På Odense Universitets Hospital blev en hjertepatient i efteråret akutopereret på en firesengsstue, mens andre patienter og deres pårørende var til stede. Der var ikke plads til at foretage operationen andre steder. Lægen, der opererede, skulle samtidig snakke i telefon med en ambulanceredder, der var på vej ind med en anden patient, og desuden kalde personale ind til en anden akut hjerteoperation.
På Ålborg Universitetshospital var overbelægningen i december så massiv, at hospitalets ledelse bad de praktiserende læger om ikke at indlægge flere patienter.
Personalet på Psykiatrisk Hospital Risskov advarede om forholdene på hospitalet. Som led i vedholdende besparelser havde politikerne nedlagt så mange psykiatriske sengepladser, at muligheden for at tilbyde alvorligt psykisk syge en ansvarlig behandling ikke længere eksisterede. Det førte til flere og mere voldsomme overfald, drabsforsøg og selvmord på afdelingerne.
Problemerne i det offentlige danske sundhedsvæsen har aldrig før været så massive. Det er sundhedsvæsenets politiske og administrative ledelse, der har ladet det komme så vidt.
Kagebekymring
Hvad har landets regering, lovgivere og administratorer egentlig gjort for at redde resterne af det sundhedsvæsen, de har påtaget sig ansvaret for?
Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF), har valgt at bruge sin indflydelse til at chikanere myndighederne og sundhedsministeren med forargede spørgsmål: Hvad er ministerens holdning til BT’s artikel ’Hospital lappet med gaffatape’? Og hvorfor ligger reglerne vedrørende tilskud til fodbehandling under Beskæftigelsesministeriets ressortområde?
Hun brugte sin taletid til at love patienterne, at dødens indtræden ikke længere skulle få sundhedsvæsenet til at afstå fra yderligere behandling. Og til at forarges over, at der ikke længere blev sat saftevand og kage frem på sygehusene, fordi muslimske pårørende – ifølge Liselott Blixt – holdt ædegilder i venteværelserne. Var virkeligheden mon for svær for Liselott Blixt?
Region Hovedstaden fandt det hensigtsmæssigt, at ressourcerne gik til at opdrage sundhedsprofessionelle i simpel pli. Nu skulle patienterne mødes af imødekommenhed, nærvær, respekt og klar kommunikation.
Der skulle en kampagne til med små videoklip på intranettet, klistermærker med punchlines som »Glostrup Hospitality – Klar til overskud« og plakater med smilende, hvidklædte modeller: »Som behandlere er vi gæster i patienternes liv, og vi vil gerne vise endnu mere respekt under besøget, end vi gør nu.«
Når først Ventet og Velkommen – som indsatsen hed – var rullet ud, skulle patienterne opleve nærvær og service som i Illums Bolighus.
Fløjlsforet parallelunivers
Mens sundhedsprofessionelle kæmpede i ruinerne af det, der engang var et sundhedsvæsen, fjollede lederne rundt i et fløjlsforet parallelunivers, hvor udfordringerne var små og løsningerne simple.
Det hele begyndte med et eksperiment. En forestilling om, at ’professionelle ledere’ – sådan nogle med eksamen i ledelsesteori – kunne kompensere for øget efterspørgsel ved at effektivisere sundhedsvæsenet i det uendelige.
Idéen udviklede sig snart til religionen New Public Management (NPM). NPM’s disciple havde et centralt dogme: Uanset hvad problemet var, så var NPM altid løsningen. NPM kunne både styre supersygehusenes økonomi og forhindre liggesår hos fru Hansen på Ældrecenter Blåmejsen.
NPM’s disciple tog fat på at ændre sundhedsvæsenets hidtidige succeskriterium. Fra at behandle patienterne blev fokus nu rettet mod målbaseret styring, key performance indicators, benchmarks og akkreditering. Flotte måltal blev meningen med det hele. Man forestillede sig ukritisk, at blot tallene var pæne, så var alting godt. Heri lå den mest fatale og utilgivelige fejl.
En effektiviseringskonsulent kunne stolt berette, at børnepsykiatriske afdelinger overholdt diagnosegarantien. Garantien var indført af Folketinget, der mente, at det ville være rart at få afklaret al sygdom hurtigt. Og snart havde stort set alle patienter en diagnose inden for 30 dage. Det blev fejret med hurraråb på Christiansborg.
I realiteten var det oftest elementært umuligt at stille en diagnose inden for fristen, for en korrekt diagnose krævede langvarige og grundige undersøgelser. Den slags ville politikerne dog ikke høre tale om!
Psykiatrien var derfor nødt til at snyde. Børnene blev kaldt ind inden for 30 dage, lægen sagde måske »dav«, trykkede dem på maven med en udstrakt pegefinger og sendte dem så ud ad døren igen. Så gav man en foreløbig diagnose, der var tæt på fri fantasi, men stillet inden for fristen.
Var måltallene flotte? I den grad. Gavnede det patienterne? Nej!
Knap så super
Politikerne opdagede snart, at de i taluniverset kunne skabe et imperium! Et sundhedsvæsen i verdensklasse med supersygehuse og hurtig udredning, behandling og genoptræning til alle.
Benchmarking var et af taluniversets vigtige værktøjer. F.eks. kunne det afsløre, hvis en afdeling havde problemer med overdødelighed. Så forlangte NPM-disciplene dødeligheden på afdelingen bragt ned, og snart var måltallene forbedrede, hvilket blev fejret med lagkage fra direktionen.
Men måske var dødeligheden højere på afdelingen, fordi dens blændende dygtige kirurg tog imod alle komplicerede patienter fra andre afdelinger?
Måske forbedrede afdelingen sine måltal ved at overlade vanskelige operationer til andre afdelingers mindre rutinerede kirurger, så prisen for de flotte måltal var, at flere patienter døde?
Tilfredse krydser
NPM-disciplene gik op i evalueringer og iværksatte måske en brugertilfredshedsundersøgelse for skadestuepatienter. Men skadestuens patienter var trætte og frustrerede efter timers kaos og ventetid og kylede det udleverede spørgeskema direkte i skraldespanden.
Kun et lille mindretal – lykkens pamfiliusser, der tilfældigvis var gået fri af travlhed – fandt overskud til at evaluere deres kontaktoplevelse og var meget tilfredse.
Imens størstedelen af patienterne sydede af raseri over ringe behandling, revnede NPM-disciplene af stolthed over brugertilfredshedsundersøgelsens flotte resultater.
Og Christiansborg jublede: »Se, hvor fint det går. Se, hvor spektakulære resultater, vi har opnået.« Men mens måltallene blev stadigt flottere, faldt sundhedsvæsenet fra hinanden.
Evindelige omstruktureringer og kvalitetsforbedringer fastholdt sundhedsvæsenet i en hvileløs og flydende forandringsproces, så al kritik kunne affærdiges med et standardsvar: »Vi forventer, at en pågående strukturændring vil eliminere problemet.« Men god og hurtig patientbehandling blev umulig.
»Patienten skal i centrum,« sagde politikerne og ophøjede sig selv til sundhedsvæsenets midtpunkt. De forestillede sig, at de skabte verdensklasse, men i virkeligheden slog de patienter ihjel, snød befolkningen med talmanipulation og kvalte de sundhedsprofessionelles arbejdsglæde. Christiansborg var patienternes værste fjende.
»Jeg deler ikke det sortsyn om, at alt er ved at falde helt fra hinanden,« sagde sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Og kunne henvise til kortere ventelister, faldende dødelighed og tilfredse patienter.
Men frontpersonalets beretning om sammenbruddet er uhyggeligt retvisende.
Thomas Emil Christensen er læge
Jeg kan kun beundre hospitals personale. Fordi trods den baggrund som artiklen tegner, har jeg mødt kun utrolig venlige og kompetente mennesker i alle tre hospital som var jeg nødt til at besøge.i sidste tre år. Tak for Frederiksberg, Bispebjerg, og Rigshospitalet.
Løkke Rasmussen taler meget om reformers nødvendighed. Her er der en der er meget NØDVENDIGT.Men det kan Løkke Rasmussen nok ikke se, da det var ham der stod fader til Strukturreformen, hvor amterne blev nedlagt og regionerne opstod uden egen økonomi - nu skal regionerne tigge penge ved årlige forhandlinger med regeringen og ellers tage ansvaret når noget går galt , hvorimod regeringen tager æren for alt der går godt.
Se dog at give regionerne både det økonomiske ansvar og driftansvaret, herved kan de få mulighed til at planlægge mere end et år frem. Bare en af ulemperne ved den nuværende struktur i sundhedsvæsnet.
Og Christiansborg er stadig en trussel med topstyret puljepolitik og en hær af administratorer og kommunikationseksperter i hver ende der skal få puljerne til at glide ned -
Vi skubber en kæmpe pulje af omkostninger foran os - fra Jobcentrenes mishandling af alle arter af syge sindslidende udviklingshæmmede nedslidte ulykkesramte der møder et sundhedssystem der opfatter dem dels som indbildt syge dels som tal i et afkrydsningskema - det er dyrt og bliver kun dyrere
Christiansborg er sundhedsvæsenets værste fjende.
Ja / jo men Christiansborg er også et spejl af danskerne. Og sygehusenes meget velmente regler er et afspejling ad patienternes/families mange klager. Altså en konsekvens af demokratiet. "Vi er en del af jer selv."
Vi klager hvis der er den mindste fejl/påtale og konsekvensen er, at der indføres flere regler og procedurer, der tager tid fra personalet på sygehusene. Andelen af en arbejdsdag, der bruges til behandling og faktisk patientkontakt er ofte under halvdelen af arbejdstiden.
Personalet bliver bange for at blive den næste der skal hænges ud i offentligheden.
Løsningen er ikke ligefor men vi er selv en del af problemet. Vi kunne starte med at erkende det.
Jeg tror ikke, at politikerne kun lader det gå ud over sundhedsvæsnet. De hader også de arbejdsløse og de gamle. Tror at de glæder sig til den dag, hvor det er politikerne som kan stemme sig til den rette befolkning :-)
Det er Christiansborg ganske klar over. Helt bevidst skal al offentlig virksomhed køres i sænk, så vi nærmest jubler når brugerbetaling køres i stilling.
Det danske velfærdssystem, vores stolthed som samlede nationen, ender som et eventyr: Der var engang.........
Måske man skulle tjekke sine data. Vi har på hjertekirurgisk på OUH ALDRIG foretaget en hjerteoperation på en sengestue, af den årsag at der ikke var plads andre steder! Det eneste der kan forklare jeres udlægning, kan være at patienten har haft hjertestop, og derfor har haft behov for akut hjerteoperation. I sådanne tilfælde er der ganske enkelt ikke tid til transport til operationsgangen, og man foretager derfor operationen på vital indikation. Det er fuldstændigt efter retningslinjerne, og har absolut intet at gøre med et sundhedsvæsen i krise! Hjerteoperation vil ALTID være på operationsgangen, hvis der er tid til at komme der ned, uden at det skader patientens forløb yderligere.
At sundhedsvæsnet er i knæ er ingen hemmelighed, men det er altså ikke årsag til en sådan operation, som denne artikel indledes med.
Men personalet, der plejer og behandler, er stadig knalddygtige, rare og behagelige, selvom sengen står på gangen. Hatten af for personalet, og for det det helbredende sundhedsvæsen, trods de manglende bevillinger.
Det ville ikke gøre så meget med NPM, hvis det ikke var, fordi det simpelthen er destruktivt for løsning af de offentlige opgaver. Man kan ikke politisk eller administrativt sætte grænser for kvaliteten, man kan ikke gradbøje, hvor langt man går i hjælpen til borgerne. Den skal være tilstrækkelig.
Der var engang.... jeg har konstateret, ved hospitalophold fornylig, at maden er på nogen område, hvis ikke alle, har ikke ændret sig- Det samme "ostemader" samme ærter osv, jeg husker fra hospitalet for 30 år siden. Franskbrød er usund, især for patienter. Og kogtemad mangler synes jeg vegetabilsk olie-. Mest mad var for mig et minus. Personalet er OK.
I England afviser May ikke at landets stolthed - gratis sygehusvæsen - kunne privatiseres,ligesom jernbaner og postvæsen er blevet det. Jeg ser det for mig. Et dansk hospitalvæsen som tyveknægten har opgraderet den reelle værdi af med top-moderne super-sygehuse bliver solgt til Goldman-Sachs til en halveret værdi og Lars Løkke Rasmussen scorer kassen ligesom Dyremose da TDC blev privatiseret. Det vil sætte ham i samme liga som en anden berømt tyv fra Venste - P. A. Alberti.
En ting som "ydelsesstyring" er til stor skade for både personale og patienter, det kan ikke nytte at være på kvantitet frem for kvalitet...
http://www.denoffentlige.dk/effektivisering-giver-medicin-saerstatus-ove...
https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2015-3/ingen-patientkontakt-in...
Løkke har altid ønsket hospitalssystemet privatiseret! Jeg mener supersygehusene er en del af den plan. Lokalsygehusene er nedlagt for at skaffe penge til mursten. Det må selvfølgeligt give problemer som de i artiklen beskrevne. Kan de køre det offentlige sygehussystem ned, er der åbent for en foræring til private.
De burde skamme sig på Christiansborg. Men det gør de ikke.
Sygehusene har i mange år skullet 'produktivitetsforbedre' 2% hvert år, og også finde besparelser, dels pga politiske krav, dels for at betale dyrere medicin, ny behandling, nybyggeri og andet. Se fx http://www.rm.dk/om-os/okonomi/spar1519/ . Besparelser og omstruktureringer medfører ofte en masse tumult, fordi der er lang tids usikkerhed om hvad der skal ændres eller nedspares, der flyttes specialer, nedlægges sengepladser, slås afdelinger og specialer sammen, afdelinger flyttes, sygehuse lukkes og deres afdelinger flyttes og slås sammen med afdelinger på andre sygehuse, der spares personale væk eller spares på forplejning til patienter osv osv - det sker stort set hvert år! Jeg har oplevet afdelinger, hvor personale, udstyr og materialer flyttes til et andet sygehus den ene dag og forventes at fungere den næste - selvom kateterposer, flasker til blodprøver osv osv lå i papkasser, der skulle rodes igennem. På afdelinger, hvor der var sparet sengepladser, lå patienter på gangen, i nicher, et nedlagt kontor... Jeg har som vikar måttet hjælpe patienter på bækken på gangen med en laset skærm foran - fx en patient, som lægen var ved at udskrive, fordi patienten blot kunne gå til egen læge og få foretaget yderligere blodprøver og behandling for lav blodprocent. Patienten var ikke i stand til at gå på trapper eller bevæge sig uden for hjemmet uden hjælp. Det er 'produktivt' at udskrive en patient hurtigt - men denne patient var en stærkt underernæret alkoholiker uden hjemmehjælp - min uetiske manøvre på gangen sikrede, at jeg kunne påvise indikation på alvorlig urinvejsinfektion og få en behjertet sygeplejerske til at kontakte kommunen om de informationer, den stakkels patient gav mig, fordi jeg 'så' hende, mens jeg gav hende praktisk omsorg. Jeg har oplevet patienter på gangene, der stort set ikke havde sovet i dagevis, fordi loftlyset kun kunne afskærmes med en laset paraply bundet op med forhåndenværende materialer. Jeg har set dygtige sygeplejersker bryde grædende sammen! De værste vilkår har jeg set på de Nordsjællandske hospitaler. Sygehusene i Region Midt, Østjylland er generelt velfungerende, selvom besparelser og omstruktureringer også er hårde ved personalet der. Forskellen er, at den øverste ledelser i Region Midt ser længere frem og tager personale med på råd, når der fx indføres nye journalsystemer. I Nordsjælland blev det bare indført, og personalet skulle lære det gennem 'sidemandsoplæring' - men få havde fået kursus og systemet var ikke færdigudviklet, så der skulle stadig føres håndskreven journal ved siden af. I Midt kom jeg som vikar på et tre-timers kursus og blev sendt på vagt i to dage på en afdeling med superbrugere i gule veste. Systemet giver hurtigt overblik og jeg kan stadig finde ud af de vigtigste funktioner, selvom jeg kun er vikar en gang i mellem. I Nordsjælland betød mange års kaos og besparelser, at grundliggende rutiner og hygiejneprincipper ofte ikke fungerede - der kunne fx ligge affaldssække og snavstøjssække under bordene i skyllerummet det meste af en weekend - , mens de fleste afdelinger, jeg har set i Østjylland, har bevaret rutiner og hygiejne i fx skyllerum og depoter. I Østjylland serveres der gennemgående god mad med valgmuligheder - i Nordsjælland blev der indført 'holdbart' smørrebrød i plasticbakker, som ledelsen forventede, at svækkede patienter kunne spise direkte fra bakken med plasticbestik, så personalet skulle alligevel stå og rette an og skære ud. Suppe til småtspisende skulle opvarmes få ad gangen i microovn - måske en ovn til 12 supper, så det tog tid. Det brugte service skulle stå på bakkestativer eller i brugte madvogne på gangen til næste dag. Ulækkert, ja, og undskyld detaljerne, men det giver en forestilling om vilkårene! En hverdag præget af ren overlevelse. Helsingør Sygehus blev lukket med kort varsel før tid, og før akutmodtagelsen på Hillerød var udvidet med urimelig overbelægning til følge. Måske er det bedre nu... Ældre borgere udskrives nu til plejehjem og ældreboliger, så snart de er 'medicinsk færdigbehandlede' - det betyder i praksis, at hospitalet 'produktivitetsforbedrer', mens akutteams, hjemmesygeplejersker og sosu-assistenter får en masse ekstra arbejde med IV-behandling, væsketerapi, pleje af stærkt omsorgskrævende borgere og deres bekymrede pårørende. Aften, weekend og helligdage er der ikke personale til reelt at gennemføre ordentlig mobilisering af svækkede eller nyopererede borgere, hvis de ikke selv er meget motiverede og viljestærke, for det kræver tid og tålmodighed, tid, der ikke er der. OK - bedre madrasser, loftlifte og andre hjælpemidler er en stor hjælp, der har nedbragt faren for liggesår betydeligt, men arbejdsvilkårene for sundheds- og plejepersonale ER meget nedslidende og kvaliteten og helhedssyenet i omsorgen for borgerne er langt fra at være hensigtsmæssig!
Det er jo heldigt, at der findes "privathospitaler" for nyadelen.
"Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre" Er det ikke nogenlunde korrekt citeret?
vores sundhed er kapitaliseret, så et besøg på et "supersygehus" foregår på egen risiko, og det er så hvis du er så "heldig" at nå frem til kniven inden du dør.
Og så troede man, at Nordsjælland var et "velhavende område" - men selvfølgelig bruger man privathospitaler. Helt i tråd med regeringens fremadrettede ønsker.
Sådan noget som småtspisende på sygehus og plejehjem, ja, også i eget hjem, får opvarmet mad i microovn. Der er bare det - at udover strålefaren, så ødelægges maden næsten totalt i denne ovn!
Den blev opfundet under 2. verdenskrig for at soldater kunne få varm mad...
Russerne har for længst taget afstand fra den og man producerer også våben med disse stråler.
Cellerne i maden ødelægges og der er ikke vitaminer eller meget andet end "affald" tilbage. Et grelt eksempel er en episode med opvarmet blod (skal varmes) til transfusion - patienten døde!
Det gør man selvfølgelig ikke af micromad, der er bare ingen ordentlig næring - mærkeligt at ingen tænker på det? Men så ødelægger man jo også "de frosne hurtigretter" hvilket bliver dyrt.
http://www.naturli.dk/brevkasse/odelaegger-mikrobolger-mad/
En af mine kollegaer i dag skulle skrive en UTH - altså utilsigtede hændelse. Man skal kigge inde i noget kæmpe IT makværk der hedder E-dok for at finde vejledninger til dette, og endda for at vide i det hele taget om hændelsen egentlige kvalificerer sig som "utilsigtede hændelse". Men efter man har fundet og læst dette bliver man ikke klogere. Man er alligevel i tvivl og overladt til fortolkninger der kan være egne eller andres. I min kollegas tilfald var problemet ikke så meget en hændelse som en manglende hændelse. Og den bragte på ingen måde patientens liv eller helbred i fare, men set på administrativ kan man ikke benægte at den manglende hændelsen forulempede patienten. Min kollega besluttede sig for en sikkerheds skyld at indrapportere som UTH. Men så skulle hun svare på næsten halvtreds spørgsmål om hvor, hvor længe, hvem var involveret, hvornår på dagen, var det i forbindelse med det ene andet eller tredje omstændighed, blev patienten orienteret om hændelsen og de mulige konsekvenser af det, og hvor længe efter, og hvis ikke hvorfor ikke, hvilke handlinger blev fortaget for at rette op osv osv ud i det uendelige føles det. Og fordi hændelsen egentlig var en ikke hændelse så blev de halv af spørgsmålene umuligt at svare på en gyldig rationel måde. Jeg ved ikke om hun blev færdig den første time, for jeg selvfølgelig havde andet at lave.
Ideen om at kunne registrere hvor fejl typisk og gentagne gange sker for at finde frem til hvordan de kan forebygges er selvfølgelig en fornuftig ide. Indtil det tager overhånd, og de forbandede registreringer bliver vigtigere end at tage sig af patienterne. Og når faglige ledere bliver udskiftet med professionelle ledere tager den type ting overhånd.
Et hospital er og bliver aldrig en virksomhed der "producerer" ting eller tjenester hvis værdi helt simpelt kan udtrykkes merkantilt. Vi er nogle der altid sagt det men den skulle lige afprøves for at tilfredsstille liberalisternes tyrkertro på at markedsmekanismer er den hellige gral der skal løse alverdens krav, problemer og gåder. Nu må man da have demonstrerbare data nok til at skrotte det fattige eneøjede tankesæt. Politikerne må simpelthen vågne op.
Som en der har været på hospital nogle gange vil jeg gerne komme med et par indspark. Jeg kom akut ind på en stue hvor urinkolber ikke var fjernet, selvom der var masser af personale. Da de endelig blev fjernet skvulpede de over. Min kone tørrede det værste op med papirservietter og spurgte om man ikke kunne låne en gulvklud. Nåh jo og til hvad. Min kone vaskede så gulvet omkring min seng, mens sygeplejerskene sad foran computeren lidt nede ad gangen. Min søster lå på Herlev, under hendes seng var der efterhånden masser af nullermænd og andet snavs. Hun spurgte, trods nys opereret om man ikke ville flytte hendes seng, for så ville hun og hendes lidelsesfælle gerne selv feje under og ved sengene, da sygeplejerskerne ikke ville påtage sig dette arbejde. Min søster er læge.
På nogle afdelinger fungerer alting og der er en god stemning, på andre er udtrykket: vi skal hele tiden løbe stærkere en floskel.
Med hensyn til privathospitaler så er en meget stor del af patienterne de mennesker som udnytter deres indlæggelsesgaranti. Er man nu også imod det ? Hvis man betaler nogle privatpraktiserende speciallæger kan man komme til i morgen, hvis man er henvist kan man vente til efter sommerferien. Hvordan hænger det sammen?
Sundhedsvæsnet er dømt nede og er blevet det de sidste 30 år. Jeg tror da gerne at politikerne blander sig for meget, men med fx hjertelægeskandalen in mente kunne det måske også tænkes at en del af bøvlet lå inden for murene, hvor hierarki, magtfuldkommenhed og dødssyge arbejdsgange kunne være årsag til dårlige arbejdsforhold.
Et sidste eksempel. Jeg havde fået brændt nervetråde over i mit hjerte. Det gik rigtig fint. Ind tirsdag morgen ud onsdag morgen. Hvis der var noget jeg ville spørge om kunne jeg de næste 24 timer ringe til Riget. Herefter var jeg overgivet til Bispebjerg. Nu kan de fleste vel forestille sig at nogle af de reaktioner, der kommer fra et hjerte, der er blevet ablateret, kommer sådan kort tid efter indgrebet. Jeg ringede til Riget da jeg syntes jeg fik det dårligt. Her sagde man at så skulle jeg indlægges på Bispebjerg for at de der skulle tage sig af mig. På Bispebjerg skulle jeg igennem skadestuen, som det hed for 3 år siden, inden jeg kom tll hjerteafdelingen, hvor jeg havde været adskillige gange før og hvor man endnu ikke havde fået journalen fra Riget og hele udredningen startede fra Adam og Eva for guderne ved hvilke gang.
Hele afleveringsproceduren på Riget var iskold og stærkt nedslående og ikke mindst foruroligende. Hvorfor kunne man ikke få telefonisk hjælp med lidt råd og vejledning og fortælle at denne eller hine reaktion var helt naturlig. En hjælp som burde være mulig i en uges tid og ikke blot et døgn efter udskrivelsen ? På andre afdelinger har jeg kunnet regne med telefonisk råd og vejledning samme dag som jeg ringede. Oftest om eftermiddagen hvor lægen så har ringet til mig (sic!) og givet mig gode råd.
Sygehuse er forskellige, men især afdelinger er forskellige. Med eller uden politikeres indgriben.
Jens peter hansen - Naturligvis er afdelinger forskellige - som mennesker er det - og forøvrigt firmaer.
Men - der er for mange (mest politikere og eksperter) der blander sig og for mange procedurer.
Læg dertil, at det ofte er et pengespørgsmål om den videre behandling og at der er en enorm frygt for at "komme i klemme" i forhold til ansvar og lign. både i det man skriver og siger...
@ jens peter
"Med hensyn til privathospitaler så er en meget stor del af patienterne de mennesker som udnytter deres indlæggelsesgaranti. Er man nu også imod det ? Hvis man betaler nogle privatpraktiserende speciallæger kan man komme til i morgen, hvis man er henvist kan man vente til efter sommerferien. Hvordan hænger det sammen?"
Ja, hvad tror du selv? Prøv at regne på det. Jo flere penge der kanaliseres over til privat behandling des færre bliver til rådighed til det offentlige tilbud. Det ville måske ikke have noget stor betydning hvis private hospitaler kunne garantere samme eller bedre behandling til samme eller billigere pris. Men kan de det? Og hvor kommer deres ekspertise fra? Det er ikke noget de selv betaler for at opdyrke ellers ville deres priser være dobbelt så høje. Private hospitaler udvælger de mindre komplicerede opgave der kan laves på akkord og giver penge i kassen. De vanskeligere ikke rentabel opgaver efterlades til det offentlige. Privatisering af sundhedsvæsenet er ikke en mulighed uden stor stigning i skat eller at bare overlade det til det enkelte menneske til selv at sørge for egne privat forsikring. Den amerikanske mareridt der fører til en betydelige del af befolkning uden dækning overhovedet, og hvor de rigeste kan få lov at betale sig til de bedste og hurtigste ydelser. Kun rige egoister ønsker sådan et 'system'.
Det er utvivlsomt trist at din søster skulle ligge i skidt, og rengøringsstandarder er ved at blive en skandale nogle steder, men det er ikke sygeplejerskernes opgave at gøre det. Stort set alle hospitaler har bøjet sig for ideologien om udlicitering af denne slags opgaver til private firmaer; det kan ikke nytte noget at sygeplejerskerne skulle begynde at kompensere for deres mangelende dækning af behovet, pga urealistisk underbud. Det ville være lige med offentlig subsidering af private firmaer.
Og din oplevelse ved Riget henholdsvis Bispebjerg illustrerer på helt eminent vis forfatterens hoved argument. "Mens måltallene bliver stadigt flottere, falder sundhedsvæsenet fra hinanden" !!
man har ikke informeret befolkningen & patienterne om de aflivnings regler etisk råd og regeringen i fællesskab har udfærdiget, og som har være i brug siden 2012.! læs selv i pdf. http://www.ft.dk/.../suu/spm/71/svar/1357457/1685727.pdf
undskylder fejl - dette link virker http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/suu/spm/71/svar/1357457/1685727.pdf
Skræmmende, Kaleb Larsen. Det er et eklatant eksempel på, at politikerne går for langt ved at skabe regler og regulativer for områder, som alene skal være op til ansvarlige fagfolk at træffe afgørelse om. Politikerne skal ikke lede befolkningen, men skabe rammerne for fagligt ansvarlig aktivitet i institutionerne.
Det danske sundhedsvæsen er, som det meste i den neoliberale tidsalder, blevet en kolos på lerfødder. Illustrativt for dette er supersygehusene, som allerede har overskredet deres budgetter voldsomt, er blevet beskåret voldsomt og er voldsomt forsinkede. Om ikke så mange år vil vi stå med disse kæmpesygehuse, som drifts- og finansieringsmæssigt vil udfordre det offentlige Danmark i en grad, som vil gøre det oplagt at tale for privatisering af dem - i første omgang via offentligt-private partnerskaber. Og derfra kan salamimetoden så fortsætte, ivrigt hjulpet af såkaldt professionelle bestyrelser som udelukkende har service, omkostningseffektivitet og nøgletal mellem ørerne. Fornemt.