Læsetid 8 min.

Den fysiske vold gjorde ondt, men den psykiske væltede mig omkuld

Ja, det gjorde ondt, da min kæreste forstuvede min finger og tog kvælertag på mig. Men hans ord slog hårdere. Til sidst anede jeg ikke, hvem jeg var. Jeg mistede mig selv og mine grænser til den psykiske vold
Ja, det gjorde ondt, da min kæreste forstuvede min finger og tog kvælertag på mig. Men hans ord slog hårdere. Til sidst anede jeg ikke, hvem jeg var. Jeg mistede mig selv og mine grænser til den psykiske vold
Mia Mottelson
21. januar 2017

Jeg er vokset op i en rigtig kernefamilie. Jeg har aldrig manglet noget. Især ikke kærlighed eller omsorg. Der har altid været plads til alt og alle. En ressourcestærk familie. Meget endda. Når man vokser op i sådan et hjem, bliver man stærk. Man får gode og vigtige værdier, og man får et godt selvværd. Det med selvværdet bliver vigtigt senere, så husk på det. Godt selvværd.

Da jeg var 23 år mødte jeg Mads. Bang! Lyserød sky og hele molevitten. Permanent lalleglad, smil på læberne og en tendens til at indlede minimum hver anden sætning med: »Jamen så ham her Mads, ik’ også?« Og ja, så ham der Mads ik’ også? Alt omkring ham skulle vise sig slet ikke at være så rosenrødt, som jeg lige gik og troede.

Otte måneder efter jeg mødte ham, sad jeg på krisecentret i Aarhus sammen med min mor. Sønderknust, nedbrudt og uden nogen som helst anelse om, hvem jeg var, og hvad jeg stod for. Alt var skraldet helt af; jeg kunne ligeså godt have siddet der splitterragende nøgen. Sådan føltes det i hvert fald.

Jeg havde ladet mig styre af et andet menneske, som havde vendt fuldstændig op og ned på, hvem jeg var, og hvem jeg gerne ville være. Og nu sad jeg her. Lille bitte og sårbar og fortalte om, hvordan jeg var blevet manipuleret med.

Hvordan mine grænser var blevet overskredet, rykket og skubbet med. Hvordan jeg var blevet skubbet med. Hvordan han havde holdt mig. Holdt om min hals. Fast. Mens jeg lå på gulvet med ham siddende ovenpå med knæene på mine arme, så jeg ikke kunne bruge dem. Hvordan han havde holdt strammere og strammere, indtil jeg ikke længere kunne få et skrig over mine læber.

Jeg lå bare der. Lille bitte og sårbar. Alt det og meget mere fik jeg sagt højt. Det gjorde ondt. Helt ind i sjælen. Sjælen, der føltes som om, den var blevet knust. Den havde fået følelsesmæssige bank.

Ydmyget

Jeg havde før været stærk, og det lykkedes mig at få gravet nok styrke frem fra dengang, til at jeg pludselig så mig selv sidde på politistationen og fortælle, om den gang jeg lå på gulvet og ikke kunne skrige. Jeg fortalte også om min forstuvede finger, som jeg fik, fordi Mads ville køre, og jeg sagde nej. Fordi han var fuld.

Politimanden skrev og skrev. »Hvorfor meldte du ham ikke med det samme?« Jeg havde ikke lige tid. Come on … Hvad fanden tror du selv? Fordi jeg var skidebange! Bange for Mads og for, om han kunne finde på at gøre noget ved sine mange trusler. Trusler om at brænde huset ned. Trusler mod min familie. Trusler om at begå selvmord.

Men jeg fik meldt ham. Fordi jeg kunne, og fordi det var et kæmpestort skridt i retningen mod at blive mig igen.

Men hvad hvis han ikke havde begået alle de fysiske overgreb? Hvad skulle jeg så have gjort? Gået ned på stationen og anmeldt min ekskæreste for at have truet med at begå selvmord?

Jeg kunne også fortælle om den gang, jeg brød grædende sammen, fordi jeg følte mig som en dårlig kæreste, og sige, at jeg gerne ville anmelde Mads for sin respons: »Nej, du er da ikke en dårlig kæreste! Det er bare din personlighed.« Men mon jeg var blevet taget særligt seriøst? Næppe.

Både i England, og Norge er det strafbart at udøve psykisk vold mod sin partner. Det er ikke straffen i sig selv, der er det vigtige her. Det vigtige er, at samfundet anerkender psykisk vold, som noget kriminelt og farligt, som skal tages dybt alvorligt.

I Danmark er det ikke ulovligt at udøve psykisk vold. Det er på trods af at flere eksperter peger på, at følgerne af psykisk vold kan være langt større end følgerne af et par på hovedet. Enig. Jeg var bange, da jeg lå der på gulvet. Men det var ikke det værste. Det værste var det, der skete efterfølgende. Da jeg endelig kom på benene igen.

Vi skændtes. Frem og tilbage. Råbte og skreg. Mads tog bilnøglerne. Jeg prøvede at stoppe ham, men så skubbede han mig. Ind ad døren til soveværelset, og jeg røg på gulvet. Han smækkede døren hårdt bag sig og kørte sin vej. Dét, lige der. Det var det allerværste.

Jeg kunne ikke rejse mig. Blev bare liggende på gulvet i mørket bag den lukkede dør. Aldrig i mit liv har jeg følt mig så ydmyget. Det var langt mere nedværdigende end at blive forsøgt kvalt. Det kan man da forholde sig til. Frygten. Frygten og smerten. Men ydmygelsen. Dén gør ondt. Helt ind i det inderste af kroppen.

En mur imellem mig og mig

Når man bliver udsat for psykisk vold, bliver man nedbrudt. Man bliver ødelagt som menneske. Og så er vi tilbage ved det med selvværdet. Det forsvinder. Uanset hvor man begynder, ender man som en hul og tom skal, og selvværdet er væk.

Otte måneder er heldigvis ikke lang tid ud af de 24 år, jeg har levet. Så jeg kan stadig huske mig selv, som hende jeg var. Stærk. Social. Glad. Smilende. Mads tog hende fra mig, men hun nåede ikke at forsvinde helt, og jeg skal nok finde hende igen.

For rigtig mange er historien en helt anden. Jo mere man involverer sig med en voldelig person, des mindre bliver ens selv. Jo mere forsvinder ens værdier, ens selvværd og ens realitetsfølelse. Alt bliver vendt op og ned, og man bliver blind. Man kan ikke selv se det.

Jeg vidste godt, at min familie og mine venner kunne se det. Men Mads styrede mig, og han overbeviste mig om, at de tog fejl. De tog sgu ikke fejl. Og det vidste jeg godt inderst inde. Men der var langt derind.

95 procent af de kvinder, der ender på dansk krisecentre, har været udsat for psykisk vold. Men modsat en række andre europæiske lande straffer man i Danmark ikke kontrollerende, krænkende adfærd i parforholdet
Læs også

Mads havde forsøgt at tage mine værdier og mit netværk fra mig. Men heldigvis for mig er mine værdier stærke og mit netværk endnu stærkere, så det eneste, Mads formåede, var at bygge en mur. En mur imellem mig og, ja, mig. Imellem den hule skal, han ville have mig til at være, og den person jeg var. Muren blev højere og højere, men aldrig høj nok til, at jeg glemte, hvad der var bag den.

Men hvad med de mennesker, der ikke har et netværk, som kan hive og slide dem ud af det og holde om dem bagefter? Hvor skal de gå hen? Et krisecenter er jo for dem, der er blevet slået. Eller hvad? Og hvad med de kvinder og mænd, der aldrig er blevet slået, men som ’bare’ er blevet nedbrudt, og nu er ... ja, hvad er de egentlig? Uden deres kæreste, der fortæller dem det. Man aner det ikke!

For man er ingenting. Ingenting uden den kæreste. Og så står man der. Man ved ikke, hvem eller hvad man er, og så går man tilbage. For hvor skal man ellers gå hen, når man bliver lillebitte og sårbar?

Jeg gjorde det selv flere gange. Første gang jeg gjorde det, ringede han nogle timer senere for at sige farvel. Han ville tage en overdosis af heroin. Alt sammen på grund af mig. Jeg havde drevet ham til det. Jeg blev sur. Helt inde i mit allerinderste kogte jeg af raseri.

Men så ringede han igen. Han havde fortrudt. Han var ked af det og ville søge hjælp. En, to, tre og vi var sammen igen. Han indrømmede senere hen, at han havde valgt en overdosis, fordi han vidste, at det stred mest mod mine værdier. At jeg ville blive skide sur, men at han også nemt kunne få mig til at komme tilbage.

Ordene slog hårdest

Jeg er træt. Jeg slappede ikke af med Mads. Og eftersom han hele tiden var der, ja, så var der ikke meget tid til mig. Så jeg er træt. Jeg skal slappe af. Jeg er deltidssygemeldt fra mit studie. Jeg har tabt mig. Jeg mistede overskuddet og modet og glæden.

Men værst af alt, så er jeg stadig lillebitte og sårbar. Det er snart to måneder siden, at jeg gik fra Mads, og jeg bliver stærkere hver dag. Jeg har fået mere overskud. Mere glæde. Jeg går til psykolog. Jeg græder. Jeg har færre mareridt og har fået mere appetit.

Men pointen er, at det er fucking hårdt! Det har været en kamp, og jeg er stadig ikke i mål. Alt det på grund af ét menneske. Det har intet med den forstuvede finger at gøre. Eller med skriget, der aldrig nåede ud. Nej. Det hele er på grund af det, han sagde. Det, han fik mig til at tro og føle. Alt det, der blev min virkelighed.

Det er derfor. Ordene. De gør så fandens ondt, de ord. Det er så svært at forstå, at noget så banalt, kan gøre så meget. Men vi er nødt til at tro på det. Vi er nødt til at forstå det. Allesammen! Hvis de mange ofre, der hver dag bliver udsat for psykisk vold, vidste, hvad der foregik. Hvis de kunne sætte ORD på det. Så tror jeg på, at mange flere ville kunne løsrive sig.

Men der mangler fokus! Jeg troede ikke selv på det. End ikke efter at have været ude på krisecentret forstod jeg, hvad ordene havde gjort ved mig. Men jeg kan se det nu. De har knækket mig. Midt over. Igen og igen.

Heldigvis har jeg netværket. De kravler rundt efter dele. Limer og reparer så godt de kan. Så jeg skal nok blive hel igen. Sådan næsten da. Jeg tror, Mads har taget en flig eller to med sig, som jeg ikke får tilbage igen. Men det er også okay. Jeg finder bare nogle nye og stærkere dele.

Hverken forfatteren eller hendes ekskæreste optræder i kronikken under deres rigtige navne. Information har valgt at anonymisere dem, fordi retssagen vedrørende de omtalte overgreb endnu ikke er afgjort. Redaktionen er bekendt med personernes rigtige identitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Roselille Pedersen
    Roselille Pedersen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Henrik Klausen
    Henrik Klausen
  • Brugerbillede for Liliane  Murray
    Liliane Murray
Roselille Pedersen, Viggo Okholm, Anne Schøtt, Anne Eriksen, Henrik Klausen og Liliane Murray anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

Kære Rikke,

Det glæder mig usigeligt, at du kom ud af forholdet så hurtigt som du gjorde, jeg blev i tretten år, til sidst var jeg usynlig, forsvundet, væk, og når jeg gik ud, holdt jeg hovedet bukket, så kun den kvadratmeter fortov lige foran mig, jeg ville ikke at nogen skulle se mig, jeg ikke bare var, jeg ville også være usynlig.

Hvor er det godt at du har et godt forhold til din familie, det er så uendelig vigtigt med et godt netværk, desværre er min egen familie ekskluderende, fremfor inkluderende.

Og nu står jeg overfor, at skulle i udredning for PTSD.

Held og lykke med helingen, og fremtiden. Husk, at hvert eneste lille skridt fremad, er et skridt i den rigtige retning.

Kenneth Graakjær, Roselille Pedersen, Britt Kristensen, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Henrik Klausen, Viggo Okholm, Sus johnsen, Rikke Nielsen og Lilli Wendt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sus johnsen

Nedbrydninger af mennesker er ulovligt i Danmark. En menneskelig ødelæggelse som foregår i det skjulte, ligesom social kontrol, tvangsægteskaber mm.
Det er ligetil med Istanbul konventionen som Danmark har underskrevet. Men der skal handling bag ordene. NU!
http://www.kvinderaad.dk/kvinderådet/ngo-rapport-om-istanbulkonventionen

Brugerbillede for Viggo Okholm

Lige en kommentar her: jeg oplever i debatten her at flere har store sår på sjælen og i sindet og flere som i princippet er "udenfor" , men alligevel er de i stand til at give os og vores alles livssituation en analyse og mening smat input til videre tænkning og erkendelse. Så tal Liliane og andre.
Selve artiklen: utroligt at der er mænd som kan være som de er og så føle glæden ved at styre og såre.
Som buddhist bruger min kone og jeg nogen gange denne sætning i meditation: "Lad tanker der styrer synke til bunds i den dybe sø med den smukke lotus".

Roselille Pedersen, Jørn Andersen, Niels Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Liliane

Da jeg var barn blev jeg flasket op med "tag dig sammen" i en grad, så jeg på et tidspunkt ikke kunne høre udtrykket uden at få fysisk kvalme, og samtidig mærke vreden bruse i mine årer. Senere "indså" jeg at jeg nok vitterligt kom længere ved at "tage mig sammen", og så blev det lidt mit nye mantra. Der er til en vis grad folk omkring en, som vil/kan hjælpe, men de løber tør for energi på et tidspunkt. Det er hårdt at se i øjnene, men et langt stykke ad vejen, lader det vitterligt til, at det er en selv som har mest indflydelse på den retning ens liv tager.

Når jeg sætter "indså" i gåseøjne, er det fordi min tredie erkendelse var, at før jeg "indså", havde jeg reelt ikke overskud til, eller mulighed for at ændre på noget som helst. Det var tiden som ændrede alt. Det var ikke fordi jeg tog mig sammen. Det var en grænse man skulle over, før man vitterligt havde mulighed for at "tage sig sammen".

Heri tror jeg meget af problematikken ligger. For dem der lever på siden med det grønne græs, er det svært at forstå at dem ovre på den anden side ikke bare kan "tage sig sammen". For dem er det tydeligt at alt andet bare fører til at man synker længere ned i dyndet.

Ovre på den anden side er man ved at brække sig over de frelste, som i deres "vellykkede" egotrip kun snakker om at "tage sig sammen", uden at fatte at det ikke er alle som kan, ligemeget hvor gerne de end vil.

@Kuglestøderen: Tag den i din pibe og ryg den...

PS. Og Nej! Der findes ikke psykisk vold. Kald det psykisk terror, eller noget andet. Det er ikke fordi psykisk terror ikke er forfærdeligt (det ved jeg), men benytter man vold om noget psykisk udvisker man en grænse, og fysisk vold er værre end psykisk terror. Den forskel er vigtig!

Jens Pedersen, Niels Nielsen og Dennis Jacobsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Jacobsen
Dennis Jacobsen

Forvirringen blir bare ikke til at tage fejl af, når man både skal forholde sig til hvornår det er psykisk vold og hvornår det ikke er..??

Igennem hele ens opvækst blev man opdraget til at det var forkert at slå, og at overfald skulle meldes til politiet..Så skulle DE nok tage sig af sagen, og fangede man dem så,ja, så rullede retsmaskineriet, og de blev dømt..Hustru vold blev meldt ligeså og så kom den slemme mand en tur i kachotten,eller fik et politi tilhold.

Helt så nemt, mener jeg ikke at det er mere.. I de sidste par år, hvor studierne omkring " psykisk vold" er tiltagende, jamen så kommer vi bare ikke udenom at enkle individer vil bruge det i deres kamp for at få sin tidl. Partner ned med nakken,og se,DET er virkelig synd for de mænd og kvinder der faktisk blir udsat psykisk vold..

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Morten Balling: "...det er en selv som har mest indflydelse på den retning ens liv tager."

Okay, du er altså ikke helt igennem determinist? Du behøver ikke at svare, jeg driller bare, og det ville være synd at afspore tråden ;-).

I øvrigt har du ret i, at man ikke kan tage sig sammen, før man har et vist overskud. Meget ondt kan man sige om lykkepiller, men rent faktisk lægger de låg på den massive håbløshed, så man oplever at have et lille bitte overskud, som man så kan bruge til at tage sig sammen og få løst de problemer, som forårsager melankolien. I mit tilfælde er det samfundets tilstand, der er den primære årsag til depression, så jeg forventer at bidrage til medicinalindustriens indtjening i mange år fremover.

Uden kemisk støtte ville jeg fx finde det håbløst at kommunikere og kommentere her i kommentartrådene. Det er det måske også, men jeg har nu overskuddet til at overbevise mig selv om, at det til en meningsfuld aktivitet, som måske kan hjælpe med til at ændre samfundet til noget bedre.

Ofre for psykisk terror kan få hjælp, det er en god ting. Men hvad med terroristerne? Mænd m/k som mishandler kvinder m/k - fysisk eller psykisk - burde tvinges til at få hjælp til deres problem.

Viggo Okholm, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Dennis

"Forvirringen blir bare ikke til at tage fejl af". Glimragende udtryk!

Jeg har studeret "bevidstheden" en del, i et ret bredt perspektiv. Personligt er jeg af den overbevisning at vi har en hjerne som kan sammenlignes med en computer og et sind som kan sammenlignes med software der kører på computeren. Vores bevidsthed kan opfattes som den fysiske tilstand af hjernen på et givent tidspunkt (på engelsk kaldet en brainstate). Følelser og bevidsthed er dybest set det man kalder epifænomener, dvs. et fænomen som er afledt af en anden proces (hjerneaktivitet).

Ergo er bevidstheden afledt af noget den reelt ikke har indflydelse på (en lang serie af brainstates), og bevidsthed er afledt, ala billedet på lærredet i en biograf er afledt af filmen som kører igennem projektoren. Det er filmen og projektoren som styrer, men billedet er reelt nok. Hvor bizart det end lyder, tror jeg basalt set heller ikke på fri vilje, men det afholder mig ikke fra at føle at min bevidsthed hele tiden foretager valg. "Lidt" forvirrende...

De fleste forskere og filosofer er i hvert fald enige om at bevidstheden sidder i vores hjerne, og indenfor lingvistikken er det ret anerkendt at sprog (kommunikation) påvirker vores hjerner. Nogle (instruktøren af filmen Arrival) mener at sproget styrer alt i vores bevidsthed, mens de fleste lingvister i hvert fald mener at sproget præger vores sind. Kommunikation er dybest set fysisk information, som overføres fra hjerne til hjerne, f.eks. i form af ord (lyd).

Vi ved også i dag at hjernen er "plastisk". Dvs. at den hele tiden bygges om, både pga. ydre påvirkninger, men også styret af hjernen selv. Hvis man virkeligt har brug for at kunne regne til daglig, kan hjernen bygge om på den selv, så den afsætter mere kapacitet til at kunne regne. En blodprop i hjernen vil ofte medføre at der er evner man mister, men de evner kan ofte genskabes efter et stykke tid, ved at hjernen bygger om på den selv.

I forbindelse med artiklen her, kunne jeg ikke lade være med at tænke lidt dybere over, hvor alvorlig psykisk terror egentlig er, ift. fysisk vold. Derfor biksede jeg et primitivt tankeeksperiment sammen:

De fleste mennesker ville hellere miste et ben, end de ville miste deres hoved. Ingen af tingene er jo specielt tiltalende, men uden vores hoved, og dermed vores hjerne, ville vi ikke være i stand til at være bevidste, og det vil for de fleste være ensbetydende med at være ikke-eksisterende eller død. Samtidig vil de fleste mene at det er mere alvorligt hvis man tager et sværd og hugger et ben af ægtefællen, end hvis man fucker lidt med deres sind.

Det er faktisk lidt af et paradoks. Uden sind kan benet være ligemeget. Ergo må sindet overtrumfe lemmerne, for enhver given person. Set i det perspektiv er psykisk terror meget alvorlig. Problemet i den erkendelse er at den er svær at afgrænse. Det påvirker også dit sind om ekspedienten i bagerbutikken smiler. Er det så en forbrydelse, hvis vedkommende ikke gør? Ud fra min argumentation ovenfor vil jeg mene, at psykisk terror på nogle måder kan være mere alvorlig end fysisk vold. Specielt hvis vores bevidsthed, og dermed vores personlighed vitterligt "bare" er brainstates.

Det svarer lidt til at mennesker almindeligvis opfatter hjernevask som noget forfærdeligt skræmmende.

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Niels

Lykkepiller mm. virker. Det er der ikke nogen tvivl om. Det gør strøm sikkert også. Problemet er at det fucker med kemien i din hjerne. Lykkepiller og extasy minder ret meget om hinanden i deres funktion. De ændrer bla. på indholdet af signalstoffer som serotonin og dopamin i dine synapser, og det kan måske være det som gør dig i stand til at komme så langt op af mudderet, at du kan "tage dig sammen".

Når man ændrer på kemien i hjernen, holder hjernen også op med at producere de signalstoffer der nu er i rigt mål, pga. medicinen. Derfor bør enhver form for recept på lykkepiller være ledsaget af en nedtrapningsplan. Bliver man ved med at spise piller, kan hjernen miste evnen til at danne signalstoffer selv, lidt ala sukkersyges manglende evne til at danne insulin.

Jeg har ikke belæg for at påstå at det altid forholder sig sådan, men jeg har indikationer af at medicinalbranchen (og en del læger), har set det lukrative marked der ligger i at overtage produktionen af signalstoffer fra folks hjerner. For mig at se er det lidt ala rockeren som står i skolegården og siger at første fix er gratis.

Mht. determinismen. Her er lidt fra min "rodekasse":

Tid er en dimension som blev skabt ifm. Big Bang. Dvs. at fremtid, fortid og nutid er at betragte som eksisterende punkter eller intervaller på en akse. Sagt på en anden måde blev vores skæbne skabt ved Big Bang og vi er at betragte som "Timeworms" i et minimum firedimensionalt Univers.

Hvis vi tilføjer en ekstra dimension, kan vi bevæge os over i multiverses, og så tager vi stadig ikke reelt noget valg, i og med at vi på ethvert givent tidspunkt splitter op i to, sådan ala jeg vælger hende blondinen, men jeg napper også hende med det røde hår.

Neurovidenskaben viser at alle bevidste valg, skyldes processor som hjernen allerede har taget, op til flere sekunder før vi tager det bevidste valg. Kender du det med at du kommer til at klikke med musen, uden at du føler det er et bevidst valg?

Derudover er der tilfældigheden i kvantemekanikken, billardkuglerne og alt det andet, men det har vi jo været ude i nogle gange før ;)

Så ja, det er en illusion der fører til at jeg sidder her og trykker på knapperne med de underlige tegn.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Morten, jeg ved godt, at lykkepiller fucker med min hjerne. Men det gør cannabis også. Og hovedpinepiller. Og flæskesteg.

Vi er, hvad vi spiser, i bogstaveligste forstand. Og det er da godt, at man har fundet midler, der i pilleform kan hjælpe folk til at holde deres liv ud, når man nu ikke kan finde ud af at skabe et dårligt samfund

Så jeg håber på en måde, at man vil forske i midler, der ligesom antabus får voldsmænd m/k til at få det dårligt, hver gang de begår fysisk eller psykisk vold. På den anden side, hvis alle gik og spiste antiaggresionspiller, ville enhver skuppelløs psykopat, der ikke spiser sine piller, kunne blive verdens hersker, fordi alle vi andre ville få det dårligt, hvis vi prøvede at gøre oprør.

Aggression er en underlig ting. Ligeså uønsket den er, når den går ud over uskyldige, ligeså velegnet er den til at kræve retfærdighed. Og i en periode i mit liv, da jeg ene mand skulle flytte rundt på klaverer og flygler, lærte jeg at bruge min aggression til at fokusere på opgaven. Åndssvage klaver, flyt dig så, kunne jeg stå og bande, og af og til fik monstrummet et spark, hvis det viste sig særlig genstridigt. Så man kan kue meget tunge ting med vold.

Men jeg lærte meget tidligt, at man ikke kan kue kvinder med vold, uanset om de er lette eller tunge. I hvert fald ikke, hvis man ønsker et ligeværdigt forhold til dem.

Britt Kristensen, Viggo Okholm og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helle Toft

Stærkt, at det "kun" tog dig otte mdr. Jeg var i et forhold i ca. 2½ år. Min ex. udviste dog ikke trusler om at begå selvmord, næ han isolerede mig, og kørte offensiv hån og udmygelse overfor, mig med input af sarkastiske fraser. En modbydelig satan, der selv var tom og tabt for alt hvad der hed kreativitet.

Det har taget mig ca. 12 år at søge ind i mit indre for at forstå mig selv, hvorfor jeg skulle falde i kløerne på ham. Nu er livet jo fyldt med farverige facetter og vinkler og vores skæbnesmøde var en fortsættelse af et tidligere liv, vi sammen havde haft i 1745. Vi vidste det begge to. Men det lå ud over min fantasi på daværende tidspunkt.
Han åbnede mit følelsesunivers op, så jeg kunne /kan lære, at sætte grænse, jeg var simpelthen for naiv og kunne ikke gennemskue, de mørkere kræfter der befinder sig i livet. Magten mellem mennesker, så jeg måtte lære det på den smertelige måde. Jeg tror aldrig jeg i mit indre har forsøgt at gå fra en kæreste så mange gange som under vores forhold, til sidst stoppede jeg med at tælle, og bebrejdede mig selv, hvorfor filden jeg var sammen med en mand, der intet gad når det kom til opbyggelse af en solid relation.

Men jeg er blevet klogere med årerne og har forstået forførelsens kunst... den handler nemlig om at lamme modpartens sind, med det som modparten ønsker, og derefter overtage og tilintetgøre "fjenden" modparten/ekskæresten, kollegaen, borgeren etc. Det er i forførelsen, af man blændes af deres stærke lys, i et splitsekund og derefter er prisgivet, indtil man har fået nok, INGEN kan hjælpe, alle står på sidelinien og blot venter, til man har overgivet sig selv til magtesløsheden, at man derfra kan begynde sin egen selvopbyggelse igen, hvor man ser sig selv i et nyt lys. Det er grundtanken i dette spil og skæbnemøde.

Det handler om vores egen indre mand og kvinde, samfundets påduttelse af kvinden som er blevet mere stærk i sin pollar, men med et negativt maskulint udtryk, kvinden der har glemt sin egen blidhed og ynde, selvom hun kommer fra en kernefamilie. Den mand hun som her, så møder er den feminine introverte, mand, mors lille dreng, og lunefuld. Den kvinde hun bliver er den smukke hvide svane som folder sig sandfærdig ud, efter en periode når hun har lappet sig selv sammen igen og "lukket" hullerne i psyke så hun ikke rejser ind i Hades igen ....
indsætter et link som måske kan være brugbart... og tillykke med din nye vej til dit nye jeg
http://www.artemispsych.dk/kapitel_1.htm

Roselille Pedersen, Viggo Okholm og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

@ Morten Balling,

"Tag dig sammen", er nok det mest respektløse og uempatiske man kan sige til et menneske der er helt nede og skrabe i det mørkeste og dybeste hul, du kan tænke dig. Hvis det var så let, så havde sikkert både skribenten her og jeg gjort det meget tidligere. Jeg finder din kommentar meget stødende, på egne og andre i denne situation's vegne.

Du mener måske at du skriver diplomatisk, men det kan jeg forsikre dig at det gør du ikke.

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Liliane

Jeg ved ikke om jeg prøver at være diplomatisk. Det ligger sjældent til mig at være det, men mit indlæg var absolut med medfølelse, bla. baseret på mine egne oplevelser. Jeg har, selvom jeg ikke er kvinde, også oplevet et forhold med psykisk terror. Jeg prøver også at skrive at jeg, selv i dag, hader udtrykket "Tag dig sammen". Det er et ømt emne, men det var ikke et forsøg på at provokere eller træde på ømme tæer.

Det var mere ment somt et forsøg på at beskrive, hvad jeg tror er nogle af mekanismerne i alt det her, og måske også pege på noget af det som kunne være årsagerne.

Som nævnt var det ikke min mening at fornærme eller såre nogen. Jeg beklager hvis du føler dig såret, men jeg mener det jeg skrev. Prøv at læse det igen :)

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Interessant at kommentarerne berøre begge parters position.

Begge er ofre for dysfunktionalitet. Hvorfor er rikke ikke udstyret med de nødvendige redskaber til at undgå at blive forført? I sin harmoniske opvækst har hun åbenbart ikke haft en chance for at kende 'the jungle out there' og lære selvforsvar. Som en af mine venner en gang sagde : hvis man kan klare sig på nørrebro (og det var vel i 60'erne) kan man klare sig overalt. Hvilket jeg trøstede mig med, da jeg måtte se i øjnene, at det var netop der min søn, på trods af mine diverse udbryderforsøg, ville komme til at vokse op - i oo'erne og ti'erne. Han lærte i hvert fald at lugte ballade på lang afstand og at undgå den, og fx hvordan han (som høj, lyshåret fyr) ikke skulle se de arabiske gadelømler i øjnene. (Det skulle jeg nu heller ikke, men risikerede dog ikke lige så nemt bank for at gøre det.)

Så hvorfor disse dynamikker? Ja, jeg lander altid ved arvesynden, som set i lyset af nyeste genetiske forskning kan være en ret kompleks størrelse. Og hvordan bryder vi den onde cirkel? Hvordan lærer vi at undgå fysisk og psykisk voldelig psykopati - i os selv og i andre? Ved at se den. Læs fx den schweiziske psykoanalytiker alice millers bøger om barndommens betydning, med bla hitlers familiehistorie.

Næste skridt er helbredelsen.

Her citeret fra eckhart tolles bog 'nuets kraft' :

"Carl jung beretter i en af sine bøger om en samtale, som han havde med en indianerhøvding, som fortalte at han oplevede, at de fleste hvide mennesker, havde spændinger i ansigtet, stirrende øjne og opførte sig grusomt. Han sagde : "de søger altid efter noget. Hvad er det, de søger? De hvide ønsker altid noget. De er altid urolige og rastløse. Vi ved ikke, hvad de ønsker. Vi synes, de er vanvittige."

Understrømmen af konstant uro begyndte selvfølgelig lang tid før den vestlige industrialiserede civilisation, men i den vestlige civilisation, der nu omfatter næsten hele kloden, herunder det meste af østen, viser den konstante uro sig i en form, der er så voldsom, at den er uden fortilfælde. Uroen fandtes allerede, da jesus levede, 600 fvt, da buddha levede og lang tid før. Hvorfor er du altid så nervøs? Jesus spurgte sine disciple : "kan du lægge en eneste dag til dit liv ved at bekymre dig?" Og buddha underviste i, at roden til al lidelse er at befinde sig i en konstant tilstand af ønsker og begær.

Modstand mod Nuet er som kollektiv fejlfunktion i sit inderste væsen forbundet med tabet af bevidstheden om Væren og udgør grundlaget for vores umenneskelige industrialiserede civilisation. Freud anerkendte forresten også eksistensen af denne understrøm af uro og skrev om den i sin bog 'kulturens byrde', men han indså ikke uroens sande rod og heller ikke, at det er muligt at gøre sig fri af den. Denne kollektive fejlfunktion har skabt en meget utilfreds og ekstraordinært voldelig civilisation, der er blevet en trussel ikke bare for sig selv, men for alt liv på jorden."

Niels Nielsen, Roselille Pedersen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

Livet er lidelse altså findes lidelse, lidelsen har en årsag og der findes en vej til at komme ud af den. den .o.s.v. Men vi har kun os selv og den udvikling indeholdende erkendelse, ansvar og konsekvens.
Desværre er der ingen facitliste uanset Buddhaens indsigt, eller er det netop den manglende facitliste der gør os urolige og frustrerede og kan medføre menneskers frustration, der i sig selv kan være med til at skade et medmenneske?

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Viggo, hvis du ikke tror, at der er en facitliste, som du kalder det, så læs indlægget igen.

Jeg kan anbefale tolles bøger og videoklip på utube.

Brugerbillede for Viggo Okholm

Randi:
Umiddelbart tror jeg vi snakker forbi hinanden og mit lidt skæve indlæg var faktisk ment som en støtte i at du bringer Tolle og visse dele af buddhisme i spil i den diskussion her. Jeg har ikke læst Tolle, men han omtales ofte i vore buddhistiske samtaler. Men jeg mener så ikke på trods af buddhismen, at nogen har en facitliste for/til livets problematikker.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

randi christiansen, prøv at følge Helle Tofts link ovenfor - det fører til et hjernevriderfirma, som kalder sig "Artemis psykologi", og klik så dig frem til artiklen "Om kærlighed og evnen til at elske". Eller jeg tror jeg linker direkte:

http://www.artemispsych.dk/kapitel_1.htm

Det er indehaverens speciale fra psykologistudiet, og det handler om Martinus' opfattelse af kærlighedens væsen. Jeg tror, du vil finde det interessant, det gjorde jeg, selv om jeg er en fæl materialist. Jeg har endnu kun læst første kapitel, men jeg vil læse resten i løbet af de kommende dage.

Martinus kæmpede hele sit liv med at omsætte den åbenbaring, han levede med, til noget vi andre kunne forstå, og han lykkedes ret godt med det, efter min ringe mening. Det kræver et åbent sind, men det skulle jo ikke skræmme dig.

Et citat fra specialet:

"Hvor Tyngdeenergien mere er tilknyttet det fysiske niveau, tilhører følelserne i højere grad et åndeligt niveau, hvorfra man kan sanse egne og andres følelser (Ibid.p.240). Følelsesenergien er af natur klæbrig og sammenføjende og vil derfor have en tendens til at finde sammen med en anden energi. Intelligensenergien er en energi og evne, som også udvikles i menneskeriget. Denne energi svarer til intellektet, intelligensen udfra en almindelig forståelse. Når Følelsesenergien går i forbindelse med Intelligensenergien, og disse to energier tilsammen får overtaget over Tyngdeenergien, da vil Kærlighedsenergien opstå."

(Henvisningen er til Martinus: Det tredje Testamente, som jeg læste for mange år siden, men pludselig blev inspireret til at læse igen).

Tyngdeenergien er en metafor for den bevidsthedstilstand, hvor man - ligesom dyrene - bruger vold og terror for at opnå det, man ønsker.

Viggo Okholm, når folk spørger mig, om jeg tror på guder, plejer jeg at svare, at jeg er agnostiker med tendenser til buddhisme. Jeg har altid været fascineret af tanken om, at alt er sorg, og så har jeg virkelig stor respekt for en "religion", der forsøger at gøre folk til fredelige mennesker, men som ikke derfor afviser at det kan være nødvendigt at gøre oprør en gang imellem.

("religion" i gåseøjne, fordi jeg mere opfatter bevægelsen som en livsfilosofisk teori, der erstatter guder med mennesker som Buddha).

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Undskyld, hvis jeg igen afsporer tråden - men det er faktisk vigtigt at få en forståelse af voldens væsen, hvis man ønsker mindre vold.

Så lidt relevante er mine betragtninger forhåbentlig. Mænd er biologisk og evolutionært kodede til at være aggressive væsener, mere end kvinder er, men aggression er ikke et entydigt onde, ligesom ikke alle mænd er nogle dumme svin.

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

Jung var en sikkert flink og måske lidt nazistisk mand, som byggede pseudovidenskab op over bla. okkultisme og alkemi?!?

Hvorfor står der i øvrigt mindre på Wikipedia om, hvad kærlighed (parfoholdets fundament) er, end der står om svinets spoleorm?

https://da.wikipedia.org/wiki/Kærlighed

https://da.wikipedia.org/wiki/Ascaris_suum

(og jep det er nok lidt kynisk at pointere lige her)

Rent neurologisk ved vi at f.eks. forelskelse er en af de stærkeste "følelser" i hjernen. Måske er det grunden til at vi ind imellem har så svært ved at forestille os ud af forhold, som ikke medfører noget godt.

Kombinerer man det med noget af det biologi Niels bringer på banen, og tilsætter en sjat filosofi, kunne det være at "kærlighed" er godt for yngelpleje, og at forelskelse er noget evolutionen "har fundet på" fordi det fører til yngel. Sagt på en anden måde: Hvad er meningen med livet for en bananflue, og hvor er det Homo Sapiens for alvor adskiller sig Drosophila Melanogaster?

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Jung havde måske nazistiske tilbøjeligheder, men det diskvalificerer ham vel ikke som psykolog? Han forsøgte at få mening i de okkulte videnskaber, hvilket ikke i sig selv er pseudovidenskab - alkymi og astrologi er sindrige kategoriseringssystemer, som i mange hundrede år var grundlaget for tænkning.

Mange af teorierne bag viste sig senere at være forfejlede, men alene det faktum, at de overlevede så længe, tyder jo på, at de indeholder en flig af sandheden. Det var denne flig af sandheden, Jung forsøgte at isolere. At han så ikke lykkedes med det efter min mening, er en længere diskussion.

Morten, jeg vil meget gerne krydse vore penne over dette okkulte emne, men dette er ikke den rette tråd til metafysiske diskussioner. Lad ofrene for vold og terror give udtryk for deres erfaringer, og håbe på, at en reformeret voldsmand m/k vil melde sig med et indlæg, der kan give et indblik i täterens psykologi.

Selv har jeg mange gange haft lyst til at stikke mine kærester en flad, når de sårede mig med deres skarpe tunger, men det er altid lykkedes mig at styre mig og bruge modterror fremfor modvold. Skvat som jeg er.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Morten, mener du, at citatet, som jeg bringer af jung, er irrelevant, fordi det har jung, som formidler? Pointen var budskabet ikke budbringeren.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Niels, dette er netop den rette tråd til metafysiske diskussioner, fordi vores esoteriske indsigt er forudsætningen for, hvordan vi håndterer mødet med fysisk eller psykisk vold.

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Randi

Jeg tror det jeg prøver at pointere er, at hvis man vil forstå nogle af de mekanismer som fører til fysisk vold og psykisk terror i parforhold, er det ikke nok med de bløde videnskaber. Det er ikke nok med fornemmelser. Det kan ikke kun forklares med psykologi.

Det kan jeg godt forstå nogen synes er kynisk, men jeg har virkeligt svært ved at kontrollere min pegefinger, hvis der står en stor selvlysende elefant midt i det hele, som alle prøver at ignorere.

Du og jeg har ofte nogle sjove og spændende meningsudvekslinger, selvom vores perspektiv på virkeligheden er sådan tæt på 180 grader forskelligt. Lige når det kommer til Jung har jeg sikkert lidt ømme tæer. Jung er for mig indbegrebet af den pseudovidenskab, jeg føler gennemvæder nogle af de bløde videnskaber.

For at lede diskussionen tilbage til emnet for artiklen, mener jeg vi diskuterer noget som vi alle kan forholde os til, og jeg synes at både psykisk terror og fysisk vold er forfærdeligt. På den anden side, ser jeg den der biologiske elefant, som vi ikke vil forholde os til, og det er ikke fordi man dybest set kan undskylde noget som helst med elefanten, men jeg mener man er nødt til at forholde sig til den før man kan komme videre mod en reel løsning.

Alternativt bliver snakken ligeså halvkvædet og fluffy som Jung. Hvordan kan vi forholde os til de mekanismer der er i spil her, hvis vi f.eks. ikke vil forholde os til noget så basalt som, hvad følelser reelt er, eller for den sags skyld om vi har fri vilje til at handle anderledes end vi gør? Lad mig igen understrege at jeg ikke mener dette som et forsvar for psykisk terror, men hvis vi ikke vil forholde os til alle aspekter, ser vi ikke klart. Og tro mig, jeg har efterhånden en rimeligt lang liste over tabu aspekter.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Balling: "..hvad følelser reelt er..."

Følelser er noget, vi alle har, men som ingen rigtig kan gøre rede for, hvad er. At sige, at det er hormoner, er en pseudovidenskabelig forklaring, for selv om vi har objektiv viden om, hvad hormoner er, og subjektiv viden om, hvad følelser er, så har jeg endnu ikke set nogen forklare, hvorfor et adrenalinchok fx kan fremkalde følelsen frygt. Hjertebanken og svedetyre, ja, men paranoia? Jeg ser ikke sammenhængen mellem det fysiske niveau og det psykiske. Nok fordi sondringen mellem det psykiske og det somatiske står i vejen. Men hvad skal vi stille i stedet?

Spinoza kommer nok nærmest på følelsernes natur med sin forklaring i Etikkens bog tre. Han tager udgangspunkt i noget så banalt som kroppens aktivitetsniveau og den kropslige aktivitets aktivitets retning. Accelereret aktivitet giver anledning til nydelse eller smerte, afhængig af, om aktiviteten accelereres i retning af mere liv eller mere død. Via oversættelsen af nydelse og smerte til glæde og sorg via hukommelsens mellemkomst, så vidt jeg husker, ender han med at redegøre for en lang række almindeligt udbredte og kendte følelser. Det må lige være noget for dig, Balling, han anvender mekaniske metoder, som jo var det helt hotte på hans tid.

http://www.gutenberg.org/files/3800/3800-h/3800-h.htm#chap03

Dog forklarer han ikke "reelt", hvad lyst og smerte er for noget, andet end at give en halvkvædet vise om noget med at "nydelse er at følge den aktivitet, der går mod livet", mens "smerte er at følge den aktivitet, som går mod døden" (frit fra hukommelsen). Og "det. der går mod livet" er jo ikke sådan lige til at putte ind i et regneark, så det nok bliver svært at gøre det til et forskningsobjekt for de hårdkogte videnskaber.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Jeg har lige skimmet Spinozas tekst, der er tale om en tretrinsraket:

0. Kropsligt aktivitetsniveau (ground zero)
1. Nydelse/smerte
2. Glæde/sorg
3. Kærlighed/had

Alle de andre følelser fremkommer ved disse fundamentale emotioners møde med konkrete genstande (og erindringer om disse genstandes tidligere virkning på os) som så bliver yndlings- og hadeobjekter, udtrykt i "propositioner", hver ledsaget af et "bevis".

Her er fx det medfølgende bevis til sætningen om jalousi:

"Proof.—If a man begins to hate that which he had loved, more of his appetites are put under restraint than if he had never loved it. For love is a pleasure (III. xiii. note) which a man endeavours as far as he can to render permanent (III. xxviii.); he does so by regarding the object of his love as present, and by affecting it as far as he can pleasurably; this endeavour is greater in proportion as the love is greater, and so also is the endeavour to bring about that the beloved should return his affection (III. xxxiii.). Now these endeavours are constrained by hatred towards the object of love (III. xiii. Coroll. and III. xxiii.); wherefore the lover (III. xi. note) will for this cause also be affected with pain, the more so in proportion as his love has been greater; that is, in addition to the pain caused by hatred, there is a pain caused by the fact that he has loved the object; wherefore the lover will regard the beloved with greater pain, or in other words, will hate it more than if he had never loved it, and with the more intensity in proportion as his former love was greater. Q.E.D."

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Niels

Jeg kender mest Spinoza for hans syn på gud=natur.

Nu er jeg generelt en lille smule skeptisk overfor psykologien, men denne video har nogle ret interessante pointer:

https://www.youtube.com/watch?v=FRvVFW85IcU

Hvis man putter babyernes og børnenes adfærd ned i en cocktailshaker, og tilsætter lidt biologisk mening med livet (før dine gener videre), har man et ret solidt fundament for at forklare, hvorfor mange mennesker gør som de gør. Helt uden Jung og Spinoza :)

Brugerbillede for Tenna  Udesen

Kære "Rikke"
Hvor er det vigtig skrevet, hvor er du fantastisk at du råber op. Hvor beskriver du noget, der er vanvittig hårdt på en så fin og følsom måde. Tak for det, din kronik har rørt en stor del i mig.
Alt det bedste til dig i fremtiden.

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Niels

Måske er min sidste kommentar lidt løsrevet eller virker ude af kontekst, men meningen med den var, at jeg tror vi kommer langt i vores forståelse af os selv, og i forståelse af etik, som etik=de normer en given kultur har for det acceptable, hvis vi bruger min kæphest, reduktionismen.

Her er en anden video med en TED talk som går et spadestik dybere:

https://www.youtube.com/watch?v=GcJxRqTs5nk

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Morten, jeg er i den grad enig med dig i, at vi bør tilstræbe at studere skabelsen så nøgternt, som det er os muligt. Men det forekommer mig, at du netop ignorerer visse fakta såsom det forhold, jeg så ofte finder det nødvendigt at påpege, at vi lever i et univers, hvis indre og ydre grænser vi ikke kender. Vi kan ikke måle det esoteriske rum med helt de samme metoder, som vi benytter i det eksoteriske rum, men det betyder ikke, at de esoteriske lovmæssigheder ikke eksisterer. De er bestemt et studie værd - det der underlige du ved med bevidsthed, med skabelsen som skaber og betragter sig selv,

Og som sagt, jeg forstår stadig ikke, at du fremhæver jung, budbringeren, på bekostning af budskabet?

Brugerbillede for Viggo Okholm

Randi:
Kort: ja fejlfunktioner kan rettes og heldigvis for det, for ellers er alt jo håbløst. Skaberen/skabelsen
fejler jo så engang imellem af årsager som kan være svært at forklare. Den manglende facitliste skal forstå som en process i livet til dybere erkendelse og en opdagelse at livet/ting er som det er, men i stadig forandring.. Buddhismen afviser jo ikke videnskabsviden/opdagelser. Funktions fejl skal ændres gennem erkendelser eller bliver jo så også rettet ad kemisk vej fordi vi også er kemi uanset om vi anser det esoteriske på lige fod med det biologiske. Det er sent, så måske er jeg også på "vildspor" her.

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Jeg vi gerne have lov at indskyde, at vi har fået tre artikler og nu en kronik der igen igen gør mænd til "krænkere" og det må jeg modsige, det er ikke ligeberettigelse det er det modsatte.

Det er befriende at se, at mænd faktisk siger, at de har oplevet "psykisk vold" eller hvad vi tidligere kaldte "åndelig tortur" og det var kvindebevægelsens udtryk ikke mit.

For at sige det mildt, så er jeg røvtræt af at se problemet portrætteret fra et kvindeligt synspunkt.

Så jeg udfordrer den "mindst ringe" til at give til at give os tre artikler fra den modsatte vinkel, men de vil næppe være lydhøre :-(

Jeg ved fra mit eget liv, at den slags også rammer mænd, hvilket kommentarerne også afspejler, mænd oplever nemlig også psykisk vold, men vi taler ikke om det i ligestillingens navn.

Måske vi skal frigøre os fra retorikken om, at mænd er er krænkere og at kvinder ikke gør den slags. Det må være på tide, at at vi får mere nuancerede synspunkter ind i kønsdebatten, i stedet for de sædvanlige skingre stemmer.

Måske det er på tide, at mænd for en gangs skyld tager ordet. Ja, mænd er skyld i glasloftet og mange andre ting, men vi er ikke skyldige i alle kvindelige fortrædeligheder, nogen af dem er de faktisk selv skyldige i :-(

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Johnny W. Ronnenberg, jeg er helt enig.

Jeg har, som mand, utallige gange måttet forlade mit hjem i vrede for ikke at gøre en ulykke på nogen, fordi konen, kællingen, madammen har skældt mig hæder og ære fra og brugt alle sine kvindelige kneb på at få mig helt op i det røde felt, hvor jeg i min retoriske afmagt er meget tæt på at stikke hende en på skrinet.

Men så ved jeg af bitter erfaring fra dengang hun pandede mig en, og jeg pandede hende tilbage, at hun straks føler sig som et offer, endda et meget bevidst offer, uanset at det var hende, som slog først, og så skal jeg høre på hendes jeremiader i ugevis. Og det ved hun, at jeg ved, så hun giver den fuld gas, og selv om jeg er rimelig godt skåret for tungebåndet, kan jeg slet ikke hamle op med kvindens skarpe tunge. Hvorefter jeg flygter. Hvilket hun så også kritiserer mig for.

Jeg taler om kvinden i ental, da jeg er serielt monogam, og derfor sjældent er blevet overfuset af mere end een kvinde ad gangen. Men alle mine kærester har haft denne særlige evne til at få mig til at gå min vej, fordi jeg ellers ville stikke dem en flad. Det kan selvfølgelig være mig, der vælger de forkerte typer, men det tror jeg nu ikke, for mine mandlige venner kan berette om lignende tilstande i deres egne hjem. Så jeg tror faktisk at det langt hen ad vejen er kønsspecifikt.

Hvis vi skelner mellem fysisk vold og psykisk terror, som Morten Balling foreslår, er det min erfaring, at der i et parforhold er manden, der generelt står for den fysiske vold, mens det er kvinden, der generelt står for den psykiske terror.

Brugerbillede for Viggo Okholm

Nu vi er i gang Niels virker din beskrivelse fuldstændig kendt for mig i et nr 2 ægteskab. Jeg var som mand svag samtidig med at jeg troede jeg burde være det for familien og børnenes skyld. Når man kommer langt ud økonomisk bl.a. for manglende evne til at sige fra i frygten for at tabe ansigt, så kører rouletten. Ekskonen sagde så fra da der ikke var mere at hente hos bank. mig eller svigerforældre. Godt for mig og ja det var kun penge, jeg blev næsten gældfri som 70 årig, fandt min gamle ungdomskærlighed i 91 og er lykkelig gift. men ansvaret for ikke at sige fra er og bliver mit. men processen i firserne var sgu dyrekøbt, mine børn stak af og ja hendes træsko gjorde ondt på skinnebenene og oprydningen i børnenes påsyn efter at reoler med potteplanter blev tømt var jo ikke særlig befordrende for hyggen. Jeg ved hun på sine ældre dage også har fået det godt og jeg har kontakten med hendes børn over face book og mine gene voksne børn og deres mor et rimeligt forhold. Men disharmonier sætter spor både i sind/psyke og ofte også på pengepung.

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Jeg har lige genlæst tråden og den er faktisk skræmmende i den forstand, at mænd fra vores tid siger, "det er også sket for os".

Jeg var ikke andet end en stor dreng, da kvindebevægelsen blomstrede op for alvor og jeg var faktisk feminist af overbevisning, hvilket gjorde mig til en "afviger" i de år, men det tog jeg med åben pande, for jeg er stadig af den overbevisning, at vi er født lige. Men det har aldrig givet mig nogen fordele, heller ikke på hjemmefronten.

Det er ikke første gang jeg hører det, så måske problemet er større og mere udbredt end vi tror. Der er ikke noget unormalt i at M/K hader deres eks og giver dem skylden for al dårligdom. Det er vel befriende på en måde, at kunne frasige sig skyld.

Man kan med sikkerhed ikke selv se det, når man indgår i en giftig relation hvor psykisk vold er en del af dagligdagen. Men man kan se det, når man kigger tilbage på sit liv og der er det for sent for der er skaden sket.

Jeg levede med det i 33 år og jeg ville gøre det om igen, hvis jeg ikke var blevet klogere, for man kan ikke ændre på andres grundstruktur. Der er ikke tale om psykopati, men snarere om nogle karaktertræk som både mænd og kvinder har og som ikke er specielt tiltalende, hvis de får lov at blomstre.

Det er nu ti år siden og jeg bar brugt en del år med en psykiater på at finde ud af, hvem jeg er inderst inden, for jeg tog gladeligt skylden på mig og det gør jeg vist stadig. For hun var og er den eneste ene,, så hun er ufejlbarlig i hvert fald inde i mit hoved :-(

En ting er sikkert vi trænger til friske øjne på problemet, uanset hvem der den udøvende.

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Rikke Jensen@
Lisegården har en facebook gruppe, hvor der er mange der deler ligende historier om psykisk vold.
At psykisk vold ikke forlængst er blevet forbudt viser hvor udulige vores politikere er.

Brugerbillede for Viggo Okholm

Johnny: Stærkt skrevet og håber du får en slags fred med dig selv. Kærlighed er og bliver en svær og udfordrende størrelse som vi ikke kan leve foruden og alligevel kan den gøre ondt. Ja det er/var dit ansvar at blive, men hendes brist/fejl/ eller hvad det var/ er er ikke dit ansvar. Min eks med træskoene valgte mig fra, da jeg ikke kunne give mere materielt, vi havde intet. Det kan jeg i bakspejlet kun sige tak for ellers var mit liv aldrig blevet liv igen.

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Viggo, jeg nærmer mig et punkt, hvor jeg i det mindste er tryg og føler mig som menneske igen. Det er kun det første skridt, ifølge psykiatere så er der lang vej endnu, før jeg også er mand igen ;-) Men jeg har aldrig har meget respekt for autoriteter ;-)

Vi har brug for en ny vej, der ligestiller kønnene fuldt ud uden bias. men den finder vi ikke her.

Jeg har i dag lavet lidt research på information, det viser sig at alle artikler gennem det seneste år om ægtefælle drab og psykisk vold er skrevet af den samme kvinde og altid fra en kvindes synspunkt. Jeg tillader mig at sige, at det er stærkt problematisk, hvor er mændenes vinkel? Svaret er simpelt, den er ikke eksisterende, for ingen andre skriver om det. Jeg troede at min hukommelse var svag, det er desværre ikke tilfældet. Det er virkeligheden og ja den er ubehagelig ikke blot for kvinder, men så sandelig også for mænd.

Måske den "mindst ringe" skulle sikre ligeværd og hver gang de skriver en artikel om en kønskonflikt giver ordet til både en kvinde og en mand, nej det kommer ikke til at ske ;-)

Det morsomme er at man godt kan være mand og feminist, uden at komme i konflikt med sig selv. Mens det modsatte syntes umuligt ;-)

Måske vi har brug for en mandebevægelse, der er mere nuanceret end alle tidligere forsøg, jeg tror ikke rigtigt på det, for det ender som regel i alfa hanner der pisser territoriet af og det har vi ikke brug for ;-)

Brugerbillede for m B

Synes det er fantastisk at du kom ud af det og 8 måneder er heldigvis hurtigt, selvom det aldrig burde have været mere end 1 gang.
Jeg var 15 da jeg fandt manden i mit liv, det troede jeg. Men langsomt fik han manipuleret mig til at leve efter hans behov. Mine egne fandtes slet ikke. Jeg blev tæsket, fik spark i hovedet som i dag er et piskesmæld, hånlig ord, trusler på livet. .han kontrollerede mig fuldt ud både økonomisk, psykisk og fysisk.
jeg er 34 år i dag og vi har to børn sammen. Efter 16 år med vold i alle grader, mødte jeg er person, en mand som lyttede til mig, forstod mig og hjalp mig.

Først efter 16 år kom jeg til mod nok, og tog på krisecenter med begge vores børn.
Et ophold på 6 uger som har været det ultimative bedste i mit liv.
Jeg er nu 1,5 år efter stadig ikke ovenpå. Ingen hjalp mig fra systemet. En akut bolig under 150 meter fra ham der havde ødelagt mig.
Økonomisk har jeg klaret alt selv.

Idag er takken så posttraumatisk stress, social angst og en moderat depression. Stadig ingen hjælp at hente.
Jeg føler mig alene i det her, men aldrig har jeg haft det bedre, for jeg vandt