Kommentar

Folkeskolen kæmper forgæves mod det atomiserede samfund

Flugten fra folkeskolen er ualmindelig svær at bremse. Den hænger tæt sammen med flugten fra kollektivsamfundet til det atomiserede samfund og med tendensen til, at vi bygger fællesskaber med mennesker, der ligner os selv, og lader tosserne på den anden side af hegnet passe sig selv
Debat
6. januar 2017

I det tidligere Østtyskland fandt man i statsadministrationen mange såkaldte Robotron-computere. Et af formålene med dem var at vise DDR-borgerne, at Østtyskland skam evnede at fremstille højteknologi, der var mindst lige så avanceret som den, man havde i Vesten.

Det var imidlertid et velkendt faktum, at maskinerne var fremstillet af vestlige komponenter, ligesom man havde skilt IBM-computere ad for at lave østtyske kloner af denne teknologi. Det gjorde DDR-styret i erkendelsen af, at man ikke selv havde den viden og de ressourcer, som skulle til for at fremstille egne produkter med de samme egenskaber.

Uden at føre analogien for langt vil jeg hævde, at SF’s seneste forslag om at opføre såkaldte folkefriskoler for at forhindre ’flugten’ af elever til de private friskoler minder en del om Robotron-konceptet.

I erkendelse af, at folkeskolen faktisk ikke længere er en folkeskole med forældreindflydelse og nærdemokrati – og i øvrigt heller ikke benyttes af hele folket – forsøger man sig med noget, der kunne blive en dårligt fungerende efterligning af friskolernes evne til at skabe engagement, indlevelse og motivation hos børn og forældre.

Men det er dømt til at forblive en sekundavare, for det adresserer ikke den dynamik, der fører til at stadig flere fravælger folkeskolen.

Færre fællesnævnere

Folkeskolen er en fantastisk institution, og flere generationer af succesfulde erhvervsledere og medarbejdere i vores virksomheder har klaret sig og klarer sig fortsat ualmindelig godt blandt andet som følge af den undervisning og lærdom, de modtog i folkeskolen.

Men i øjeblikket kæmper folkeskolen mod samfundsudviklingen i et slag, som den er dømt til at tabe. Vi er på vej væk fra kollektivsamfundet til det atomiserede samfund, hvor fællesnævnere på tværs af sociale og kulturelle skel bliver færre og svagere. Om det er godt eller skidt, er en anden diskussion.

Digitaliseringen skubber på den udvikling. Til trods for, at vi i princippet kan binde hvert enkelt individ i Danmark sammen med alle andre individer i landet i én stor facebookgruppe, er det ikke det, som sker. Tværtimod kan vi i dag i vores sociale liv i langt højere grad skærme os mod andre virkeligheder, hvis vi ikke ønsker at lukke dem ind.

Vi danner interesse- og meningsfællesskaber i de digitale sociale netværk, som manifesterer sig i den fysiske virkelighed ved, at vi mister sympati og forståelse for sociale, kulturelle og professionelle grupper, som ikke tilhører den nøje tilpassede virkelighed, vi som enkeltindivider, familier og meningsfællesskaber ønsker at leve i. De andre tosser kan passe sig selv, så længe de ikke griber ind i vores virkelighed økonomisk eller territorielt.

Den samfunds- og individopfattelse er totalt asynkron med tanken om en folkeskole. På papiret kan mange måske godt se nogle ædle tanker i en skole bygget på kollektivtanken og principper om lighed, frihed og uddannelse for alle.

I praksis er det blevet for besværligt, og det skaber knas i vores virkeligheder, når vi skal forholde os til de problemstillinger, der opstår, når børn fra vidt forskellige sociale, økonomiske og kulturelle baggrunde bringes sammen.

Tilliden er væk

I 1970’ernes og 80’ernes folkeskole kunne direktørens børn gå i klasse med murerarbejdsmandens, og jeg har da personligt haft venner i folkeskolen, som kom fra økonomisk langt bedre kår end jeg, og jeg færdedes naturligt i deres hjem og vice versa. Måske er det ikke helt så enkelt længere.

Vi vil mere med vores børn i dag, vi har store ambitioner på deres vegne, og mange forældre har mistet tilliden til, at folkeskolen kan forsyne vores børn med de nødvendige færdigheder til at klare sig i et stadig mere digitaliseret og automatiseret samfund. Ikke mindst fordi vi er bekymrede for om sammenblandingen af de mange baggrunde kommer til at holde vores barn tilbage og forhindre det i at udnytte sit fulde potentiale.

Derfor, på samme måde som vi segregerer vores sociale liv og indretter det i fintunet og afskærmet virkelighed – hvem sagde fenced communities? – skiller vi vores børn fra den uoverskuelige og svært genkendelige virkelighed, en folkeskoleklasse repræsenterer.

Den private friskole repræsenterer et pædagogisk og kulturelt meningsfællesskab, hvor vi føler tillid til, at vores børn kan tilegne sig de værdier og kvalifikationer, vi mener, er nødvendige for at skabe sig et succesfuldt liv som menneske i det moderne samfund.

Principperne i folkeskolen er som nævnt ædle og attråværdige, og kan man som forældre rumme de udfordringer, der findes i folkeskolen, kan den fortsat bibringe børnene, der går i den, unikke indsigter og unik lærdom, som ikke fås i en privatskole.

Men man risikerer også en faglig depravering som følge af et lavere niveau og manglen på kvalificerede lærere med den stamina, som skal til for at fungere professionelt og mentalt i en folkeskole.

Det store ryk mod det individbårne samfund er en realitet. Det ændrer fine tanker om folkefriskoler ikke på.

Michael Jensen er cand.mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andreasen

SF's forslag er ikke andet end neoliberal deregulering forklædt som progressivt frisind, der oven i købet er så let gennemskueligt, at det kan få højrefløjen til at se det og hoppe med på vognen.

Folkeskolen er et navn, og det er den skole folket skal gå i og kun det. De første folkeskoler var skoler for primært at skabe gode kristne borgere til samfundets bedste.
Der er ingen rigtig model og ingen forkert model. Derfor kan vi til evig tid diskutere den gode folkeskole, for den "rigtige" folkeskole fastsætter vi ud fra de livsanskuelser vi har, og de myter der plager os som utøj på vores erkendelsesevner.

Jens Vadet Poulsen

En bedre research til dette indlæg ville have overbevist forfatteren om, at der ikke er nogen alvorlig risiko for "faglig depravering" i de frie skoler. Virkeligheden er at de frie skoler er underlagt et meget mere tæt og fintmaskeret tilsyn end folkeskolen. Dette tilsyn udføres af ministerielt certificerede og autoriserede tilsynsførende med pædagogisk indsigt.

Peter Ole Kvint

Hvis politikerne ville det, så kunne vi godt få en folkeskole, som i Finland. Men det vil de ikke. Hvorfor er en gåde.

Hans Houmøller

Hvad forestiller Michael Jensen sig, når alle friskoleleverne som i hans optik udgør stort set alle skoleelever i Danmark en gang mødes ude i den virkelige verden med alle deres atomiserede tilgange til at skulle deltage i et fællesskab?

Eller er visionen, at fællesskabet er dødt?