Læsetid: 1 min.

Der er gået konsulentlingo i folkeskolen

18. januar 2017

Folkeskolen er i disse år kastet for konsulenterne. Specielt et firma bag et koncept fra New Zealand har sat faktureringsmaskinen i højeste gear. Synlig læring kaldes konceptet.

Kort fortalt handler det om at gøre læringen synlig for eleven. Undskyld mig, men hvilken god lærer gør ikke det?

Projektet bygger på forskning om forskning om læring. Forskning er godt, og der er selvfølgelig vigtig viden at hente i metaforskning af denne karakter.

Men der er gået business i den. Metaforskning koges ukritisk ned til en letforståelig Maggi-terning, der så opløses til en omgang tyndt sprøjt af konsulentlingo om læring, målstyring og rapportering i en uendelighed. Og oven i købet dogmatisk tro mod en angelsaksisk tradition, som er helt forskellig fra den danske skoletænkning.

I Danmark ensretter vi ikke vores børn, og vi kører ikke med belønningspædagogik. Nej, vi fremmer nysgerrighed og undren. Vi udfordrer. Naturligvis samtidig med, at vi sikrer rigtig god undervisning.

Alt dette rummes i folkeskolens formålsparagraf helt i tråd med grundtvigske og koldske traditioner.

Alligevel går der en nærmest fascistoid bølge over landet, hvor det messes, at kun synlig læring er vejen frem. Man jagter kortsigtede, målbare resultater, og undervisningen ender ofte med at være undervisning i at bestå test.

Det er ensrettet og ensrettende – ja, ligefrem fordummende. For det er let at synliggøre stavning, og at to plus to er lig med fire. Men hvad med alt det andet? Hvad med det abstrakte? Hvad med det relationelle? Hvad med det, der er svært at sætte på formel?

Lad os i stedet stå fast på den danske skoletradition, der ikke skaber kloner, men enkeltindivider i et stærkt fællesskab.

Hellere det tvivlende menneske end det menneske, der er klonet til at gøre tjeneste i konkurrencestaten.

Simon Pihl Sørensen er viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jette schmidt jensen
  • Peter Knap
  • Niels Duus Nielsen
jette schmidt jensen, Peter Knap og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja guruer og konsulenter skal jo tjene penge og rigtig mange, uddan dig til konsulent i en trend og fremtiden er sikret en tid, indtil en ny guru med en trend dukker op, så kan nye konsulenter forsøge sig. Nu er det synlig læring efter at læreplaner og skolereform har kørt et par år, og så har der været coaching. girafsprog eller hvad det hed, engang var det transaktionsanalyse og andre sjove emner. Mindfullnes er også trådt ind i rækkerne med penge til diverse og som i øvrigt er et system tyvstjålet fra buddhismen, den kan dyrkes gratis. Nå ja der er narrativ læring og innovation er blevet et brugt ord/begreb. Jeg synes faktisk det er befriende at der her er en byrådsmedlem der kan se komikken.