Læsetid 3.54 min.

Børn er uvelkomne gæster i de voksnes verden

Børn har fået en mere fremtrædende plads i familien, men i store dele af det offentlige rum skal de hverken ses eller høres. Når de bevæger sig uden for hjemmet eller institutionsverdenen, foregår det i børnevenlige miljøer som Lalandia eller Zoo. De opfattes ikke som civiliserede nok til de voksnes virkelighed. Det er en skam – for dem og for os
Alle har travlt med at arbejde, skriver Liv Navntoft Henningsen, som ikke er sikker på, at vi har skabt et bedre liv for os selv og børnene ved at uddelegere det mellemmenneskelige ansvar til kommunen, for at vi kan tilbringe størstedelen af vores vågne timer på arbejdsmarkedet.

Alle har travlt med at arbejde, skriver Liv Navntoft Henningsen, som ikke er sikker på, at vi har skabt et bedre liv for os selv og børnene ved at uddelegere det mellemmenneskelige ansvar til kommunen, for at vi kan tilbringe størstedelen af vores vågne timer på arbejdsmarkedet.

Sigrid Nygaard
10. januar 2017
Delt 3238 gange

Da jeg skulle sende mit første barn i vuggestue, fik jeg kramper i underlivet. Det tog jeg som et tegn på, at jeg hellere måtte udskyde det lidt, selv om jeg egentlig var ved at være træt af at være henvist til samfundets børneområder. For børn er nogen, vi gemmer væk på legepladser, i dagsinstitutioner, bag iPads eller i Lalandia.

Vi forældre kan godt udholde et års barselsorlov og en årlig uge med klor og friture, for vi vender jo tilbage til arbejdet og livet bagefter igen. Det tænkte jeg også i lang tid. Jeg vender tilbage lige om lidt. Vi leger jo bare.

Nu er der gået fem år. De seneste fem år har jeg levet det meste af mit liv sammen med børnene. Det har medført fuldstændigt opbrud fra den verden, jeg kendte før. Det har betydet, at jeg har været udelukket fra en stor del af samfundslivet; de voksnes verden. Hverdagslivet er helt anderledes, nu hvor jeg ikke kan arbejde og studere i dagtimerne og skal have børn med i næsten alt, hvad jeg foretager mig.

Jeg er overrasket og forfærdet over, hvor stor en del af samfundslivet børnene er udelukket fra. Fra børnenes perspektiv er det svært at se sig selv som en ligeværdig og nødvendig deltager og bidragyder i samfundsfælleskabet. Jeg føler mig nogle gange isoleret, og jeg er bange for, at børnene har det på samme måde, mine børn og jeres børn, som altid og ufrivilligt er henvist til børnenes amputerede verden.

De voksne skal have ro

Jeg vil gerne vise mine børn hele min verden. Jeg tager dem med på indkøb, til møder, til kulturelle arrangementer og på museer. Jeg tager dem med, når jeg besøger venner og familie. Mange steder mødes jeg med irritation eller ligefrem forargelse over, at jeg ikke kommer alene.

Til mange arrangementer og vigtige livsbegivenheder som bryllupper og runde fødselsdage er børnene ikke inviteret. Deres umiddelbarhed, nysgerrighed og højlydte glæde over livet anses mange steder for upassende og forstyrrende.

På museum bliver vi tysset på og mødt af uvenligt undrende blikke, hvis vi bevæger os uden for særligt indrettede børneområder. Den store kunst skal betragtes i andægtig stilhed. Hvorfor skal småbørn overhovedet gøres bekendt med Hammershøi, Heerup eller Hilma af Klint?

De forstår alligevel ikke skønheden og dybden. Eller gør de? Når de kommer hjem igen, maler den fireårige nye former og i nye farvekombinationer, og den toårige snakker længe om en uhyggelig dame eller en kæmpestor flyvemaskine.

På mange restauranter er børn uvelkomne (medmindre de er gemt væk bag en iPad). De voksne skal have ro til at spise.

Nok har børn fået en mere fremtrædende plads i familien i dag, men i store dele af det offentlige rum skal de stadig ses og ikke høres – eller måske helst hverken ses eller høres. Men så kan man jo altid tage i Zoologisk have.

Der er børn mere end velkomne, og man kan købe både pomfritter og is og anden særlig børnemad. Alt er tilladt, altså lige bortset fra amning uden for ammeområderne. Nogen kunne blive stødt af et blottet bryst imellem opsvulmede abenumser og kneppende kaniner. Det er bare ikke passende. Selv i samfundets særligt indrettede børneområder kan man føle sig isoleret, hvis man ikke lever op til de voksnes forventninger til civiliseret samvær.

Jeg gør, hvad der passer mig

Egentlig kan jeg godt leve med marginaliseringen. Jeg fortæller mig selv, at jeg er en progressiv normbryder, og så er det lidt nemmere at sige: ’Fuck jer! Jeg gør, hvad der passer mig. Og jeg giver det bedste, jeg kan, til mine børn inden for de her forkvaklede rammer.’

Men isolationen gør ondt, når jeg er træt og alene med hele ansvaret. Som når jeg skal konfliktmægle imellem to børn, imens jeg laver mad og tørrer vand op og sætter plaster på og hjælper med at finde en manglende puslespilsbrik under sofaen. Og som når det er alt for længe siden, at jeg har haft tid til at fordybe mig fagligt, dyrke yoga eller bare sidde og glo ud i luften et øjeblik uden at skulle opfylde andres behov. Så kommer jeg til at skælde for meget ud og føler mig utilstrækkelig og alene.

Det kræver en landsby at opfostre et barn, siger et gammelt ordsprog, men vi lever i en storby af små, sammenbidte kernefamilier. To voksne, som skal opfostre og opdrage to børn, alene. Bedsteforældre, naboer og onkler har efterhånden en temmelig perifer rolle i børnenes liv. Alle har travlt med at arbejde. Samfundsfællesskabet består i stedet i (heldags)vuggestue, (heldags)børnehave og heldagsskole.

Jeg er ikke sikker på, at vi har skabt et bedre liv for os selv og børnene ved at uddelegere hele det mellemmenneskelige ansvar til kommunen, for at vi kan tilbringe størstedelen af vores vågne timer på arbejdsmarkedet.

Ikke fordi arbejdslivet er et meningsløst selvrealiseringsprojekt. Det er det ikke kun. Men det er meningsløst, at vi arbejder så meget, at vi ikke har tid til hinanden, på et tidspunkt i historien, hvor vi qua den teknologiske udvikling burde have fået frigivet tid.

Vi bruger størstedelen af vores liv på at udarbejde strategier for effektiviseringsprocesser inden for dagtilbudsområdet eller på at designe brochurer for Lalandia i stedet for at ligge arm i arm med vores børn og kigge op i universet eller trimle grinende rundt i græsset med vores børnebørn.

Legobyggende barnevoksen

Samværet med børn er ikke altid præget af drømmende ro eller hvinende glæde. Jeg har ikke fravalgt det offentlige pasningstilbud, fordi jeg finder nydelse i at vaske tøj og skifte ble, eller fordi jeg gerne vil realisere mit personlige potentiale som legobyggende, ’Lille Peter Edderkop’-syngende, perlestentællende barnevoksen. Jeg må bide i det sure og syndige moderæble og indrømme, at samværet med mine børn ikke altid er styret af mine egne præferencer.

Jeg foretrækker ikke at bruge min mandag formiddag på at læse Jeppes potte syvogtyve gange i træk. Jeg oplever bare ikke, at vuggestuen som samfundsinstitution udgør et tilstrækkeligt alternativ til en kærlig forælder til, at jeg trygt kan overlade mine børn til den 8-9 timer om dagen. Og jeg føler, at jeg går glip af for meget som forælder, hvis jeg ikke skal være en del af deres hverdagsliv ud over morgenhyl og ulvetime.

For midt i fingermaling og vandpyttehopning opstår der jo dusinvis af de øjeblikke hver dag, som vi forældre lever for. Børnene smider om sig med dem. Vi er bare nogle gange for udmattede til at samle dem op.

Mit valg er selvfølgelig også baseret på værdier og forestillinger om det gode (børne)liv. Børnehaven er et godt sted at møde andre børn, men børn har også brug for nærværende forældre og fællesskaber på tværs af generationer. Samtidig føles det ikke tilfredsstillende at skulle opgive mit arbejdsliv og faglige kald fuldstændigt i årevis for at være tilskuer til mine børns liv.

Derfor må jeg konstant foretage en afvejning af, hvordan jeg kan balancere imellem fællesskabets utilstrækkelighed og min egen utilstrækkelighed. Jeg har langt fra fundet en ideel livsform. Jeg må erkende, at jeg ikke kan opfostre mine børn alene.

Vi har ikke bare brug for et pasningstilbud, vi har brug for et samfundsfællesskab. Jeg synes, vi skal gå i kollektiv trodsalder og sætte hælene i over for Big Mother. Med en toårigs ihærdighed. Jeg synes, vi sammen skal kræve mere forældreorlov, bedre dagsinstitutioner og kortere arbejdstid. Mere tid til at elske og grine. Og jeg synes, vi skal filtre os ind i hinandens liv i en altomfavnende kluddermor af ansvar, rummelighed, omsorg og glæde. Jeg har lagt mærke til, at både børn og voksne griner højere i fællesskab.

Liv Navntoft Henningsen er hjemmegående

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Esben  Lykke
    Esben Lykke
  • Brugerbillede for Ehm Hjorth Miltersen
    Ehm Hjorth Miltersen
  • Brugerbillede for Karsten Aaen
    Karsten Aaen
Viggo Okholm, Randi Christiansen, Anker Nielsen, Anne Schøtt, Steffen Gliese, Esben Lykke, Ehm Hjorth Miltersen og Karsten Aaen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jesper Oersted
Jesper Oersted

Der findes ikke ret meget der er ligeså irriterende som utidige småbørn. Småbørn der larmer, sviner, støjer og løber rundt, uden hensyntagen til andre (voksne) mennesker. Der er desværre en del forældre, der gør en dyd ud af IKKE at opdrage deres børn. Det betyder, at skolen skal bruge kostbar undervisningstid på, at lære poderne almindelig dannelse og at mange elever bliver forstyrret i deres undervisning. Hvis man tager til Frankrig, så er situationen en helt anden: Her lærer børn at opføre sig ordentligt når de er ude fra de er helt små. Hvis de gjorde det i Danmark, så er jeg sikker på at det ville være helt accepteret at tage dem med på f.eks. restaurant. Nu findes der jo "familierestauranter" og her ved man jo hvad der venter, hvis man går der og der vil ens uvorne afkom altid være velkommen.

benta victoria gunnlögsson, David Zennaro, Britt Kristensen, Thomas Toft, Liliane Murray, Danny Ocean og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ehm Hjorth Miltersen
Ehm Hjorth Miltersen

Min ideelle familieform ville være 3+ voksne der lever sammen eller som naboer og i fællesskab tager sig af sine egne og hinandens børn. Ideelt set ville der være en voksen hjemme hele tiden, i hvert fald mens børnene er små. Det kunne fx en kortere arbejdsuge være et skridt på vej til at muliggøre.

Niels Nielsen, Anne Schøtt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vanilla Sommer
Vanilla Sommer

Tak Liv, for dette skriv. Jeg er helt enig i, at der er noget rablende galt i den måde samfundet er skruet sammen på. Der må være plads til ALLE. Men du har ret i at børnene er blevet nogle, der behændigt skal pakkes væk fra det virkelige liv. Jeg har taget mig friheden at have mine børn med alle steder, alt fra bestyrelsesmøder til kunstmuseer. Jeg har ammet mine børn, når der har været behov, og jeg har aldrig spurgt om lov, for hem skulle have hjemmel til det?
Måske skulle man indrette særlige voksenområder, voksen-restauranter osv. for de, der føler behov for at isolere sig fra den virkelige virkelighed, og for de, der måtte have glemt at de selv har været børn en gang.

Viggo Okholm, Niels Nielsen, Anne Schøtt og Ulla Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Problemet med børn er at mange af dem endnu ikke har lært at opføre sig ordentligt, hvilket selvfølgelig er helt naturligt. Et godt råd, for så vidt restaurantbesøg, er at begynde på steder som fx. Ikea, McDonalds og Jensens Bøfhus. Senere, i takt med at børnene lærer at begå sig, kan man tage dem med på de finere steder og hvem ved måske på Noma og D'angleterre? Det er helt op til jer forældre, hvor meget I vil investere i opdragelse og hvor vigtigt det er at have jeres børn med til alt, for nogle gange skal man måske også lige overveje om børnene overhovedet får noget ud af at komme med eller om de var bedre tjent med en barnepige og en Ipad?

benta victoria gunnlögsson, David Zennaro, Britt Kristensen, Christel Larsen, Niels Nielsen, Liliane Murray, Danny Ocean, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Birthe Skyt og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mette Poulsen
Mette Poulsen

Liv har indrettet sin hverdag efter egne idealer, så det vigtigste i hendes liv (børn/det gode familieliv) er i fokus og hun er derfor hjemmegående og sammen med barn/børn dagen lang. Det giver nogle begrænsninger ift. personlig udfoldelse, herunder yoga, museums- og restaurantbesøg, etc.. Ligesom alle andre valg man foretager sig også indbefatter fravalg.
Ord som "marginalisering" og "isolation" er noget melodramisk til at beskrive, at man ikke kan få det hele hele tiden, når man ønsker det. Forældre må forstå, at deres små solstråler er solstråler i deres liv, og ikke nødvendigvis i andres liv, og at der derfor er forskellige grænser for, hvor man vil have skrigeri, løben rundt, fedtede fingre og beskidte bleer.

benta victoria gunnlögsson, Britt Kristensen, RAsmus Larsen, Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, Lars Riber , Carsten Bjerre, Thomas Toft, Bent Jensen, Liliane Murray, Danny Ocean og Birthe Skyt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Kristensen
Helene Kristensen

Det kan godt være jeg er sart, men behøver bleskift at foregå på bordet midt i restauranten? Jeg må indrømme, jeg betalte og gik - et sted hen hvor der ikke var småbørn. Når jeg en sjælden gang beslutter at spare på andet og så få en oplevelse ved at spise ude eller gå i teater/biograf, så forventer jeg faktisk at få en oplevelse uden andres børns skrig og tågen rundt. Jeg vil umådelig gerne høre hvad personen jeg spiser sammen med eller hvad skuespillerne siger. Hvis børnene var opdraget til at tage hensyn til andre, så ville det være til at holde ud.

benta victoria gunnlögsson, David Zennaro, Britt Kristensen, Lars Riber , Carsten Bjerre, Thomas Toft, Liliane Murray og Danny Ocean anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Friis Christiansen
Gert Friis Christiansen

Det syn på børn er ikke ny. Den stor bekymring og koncentration omkring børn begynde i slutningen af tresserne, hvor børn gik fra at være en naturlig del af en familie til at være små projekter. Jeg aner ikke hvad det ender ud med for Livs børn, men jeg håber ikke de ender som de unge mennesker på 25 - 30 år jeg en gang imellem møder på Nørrebrogade. Med åbne og søde ansigter, uden dårlige hensigt eller samvittighed cykler de glade på fortovet mellem de gående uden at have den fjerneste anelse om, at de er blevet voksne med ansvar. Det er der nemlig ingen, der har fortalt dem, og børn må jo alt.

benta victoria gunnlögsson, Britt Kristensen, Lars Riber , Thomas Toft, Bent Jensen, Liliane Murray, Dana Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Hanne Ribens og Birthe Skyt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birthe Skyt

Måske det ville være gavnligt for både Liv og hendes børn, at gå den gyldne middelvej ! Vi vælger jo hele tiden og fravælger dermed også nogle ting ! men... børn behøver ikke frekventere daginstitutionen hele dagen og Liv behøver ikke arbejde på fuldtid, der er så mange muligheder for at skabe sit eget liv ved at sammensætte sin hverdag på sin måde. Måske ville mange af de negativt ladede eksempler du giver, om det liv du selv har valgt, ikke føles så tunge endda !

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Jeg sidder og tænker på, at voksne nogle gange også er uvelkomne gæster i børnenes leg.
Lad dem nu lege selv.
Børn har godt af at gøre sig erfaringer uden konstant voksensupervision.

Britt Kristensen, Birthe Skyt, Carsten Bjerre, Rikke Heimbürger, Thomas Toft, Niels Nielsen, Dana Hansen, Danny Ocean, Steffen Gliese, Flemming S. Andersen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for David Henriksen
David Henriksen

Eeh ok. Folketinget kunne jo være et ganske udemærket udflugtsmål for småbørn i den højlydte alder. Der kan de lege med voksne på et tilsvarende udviklingsniveau og de kan jo passende have råbe- og skrigekonkurrence. Gad vide hvem der vinder? Vel nok en DF'er.

benta victoria gunnlögsson, Britt Kristensen, Thomas Toft, Niels Nielsen, Liliane Murray og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Søgaard
Helene Søgaard

Jeg kan ikke lade være med at tænke at en af grundene til at vi børnefamilier og vores børn er trælse for andre i det offentlige rum måske er at vi ikke æver os nok, får lov til at øve sig? Jeg siger ikke det er grunden alene. Men jeg har næsten efterhånden dårlig samvittighed når jeg (hvilket jeg altid gør) møder op et offentlig sted uden en pacifier (altså en tablet, eller en tlf), så mine børn kan høres. Det kan de jo, selvom jeg faktisk går temmelig meget op i at man skal lære at tage hensyn til andre mennesker. Men børn skal jo også have mulighed for at lære, og så længe man lærer, mestrer man ikke endnu... Jeg kunne have lyst til at lave linket til at det måske også er en af årsagerne (igen, en, nok ikke den) til at børn ikke kan koncentrere sig i skolen - det er jo svært hcis de ikke har øvet sig i at agere iblandt andre, mærket sig selv og andre, men har siddet med en Ipad. Bare en tanke.

Randi Christiansen og Rikke Heimbürger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

Jeg er fattig, og går sjældent ud, nogen steder, så buhuu, men når det en sjælden gang sker, mindre end en gang om året. Så er det ikke i orden, at min aften, med mine surt sammensparede småpenge, skal ødelægges af uvorne unger.

Ikke at kunne få børn, er ikke et valg, men at få børn er et tilvalg, noget man selv vælger, og så må man også være sig bevidst om det ansvar man har valgt, at påtage sig.

Hvis jeg anskaffer mig en hund, så er det mit ansvar og min pligt at sørge for, at hunden opdrages til at være socialt acceptabel, den må ikke gø, så skal den væk, den må ikke sætte poteaftryk på trappen i opgangen, den må ikke springe op og snavse andre til, osv. Hvordan er det lige med børn? Dem skal vi alle finde os i, for de er jo bare børn, og skal have lov til at udfolde alle deres 'kreative' talenter, også hvis disse 'talenter' indebærer, at de fuldstændigt ødelægger et restaurant eller museumsbesøg for alle andre tilstedeværende.

Til Liv, opdrag dine børn til at være socialt acceptable, og til at kunne tage hensyn til andre, at kunne sidde stille i mindst to timer, så er der bestemt ingen der har noget imod, at de hverken kommer med på restaurant eller museum, og lad være med at lægge ansvaret over på andre, du valgte at få børnene.

benta victoria gunnlögsson, Britt Kristensen, Mette Poulsen, Thomas Toft og Maria Dam anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Da jeg var barn, havde alle børnefamilier en hjemmegående mor m/k, børnehaverne var nemlig ikke opfundet endnu ude på landet. Okay, mange af de hjemmegående mødre m/k havde da også arbejde ved siden af, men så var der enten en nabo, der var hjemme, eller også tillod arbejdspladsen, at børnene kom rendende, når der de havde behov for deres mor m/k.

Så uden for skoletiden løb vi børn rundt i små flokke, ligesom vilde hunde, der udforskede verden og snusede til alt, der kunne snuses til. Det kunne vi gøre helt uden frygt, da der altid var en voksen i nærheden, som ikke var bange for at opdrage på fællesskabets unger, hvis de blev alt for uvorne. Om det var smeden, lagerforvalteren eller gamle fru Jensen, der gav os en skideballe, var ligemeget; en skideballe fik vi, hvis vi havde fortjent den, hvad enten vi selv syntes om det eller ej.

Den måde det nutidige voksenliv er organiseret på, hvor alle voksne skal arbejde hele dagen, med tomme sovebyer som umiddelbar konsekvens, er der ikke rigtig nogen alternativer til. Så det er faktisk ikke overdrevet at tale om "marginalisering" og "isolation", hvis man ønsker at blive hjemme sammen med sine børn.

Det er faktisk interessant at tænke over, hvordan en hel familie med en større børneflok i svundne tider kunne forsørges ved hjælp af et enkelt voksent menneskes lønindtægt, hvor det i dag for mange kan være svært at få det til at løbe rundt, selv om begge forældre arbejder fuld tid (på arbejdspladser, der af hensyn til den opskruede effektivitet ikke tillader børn adgang). Der er noget, der siger mig, at vi er blevet taget godt og grundigt i r*ven.

Desværre går det mest ud over børnene. Stakkels unger.

Randi Christiansen, Britt Kristensen, Tino Rozzo, Ture Nilsson, Lars Riber og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

@Helene Søgård,

Ja, man skal øve sig, men det er jo ikke det der sker, børnene får lov at rende amok, oftest uden at forældrene gør noget som helst for at dæmpe børnenes larm og kaos.

En grundregel, man tager ikke sine børn med på restaurant, hvis de ikke kan sidde stille i mindst to timer. Ellers må man vælge en familierestaurant, og der øve sig i at børnene lærer, at tage hensyn til andre mennesker.

Og det er nok noget af det der mangler allermest i børneopdragelse i dag (bliver børn opdraget i dag?), netop at lære at vise hensyn overfor andre mennesker, lærer børnene ikke det, inden de er omkring 8 år gamle, så er der en stor risiko for, at de aldrig vil lære det, og det har været sådan længe, og jeg spekulerer ofte på om det er det, der er med til at gøre vores samfund asocialt i dag.

Og så skal man være sig bevidst, at forældre er vant til støjen fra deres børn, de lærer over tid at ignorere det, bliver nærmest døve for det, så det er ikke så belastende for for forældrene.

Vi andre der ikke har børn, kan ikke øve os i at blive døve i forhold til børnene, for os, er det vi oplever, børn der kravler rundt på væggene, og hvor volumen af deres støj når ind i hver eneste krog, også kringelkrogene i vores sind, hvor det invaderer og stresser, det har man ikke ret til at udsætte andre mennesker for.

Larm dræber!

benta victoria gunnlögsson og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars  Riber

Der er skrevet mange fornuftige og relevante kommentarer så jeg tilføjer blot min blandede erfaring med fænomenet "altomfavnende kluddermor"!
Intet har været mere aggressivt kontrollerende og i praksis helt ubehjælpsomme end netop disse intolerante dominerende kællinger!

Timelang skovture til fods, alene med min uldklædte søn! Udenfor velfærdsfordummede kvinders rækkevidde. Vandpjaskeri og stenkast. Hilse på træer, blomster, udendørs svin og tilfældige bønder og deres altid interessante traktor!
Hvad gavner voksenlivets restaurant, legeland og navlepillende mødregrupper et veludviklet barn? Intet! Det handler om spolerede bymennesker der har mistet kontakten med virkeligheden..
Hvor mange knap et årige formår selvstændigt at udpege en miavende Musvåge mens far pakker maden?
Eller kaster knytnævestore sten meterlangt lige sikkert med højre som venstre hånd?
Synger med på opera arier eller hamrer videre i pauserne..
Væsentlige oplevelser som drukner i forældrebetinget stress om fitness, lørdagsslik og intetsigende fjernsyn..
En stor klodset pædagoginde tvang ham trods intens hylen ned i bæreselen uden forståelse for han kun stod op når vi brugte den..

Indlevelsesevne og forståelse?

Viggo Okholm, benta victoria gunnlögsson, Liliane Murray, Britt Kristensen, Ture Nilsson og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Jeg har et problem med at bruge ordet småbørn samlet set.
Jeg har ikke oplevet en 1-årig, der sidder stille og aldrig græder
Min 6-årige datter og min 8-årige søn sidder stille og er høflige og opmærksomme indtil et vist punkt, som så indtræffer væsentligt hurtigere, hvis de er trætte.
Måske er dette her også bagsiden af det meget omdiskuterede danske hygge - at skabe sig en sfære af dagligstuestemning uanset hvad.

Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

@ Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér,

"Jeg har ikke oplevet en 1-årig, der sidder stille og aldrig græder"

Så hvad skal en 1-årig, med på en restaurant for? Eller de 6-8-årige. så længe de ikke kan sidde stille længe nok til at man har spist sit måltid i ro og fred. Som forælder ved man godt hvornår børnene begynder at blive utidige.

Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

Men tro mig, som tidligere tjener, har jeg mange gange oplevet serveringspersonale der har tabt noget på gulvet, grundet børn, men det skal nok være tjeneren der får skylden, når han spilder en skål skoldhed suppe ned over et barn!

Brugerbillede for Liva Ghabarou
Liva Ghabarou

TAK Liv, du rammer virkelig hovedet på sømmet. I mange af kommentarerne nævnes det irriterende og unødvendige i at slæbe sine børn med på restauranter- men jeg synes især også det drejer sig om helt normale dagligdags ting som at tage dem med ud at handle, til bageren, på vaskeri osv. Min 2-årige kan på ingen måde stå pænt i køen i Netto og vente, men hvordan skal hun nogensinde lære det hvis hun ikke må komme i en butik før hun er 13? Jeg synes også at ens liv bliver enormt opdelt, og når der så også bliver talt om at unge idag ikke kan finde ud af helt basale ting? jamen det er da klart når de aldrig har set vores verden og de har heller aldrig set børn i det offentlige rum, hvordan skal man så vide hvordan man taler til/opdrager/er sammen med sine børn. For det er jo en anden side af debatten, at der er mange der mener at børn er for uopdragne idag. En der skrev Frankrig som forbillede- men der er det jo også ok lige at stikke sin unge en flad. Det skal vi forhåbentlig ikke tilbage til.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

randi christiansen - af hvem, spørger du, og det korte svar er: Det er samfundets skyld!

Det lange svar tager udgangspunkt i, at fordi samfundet er os alle sammen, gør det alting lidt kompliceret. Jeg vil spare dig for mellemregningerne og komme direkte til resultatet:

Arbejdsgiverne og de borgerlige politikere (inkl. Socialdemokratiet) har - ved at slå på almindelig hedonisme og en udbredt egoisme - overtalt (og tvunget via lovgivningen) os almindelige dødelige til at mætte arbejdsmarkedet med arbejdskraft (bl. a. ved åbent at modarbejde en nedsættelse af arbejdstiden), hvorfor prisloven - helt efter planen - har taget over og sikret lave lønninger til en stor gruppe mennesker.

Den højere middelklasse er hidtil gået fri, så den ser ikke problemet, og da det er den højere middelklasse, der skriver aviser og laver tv-nyheder, omtales det ikke.

Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

Det er ikke rigtigt at børn kun kan lære ved at blive slæbt med, det grundlæggende skal læres der hjemme.

Hvor mange i dag, insisterer på at børnene bliver siddende ved bordet, til alle har spist op?
Hvor mange insisterer på at børnene skal sidde pænt ved bordet, mens man spiser og konverserer?
At man ikke leger med maden?
At man ikke bruger sin telefon eller Ipad ved spisebordet?
At man kan holde ordentligt på kniv og gaffel.
Osv.

Dette er det grundlæggende et barn bør kunne, inden det tages med på restaurant, og det lærer man ikke på restauranten, det lærer man derhjemme ved spisebordet.

Forældrene bør foregå børnene med et godt eksempel, så man skal ikke forlange noget af børn som man ikke overholder.

En konkurrencedeltager i en sport, har startet sin træning længe inden han/hun står ved startlinjen.

Mette Poulsen, Lars Riber og benta victoria gunnlögsson anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Liliane Murray, jeg kan godt huske, hvor irriterende børn var, dengang jeg ikke selv havde nogen. Og du har ret i, at man som forælder installerer et filter, der gør det muligt at ignorere børnenes larm. Og selvfølgelig er skrig og skrål belastende for de mennesker, der ikke har fået installeret dette filter.

Men kan du ikke se det som en af de uundgåelige omkostninger, der er ved at leve i et samfund, der reproducerer sig selv? Børn er vilde dyr, som det tager mindst 16 år at tæmme, og du har selv engang været sådan et lille vilddyr.

Efter min ringe mening er problemet, at børn holdes isolerede i dagfængsler, hvor de ikke konfronteres med sure voksne, der kan give dem en skideballe, når de går over stregen. Der findes en berøringsangst over for andre menneskers børn, som gør, at folk lider i stilhed i stedet for åbent at give udtryk for deres utilfredshed. Til skade både for dem selv og børnene.

Da jeg var barn fik jeg mange skideballer af mange forskellige mennesker i det offentlige rum, ikke kun af mine forældre. Det blev opfattet som en ret og en kollektiv pligt at opdrage på naboens børn, der jo gerne skulle vokse op med en viden om, at visse mennesker kan tåle mere larm og uro end andre.

Lars Riber , Liliane Murray og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heidi Larsen

Nu har jeg i flere dage fulgt med i debatten på sidelinjen, jeg har læst debatindlægget indtil flere gange, og jeg må altså erkende, at jeg forstår stadig ikke hvad det er Liv Navntoft Henningsen vil med sit indlæg.

Hvad handler det her om? Om børnene eller om forældrenes "ret" til at fastholde det liv de havde før de fik børn? Eller måske noget helt tredje?

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Heidi Larsen, jeg tror det handler om følgende:

"Jeg synes, vi sammen skal kræve mere forældreorlov, bedre dagsinstitutioner og kortere arbejdstid."

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

PS: At kommentarerne så er begyndt at leve deres eget liv uden direkte adresse til det oprindelige oplæg er ganske almindeligt - faktisk er det en af de ting, der i mine øjne gør kommentarerne sjove at læse.

Brugerbillede for Heidi Larsen

@Niels Nielsen, jeg har intet at udsætte på kommentarerne, det er selve indlægget. Hvis det handler om det du skriver, så forstår jeg det slet ikke og i særdeleshed ikke den første halvdel :)

Ang. din kommentar om berøringsangst overfor andre menneskers børn, den kommer af, at mange forældre i dag ser deres små poder som uvurderlige skatte som er perfekte og som ingen andre skal bare gøre det mindste tegn til at irettesætte. Det er så ugleset i dag, at man - selv på den mest pæne og diplomatiske måde - gør opmærksom på at et barns opførsel er ikke OK. Forældre kan ikke tåle, at man siger fra, og det uanset hvor uacceptabel barnets opførsel er. Så det er hos forældrene den ligger, det er dem der har taget den "ret og pligt" fra os andre til at opdrage på "naboens børn" i fællesskab.

Mette Poulsen, Lars Riber , Liliane Murray og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Når man får børn, må man være klar over, at det bla medfører udfordringen at lære dem at navigere i det rum, som man sætter dem i verden til. Omfanget af den opgave er det umuligt at kende på forhånd, men det kan være en barsk opvågnen at se, hvor svært det kan være at skabe glæde og tryghed i barnets liv. En af grundene hertil er manglende tid, og vi er som i de fleste andre sammenhænge tilbage ved spørgsmålet om den miljø-og socioøkonomiske politik, vi som borgere er underlagt.

Vi må spørge os selv, hvilket liv vi ønsker - ikke hvilket liv som pengemagten tildeler os. Vi må foretage en korrekt magtanalyse, før vi kan gøre os forhåbninger om forandring. Når dyret i åbenbaringen er identificeret, er første skridt taget. Selverkendelse er som bekendt den første vej til forbedring. Med andre ord : hvad er galt? Og dernæst : hvordan forandre og forhindre at vi i stedet og som så ofte før kommer fra asken i ilden?

Jeg kan godt lide, at uffe elbæk siger, at vi skal være glade. Det er en god målestok for, om vi er på rette vej, og forudsætningen for at vore børn er glade.

Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

Jeg er helt enig, men hvis tolerance skal gå ud over mit personlige helbred, så sætter jeg grænsen der, for det kan vel ikke være meningen at jeg skal isolere mig i min lejlighed, til mine dages ende. Fordi forældre ikke tager deres ansvar alvorligt, og jo jeg siger fra når jeg er ude, jeg forsøger så godt jeg kan at acceptere børns tilstedeværelse, og jeg forlanger heller ikke at de kun skal ses og ikke høres.

Men hvis jeg begynder at få et angst/panik anfald, bragt til veje af den stress børns larm forårsager, så synes jeg ikke bare det er min men alles grænse, der må være nået.

Det eneste jeg mener er at børn skal lære at tage hensyn, og det gør de ikke, hvis de kravler rundt på væggene, og skriger for fuld kraft, det kan godt være at de har det sjovt, men hvad med alle andre?

Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

Jeg kan da også fortælle, at jeg en juleaften mistede en dejlig lille kat, grundet børnenes skrigen og hylen, den blev så traumatiseret, at da den så sit snit til det, løb den ud af huset og kom aldrig tilbage, hendes bror gemte sig hele julen under køkkenvasken, og nægtede at komme ud, hverken for at spise eller besørge.

I orden?

Brugerbillede for Viggo Okholm

Jeg er pensioneret pædagog og har så j ca.35 år været en af dem, som periodevis tog ansvaret for disse i nogens øjne uvorne børn. Alligevel forstår jeg godt Livs indlæg og min umiddelbare holdning er at kunne finde en middelvej. Jeg er helt uenig med de indlæg, hvor man anser børn for dårlige mennesker, hvis ikke de opdrages til respekt og disciplin. Børn er altså mennesker, men med mindre indsigt og dårlige vaner set i forhold til de voksne. jeg synes vi voksne skal lære at se børn som mennesker i udvikling. Det betyder så også at vi ikke bare kan lade pædagoger og lærere sikre og opdrage børn, så vi undgår at se dem på godt og ondt. Mine børn var med stort set til alt, men gik også i institution i 70 erne og nej her var ikke læreplaner og dokumentation, men alligevel kørte diskussionerne om børn og hvad vi og samfundet ville med dem og hvis de var. Men forældrene var dengang måske en større del at fællesskabet i bl.a. institutionerne, en fredag eftermiddag med en øl eller et glas vin i børnehaven var ret almindelig. Jeg har i hele min karrieretid forsøgt at være menneske sammen med forældre og ikke kun pædagog.

Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

@ Viggo Okholm,

".....hvor man anser børn for dårlige mennesker, hvis ikke de opdrages til respekt og disciplin...."

Hvem her anser børn for dårlige mennesker?
Hvem har snakket om at opdrage børn til respekt og disciplin?

Respekt ja, for det er vigtigt at vi lære at respektere hinanden, jeg ved godt du hentyder til kæft, trit og retning, men det har jeg ikke set at der er nogen der har forlangt. Jeg er for børns rettigheder, og for at de skal have lov at udfolde sig, kede sig, være kreative, råbe og skrige.

Min gamle onkel der ligeledes var pædagog, tog os med i skoven, og opfordrede os til at te os tossede, og skrige af vores lungers fulde kraft. Ser du der er en tid og et sted for alting. Noget høre hjemme i skoven, og noget på restauranten, og børn kan sagtens finde ud af forskellen, hvis man behandler dem ligeværdigt, som mennesker, og taler til dem på deres forudsætninger, men det handler om, at kunne møde dem på den platform de befinder sig på.

Selv om jeg ikke er vild med børn, så oplever jeg igen og igen at tiltrække børn, for jeg behandler dem som ligeværdigt, uden at gøre et stort ståhej ud af dem. Og så kan jeg Gu' hjælpe mig ikke slippe af med dem igen. Min vrede er ikke mod børnene, men forældrene, der først vælger at få et barn, og derefter beklager sig over at det er forbundet med nogle pligter og måske afsavn, og som ikke tager det alvorligt, at deres fornemmeste opgave er;- At forberede dem til livet.

Essencen af opdragelse i fem ord. Forældrene burde takke nogen på deres blødende knæ, at de har fået denne gave det er at være med til at få børn og derigennem forme fremtiden, det er mere end der er mange forundt.

Lars Riber , Niels Nielsen, Viggo Okholm og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

Lilliane: Ok du har en pointe og min bemærkning er nok relevant, men jeg er nu af den opfattelse at mennesket er født som en form for socialt væsen men som andre mennesker har et ego og et begær at kæmpe med, og dermed kommer og dermed kommer opdragelsen eller rollemodeller ind. Jeg synes bare at tonen hos nogen var noget negativ omkring børn og udfoldelse. Men i mit menneskesyn/tro er der altid et ansvar og en ændringsmulighed hele livet igennem. Vi er hver især ikke bare "sådan" og voksne som forarges eller bliver sure vælger det groft sagt selv, det er ikke barnets skyld. Men i min optik desto mere børn oplever, prøver og erfarer desto mere helstøbte og selvstændige sociale mennesker bliver de. Og ja det er alle voksnes og forældres ansvar.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Viggo Okholm
Du skriver: "voksne som forarges eller bliver sure vælger det groft sagt selv".
Jo, det kan man nok sige.
Men hvis jeg - for en meget sjælden gangs skyld - er på restaurant, cafe eller på biblioteket eller i toget (!) og der hvirvler hvinende unger rundt mens deres forældre tager sig et sikkert velfortjent frikvarter fra opdragerrollen, så har jeg et valg om at blive og udholde at min oplevelse bliver spoleret eller også må jeg forlade området. Detder med at sige til folks unger at de gerne må skrue ned for både støj og virvar, det er IKKE velkomment hos forældrene.

Så på den måde får vi en opdeling af voksne mennesker som kan holde børnevirvar ud og voksne som ikke kan holde børnevirvar ud.
Så er det, at jeg bliver i tvivl om, hvor i det mere eller mindre offentlige rum, at de voksne uden børnekompetencer må opholde sig?

Mette Poulsen, Liliane Murray, Niels Nielsen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Liliane Murray: "Selv om jeg ikke er vild med børn, så oplever jeg igen og igen at tiltrække børn..."

lol - du har børnetække!

Jeg føler med dig, jeg har hundetække, hvad der imidlertid passer mig udmærket, da jeg godt kan lide hunde,

Men jeg har desværre også tossetække, selv om jeg er meget, meget træt af alle de tosser, der hele tiden henvender sig til mig på gaden og i bussen. Netop fordi jeg ser på dem som mennesker først og siden som tosser, og det kan de lugte med det samme. Og da folk som folk er flest ikke gider tale med tosserne, men i stedet slår øjnene ned, taler tosserne så med mig i stedet, hvilket kan være ret trættende i længden.

Jeg har skam også børnetække, men det er sjældent, at børnene får lov at få stillet deres nysgerrighed, for forældrene tror for det meste, at jeg er en tosse. Hvad jeg måske også er.

Desværre, for jeg kan godt lide børn; hver gang jeg går en tur i byen kommer jeg glad hjem, fordi jeg altid ser nogle børn rundt omkring, der stadig synes, at verden er et vildt spændende sted. I modsætning til de voksne, som næsten alle går rundt med en sort sky over hovederne.

Brugerbillede for Heidi Larsen

Det handler om at opføre sig ordentligt i offentligt rum, barn som voksen, forældre som ikke-forældre. Forældrene må gå forrest som et godt eksempel for deres børn og især tænke sig lidt om i forhold til om det bliver en god oplevelse for alle til stede, ikke kun for dem selv og deres familie og ikke hele tiden stædigt og hårdnakket holde på, at børnene har ret til at være med overalt og at "voksen-verdenen er blevet børnefjendsk". Det uanset om det er på et museum eller restaurant, til privatfester eller på en café. Er børnene ikke aldersvarende gamle nok til at kunne være med uden at det skal ende i at være en gene for alle andre til stede, så var det måske en ide ikke at tage dem med til de er gamle nok eller har nogenlunde lært at være med svarende til hvad man kan forvente i deres alder. Jeg vil så sige, at jeg har oplevet 2-3 årlige på være med på café sidde og være med stille og roligt, mens der ved nabobordet sad to 5-8 årlige som var stokumulige og hvor forældrene sad og skældte ud konstant.

Et eksempel hvor jeg synes forældre går langt over grænsen i offentlig rum er i biografen, hvor de har børn med inde til forestillinger hvor de sidder og læser underteksterne op for børnene. Hvor givende er det lige for ALLE i biografen? Der holder jeg klart på, kan ungerne ikke læse underteksterne, så smut ind og se en synkroniseret film.

Det er som om der er kommet en tendens til at børn skal være med til alt, og så må vi andre der er til stede bare finde os i det eller gå vores vej. Hvem er det så lige der vælger for hvem her?

Mette Poulsen, Liliane Murray og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva  Carstensen
Eva Carstensen

Godt gået Liv Navntoft Henningsen, for at tage problemstillingen op omkring forældreskab i vores samfund, som det ser ud her i 2017, og som det forøvrigt også, efter min mening så ud i 2001 og 1990 hvor jeg fødte mine børn. For mig er det uforståeligt at de fleste kommentatorer her på siden ikke ser at kronikken netop vil sætte problemstillingen ind i en samfundsmæssig kontekst. Som Niels Nielsen også påpeger opfordres der til at kræve "mere forældreorlov, bedre daginstitutioner og kortere arbejdstid". Men også "Mere tid til at elske og grine" og til "at vi skal filtre os ind i hinandens liv". At vi altså samfundsmæssigt i højere grad end nu burde arbejde på at skabe bedre rammer for større fællesskaber end kernefamilien. Binde sammen fremfor at opsplitte

Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

@ Eva Carstensen,

"..."at vi skal filtre os ind i hinandens liv"..."

Nej tak, jeg skal ikke nyde noget af at nogen filtre sig ind i mit liv. Jeg bestemmer gerne selv, hvem jeg vil filtres sammen med.

Men pointen om bedre forhold for forældre, barselsårlov, mv. Den tager jeg gerne til mig og støtter. Selvom familier allerede er meget priviligerede på mange områder, i forhold til f.eks. enlige.

Brugerbillede for Viggo Okholm

Ja som jeg skrev de voksne skal være ansvarlige for deres reaktioner omkring forargelse m.v. med det at de har det ville det måske engang imellem man undlod vreden og går direkte til ondets rod når situationen opstår. Jeg er nok af den overbevisning at hvis kritik afleveres ordentligt vil det for det meste blive opfattet ordentligt.

Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

@ Viggo Okholm,

Jeg deler ikke helt din optimisme omkring forældres evne til at modtage kritik, men jeg er måske heller ikke den bedste til at formidle den, da jeg normalt trækker det så længe, at mine ører gør ondt, og jeg er fuldstændig stresset ud, for jeg tænker hele tiden, forældrene må da selv kunne se og høre at den er gal, men gang på gang bliver man skuffet, og så kommer frustrationen oveni.