Fængslerne emmer af ekstreme følelser

I fængslerne er luften tyk af smerte, svigt og aggression. Det vækker stærke følelser i alle med et normalt følelsesliv at befinde sig i det miljø. Men hvis følelserne benægtes eller tabuiseres, kommer de til udtryk i det skjulte. Samtidig ender man ofte i en konflikt mellem dem, der vil straffe ubønhørligt, og dem, der vil frelse de indsatte. Det gavner ingen
’Det er som om, at vi alle trækkes ind i grundproblematikken og identificerer os med den ene eller den anden side af de kriminelle. De skal enten straffes ubønhørligt eller frelses. Ingen af delene er særligt humane, realistiske eller gavnlige for nogen,’ skriver denne kronikør, der er privat praktiserende psykolog og arbejder som ekstern psykolog i flere danske fængsler.

’Det er som om, at vi alle trækkes ind i grundproblematikken og identificerer os med den ene eller den anden side af de kriminelle. De skal enten straffes ubønhørligt eller frelses. Ingen af delene er særligt humane, realistiske eller gavnlige for nogen,’ skriver denne kronikør, der er privat praktiserende psykolog og arbejder som ekstern psykolog i flere danske fængsler.

Unger Anthon
31. januar 2017
Delt 543 gange

På det seneste er debatten om vores fængsler blusset op igen. Det fyger i luften med observationer af forråede fængselsbetjente (Information, den 13. januar).

På den anden side benægter eksempelvis Fængselsforbundet stort set kendskab til den slags. Debatten forløber efter en fast formel, som ikke gavner nogen – hverken betjente, indsatte eller samfundet uden for murene.

Hovedparten af de indsatte, jeg har mødt i mit job som ekstern psykolog i danske fængsler, har haft alvorlige følelses- og tilknytningsmæssige problemer erhvervet gennem et helt liv i Underdanmark. Særligt personlighedsforstyrrelser synes at blive overset til fordel for symptomdiagnoser, der er oppe i tiden, såsom ADHD, PTSD m.fl.

De fængsler, jeg har besøgt, emmer alle af ekstreme menneskelige følelser. Alle inden for murene, inklusiv de ansatte, prøver efter bedste evne at navigere i det. Det er et polariserende miljø, som man meget nemt farer vild i.

Ifølge Kriminalforsorgens seneste brugerundersøgelse er hver fjerde indsat i danske fængsler blevet mobbet af fængselspersonale, mens 22 procent hævder at være blevet udsat for trusler
Læs også

Personalemæssigt har vi på den ene side de åh så-forstående og humane præster, psykologer osv., der har 1:1-samtaler med indsatte, som her ofte helt reelt viser en mere menneskelig side af sig selv.

Det er slet ikke svært at forfærdes og føle med de indsattes lidelser. De fleste har uomtvisteligt haft en meget hård medfart, ikke mindst tidligt i livet, hvor den slags gør mest skade. Men ikke sjældent går indlevelsen for vidt, og behandler og den indsatte smelter sammen i en symbiotisk boble.

Den frelsende behandler og den lidende indsatte vender sig i samklang mod den afstumpede og onde verden udenfor. Den verden, som fængselsbetjente, retsvæsenet og det sociale system er repræsentanter for.

Blåstempler dårlig opførsel

Vi behandlere har alle været der. Det føles rigtig godt at være empatisk, god og følelsesmæssigt dyb sammen med et menneske, man måske kan hjælpe. Det kilder narcissismen i en grad, der kan være svær at modstå og opdage. Resultatet bliver, at den indsatte ikke modtager hjælp, men faktisk skubbes længere ind i en infantil og projicerende, dybest set kriminel sektor af personligheden. Uden at ville det og ofte i den bedste mening har behandleren faktisk gjort det stik modsatte af sin funktion.

Jeg husker en indsat i et fængsel, jeg kom i, der afsonede en lang straf for grov voldskriminalitet. Han kom for tæt på en behandler, der var alt for forstående over for hans problemer med at få styr på sit temperament. De to blev hurtigt enige om, at han burde have særvilkår; for eksempel carte blanche til at forlade arbejdspladsen, når han følte sig irritabel.

Efterfølgende fungerede han dårligere og dårligere. Han forventede, at hele fængslet nu skulle tage ansvar for hans følelsesmæssige regulering og blev stikhamrende tosset, hvis ikke det skete.

Politikerne møder volden mod fængselsbetjente med lovstramninger og respektpakker. Men vil man have fangerne til at respektere betjentene, må betjentene også respektere fangerne og tjene som gode rollemodeller – og det kniber det gevaldigt med i de danske fængsler
Læs også

En gryende socialisering af en formentlig karakterafvigende, ’borderline’-præget mand blev på ingen tid forpurret, og konfliktniveauet omkring ham eskalerede kraftigt. Inden for få uger var personalet omkring den indsatte delt i to lejre: de eftergivende på den ene side og de restriktive på den anden side.

Der er ingen undskyldning for forrået eller respektløs opførsel over for indsatte. Ligesom det ikke kan forsvares, når behandlere (eller fængselsbetjente) ukritisk smelter følelsesmæssigt sammen med og forsøger at frelse en indsat, hvorved de uforvarende forstærker hans konflikter med omverdenen.

Men jeg vil vove den påstand, at følelserne bagved er uundgåelige, hvis man som fængselsbetjent eller øvrigt fængselspersonale passer sit job.

Som betjent er man til daglig meget tæt på indsatte i en ekstrem livssituation og ofte indsatte med en mangelfuld evne til affektregulering. Luften er tyk af smerte, svigt, aggression, forladthed og angst. Det vil vække stærke følelser i alle med et normalt følelsesliv at befinde sig i det miljø.

Hvis følelserne benægtes, tabuiseres eller betragtes som uprofessionelle hos personalet, har man dels misforstået, hvad det vil sige at være professionel, men desværre også forvist disse følelser til at blive udtrykt i det skjulte.

Symbolpolitik og idealisme

Ét af de primære problemer i forhold til fængselsvæsenet er, at den samfundsmæssige og politiske håndtering af området i sig selv er polariseret. Når man, primært fra højre side af det politiske spektrum, eksempelvis reagerer på historier i pressen om hashmisbrug eller mobiltelefoner i fængslerne med symbolpolitiske strammer-udmeldinger, risikerer man at kaste benzin på bålet.

’Lov og ret’-udmeldingerne rider på en bølge af følelser i befolkningen, som flere af os har haft: at det sgu’ ikke kan passe, at man skal sidde og ryge hash og snakke i mobiltelefon, når man sidder i fængsel. Det er for galt. Der må gøres noget! 

Der synes desuden at være en berøringsangst i forhold til fuldt at erkende, at rigtig mange indsatte har psykiske problemer. På højre side af debatten ønsker man ikke at sygeliggøre de indsatte og fratage dem ansvaret for deres kriminelle handlinger, ligesom det ikke skal udløse ekstra behandlingstilbud eller være en feriekoloni at være i fængsel.

På den venstre side viger man tilbage fra at erkende, at nogle mennesker i vores samfund aldrig har udviklet almindelig moral og evne til at føle skyld og angre. Det kan lyde dehumaniserende, men i virkeligheden er det nødvendigt at turde beskrive problemet fuldt ud for overhovedet at kunne gøre noget ved det og hjælpe.

Man har et godt blik for lidelsesaspektet hos de indsatte på venstrefløjen, men man tror, man kan løse alle problemer med øgede bevillinger, psykologhjælp samt sociale tiltag.

Det kan for folk med kendskab til fængslerne virke, som om man på venstre side i dansk politik nærer for idealistiske og naive forestillinger om det gode i alle mennesker og ikke anerkender, at der i mange tilfælde ikke er tale om behov for re-socialisering, men om den første socialisering i den indsattes liv. En notorisk svær og nogle gange desværre umulig opgave.

Lad fornuften sejre

Behandlere, fængselsbetjente, politikere, presse, fagforeningsfolk og indsatte diskuterer med hinanden inden for et univers af polarisering, sort-hvide opfattelser af godt og ondt og et ’os og dem’-paradigme.

Det er, som om vi alle trækkes ind i grundproblematikken og identificerer os med den ene eller den anden side af de kriminelle. De skal enten straffes ubønhørligt eller frelses. Ingen af delene er særligt humane, realistiske eller gavnlige for nogen. Afstanden mellem overindføling og forråelse er kortere, end man tror. Og værst af alt: Vi har tabt overblikket og render hovedløst rundt i manegen.

Et sted at begynde kunne være i en fordomsfri, nøgtern og helhedsbaseret beskrivelse af opgaven i de danske fængsler, hvor man trækker på allerede etableret viden om at arbejde med personer med en mangelfuld tilknytningshistorie og personlighedsforstyrrelser.

Heraf vil det følge, hvilke behov der er ressourcemæssigt og organisatorisk for at løse opgaven. Gør man ikke det, vil ’lap på lap’-løsningerne, der på skift tilgodeser hver sin fløj, fortsætte. Det gavner ingen.

René Martens Pedersen er privat praktiserende psykolog og arbejder som ekstern psykolog i flere danske fængsler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Pia Qu
    Pia Qu
  • Brugerbillede for Ole Falstoft
    Ole Falstoft
Pia Qu og Ole Falstoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu