Kronik

Europa vil savne dig, Obama

– også selv om du aldrig rigtig gengældte vores kærlighed til dig. Din udenrigspolitiske arv har efterladt os i en historisk vanskelig situation
Lyden af sød musik: Barack Obama og Angela Merkel i Garmisch-Partenkirchen. Ind i mellem har det føltes, som om Europa var mere forelsket i den amerikanske præsident, end Obama var engageret i Europa. Foto: Michael Kappeler/AP

Lyden af sød musik: Barack Obama og Angela Merkel i Garmisch-Partenkirchen. Ind i mellem har det føltes, som om Europa var mere forelsket i den amerikanske præsident, end Obama var engageret i Europa. Foto: Michael Kappeler/AP

MICHAEL KAPPELER

9. januar 2017

Kære Barack Obama! Europa kommer til at savne dig frygteligt. Savne dig ville vi under alle omstændigheder, men vores savn vil blive desto stærkere, når din afløser – den plumpt selvretfærdige nationalistiske populist, der hylder credoet »amerikanisme, ikke globalisme« – tager Det Hvide Hus i besiddelse den 20. januar.

Vi vil savne din rationalitet, dit raffinement, dit talent for flotte formuleringer, din elegance.

Men kære Barack Obama. Vi har også brug for at fortælle dig, at vi er en del i Europa, der føler os forvirrede og forstemte over, hvad du efterlader os med. Ligesom vi bliver forvirrede og skeptiske, når vi nu hører dig udtrykke »forsigtig optimisme« med hensyn til, hvad verden skal forvente sig af din efterfølger.

Selvfølgelig kan du ikke med rimelighed drages til ansvar for alt, hvad der går galt. I den første tale du gav på europæisk jord som amerikanske præsident – det var i Strasbourg i april 2009 – betonede du netop, at »hver nation selv må bære et ansvar for, hvad der ligger forude«, det kan USA ikke gøre alene.

En relevant pointe, vi bør tage til os. Og vi ved naturligvis også, at fra eurozone-krisen til Brexit og ​​vores egne nyopdukkede populistdemagoger har vores gamle kontinent sin egen rigelige andel i politiske nederlag og bekymrende udviklinger. Men nu – efter hvad du selv har kaldt »det største politiske opbrud i moderne amerikansk historie« – står vi rystede tilbage.

Europæisk skepsis

Du har ofte citeret Martin Luther Kings optimistiske tro på, at »buen i det moralske univers spænder langt, men bøjer mod retfærdighed«. Det er vi ikke så sikre på i Europa. Ja, det har vi faktisk aldrig været. Måske er det, hvad der adskiller amerikansk exceptionalisme fra europæisk skepsis. Søvngængeragtigt bevægede Europa sig i forrige århundrede ud i to katastrofer. Og to gange måtte USA træde til for at frelse os fra vores egne selvdestruktive kræfter.

På din sidste Europa-turné i november sagde du, at du »stadig ser optimistisk på den retning, verden bevæger sig i«. Men det er svært ikke at se de mørke skyer, der trækker op. Europa klemmes nu imellem et USA, der reelt er på vej til at vende ryggen til liberale demokratiske værdier, og et aggressivt og stadig mere selvhævdende Rusland, der vil gøre alt for at slå mønt af det amerikanske tilbagetog – og det kaos, der breder sig fra Mellemøsten.

Barack, du forlader os med smukt turnerede taler, herunder taler om Europa på et niveau, som vores egne ledere tilsyneladende slet ikke evner at matche. I november kaldte du EU for »et af ​​de store politiske og økonomiske resultater i menneskets historie«. Hvor vil vi savne din veltalenhed – vi ved, at Trump er ude af stand til at formule sig i andet end fraser!

Vestens kappe

Det er klart, Obama, at du nu sætter din lid til, at Angela Merkel skal bære Vestens kappe. Du opfordrede hende til at forsøge at forlænge sin embedsperiode som forbundskansler til næste år – og det har hun besluttet sig for – og du erklærede ligefrem, at du selv ville stemme på hende, hvis du kunne. Alternativer er det svært at få øje på. Trods alt er briterne på vej ud i hastig selvmarginalisering, mens Frankrig kæmper for at slippe ud af økonomisk dødvande. Forud for de vigtigste europæiske valg i 2017 har ekstremistiske bevægelser fremgang næsten alle steder.

Det er ikke, fordi du benægter problemerne. Du har flere gange advaret mod at forfalde til »selvtilfredshed«. På en pressekonference sammen med Merkel i Berlin, sagde du: »Fordi vi har levet i en tid, der stort set har været stabil og fredelig – i hvert fald i de højtudviklede lande, er der en tendens til at antage, at det altid vil være tilfældet. Men sådan forholder det sig ikke«. Men det er stadig forvirrende at høre dig sige, at »historien giver os håb«, selv om den kan »bevæge sig i zigzag«. Som europæere stiller vi os stærkt tvivlende over for denne fremskridtstro.

Dit budskab er givetvis beregnet på at berolige og forhindre panik – og på at redde din arv. Du siger, du er sikker på, at Donald Trump vil vide at værne om USA’s alliancer. Du håber, at han vil optræde »bestemt« over for Putins Rusland og ikke søge at indgå aftaler på bekostning af »mindre lande«. Du har også givet udtryk for, at ​​USA’s udenrigspolitiske establishment er magtfuldt nok til at fungere som bolværk mod Trumps tilbøjeligheder til at gå enegang.

Modgift mod Bush

Europa var så betaget, ja, nærmest forelsket i dig, da du vandt dit første præsidentvalg. Den beruselse kan vi ikke glemme. Du var den modgift mod Bush-årene, vi trængte til. Men før alt for megen nostalgi sætter ind, er der to store beklagelser, vi må udtrykke. For det første oplevede vi aldrig, at Europa for alvor interesserede dig. Asien var altid din større udenrigspolitiske lidenskab – engang kaldte du endda dig selv for »Amerikas første stillehavspræsident«.

Men nu synes du at henvende dig til Europa, eller i det mindste til Tyskland, som en af ​​de få tilbageværende bastioner for det liberale demokratis værdier. Du skulle måske have plejet dine forbindelse til Europa mere og tidligere. Din øjensynligt distancerede holdning gennem årene sendte det signal, at vi talte meget mindre end før. Dette har åbnet muligheder for Putin og for de europæiske politikere, der beundrer ham – og alt dette skete længe før den russiske præsident sendte sit »smukke lykønskningsbrev« til Trump.

Fordi Amerikas indflydelse historisk har bidraget til at cementere Europas sammenhold, har dit forbeholdne engagement haft en høj pris. Den en gang så bundsolide transatlantiske forbindelse er begyndt at gå op i limningen.

Med det, vi ved om Trump, er det sandsynligt, at de europæiske nationer i stigende grad vil søge at gardere deres indsatser ved at handle enkeltvis snarere end i enhed. Merkels Tyskland er stærkt, men kan ikke tilbyde den sikkerhedsparaply, Europa har opbygget sig selv under. Det er derfor mere et slogan end en politik at hævde, at Tysklands kansler nu er blevet Vestens leder.

Syriens blodbad

For det andet har du overset de følger, som din Mellemøsten-politik ville få for Europa. At bekæmpe Islamisk Stat var din første prioritet, at stoppe de massakrer, som Assads regime udfører, har været det langt mindre.

I Vesten er det Europa, som mest har måttet tåle følgerne af denne humanitære katastrofe. Flygtningestrømme har skabt opbrud i kontinentets politik. Men det store flertal af de syrere, der er nået til Europa, flygter fra Assad, ikke fra IS.

Det er sandt, at Europa heller ikke har formået at stoppe det syriske blodbad. Men den dialog, som USA og Rusland har ført hen over hovedet på Europa, har ikke kunnet stoppe Putins strategiske satsning på at nære krigen ved at støtte Assad og derefter triumferende iagttage de politiske effekter i Europa. Manden i Kreml håber nu med Trump som præsident at kunne hjemtage store russiske geopolitiske gevinster på kontinentet.

Når du takker af som præsident, vil vi europæere se tilbage på din regeringstid med blandede følelser. Vi vil fortsætte med at beundre din karismatiske optræden, din oratoriske begavelse, din globale inspiration.

Men vi sidder også tilbage med en følelse af, at i denne tids Europa – og ja, selvfølgelig også af grunde, du ikke alene kan drages til ansvar for – bøjer ’historiens bue’ ikke i den rigtige retning.

Ved dette årsskifte er det ikke så meget Martin Luther King, vi fristes til at citere, som Stefan Zweig. I sin Verden af i går beklagede forfatteren sig over »fornuftens mest frygtelige nederlag og brutalitetens mest grumme triumf«.

Natalie Nougayrède er klummeskribent for The Guardian og tidligere chefredaktør for Le Monde.

© The Guardian & Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Kristian Rikard
Hans Jørn Storgaard Andersen og Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske huskes Barack Obama som den, der gjorde USA menneskelig, selv om han ikke nåede at afvikle skampletten på Guantánamo Bay.

Til gengæld kan han huskes, som den der arvede et USA i alvorlig økonomisk forfald, og afleverer det i fuld vækst

Men samtidig huskes han som den præsident, der arvede 4 igangværende krige, men afleverer 10 krige til sin afløser, hvilket aldrig tidligere er sket i USA´s historie.

- - -

Spørgsmålet er nu, hvordan hans efterfølger vil blive husket. - Hvis altså man overhovedet ønsker at huske ham . . .

Karsten Aaen, Lars Rasmussen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

For mig er det en virkelig øjenåbner at læse denne skribent.Det forbløffer mig,at man kan se så vidtforskelligt på verden og dens begivenheder.
*Savne en krigsmager af en US-præsident'.En mand,der har formået at skabe store spændinger i Europa med sin eventyrpolitik i forhold til Rusland.En mand,der sanktionerer mord på politiske modstandere med sin drone-politik.En mand,der efter otte år på posten efterlader verden mere usikker end den var,da han tiltrådte.

'Vi europæere'.Må jeg være fri!

Niels Duus Nielsen, Peter Jensen, Per Torbensen, Hans Aagaard, John Andersen, Stig Bøg, Jesper Nielsen, kjeld jensen og John T. Jensen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Jeg vil savne de ideer Obama havde da han startede. Jeg vil ikke savne den præsident der gennemførte flere droneangreb end nogen andre og som aldrig fik lukket Guantanamo.

Niels Duus Nielsen, John Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Obamas håb for en ny begyndelse døde ud, hans tale i Cairo 2009 om et nyt forhold mellem USA og verdens muslimer
https://www.youtube.com/watch?v=B_889oBKkNU
døde også ud
hans NOBEL fredspris
døde ud
det eneste han er værd at mindes for, er Sikkerhedsrådets resolution Lillejuleaftensdag sidste år, hvor USA undlod at nedlægge veto mod forbud mod yderligere israelsk bosættelsesaktivitet på Vestbredden. Han nåede det lige, men jeg tror bestemt Europa elskede Clinton mere, altså herren.

Michael Kongstad Nielsen

Bill Clinton var også gæst i Sydtyskland, Baden Baden, hvor han sagde: "This town is so nice, that you have to name it twice"

Nu må vi jo vente og se om mr. Obama nu igen kan være tro mod sine egne (udtalte) overbevisninger når han ikke længere skal slås med modstandere fra alle kanter.

Som præsident må jeg sige han var den der har skuffet mig mest af alle de præsidenter jeg har oplevet. Ikke mindst fordi forventningerne også var højere, både hans og mine.

Anne Eriksen,
jeg er absolut ikke glad for at præsidenten hedder Trump, men jeg er i hvert fald meget glad for at den ikke hedder Hillary Clinton. Med Trump ved vi i det mindste hvad vi er op imod.

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Preben Jensen og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar

Obama har været den præsident. ?!! FOREVER !!!! Han gav mig og de mennesker jeg kender følelsen af en uforklarlig tryghed. Ingen tvivl om, at han ville det godt for USA & verden, men modstanden fra `høgene` på den republikanske side har været enorm. Det kan ingen vist være i tvivl om.

Trump? ! Om han bevidst ( af hjertet ) har haft tanker om at hjælpe og støtte den vælgergruppe som forguder ham, tvivler jeg på.

Fornemmer at det var Trumps modbydelige retorik som åbenbart har virket som en magnet på folk, som brændende ønsker det nye liv - og som åbenbart mener, at Trumps `verbale afføring`er super underholdning . Og i orden !

Utryg ved en fremtid med utilregnelig Donald Trump som USAs fremtidige præsident ? !! DET må man sige !

Helle Walther, Lars Rasmussen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Lars Rasmussen

Det »smukke lykønskningsbrev« som Donald har modtaget fra pennevennen Vladimir Vladimirovitj kan læses her. Det er efter sigende et dejligt brev. Lille mig håber, at d'herrer indleder en tradition med håndskrevne breve til hinanden. Og at de holder sig fra Twitter, hvor den kommende 'Twit-in-Chief' (øverstepipper?) har en dårlig vane med at gylpe tidligt om morgenen.

Michael Kongstad Nielsen

Nette Skov
09. januar, 2017 - 20:17

Han lod sig nedtromle, lod alle de små skatteydere betale for genopretning efter finanskrisen, han lod storfinansen vinde, og de små tabe, hvad trygt er der ved det? Kun de velerhvervede middelklassefolk i gode ejerlejligheder i de store byer følte sig trygge ved Obama, ikke agrare folk eller gamle nedlagte industrifolk uden arbejde, Storbyens cafe latte - segment savner Obama, men har ikke noget at have det i. For Obama kunne ikke redde dem, heller ikke Hillary C.
Man kan ikke bare flyde ovenpå, og lade globaliseringen bære én.
Det har Trump indset, hvor ubehagelig han end måtte forekomme,
Jeg tror han er en helt ny trend i verden, som kan vendes fra 'bad' and 'ugly' til 'good' and 'advantageous'. Tiden vil vise det.

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Obama var en god taler, men ord gør det ikke alene

Per Torbensen, Jesper Nielsen, David Joelsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Obama var en meget svag præsident. Han havde ikke de nødvendige flertal til hans politiske projektet og hans historiske eftermæle om 100 pr vil være den første sorte præsident...

Hans Jørn Storgaard Andersen

Uenig, Peter Bækgaard.

Præsident Barack Obama var først og fremmest menneskelig, hjertelig ...
Han gennemførte en politik, der fik landet på benene igen efter 2008-krisen, noget republikanske præsident aldrig har evnet.

Det udenrigspolitiske område beherskede han også til fulde - diplomati forstod han om nogen ... men de handlekraftige ville formentlig hellere have et par "raske krige" hist og pist.

Det skete ikke, heldigvis for det ...

Så Nobels Fredspris fik han fuldt fortjent - omend lidt for tidligt.

Helle Walther, Anne Eriksen og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Obama vil blive husket af mig som det fine og ordentlige menneske han er. For Obamacare, for hans elegance, humor, stil, at republikanerne har været umulige at danse med, skal ikke lægges ham til last. Hans smukke kone Michelle, der har givet USA så megen menneskelighed. Håber de begge vil fortsætte kampen mod Trump og hans politik.

Anne Eriksen, Nette Skov og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Vi glemmer at Obama er USAs præsident og ikke vores. Vi skal tilbage til Carter for at finde en præsident mere upopulær og svag. Det betyder inklusiv Reagan og Bush Junior... tænk en gang

Om 100 år er han stadig den første sorte præsident men politisk set intet andet end en parentes.

Flemming Berger og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Helle Walther
Obama vil blive husket for sin smukke kone - nej ved du nu hvad?

Flemming Berger og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Når Obama var sådan en elendig præsident, så var det nok derfor, at han blev genvalgt?

Med hensyn til at samle flertal, så har det muligvis været et problem at være sort Demokrat? Ganske som kvinder heller ikke ville få det nemt på den post, endsige blive valgt...
Næh, så hellere Fred Flintstone!

Peter Bækgaard

Obama var op imod Tea party fjolserne dengang. De er jo nok endnu værre en Trump. Mon Obama blev valgt i mangel af bedre? Obama var stadig partiets kandidat da han ikke havde meddelt at han ikke ville stille op som kandidat igen.
Han kunne ikke tabe genvalget lige meget hvad.

Peter Bækgaard

TV2 skriver meget sigende på deres side: Hvis Obama-årene var så fantastiske, hvorfor står vi så tilbage med Trump?

Flemming S. Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Peter Bækgaard
USA leverede en præsidentkandidat som taler et helt andet `sprog`end kandidater hidtil har gjort.

Den facon og det sprog Donald Trump leverer viser sig , at være en `magnet` som tiltrækker en helt ny, tidligere ìkke stemmende`gruppe. Trump er jo den fødte intertainer, som desværre kører `verbal afføring`ud i samfundet og spreder gyllen `hvor som helst` Lad os håbe, at hans fremtidige førerskab af USA ikke bliver lig hans måde at agere på, når han taler til befolkningen og verden.

Peter Bækgaard

Nette Skov det er lige meget om han så talte fransk. Faktum er at han er upopulær i en grad så vi skal tilbage til Carter for at finde tilsvarende. Så vælger man jo bare noget andet og det blev Trump

Peter Bækgaard

Det tror jeg. Udlandet er stor tilhænger af Obama men i USA er han bare ikke lige så populær og det var før Trump kom på banen. Det er bare omstændighederne.