfølgelig økonomisk efter bedste evne.
Udover at arveafgiften er retfærdig fordi dem der modtager tilfældigt er født til det, så er det også retfærdigt, fordi arv jo kan betragtes som en indtægt til den, der modtager arven. Vi bekattes af vores indtægter, det ville være uretfærdigt hvis det kun var visse former for indtægter, som f.eks. lønindtægt, der blev beskattet, mens andre former for indtægter, som f. eks. arv gik fri. Pengegaver mellem familiemedlemmer beskattes også, hvis de er over en vis størrelse, så det er ikke underligt at der også er en arveafgift. Det er heller ikke rigtigt at der er tale om dobbeltbeskatning, det er modtageren af arven der skal betale afgiften, ikke den afdøde. Desuden er arveafgiften på 15% for nære familiemedlemmer, det er ikke særlig højt.