Klumme

Selv om det går ad helvede til, siger jeg til de fleste, at det går meget godt

I 2016 havde jeg nok udlagt det som et udtryk for et overfladisk samfund, men nu synes jeg faktisk, at det er fint nok at svare, at jeg stort set er glad, og måske stole på, at modtageren ved, at det nok er mere kompliceret end det
’I 2017 kunne vi måske give os til at udfordre ideen om absolut lykke ved at insistere på den glæde, der kan være i at leve i de komplicerede fortællinger, uden at det skal være et krav til alle, hvis nu de har lyst til at gøre noget andet,’ skriver Caspar Eric.

’I 2017 kunne vi måske give os til at udfordre ideen om absolut lykke ved at insistere på den glæde, der kan være i at leve i de komplicerede fortællinger, uden at det skal være et krav til alle, hvis nu de har lyst til at gøre noget andet,’ skriver Caspar Eric.

Debat
10. januar 2017

I går var jeg nede og blande slik med en ven. Da vi står mellem alle plasticmontrerne, siger han pludselig, »kan du huske dengang, du syntes, at folk, der blandede en masse forskellige ting, var idioter«.

Jeg svarede nej. Ikke fordi, jeg ikke mener det, men fordi jeg altid har tænkt det udsagn som noget, der bare refererede til mig selv. At jeg altid ender med at fortryde de der søde lakridser, som jeg ved, jeg ikke kan lide, men som jeg putter i posen for at være ’en god og voksen slikblander’.

Det betyder ikke, at jeg bilder mig selv ind, at andre har det på samme måde, men ofte er det bare nemmere at snakke i absolutter. Så min ven har ret; Jeg har helt sikkert sagt, at folk, der blander en masse forskelligt, er idioter.

Da vi skulle op og veje vores blandede poser, faldt min ven i snak med slikmutteren (slikmutteren var i øvrigt en mand, men jeg elsker det ord). De spurgte hinanden, hvordan det gik, og virkede oprigtigt glade og interesserede i hinandens liv.

Da vi gik hjemad, sagde min ven, at han næsten ikke orkede at forklare, at tingene er lidt mere komplicerede end den lykkelige standardfortælling, som slikmutter fik. Ikke fordi han ikke var glad, men fordi det ville kræve en længere samtale at forklare, at man f.eks. godt kan have et barn og ikke være sammen med moren, men stadig få det til at fungere så godt som muligt, og måske også bedre, end hvis man levede i et fast parforhold. Folk vil have den simple og lykkelige fortælling, når de spørger, hvordan det går, konstaterede han. Og nogle gange kan det også være bedre at give den til dem.

Den konklusion har næsten holdt mig vågen hele natten.

Henover julen har jeg siddet og lignet en skygge af mig selv. Allerværst har det næsten været, når min farmor, hvis korttidshukommelse svigter mere og mere, har spurgt et par gange i træk, hvordan det går. Og hver gang krævede det i virkeligheden, at jeg skulle begynde virkelig langt tilbage, for ikke at svare, at det sgu går lidt ad helvede til. Så i stedet svarede jeg, at det gik lidt op og ned. Eller endda, at det gik helt fint.

I 2016 ville jeg nok have harceleret over det og skrevet noget om, at vi lever i et samfund, der i tiltagende grad minder om en hukommelsessvigtet farmor, og igen og igen kræver af os, at vi fastslår, at vi har det godt, at vi elsker vores arbejde, at livet er super, og tak for det. Kritikken er reel nok, men måske også for nem.

Her i 2017 prøver jeg at synes, at der kan være noget fint i at svare vores slikmutter, at vi stort set er glade, og så vide, at selvfølgelig er det mere kompliceret end det. Og måske endda stole på, at slikmutteren sandsynligvis også godt er klar over netop det.

I 2017 kunne vi måske give os til at udfordre ideen om absolut lykke ved at insistere på den glæde, der kan være i at leve i de komplicerede fortællinger, uden at det skal være et krav til alle, hvis nu de har lyst til at gøre noget andet. Der er noget meget ens mellem at blande slik og at kunne være glad for mig: Det er forbundet med nostalgi, med forventninger om at være en bestemt type person, med en socialt acceptabel mængde af det forskellige indhold osv. Det er altid os selv, der fører plastikskeen, men det er ikke det samme som, at glæden og de ting, vi kan lide, er et privat anliggende.

Når jeg er ked af det for tiden, er det i store træk min egen skyld. Jeg sårede en, jeg elskede og elsker, og nu skal jeg lære at leve med det tab.

Men i stedet for at forsøge at opnå tilgivelse eller blot acceptere, at vi en gang imellem er idioter, kan lykken måske også være, at blive mere bevidst om, hvorfor vi kan lide det slik, vi kan lide, hvorfra lysten kommer – og så forsøge at tage ansvar for det valg.

Måske kan vi endda forsøge at være mindre idiotiske eller at være mere ærlige over for os selv om, hvornår vi vælger de simple forklaringer for de andres skyld, fordi det er mere trygt for eksempel, og hvornår vi gør det, fordi vi er bange for, at nogen skal dømme os, eller at de synes, vi har et latterligt liv og en latterlig sliksmag.

Så kan det være, at der med tiden også bliver mere plads til de samtaler, der er mere komplicerede, end konstateringen af, at det går fint nok, eller af, at vi ikke kan gøre for, at vi kan lide de ting, vi kan lide.

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Hvor lyder du dog ung, Caspar Eric. (Og hvor får den kommentar dog mig til at lyde gammel.)

Det må være en 'generations-ting', tænker jeg. Din generation er tydeligvis ikke blevet gjort nogen tjenester, siden en oplevelse af 'samfundets' normative krav kan fylde meget i en 26-årigs sind.

Men måske skriver du slet ikke til mig? Til hvem som helst? Måske er der tale om et brev til en, du elskede og elsker? Et brev, som af hjertets vildfarne stier har fundet vej til Informations spalter?

En fejl?

Niels Duus Nielsen

Gonzo!

Lise Lotte Rahbek

Jeg er også for gammel

Henrik Petersen

Selv om min krop er halvgammel, så er mit sind ungt nok til at kunne følge med.

Jeg kan godt lide når der reflekteres over det, som er lige foran os - det som vi normalt ignorerer, netop fordi der er så normalt.

Når det så er sagt, så mangler der noget dybde - noget man kan grine eller græde over - eller i det mindste forundres over.

Kom igen.

Gustav Alexander

Hvilken sorg el problematik henviser forfatteren til? Er det den konkrete sorg at miste eller er det den abstrakte frygt, som konkurrencesamfundet i højere grad impoder os med, som der er tale om?
Torsten, det kan overraske mig at den "ældre generation" (gud forbyde at vi kaldte folk gamle ..) kan blive så overrasket over de yngre generationers frygt for samfundets forventninger? Vi har med neoliberalismen og dens anti-sociale konkurrencesamfund skabt et system der fremmedgør som aldrig før. Fremtiden bliver ikke bedre. Den bliver dårligere. Man kan mene hvad man vil om kampene i 60'erne og 70'erne men datiden ungdom havde - med god grund - en tro på at den offentlige forsog, velfærden og verden generelt ville udvikle sig til det bedre. Visse mennesker i de ældre generationer forlader sig på en idé om at det "selvfølgelig nok skal blive bedre" el. at det "var meget værre i min ungdom". Det var det måske også men udsigterne har ALDRIG været så dårlige for fremtiden, som de er i dag. Jeg synes vi alle løber neoliberalismens ærinde, hvis vi indbilder os selv med en lalleglad positivitet overfor fremtiden. Intet er farligere. Specielt når den er grundløs.

Torsten Jacobsen

Dennis Jensen,

Fremmedgørelsen ophører i det øjeblik, man bliver sig den bevidst. Eller rettere: Man har fra det øjeblik, man kommer til bevidsthed, ikke mere nogen legitim undskyldning for fortsat at deltage i konkurrencen.

Det er her et selvsmagende hykleri efter min mening sniger sig ind. En lidt for bekvem indtagelse af en offerposition, hvor man på den ene side begræder tabet af en postuleret 'autencitet', men på den anden side fortsat lystigt forvilder sig i spejlkabinettets spejlblanke overflader. Og jeg mener vitterligt lystigt. Altså med vellyst.

Pose og sæk, mel og blæs...

Er man ked af konkurrencesamfundet, kan man sgu bare lade være med at stille op. Man bør faktisk - efter min mening - lade være med at stille op til og i den farce, hvis man vil kalde sig et moralsk menneske i det 21.århundrede. Det vil sige et bevidstgjort menneske. Et modent menneske..

Men nu er jeg jo også lidt sær...

Gustav Alexander

Torsten Jacobsen,

Det kan sagtens ske at forfatteren også, til dels, fetichere sin sorg. Det kan da godt lyde sådan men det er sådan set hans pointe underordnet, selvom jeg også finder karaktertrækket uflatterende.
Det stikker lidt af for dig, når du mener at vi jo bare kan "melde os ud"? Hvilken overdimensioneret idé om individuel agens har du? Du kan ikke i alvor mene, at det står individet frit for blot at melde sig ud. Hvorledes skal eksempelvis en sæsonansat uden pensionsordning el. udsigt til andre jobs blot "melde sig ud" af den konkurrencestat, som har eroderet hans løn og arbejdsvilkår? Det kan han jo ikke. Og det ved du udmærket godt. Det er netop den her blinde positivitet, jeg kritiserer.

Jeg ved ikke hvad du lægger i fremmedgørelsesbegrebet. Jeg anvender det i marxistisk forstand og dén fremmedgørelse - disassociationen fra dit arbejde og dets frugter - stopper ikke fordi du bliver den "bevidst". Hvad er det for noget flyvsk og anti-materialistisk hokus pokus? Fremmedgørelse er ikke en sindstilstand. Det er et resultat af vores produktionsform. Jeg tvivler på, at det er sådan ovenstående forfatter konceptualiserer sine problemer, men det er sådan jeg selv konceptualiserer dem (ligeså som ung person). Jeg udholder simpelthen ikke naive appeller til alternative sindstilstande. Kapitalsamfundets undertrykkelse ændres ikke, blot fordi man bliver den bevidst. Det er deprimerende ytringer, som man i dag skal høre fra 60'er og 70'er generationerne (nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men det er en holdning jeg hører ofte fra ældre generationer).

Torsten Jacobsen

Jeg er 42 :)

og jeg er grundlæggende uenig, når du hævder, at: "Fremmedgørelse ikke er en sindstilstand."

Selvfølgelig er den dét. Hvad skulle den ellers være? Men også sindstilstande har sine årsager, naturligvis, og her kan vi da sikkert hurtigt blive enige om kapitalismens skadelige indflydelse.

Hvad angår prækariatet, så tilhører jeg det selv, og kan for egen regning forsikre dig om, at man skam godt kan 'melde sig ud'. Ikke uden omkostninger, naturligvis. Men skal jeg uddybe dette nærmere, kommer jeg nok til at trætte dig unødigt med 'appeller til alternative sindstilstande' og andet flyvsk og antimaterialistisk hokus pokus... :)

Gustav Alexander

Torsten,

Vi forbliver nok fundamentalt uenige. Individet kan aldrig få ansvar for hvad der er et strukturelt problem (vores samfund). Det kan vi kun ændre ved at mobiliseres i et ideologisk fællesskab og omstyrte det eksisterende kollektivt. At tillægge individet ansvar for strukturelle samfunds problemer er sådan set et typisk borgerligt perspektiv. En af liberalismens hjørnesten er jo netop det individuelle ansvar, som du selv argumenterer for men som marxismen afviser, da vi er produkter af samfundet. Ikke omvendt.

Jeg har ikke meget til overs for græsrodsaktivisme med folk der flytter i bofællesskaber og lever "bæredygtigt" eller på anden led forsøger at "vaske deres hænder" for kapitalsamfundet. Det er meget fint alt sammen men du ændrer intet ved det. Det er et slags personligt prestige projekt uden samfundsmæssig effekt meget kva det selvsmageri, som du selv pointerer :)

Gustav Alexander

Jeg må tilføje at du jo i øvrigt ikke reelt er meldt ud af "konkurrencesamfundet". Du har, som jeg ser det, blot accepteret at være et af dens stiltiende ofre. Dit liv - ligesom mit - vil jo uanset hvad være en reaktion på det eksisterende og vores fysiske levevilkår er bundet til ejendomsrettens organisation og produktionsformen i vores samfund. Det er ikke personlige konsekvenser af samfundet, som vi bare kan "melde os ud af". Jeg synes den argumentation bliver til borgerlig individualisme.

Torsten Jacobsen

Dennis Jensen,

Måske er der andre - tilsvarende gyldige - fortolkningsnøgler til eksistensen end blot marxismen?

At tillægge et enkelt perspektiv for stor forklaringskraft er jo i og for sig et tegn på fremmedgørelse..I det mindste i min forståelse..

(Men her er Marxismen vel så undtagelsen fra regelen?) ;)

Gustav Alexander

Torsten,

Jeg finder det lidt forhippet at reagere så floskelagtigt mod "ultimative sandheder" såsom marxismen. Det er i hvert fald ikke den mest originale tanke i det postmoderne samfund at kritisere de "ultimative sandheder". Det er nærmere en type relativistisk propaganda som enhver person i dag indoktrineres med fra gymnasiet samt til og med universitetet.

Du er jo velkommen til at komme med et konkret argument mod min marxistiske forståelse af fremmedgørelse el. noget andet konkret. Men blot at kalde det snæversynet el. komme med en generaliseret - og stereotypt postmoderne - advarsel mod ultimative sandheder er lidt dovent og argumentløst, hvis du spørger mig ;)

Torsten Jacobsen

Dennis Jensen,

Du har nu flere gange givet udtryk for, at du ikke er interesseret i andre perspektiver end dit eget. Det giver mig anledning til at afrunde denne frugtesløse diskussion som den begyndte:

Hvor lyder du dog ung, Dennis Jensen. (Og hvor får den kommentar dog mig til at lyde gammel.)

Held og lykke med mobiliseringen af det ideologiske fællesskab, og kollektiviseringen af (din) sandhed. Såre originalt og aldrig set før, det må jeg sige.... ;)

Jens Thaarup Nyberg

" ... idolerne er arbejdet fra menneskets egen hånd – de er ting, og mennesket bøjer sig og tilbeder ting, tilbeder det, som han selv har frembragt. Han overfører egenskaber fra sit eget liv til produkterne af sin egen skaben, og i stedet for at opleve sig selv som en skabende person, er han kun i kontakt med sig selv gennem tilbedelsen af idolet. Han bliver derfor fremmed for sine egne livskræfter." (Marx's Concept of Man, Erich Fromm, New York, side 44.)
Ludwig Feuerbach når frem til en lignende pointe i sin religionskritik, hvor det blot er Gud, der overtager den plads, som idolet, guldkalven, har i de hebræiske profeters diskussion. Mennesket bliver splittet, idet det yderliggør visse af sine egenskaber og kalder dem for Gud."
https://da.wikipedia.org/wiki/Fremmedgørelse

Gustav Alexander

Nuvel, Torsten. Jeg er ikke klar over hvorfor mine argumenter for et marxistisk grundsynspunkt skulle vise at jeg "Ikke er interesseret i andre perspektiver end mit eget" Kunne det være at du her projicerer din egen disposition til vores debat? :) Men hvis du ikke er interesseret i en gensidigt oplysende diskussion, så skal jeg nok lade dig være. Helt generelt kan kommentarer som "Hvor unge" andre lyder, ofte selv lyde som påtaget bedrevidenhed med et appel til alder. Men det mente du jo nok slet ikke med det ;)

Torsten Jacobsen

Dennis Jensen,

Åh jo, det mente jeg nu nok. Erfaring er en forudsætning for visdom, det kan vi vel ikke være uenige om?

Det er ikke dine argumenter for et marxistisk grundsynspunkt, som signalerer din manglende interesse, men snarere de over flere indlæg derogative betegnelser for andre perspektiver. Hvis du genlæser dine indlæg, kan du sikkert få øje på dem?

Tragedien her - begrænset i sit omfang, bevares - er, at jeg såmænd anerkender dit grundsynspunkts gyldighed. Altså er vi formentlig mere enige end uenige. Men det er som om, at du ikke rigtigt har overvejet den mulighed?

Jens Thaarup Nyberg

Meningerne er givet med det samfund individet er født ind i - ellers er der intet at overveje eller vælge imellem.

Torsten Jacobsen

Jens Thaarup Nyberg,

Jeg foretrækker en skelnen mellem betydning ('konventionelle kategorier') og mening (subjektiv forståelseshorisont). På den baggrund kan man så spørge, hvad fremmedgørelse er.

En mulig definition af fremmedgørelse, vil i denne sammenhæng så være:

Når der er for stor eller måske endda absolut kongruens i forholdet mellem betydning og mening.