Læsetid: 3 min.

Genindfør faglige og saglige hierarkier på universitetet

Hierarkierne på universiteterne har traditionelt været baseret på faglighed og videnskabelighed, men i dag betragter vi i lighedens tegn alle som lige kvalificerede til at udtale sig om, hvad forskningen kan og skal kunne – med et udemokratisk ledelsesoligarki til følge
4. januar 2017

Jeg er bevidst om, at overskriften for nogle umiddelbart forekommer absurd. Og det bliver angiveligt ikke mindre absurd, når jeg inspireret af den franske filosof Alain Badiou i det følgende vil uddybe, hvad jeg mener med at visse – ikke alle – faglige og saglige hierarkier er truet på universitetet.

Denne trussel gør Hans Hauge også opmærksom på i kommentaren »Heideggers nazisme er svær at få øje på« i Information den 22. december 2016.

Hauge peger bl.a. på, at det er blevet en karrierevej i universitetsverdenen at komme med forskellige typer karrierefremmende – og ikke nødvendigvis videnskabelige – statements, der kan tæmme dele af humaniora og ’redde det’ fra bl.a. fransk poststrukturalisme og psykoanalyse, som forekommer at høre en svunden tid til.

Jeg må konstatere, at jeg ligesom Hauge har erfaret, at der inden for dele af universitetsverdenen hersker en vis aversion imod sådanne teoretiske inspirationer. De korrelerer nemlig ikke med de strategiske satsninger, der handler om innovation, ekstern finansiering, bæredygtighed samt studerendes fremdrift og gennemførelse.

Nu er spørgsmålet, hvis man forholder sig til sådanne satsninger, hvilket det unægteligt er svært at undgå, hvis man vil tjene til dagen og vejen som universitetsansat, om ikke der optegnes en falsk modsætning mellem sådanne teoretiske positioner og denne og hin strategiske satsning?

Den reelle modsætning, som jeg opfatter det, handler snarere om, at disse positioner ikke altid er lige tilgængelige, og derfor bl.a. fra ledelsesmæssigt hold betragtes som potentielt farlige, idet de kan bruges til at udpege imaginære dikotomier og falske modsætninger, der tjener bestemte interesser og ’hemmeligholder’ dagsordner.

For hvem vil da have deres dirty secrets eksponeret offentligt? Og dem må der tilsyneladende være en del af for tiden, idet flere og flere ting skal fortrolighedsstemples og kun kan diskuteres og besluttes i små lukkede fora for særligt indviede.

Lighed skaber ulighed

At imaginære dikotomier og falske modsætninger kan konstrueres til bestemte lejligheder i universitetsregi skyldes ikke mindst, at den ’traditionelle’ symbolske orden, der tidligere fordelte forskellige positioner samt relationerne herimellem, er i opbrud.

Det har uden tvivl blødt op i et til tider ganske trægt og rigidt system til såvel gavn som savn for nogle. Men det har samtidig givet grobund for en anden type symbolsk orden, som er frarøvet sin substans, nemlig den der kendes fra markedet. Her er vi alle i princippet lige – vi er alle vareejere og varekøbere.

Ja, som Alain Badiou peger på i bogen Det sande liv – opfordring til ungdommen, så er den eneste forskel mellem f.eks. de unge og de gamle i dag, at sidstnævnte ofte blot har flere midler til at købe legetøj for.

Det er denne lighedsproblematik, der op igennem 1990’erne bidrog til at afvikle hierarkier på stribe.

Pointen er her, at med afviklingen af disse hierarkier, der har gjort sig gældende på universiteterne, og som ofte – dog ikke altid –har været baseret på en videnskabelig saglighed såvel som faglighed, ser vi på paradoksal vis og i lighedens tegn ansatser til, at alle tilsyneladende er lige kvalificerede til at udtale sig om, hvad forskning er/kan/skal/bør være.

Når alt og alle tilsyneladende har lige ret til beslutte det, ja, så har det samtidig betydet, at man fra ledelsesmæssigt hold kan beslutte sig til ikke at lytte til f.eks. professorer og lektorer, fordi det hele jo i sidste ende bare handler om meningsforskelle.

Så selv om lighed smager godt, så kan vi også konstatere, at selvsamme lighed installerer et ’usmageligt’ og et udemokratisk ledelsesoligarki, hvilket lektor Thomas Rømer flere gange har peget på med forskellige konsekvenser til følge.

Hvem gider da at lytte?

Problemet er ifølge min opfattelse, at samtidens ledelsesoligarker ikke nødvendigvis føler sig kaldet til at lytte til dem, der indtager forskellige fagvidenskabelige positioner og kan bidrage med nye eller anderledes indsigter.

Det betyder i værste fald, at de kan favorisere bestemte dagsordner og dømme visse teoretiske positioner ude, fordi de ikke taler ind i eller taler imod samtidens herskende regimer.

Følger vi den slovenske filosof Slavoj Zizeks argumentation, så kan det ligefrem hævdes, at den ’traditionelle’ symbolske universitære orden måske nok ikke er afviklet, men har mistet en del af sin betydningsmæssige substans.

Det betyder, at mange af de beslutninger, der ledelsesmæssigt set træffes i universitetsregi, i princippet kan træffes på et ensidigt og i værste fald uvidenskabeligt grundlag, fordi visse videnskabeligheder overses og overflødiggøres, eftersom de ikke anses at tjene en nødvendig funktion i det strategiske game, som skal sikre økonomisk overlevelse i en trang tid.

Dion Rüsselbæk Hansen er lektor i uddannelsesvidenskab ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu