KL ønsker at sprogteste alle treårige. Men børnene bliver ikke bedre af, at vi tester dem.
I stedet burde man fortælle forældre og politikere, at det er relationer, der skal til, for at et barn udvikler sig sprogligt. Det er igennem relationen til forældre, pædagoger, bedsteforældre og andre børn, at barnet lærer sproget.
Vi pædagoger ved godt, hvad der skal til, men det kan bare ikke lade sig gøre med de normeringer, vi har i dag. Der skal være tid til at snakke med børnene i vuggestuerne og børnehaverne.
Der skal være pædagoger, der leger og vejleder børnene i legen, og i hvordan man taler med andre. Og der skal være pædagoger, der sætter ord på omgivelserne.
Hvis et barn f.eks. river en dukke ud af armene på et andet barn, siger pædagogen: »Prøv at spørge: ’Må jeg låne den dukke?’« Pædagoger udvikler både de sproglige og sociale kompetencer, hvis der er tid til det.
Der skal også sange og sanglege til, historiefortællinger, samvær og relationer.
Nærværet mangler
Der sprogstimuleres i alle situationer i institutionerne, hvis der er tid til det. Der kan for eksempel snakkes meget i garderoben om tøjet og farverne, og børnene kan øve sig i selv at tage tøj på, hvis der er tid til det.
Men når der blot er én pædagog til at hjælpe 20 børn i alderen tre til fire år, skal det bare gå stærkt, og der er ikke tid til hyggesnak og sprogstimulering.
Det vil også være godt for børnenes sproglige udvikling, hvis forældrene slukker for radio og tv, når de sidder sammen med deres børn og spiser.
Små børn kan ikke sortere unødvendige lyde fra; de hører det hele lige højt. Hvis der er meget larm, nedsætter det deres mulighed for at lytte til sproget, og dermed udvikles deres sproglige evner ikke.
Jeg har set forældre, der er mere optaget af mobilen end af barnet. Forældre skal også tænke over, at der er sproglig udvikling i at tale sammen, om det, man f.eks. ser på vej hjem. Snak med børnene om, hvad I ser. Måske ser I en tissemyre, en fugl eller en rød bil. Bare det at sætte ord på det, man ser og gør, udvikler børnene sprogligt.
Vi pædagoger ved, at nærvær og sproglig opmærksomhed er afgørende for børns udvikling, men mon forældre tænker over, at barnet kan aflæse både pædagogers og forældres manglende nærvær?
I den instition, hvor jeg er pædagog, skulle et barn for nyligt tage sine sko på.
»Har du set mine sno,« spurgte hun et andet barn.
Det andet barn svarede:
»Det hedder ikke sno, det hedder sto.«
De var begge overbevist om, at de sagde det rigtige. Børn skal høre ordet mange gange, før de siger det rigtigt. Derfor skal der være nogen at snakke med og lytte til.
Børn skal ikke sidde for meget isoleret ved deres iPad. Der findes gode sprogstimulerende programmer, men det bedste er at gå en tur og opleve sammen, og snakke om det, vi ser og tænker. Billedlotteri og andre spil er også gode til at sprogstimulere. Børnene vil helt sikkert gerne.
Råpasning
I mine 37 år som fritids- og børnehavepædagog har jeg kunnet mærke nedskæringerne år for år. Hver gang har jeg tænkt: »Nej, det kan de ikke gøre.« Men jo, det kunne de så godt. Og nu kommer følgerne. Selvfølgelig har det indflydelse på børnenes udvikling, at der er gennemført så mange besparelser på området, og at vi er blevet færre omkring børnene.
Det er ikke løgn, når jeg kan fortælle, at man om eftermiddagen kun er tre voksne til 40 børnehavebørn. Fra klokken 15 er der kun to voksne til 35 børnehavebørn. Klokken 16.30-17 er der én pædagog.
I vuggestuen ser det sådan her ud: 16 børn og tre voksne til kl. 14.30. To voksne til klokken 15.30. Fra klokken 15.30 er der en voksen. I dag kl. 15.40 var der 11 børn.
Det kalder vi ’råpasning’.
Om formiddagen er vi flere, men om eftermiddagen har børnene måske lige netop brug for en historie og noget nærvær, måske et spil, men det kan vi ikke give dem. Det er ikke sjovt, når den voksne f.eks. skal snakke med forældre, for så går spillet i stå.
Der kan være institutioner, der har en bedre normering. Der er sikkert også institutioner, der har ringere normeringer. Derfor vil det være godt med minimumsnormeringer. Så alle børn får lige opvækstvilkår og pædagogerne lige arbejdsforhold.
Inge Houman er pædagog på 37. år
Godt at høre erfaringer fra virkelighedens vilkår!
Jeg er helt enig i budskabet om, at det er dumt at spare penge på pædagoger. Vi skal have flere pædagoger.
Men at der ikke er behov for sprogscreening er misforstået. Der er rigtigt mange børn, der ikke bliver hjulpet i tide, fordi identificeringen af sproglige vanskeligheder kræver særlige kompetencer. Der er en grund til, at forskningen har anbefalet screeninger længe - og den er ikke kun neoliberal.
Ja, det kan ses som endnu et tiltag i konkurrencestaten, der skal gøre de små klar til arbejdsmarkedet, men det kan også ses som ganske fornuftigt at give pædagogerne et værktøj til at finde de børn, der har særlige behov, og som ellers får det unødigt vanskeligt i tilværelsen.
Pædagoger er ganske enkelt ikke klædt fagligt på til opgaven.
Når børn i dag er understimuleret sprogligt, er det lige så meget på grund af, at forældrene ikke giver sig tid til børnene, men sætter dem med enten foran Tv. eller med I.pad osv. Hvis ungerne skal testes, så burde deres voksne også i testmøllen. Et bedre samarbejde mellem forældre og pædagoger ville også være gavnligt for børns sprog. Men desværre har de mange besparelser lukket ned for det for mange år siden. Trist.
Katho
Generelt har det altid været sådan at forældre og personale samarbejder og fortæller hinanden om de enkelte børn mindst engang om året og er der problematikker tages de op. Sådan var det engang, Jeg gik fra helt i 2010 og da var læreplanerne i fuld gang om end i forsøg og samtidig starter nedturen normeringsmæssigt der omkring for alvor. Men pædagoger har aldrig selv skulle tage sig af de børn som havde/har store vanskeligheder, her er det altså talepædagogerne som skal undervise og samtidige være supporter til bestemte fokusområder omkring det enkelte barn.
Jo sproget er vigtigt men der er altid andre aspekter også, en sprogfattig knægt kan måske sagtens være sej i leg og socialt samvær og flere kommer efter det senere med lidt hjælp. Men selve artiklen: fuldstændig enig og jeg var igennem en lang tur fra 69 til 2010 og på trods mest glæder.