Klumme

Hvornår er man så uheldig, at man ikke skal hjælpes?

Man må gerne få hjælp, når man har et hjem og en indkomst og bare har været lidt uheldig. Tasken er forsvundet, kortet er lukket ved en fejl, man har brug for et par dage under dynen. Det kan jo ske for enhver, ik’?
17. januar 2017

Kupeen var småsludrende af fyraften, og et par sæder væk smilede en kvinde til mig mere end en gang mod Nørreport. Det gjorde hendes datter også, med omhyggeligt lukket bøjlemund og rødmen. Egentlig var det min hund, de smilede til, en sort bunke søvn på mit skød. De havde krøller og øjne, der forsvandt i begejstring, når de grinede sig jævnaldrende og spiste kyllingesalat fra samme bøtte.

På Svanemøllen steg en mand ind, og bankede vinteren af sine støvler. Blikket var duknakket, og hans tindinger rakte op under en lidt for lille Thinsulate-hue. Der var varme under den, med rynker, der mødtes i øjenkrogen og strakte sig fra munden, som faldt sammen i tandløshed, og hev de gråstubbede kinder ind og ned.  Han havde selv haft hund engang og hans lugt kradsede, da han lagde hånden mod den logrende.

De slog blikket ned i salaten, da han stillede sig hos dem med papkrus og undskyldende mine. Inden han var langt nok væk, hviskede moren til datteren med hovedrysten, og hans skuldre krøb op mod det tandløse smil, der havde forladt hans ansigt. »Han bruger dem bare på øl.«

Han satte kupeen på pause, en pludselig stilhed, som englen gennem stuen eller øjeblikket, hvor man halvråber en fortrolighed til hele baren, fordi jukeboksen er løbet tør for ønsker. Kvinden knugede sin taske i tavshed, mens de omkringsiddendes blikke løb længere end vinduet rakte.

Så længe vi giver penge, kan det betale sig for ham. Vi fastholder ham i fattigdom og en uværdig livssituation. Det er ikke sådan, vi hjælper ham. Han skal gå op på kommunen i stedet, der findes en langsigtet løsning. Det er den rigtige måde. Det mumlede hun med lidt andre formuleringer til datteren.

Jeg har også læst de artikler, og jeg vil også gerne gøre det rigtige. Men hvad er det rigtige, når han står foran mig og mangler?

Hvad hvis mine nærmeste havde læst sådan en artikel om mig, de gange, hvor måneden har varet længere end lønnen? Hvad med dengang banken lukkede mit kort ved en fejl, og mine veninder betalte den middag, jeg havde inviteret til?

Fordommene hang i hans ærinde og hans ydre; fulgtes med ham ind gennem skydedøren og præsenterede sig, før han selv gjorde. Og ønsket om penge til kaffe blev til antagelsen om, at han ville købe alkohol i stedet, og bragte skuffelse over at skulle finansiere en løgn og et misbrug. Måske var det bare kaffe, han ville have, og varmen. Tvivlen kom ham ikke til gode.

»Man behøver ikke tigge i Danmark,« siger de, der ikke gør det. Men hvad er det, man skal stille op, den fredag, hvor kommunen er gået på weekend. Den fredag, hvor man ikke har noget til at stille sulten og søvnen. Eller den fredag, hvor tasken man knugede, bliver væk i løbet af aftenens fadøl og indeholdt alle muligheder for at komme hjem?

Man må gerne få hjælp, når man har et hjem og en indkomst og bare har været uheldig en enkelt aften gang. Den slags kender vi jo alle. Det kan jo ske for enhver, ik? Men hvordan gradbøjer vi uheld? Hvornår er man så uheldig, at den eneste medmenneskelighed, man fortjener, er kommunal? Så uheldig, at man er skyldig.

Manden med kruset havde haft en barndom med hund og håb. Mikkel var hans, ruhåret og tævegal. »Det er fandeme næsten 50 år siden,« hans øjne blev blødere. Der var en dreng før skægstubbene. Og senere, noget som slog ham omkuld og itu og sendte ham ad et skråplan og ned ad midtergangen, da toget kørte mig på weekend.

Han var på én gang den mest og den mindst anonyme passager, da toget nåede Nørreport. Fordi han tog kontakt, fordi han bad om penge, men først og fremmest, fordi vi vedtog, hvad hans historie var, og derfor kunne vende os væk fra ham uden at lytte.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Engang i 2016 skrev jeg dette;

Storytime again, ladies and gentlemen.

Denne gang en sand historie. En historie fremprovokeret af forbrydelsen i Nice. En historie fortalt i afmagt, men dog en historie om magt, om mennesker, og om det eneste lys i mørket - dvs en vej fremad - som jeg kan få øje på..

Jeg undskylder på forhånd dens længde - visse sandheder kræver mange ord - og at den på sin vis stiller mig i et forherligende lys. Dette sidste er ikke pointen, ej heller sandt: Der er intet herligt ved mig, min apati, min angst, min følgagtighed.

Men nu videre til historien:

For ikke mange måner siden, vandrede jeg relativt ubekymret gennem Grønnegade i Århus. Sindet opfyldt af dagens trivialiteter, måske en enkelt højspændt tanke eller to. Forude fik jeg pludselig øje på en skikkelse, som skilte sig ud: Ludende, usoigneret, en kæmpe af en mand. 'Trouble', pippede min hjerne, og jeg fik travlt med at stirre ud i intetheden, mens jeg desperat satte tempoet op, for så ubesværet og uberørt som muligt at komme forbi denne ruin af et menneske. Videre til vigtigere ting.

Så let skulle det dog ikke gå. For han fangede mit blik alligevel, og med ét var jeg særdeles ufrivillig deltager i en lille menneskelig interaktion:

"Kan du hjælpe mig? Jeg er lige kommet ud af fængslet, og jeg leder efter....jeg leder efter..."

Ordene kom langsomt, usammenhængende. Vi stod helt tæt sammen, han og jeg. I mit sind tårnede han sig over mig, og der var ingen udvej..."Hvad leder du efter", spurgte jeg, med hjertet i halsen, og i allerhøjeste grad opmærksom på, at min nyfundne ven var 'på' et eller andet..

"Jeg leder efter...fuck, jeg kan ikke huske det...hvilken retning er banegården...?"

Lettet og lettere usammenhængende fik jeg peget manden i den rigtige retning, og så samtidig mit snit til at undslippe: "Den vej, min herre. Ha' det godt, ikke? Hej Hej!"

Væk! Ud! Hjem!

Tiden spoles frem. En uges tid senere. Jeg igen slentrende relativt ubekymret gennem Grønnegade. Indtil jeg ser ham. Samme ruin, samme menneske.

Det giver ingen mening at skifte fortov. Han kender mig, jeg kender ham, vores øjne mødes..for sent...

Lad os kalde ham Allan. Måske hed han Allan, jeg husker det ikke(!). Allan var påvirket, usoigneret, ludende, ligesom før. En kæmpe af et menneske. Et menneske med brug for hjælp: Han havde en form for infektion i benet. Rullede buksebenet op, så jeg kunne se, men jeg stoppede ham, da de første pus-inficerede hudflager blev synlige..Børn han aldrig så, drømme han aldrig fandt, noget med lys og mørke..

Allan skulle og måtte til København. Hans hjemby. Noget med en læge og en aftale på rigshospitalet. Et overtrukket Dankort, og bekendte som havde snydt ham for penge. Fortalt usammenhængende og humpende, med hyppige hvil på trappetrin. Allan måtte til København, og jeg måtte vise ham vejen til rutebilen, og købe hans billet.

Ikke fordi Allan krævede det, naturligvis. Allan krævede ikke en skid. Men noget i mig krævede det. Så jeg fulgte ham på vej. Købte hans billet. Oplevede en voksen mand græde. Af taknemmelighed eller træthed? Det vil jeg aldrig komme til at vide med sikkerhed. Og det betyder i sidste ende intet. Vinkede farvel...Et samvittighedsboost af den anden verden, for er par skaldede hundredekrone-sedler,

Men først og fremmest: Ude af øje, ude af sind....

Indtil nu...

Jeg ved ikke hvem Allan er. Jeg ved ikke hvem Mohamed Lahouaiej-Bouhlel var. Jeg ved, at de ikke er det samme. At de er forskellige. Som vi er det. At den ene bad om hjælp og fik det, og at den anden, i et had så afstumpet at min hjerne ikke kan begribe det, myrdede mennesker han aldrig havde mødt.

Men jeg ved også, at de begge engang var 1 år gamle. 2 år, 3 år, 4 år..Som vi var det engang. Og at ingen - nej ingen 4 år gamle børn drømmer om at dræbe, ligesom de heller ikke drømmer om en dag at humpe rundt i Grønnegade, med sår på krop og sjæl..

Så hvor gik det galt? Og hvem kunne have gjort noget, inden det kom så vidt? Sådan spørger vi skræmte hinanden..Der er så megen afmagt i min verden! Hvad skal vi dog stille op mod alt det had, spørger vi. Hvordan skal vi dog besejre det?

Svaret giver sig selv. Vi vil bare ikke altid høre det. Jeg vil ikke altid høre det. Hellere vil jeg ofte indstille mit blik på uendelig, og skynde mig hastigt forbi....

Hanne Ribens, Ulla Søgaard, Lise Lotte Rahbek, Martin Madsen, Egon Stich og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Direkte øjenkontakt er alt for farligt.
Se aldrig fremmede folk direkte i øjnene og slet ikke de hvidkitlede eller subsistensløse landevejsriddere og tiggere, ’slå øjnene ned’ – gammel velafprøvet familievisdom – så risikér hellere at blive forsynet med psykologdiagnosen ’autismespektrum-forstyrrelser’ og filosofér over, hvor dælen sådan én klinisk ’dingsbums’ kommer fra og hvem der har brug for sådant noget menneskefjendsk volapyk for at tjene til livets ophold – den herskende klasse og deres nyttige idioter - psykologerne? … ;-)

Maj-Britt Kent Hansen

I første iskolde uge af 2017 lugter der fælt af afføring, da jeg stiger på bussen til arbejde. Stoppestedet efter, hvor der er flere andre buslinjer og metro, rejser en ca. 80-årig mand sig fra sædet og stiger af bussen med rollator og seks agurker i kurven. Han er iført lyse bukser, hvor afføring tydeligt har sat sine kraftige spor på bagsiden af lårene. Helt ned til knæene.

Et par dage efter, hvor det er ekstra hundekoldt, lugter der atter fælt i bussen. Manden sidder igen på sædet. Han stiger som gangen før af ved næste stoppested. Han er iført hvide lange underbukser, hvid undertrøje, en åbentstående jakke og har bare, skorpede fødder i træsko. Igen ses afføringen på hans bagside. I kurven har han denne gang 6-8 tebreve. Jeg forsøger kontakt til chaufføren, men han er optaget af at kalde centralen, da bussen ikke kan sænkes i højden.

Jeg ringer til Movia. Forklarer. Oplyser bussens entydige nummer. Hvad gør man? Her er vel tale om et menneske, der ikke kan tage vare på sig selv? Der er ikke noget for Movia at gøre, da der er tale om offentlig transport, som alle kan benytte. Jo, men chaufføren ved måske, hvor manden stiger på? Måske er han gået bort fra et plejehjem, et værested? Måske er han egenrådig og ikke bevidst om sin situation?

Medarbejderen bløder op og vil bringe min henvendelse videre til sine overordnede.

Dilemmaet om, hvorvidt jeg skal gribe yderligere ind i hans liv eller ej trænger sig på? Kan jeg det? Kan jeg lade være? Skal jeg henvende mig til myndigheder? Jeg tror, at de vil ryste opgivende på hovedet af mig, når jeg ikke kan give andre oplysninger end ovenstående.

Konsekvenserne for ham og for mig er ganske uoverskuelige.

Siden har jeg ikke set ham, for efter en nyligt overstået knæoperation kan jeg ikke køre med bus.

Hanne Ribens, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Jan Weis anbefalede denne kommentar

Maj-Britt Kent Hansen,
det er netop det medmenneskelige dilemma – griber man ind (ser folk i øjnene) kan det være galt, griber man ikke ind, kan det også være galt (ser ikke folk i øjnene) – desværre findes der sjældent en mellemløsning …

Anne Eriksen, Torsten Jacobsen, Maj-Britt Kent Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Samlet set er det min erfaring, at det godt kan betale sig rent menneskeligt at se folk i øjnene og tage hvad der kommer. Man risikerer selvfølgelig at blive inddraget i meningsløse og ligefrem sindssyge samtaler, hvilket kan være trættende i længden. Men mange af bumserne er faktisk morsomme mennesker, og i mit liv har der været overskud på morskabskontoen..

Det er noget lidt andet med hunde, hvis man ikke er sikker på, at man kan banke en gal hund, der viser tænder, skal man ikke se den i øjnene. Men hvis man sagtens kan ordne den, er der ingen problemer - blot man ikke viser frygt, bakker hunden ud, da den godt kan lugte, at den vil blive den lille i et slagsmål. Dette gælder i øvrigt også vrede mennesker, der truer en med røvfuld.

Maj-Britt Ken Hansen, næste gang prøv at henvende dig til kommunens opsøgende gademedarbejdere, de har ressourcerne og ikke mindst viljen til at prøve at finde folk, som har behov for hjælp.

Niels Duus Nielsen

Hvornår har du sidst talt med din lokale bums, Jan Weis? Selv i elendigheden kan du finde livsglæde, hvis du søger.

steen nielsen

Kønt er det ikke at høre på alle disse udpenslinger, om folks fordomme om nogen yderst uheldige skæbner? Er den menneskelige natur i frit moralsk forfald, er det romerriget om igen! Skal vi ikke skamme os nogensinde igen? Over at vise afsky for det aller dårligst stillede, intet under, at det er så let som at tage slik fra børn at føre nedskærings politik i disse tider, svaret finder vi jo i disse vidneudsagn!

Henrik L Nielsen

I det arbejde jeg har gjort med hjemløse har jeg erfaret at det generelt ikke hjælper en pind at give dem noget, ligesom det ikke er alle tiggere, der er fattige.
Men se dem i øjnene når du med et smil siger nej, ikke i i dag, jeg har ingen mønter eller hvad end du siger. Ifølge de hjemløse selv gør det at de føler sig mere som mennesker, end hvis de er usynlige for de forbipasserende.

Anders Sørensen

Jeg har et stort problem med artiklen, og jeg bliver nødt til at sige det: Den er smukt formuleret med masser af metaforer og lyrisk åre, "en sort bunke søvn på mit skød", "bankede vinteren af sine støvler", smukt.

Men hvem er det, der bringes i fokus her? Er det skribenten med de lyriske drømme, eller er det bumsen?

Er det tekstens skønhed, der er målet? Er det bumsen. der er midlet?

steen nielsen

Det handler om at vi underholder os selv og hinanden med vores afsky og fordomme, fremfor, at vi fandt noget, så sjældent som næstekærlighed frem, fra gemmeren! Jeg så engang en mand der lå og sov i et kapel i Assisi, han lugtede kraftigt af krops-sved, jeg stod lidt og betragtede ham, så lagde jeg 10 Euro, i hans armhule! Jeg tror folk skal prøve at sætte sig i en sådan persons sted, (kan du det, så er du i stand til at føle empati, med andre end dine nærmeste)! Prøv at gøre forsøget! Den mand som sidder som overhoved for den katolske kirke, i dag, han er opkaldt efter en mand der levede på samme måde, som disse skæbner!