Kronik

Indvandrerbørn presser hinanden væk fra danskheden

Den største hindring for, at indvandrerbørn kan tage den danske kultur til sig, er sjældent deres forældre, men presset fra familiens netværk og ikke mindst fra andre indvandrerbørn. Børnene fastholder hinanden i gamle normer og vaner, som holder danskheden på afstand
Skolen er et af de steder, hvor indvandrerbørn fastholder hinanden i gamle normer og vaner. F.eks kan det være et pres om ikke at spise svinekød eller at holde fri fra skolen den første dag i den muslimske højtid Eid

Skolen er et af de steder, hvor indvandrerbørn fastholder hinanden i gamle normer og vaner. F.eks kan det være et pres om ikke at spise svinekød eller at holde fri fra skolen den første dag i den muslimske højtid Eid

Hustad Katinka

24. januar 2017

Min kone og jeg er forældre til en dreng på seks og en pige på ni, som begge går i en almindelig folkeskole.

Vi er opdraget muslimsk og spiser ikke svinekød, men for at undgå at begrunde det alene med religion, plejer vi at sige, at der også findes mange danskere, der ikke spiser svin. En gang i mellem spiser vi kalkunbacon derhjemme. Det kan især min datter godt lide, så da hun gik i 0. klasse, gav vi hende det med i madpakken, uden at tænke videre over det. 

Hun var ked af det og frustreret, da hun kom hjem den dag. Nogle muslimske elever i klassen havde stillet skeptiske spørgsmål til hende:  ’Hvorfor spiser du bacon? Er du ikke muslim som os? Vi må jo ikke spise den slags – det er ikke halal’.

Det var nogle svære spørgsmål for hende. Pludselig blev hun pålagt at positionere sig i dem og os. Hvis hun blev ved med at tage bacon med i madpakken, var hun bange for, at en del af hendes venner i klassen ville tage afstand fra hende.

Vi prøvede at sige til hende, at vi godt kunne fortælle hendes venner, at kalkunbacon også er halal, og at vi også er muslimer. Vi tilbød også at tale med klasselæreren om, at eleverne ikke skal blande sig i hinandens madpakker, men det ønskede hun slet ikke. Fra da af ville hun ikke have kalkunbacon med i madpakken. De jævnaldrendes sociale kontrol havde vundet.

Pjækkepres

Fra da af er vi mange gange stødt på kulturelt og religiøst gruppepres. F.eks. har min datter nægtet at gå i skole den første dag i den muslimske højtid Eid. Hun ville gerne holde fri, fordi det er en helligdag for dem, der holder Eid – og ikke mindst, fordi alle de andre muslimske piger i klassen holder fri den dag.

Vores svar har været, at hun naturligvis skal i skole. Vi er nødt til at tage på arbejde, for vi gemmer typisk vores feriedage til skoleferie og jul, og i øvrigt skal hun ikke pjække fra skole. Eid skal hun nok få lov at fejre, for vi har tradition for at mødes med familien og fejre Eid efter arbejde.

Men for vores datter handlede det ikke om at fejre Eid, men om hvad hendes veninder ville sige om hende, hvis hun gik i skole den dag. De lange diskussioner er altid endt med, at hun er gået i skole – ikke fordi hun køber vores argumenter, men fordi vi ikke giver hende andre muligheder.

Vores datter er ni år gammel og ved, at der er forskellige måder at være muslim på, og at vi i vores familie ikke er meget praktiserende.

Hun er ikke glad for at se sine jævnaldrende veninder faste under ramadanen i næsten 20 timer i døgnet, men det betyder meget for hende ikke at komme til at stå i kontrast til den subkultur, som hendes veninder har skabt i klassen. Hun vil gerne vise, at hun er en del den.

Dilemma i omklædningsrummet

Også min søn mærker det kulturelle pres. Han har gået til svømning, siden han var fire år gammel og er meget glad for det. Han har lært, at han skal vaske sig nøgen, uden badebukser før og efter svømning. Men når han har gymnastik i skolen, vil han ikke bade nøgen med de andre.

Der gik lidt tid, før vi forstod hvorfor. Sagen er den, at hans bedste ven, som kommer fra et andet muslimsk land, dækker sig til, når han går i bad og ikke mener, at man som muslim skal vise sin tissemand til de andre i klassen.

Når min søn er til svømning hver onsdag, vasker han sig stadig uden badetøj, sådan som han altid har gjort, men når han har gymnastik i skolen, prøver han at tage badebukser med. Han får selvfølgelig ikke lov til det af os, og jeg har flere gange taget ham i at gemme badebukserne under bøgerne i skoletasken.

Min søns reaktion får mig til at overveje min tidligere beslutning om, at han ikke skal omskæres. Det er ikke et religiøst krav, at muslimske mænd bliver omskåret, men det er bedst, hvis man gør det.

Jeg har læst en del forskning om emnet, og er kommet frem til, at det vil være bedst for hans sundhed og sexliv at lade være. Men jeg er lidt nervøs for, hvordan hans venner vil reagere, når de får det at vide? Vil han altid føle trang til at dække sig til? Vil han blive stigmatiseret?

Vil han blive afvist af en muslimsk pige inden ægteskabet? Vil han blive sur på mig som voksen, fordi jeg tog den beslutning på hans vegne?

Julen stresser

Bebrejdelserne for ikke at holde sig til de muslimske normer og værdier kommer også fra vores familie og øvrige netværk. Det viser sig især ved juletid. Bare spørgsmålet om, hvorvidt man skal have juletræ i hjemmet, kan skabe konflikt. Vores børn ønsker det, men som forældre kan man ikke lade være med at tænke på, hvad omverdenen mon vil sige.

Min svigerfar vil sige, at vi er blevet til vantro. Han vil mene, at vi har givet afkald på vores religion og glemt, hvor vi selv kommer fra. Min svigermor vil ikke sige sin mening højt, for hun vil være bange for, at jeg bliver sur på hende. Samtidig vil hun ikke tage det så alvorligt og faktisk være glad på børnenes vegne.

Øvrige bekendte og familiemedlemmer, der kommer på besøg, vil have delte meninger, men uanset hvad kommer de til at drille børnene direkte eller indirekte. Man kan ikke undgå en vis stigmatisering.

Derfor er mange forældre forsigtige, når de signalerer over for børnene, hvor danske de har lov at være. Man vil undgå at forvirre dem. De overvejelser er med til at forhindre mange indvandrerfamilier i at tage danske skikke til sig.

Det er ikke fordi forældrene ikke mener, at jul, påske og pinse ikke betyder noget for børnene i deres danske liv. Det er det sociale stigma og forvirringen, man forsøger at undgå.

Svært at være indvandrerforældre

Som alle andre forældre forsøger indvandrerforældrene selvfølgelig at gøre deres bedste for deres børn. Men deres beslutninger bliver ofte omstødt undervejs i samspillet med det danske liv og påvirkninger fra andre kulturer.

Balancen kan være svær at opretholde, og det ydre pres på familien kan føre til, at de unge vælger en anden livsstil, end indvandrerforældrene forventer af dem. I flere tilfælde vælger unge at være mere traditionelle og trofaste i forhold til oprindelseslandets kultur. Det sker også som en form for oprør mod forældrenes mangfoldige livsform i Danmark.

I nogle tilfælde fører kombinationen af pres og oprørstrang til, at islam vælges som en ny ideologi og identitet, der står i modsætning til det danske. Påvirkning fra venner igennem mange år, og oplevelsen af undertrykkelse og forskelsbehandling af danskere og det danske system, vil gøre det nemmere for unge at havne i noget ekstremt.

Kan jeg forhindre mine børn i at blive radikaliserede? Det kan jeg ikke love. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at det ikke sker. Hvis det alligevel går galt, bærer jeg ikke ansvaret alene.

Vennerne, som har stor indflydelse på dem, må bære deres del af skylden, og det danske samfund, som til tider giver dem en oplevelse af at blive forskelsbehandlet, vil også bære et ansvar.

Der er en dobbelthed i form af sprog, traditioner, normer og værdier, især i samspillet mellem majoritet og minoritet, som altid kræver ekstra opmærksomhed og øget indsats af indvandrerforældre.

Balancen kan være svær at finde, og ydre faktorer, der påvirker barnets dannelse af identitet og valg af livsfilosofi, kan føre til, at unge vælge en anden livsstil, end indvandrerforældre forventer af dem.

Vi indvandrerforældre har derfor brug for konkrete tiltag og pædagogiske redskaber til, hvordan vi kan give vores børn et tværkulturelt og multietnisk opvækst, så kan de føle sig hjemme, både når de fejrer jul eller holder Eid.      

Mustafa Kemal Topal er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Adam yahya
  • Estermarie Mandelquist
  • lars søgaard-jensen
  • David Zennaro
  • Viggo Okholm
  • Niels Johannesen
  • Svend Elming
  • Leo Nygaard
  • Bodil Waldstrøm
  • jens peter hansen
Adam yahya, Estermarie Mandelquist, lars søgaard-jensen, David Zennaro, Viggo Okholm, Niels Johannesen, Svend Elming, Leo Nygaard, Bodil Waldstrøm og jens peter hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Øllgaard

Problemet ligger vel først og fremmest hos de muslimske forældre, der giver deres børn en mere religiøs opdragelse - en holdning, som børnene tager til sig og bruger til at mobbe andre, mindre dogmatiske med.

Mona Blenstrup, Mette Poulsen, Thomas Poulsen og David Hertz-Holm anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Er dette gruppepres ikke også dansk. Fx. hvor mange børn er ikke blevet drille/moppet med mad og tøj osv....i den danske folkeskole.
Kan det ikke tages som at dette problem er et internationalt træk - og ikke et muslimsk træk. Med andre ord det kan også tages som en god tilpasning til danske forhold osv......

Adam yahya, Steffen Gliese, Christel Gruner-Olesen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Det er menneskeligt og moralsk udelukkende de muslimske indvandrerforældres ansvar, hvilke kulturelle og religiøse normer de sender deres børn i folkeskolen med, når de starter op i 0. klasse, for hverken folkeskolens lærere eller andre offentlige instanser har nogen som helst indflydelse på børnenes opvækst og opdragelse i hjemmene inden starten på skolegangen, og slet ikke når vi taler om religiøse dogmer.

Alle forældre har – uanset etnisk og kulturel og religiøs baggrund – en forbandet pligt til at banke ind i hovedet på deres unger, at når de møder op i folkeskolen til den daglige undervisning, skal de være friske, veloplagte, motiverede og klar til dagens undervisning sammen med de etniske danske børn, så de kan lære at læse, skrive og regne, og de har bare hver især at blande sig uden om, hvordan andre elever i klassen går klædt eller hvad de spiser af mad etc.

Når muslimske børn som påpeget af Mustafa Kemal Topal fastholder hinanden i gamle normer og vaner i folkeskolen, som holder danskheden på afstand, kan landets muslimske familier i anstændighedens navn ikke bare ”tørre” den udvikling af på danskerne med påstande om, at de oplever undertrykkelse og forskelsbehandling af danskere og det danske system, hvorfor det gør det nemmere for unge muslimer at havne i noget ekstremt.

Et af de største problemer med folkeskolen gennem de sidste 30 år har været, at mange indvandrerforældre aldrig selv har lært det danske sprog eller danske normer, og derfor sender deres børn ind i 0. klasse uden at kunne tale bare to ord dansk, selv om de er født og opvokset i Danmark, og dem som lider under dèt faktum er specielt de etniske danske børn, der taler dansk fra den første skoledag på det niveau som man nu gør i en alder af 6-7 år.

Oven i det hele har folkeskolerne dagligt problemer med unge adfærdsvanskelige muslimer, der konstant terroriserer undervisningen og undergraver lærernes autoritet på grund af kulturelle og religiøse dogmer, så både etniske kristne danske børn og andre muslimske poder, der – motiveret af gode forældre som Mustafa Kemal Topal – gerne vil lære en masse, ender med at gå frustrerede hjem fra skoledagen til deres forældre, uden at have lært andet end støj, spektakel, råben, skrigeri og dominans i løbet af dagen.

”Kan jeg forhindre mine børn i at blive radikaliserede? Det kan jeg ikke love. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at det ikke sker. Hvis det alligevel går galt, bærer jeg ikke ansvaret alene. Vennerne, som har stor indflydelse på dem, må bære deres del af skylden, og det danske samfund, som til tider giver dem en oplevelse af at blive forskelsbehandlet, vil også bære et ansvar”, skriver Mustafa Kemal Topal i sin klumme.

Hvad er det for en forskelsbehandling, som det danske samfund udviser dagligt over for muslimske børn i landets folkeskoler og andre instanser, der er af et sådant omfang, at folkeskolen og kommunerne også vil have et ansvar, hvis Mustafas børn alligevel bliver radikaliseret, og ender med at blive hadefulde og racistiske mennesker over for den samme etniske kristne danske befolkning, der har taget socialt og økonomisk samt menneskeligt godt imod hundredtusinder af hans trosfæller gennem de sidste 40 år?

Jeg har svært ved at se det – men hører gerne argumenter.

Den etniske kristne majoritetsbefolkning af danskere har mere end mange andre folkeslag på denne klode, taget positivt imod titusinder af muslimske familier med åbne arme, og alt hvad vi danskere har ønsket til gengæld er selvsagt et naturligt ønske om, at samtlige muslimer integrerer sig med blandt andet den kristne danske arbejdskultur, der i sin enkelhed tilskriver, at både mænd og kvinder arbejder for at opretholde familiens økonomiske velfærd, og det kan man kun gøre, hvis man taler og skriver dansk.

Tilbage står imidlertid den ubestridelige triste kendsgerning, at landets folkeskoler desværre ikke for mange år siden har sat hårdt imod hårdt i hverdagen over for netop de muslimske familier, der hver dag sender deres aggressive og adfærdsvanskelige børn hen i folkeskolen, hvor de smækker benene op på bordet, og fra starten af undervisningstimen terroriserer både læreren og de andre elever i klassen.

Hvis det havde været for 60 år siden med Den Sorte Skole, som man ynder at kalde den gamle folkeskole med al sin disciplin og autoritet fra lærernes side, var disse børn omgående blevet fjernet fra hjemmet og overført til et iagttagelseshjem, hvor de blev observeret af lærere og pædagoger i op til ni måneder, og hvis de ikke rettede sig ind blev de sendt videre på drengehjem eller skolehjem.

I dag står en kvindelig lærer og kryber sammen op ved katederet, når tre muslimske drenge sidder og råber til Aisha, at hun skal tage et tørklæde på hovedet, fordi hun jo er muslimsk, og når hun så nægter at gøre det, ja, så går den danske lærer ned til hende og beder hende om at tage det på hovedet, så man kan få fred i klassen og sat undervisningen i gang, i stedet for at irettesætte de tre knægte til at blande sig uden om Aishas påklædning.

”Vi indvandrerforældre har derfor brug for konkrete tiltag og pædagogiske redskaber til, hvordan vi kan give vores børn et tværkulturelt og multietnisk opvækst, så de kan føle sig hjemme, både når de fejrer jul eller holder Eid”, skriver Mustafa Kemal Topal i afslutningen på sin klumme,

Tillad mig venligst at komme med et virkelig godt og effektivt pædagogisk redskab, der kan bruges hver gang en dansk eller muslimsk elev obstruerer undervisningen eller de skrevne regler for god adfærd i folkeskolen, nu hvor iagttagelseshjem og drengehjem er væk som en mulighed, nemlig økonomiske sanktioner via forældrenes månedlige overførselsindkomster med blandt andet børnechecken.

Folkeskolens lærere og skoleledere skal løbende kunne beordre en bøde på 500,00 kroner til forældrene, hver gang deres børn ikke makker ret i klassen og fokuserer på undervisningen, i stedet for at terrorisere alt og alle, ydmyge lærerne, og ellers diktere andre muslimske børn, hvordan de skal sidde, spise, gå, stå eller være påklædt i hverdagen, og mulighederne for denne sanktion har eksisteret i De Sociale Servicelove lige siden 2010.

Men på dèt punkt kan man uden overdrivelse sige, at det danske sociale behandlersystem har svigtet, for Dansk Socialrådgiverforening har i årevis opfordret deres medlemmer til ikke at bruge denne økonomiske sanktion ude i kommunerne, selv om det kunne være et virkeligt effektivt våben til at få de u-integrerbare indvandrerfamilier til at sende deres børn veldisciplineret og motiveret i folkeskolen, så de kan lære at læse, skrive og regne på et højt niveau som for eksempel Mustafa Kemal Topal.

Indvandrerforældrene har det fulde ansvar for deres børns adfærd i skolen.

Søren Vasegaard, Martin Sørensen, Britt Kristensen, Charlotte Svensgaard, Anders Barfod, Hans Aagaard, Linda Madsen, Jørn Andersen, Mona Blenstrup, Kim Houmøller, morten rosendahl larsen og Thomas Poulsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Forslag til en synes jeg bedre afslutning på ovenstående indlæg: Forældre har det fulde ansvar for deres børns adfærd i skolen.

Martin Sørensen, Britt Kristensen, Charlotte Svensgaard, lars søgaard-jensen, Vibeke Hansen, Thomas Holm, Janus Agerbo, Mona Blenstrup, morten rosendahl larsen og Anne Koed Westergaard anbefalede denne kommentar
David Hertz-Holm

Der er kort og godt brug for et generelt samfundsmæssigt opgør med hele forestillingen om at religion er arvelig, således at den emotionelle tilknytning til "religiøs kategori" kan mindskes og give mere plads til det rationelle, og til det frie refleksive religiøse valg eller fravalg. Dette gælder for alle religioner og både på individplan samt i de samfunds strukturer og diskurser der ofte opdeler folk religiøst som en naturlighed og hvor religioner ofte ses foreneligt med racer. Et rigtig godt startskud til dette opgør med den religiøse arv ville være at forbyde drengeomskæring, der netop legitimeres via et slags racistisk syn på religion hvor børn af muslimske og jødiske forældre accepteres tvangskategoriseret fysisk ind i de samme religioner og fratages deres kropslige integritet. Gøres dette forbudt fra samfundet vil det være et tydeligt signal om at børn ikke er født religiøse, men at de i et demokratisk samfund selv skal danne og udvikle deres religiøse identitet. Et signal som kan være et startskud til hele det nødvendige samfundsopgør med tanken om medfødt religiøsitet, og vel og mærke et opgør der er strengt nødvendigt både udfra et ønske om harmonisk samliv i et land med mange religioner samt ikke mindst udfra et demokratisk oplysningsperspektiv som bør tilstræbes i et demokratisk samfund.

Mona Blenstrup, morten rosendahl larsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Mona Blenstrup

"Vi indvandrerforældre har derfor brug for konkrete tiltag og pædagogiske redskaber til, hvordan vi kan give vores børn et tværkulturelt og multietnisk opvækst, så kan de føle sig hjemme, både når de fejrer jul eller holder Eid. "

Start med at lægge de religiøse regler lidt væk, de fleste er jo kulturelt betinget. At leve tværkulturelt er ikke udelukkende et spørgsmål om at alle kulturer og kulturbetingede regler skal omfattes i daglig levevis.

Britt Kristensen, Charlotte Svensgaard, Jan Weis og Sus johnsen anbefalede denne kommentar
Bodil Waldstrøm

Jeg tror, der sidder mange forældre, der har samme problem som Mustafa Kemal Topal. Og det er nok svært at komme videre, hvis der ikke er et samlende forum, hvor det kan debatteres. Det burde egentlig være en oplagt opgave for public service virksomheden DR. Hvad om de lavede nogle spændende, interessante, informative og også indimellem underholdende programmer, hvor forskellige normer og traditioner m.m. blev taget op? Og hvor mange "almindelige" mennesker af alle mulige oprindelser deltog, så det blev oplagt og interessant for "alle" at se det.

lars søgaard-jensen, David Zennaro, Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Sus johnsen, Steffen Gliese og Karen Grue anbefalede denne kommentar
Niels G Madsen

Gud fader i himmelen hvor en lang agressiv smøre fra Brockdorff. -Og fuldstændig i tråd med de mest ansvarsfornægtende teenage-ballademagere: Det er altid de andres skyld, og dem alene, uanset hvad.

Charlotte Svensgaard, Henning Kjær, Hans Larsen, David Zennaro, Viggo Okholm, Henrik L Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

"Børnene fastholder hinanden i gamle normer og vaner" - ja, så gamle kan de jo heller ikke være.

Christel Larsen

Som forælder må jeg da erkende ligesom skribenten her, at ens børn når de når skole alderen , tager efter andre børn og andre voksne også , og forældrenes meninger til en vis grad er mindre værd end det var før, fordi barnet gerne vil passe ind i skole regi også, med de venner de har.
Men er det så skolen eller forældre? Hvordan kan man tage ansvar for, hvad der sker i skolen, som forældre? Eller hvordan de andre børn opfører sig? Og hvordan ens barn reagerer på de andres opførsel? Hvad regler der er på en skole for opførsel og om hvis der er regler for opførsel, om de overhovedet kræves overholdt? Mon ikke det er den slags overvejelser, som får forældre til at vælge privat skoler , hvis de ikke bryder sig om det miljø, de oplever på den lokale skole?

Michael Kongstad Nielsen

Selvfølgelig vil børnene tilpasse sig miljøet på skolen. Men derfor kan de godt opretholde og være i deres hjemlige miljø, når de er hjemme, Og trække noget af det med rundt begge steder. Hvad er der galt i det? Man skal vel ikke opgive sin herkomst.

Mustafa Kemal Topal. Tak for et fint og modigt indspark i debatten. Jeg undrer mig lidt over, at der ikke er mere opbakning til dig og dit problem her i kommentarsporet.
Det er modigt at dig og din familie at gå op imod det pres, som du beskriver. Og dejligt, at du deler disse problemer med os andre.
Ved at sige troldens navn højt, er man allerede kommet langt. Tusind tak

Jens Hovmand, Britt Kristensen, Henning Kjær, Birgitte Simonsen, lars søgaard-jensen, David Hertz-Holm, Viggo Okholm, Svend Elming, Steffen Gliese, Bodil Waldstrøm, Sus johnsen og Christel Larsen anbefalede denne kommentar
Christel Larsen

Mange muslimer vælger også privat skoler, ikke kun muslimske privat skoler , de katolske privat skoler har rigtig mange muslimske elever.
Jeg fornemmer du mener at folk der vælger privat skoler kun var "hvide" danskere..

Michael Kongstad Nielsen

Jeg taler ikke om privatskoler.
Jeg tror, at hvis man vil nærme sig 'danskheden', skal man vælge en helt almindelig dansk folkeskole.

Fuldstændig fabelagtig artikel. Det er kendt at kammeraters mening betyder meget mere end de voksnes, både i hjemmet og i skolen.
Der er ingen lette løsninger, men at fremhæve og prise forskelligheder kan være ligeså gavnligt som at prøve at udviske dem. Forskellen på folk er langt større på tværs af familie, kultur, end på tværs af religion og hjemstavn. Religiøse danskere (nye og gamle) har ikke mere eller mindre til fælles end ureligiøse danskere.
Jeg vil ikke sættes i bås med store grupper af danskere som har helt andre værdier, vaner og syn på livet end jeg har. Men mediernes konstante fokusering på tro, skaber desværre denne falske virkelighed. Ved at blotlægge at vores forskelle og ligheder ligger begravet utallige steder, kan vi måske sætte os selv fri for gruppepres.

Jens Hovmand, lars søgaard-jensen, Karen Grue, David Hertz-Holm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Christel Larsen, jo, man skal nok gå uden om fattigrøvenes skoler, eller hvad mener du?

Sus johnsen, først senere. Hjemmet betyder grundlæggende mest. Og endnu senere vil man finde sig selv. Afveje de forskellige påvirkningers betydning for ens selv.

Niels Peter Jensen

Hvis der kun var en muslimsk elev i hver klasse, så var der ikke nogen at moppe. Problemet er at der er for mange muslimske i hver klasse.

Jeppe Bundgaard

Det er som i alle andre sekter. Man bliver udstødt, når man bryder med linjen. En linje man ikke selv har lagt, men fået indoktrineret gennem et helt liv af folk, der påstår at kende "den eneste sandhed".
Giv dine børn det liv og de værdier, du mener, er rigtigt. Og lær dem, at tænke selv og ikke gå op i hvad andre mener, de skal gøre.
Held og lykke herfra:)

David Hertz-Holm, Mona Blenstrup, Ib Christensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Jeg husker stadig min undren når folk sagde til mig jeg bare skulle være mig selv.

Måske vi skulle prøve at udbrede det budskab igen.

Mona Blenstrup

Jeg tillader mig at undre mig lidt her, for mon hans datter på 9 år går til svømning uden de problemer som sønnen tilsyneladende har med at blive accepteret som han er?

Niels Johannesen

Helt på linje med Karen Grue - det er et meget fint indlæg som helt klart og nøgternt beskriver et svært dilemma. Svært for den enkelte indvandrerfamilie som gerne vil give deres børn en dobbelt forankring - og som møder modstand fordi andre dele af indvandrermiljøet ønsker kun at være forankret i det man kommer fra og ser danskheden som en trussel. Svært for os på venstrefløjen fordi det virkelig understreger at dem på højrefløjen (igen) har haft i den lange ende: antallet betyder noget, jo større indvandrermiljøerne bliver, jo svære bliver integrationen og så videre.

Alt godt til dig Mustafa - og held og lykke med at få din familie til at føle sig hjemme både i det danske og det mellemøstlige. Det SKAL kunne lykkes og vi er mange der VIL at det skal lykkes for dig og dine!

Jens Hovmand, lars søgaard-jensen, Karen Grue, David Hertz-Holm, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Så fik Ole Brockdorff igen lejlighed til at blæse sit muslimhad ud, overdrivelse fremmer forståelsen.
Artiklen og indlægget er så alvorlig nok og jeg er ikke i stand til at formulere midler til at komme disse "unoder" til livs. Det bliver et langt sejt træk hvor der skal gives og tages, ændres erkendelser, respekteres. Men skolernes lærere skal så turde blive mere konsekvente og direkte i diskussionen børnene imellem og samtidig have modet til dialog med forældre på begge sider.

Christel Larsen, Hans Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er vildt hårdt at være barn! Man skal lære sindsygt mange ting, også socialt... giv dem en chance... snak med dem om hvad der sker, hvordan de oplever det og giv dem andre perspektiver på deres oplevelser efterhånden som de er klar til at tænke mere og mere abstrakt og se ud over egne behov. Der vil altid, ALTID, være socialt pres mellem børn, de er jo i gang med at lære det! Så tag det alvorligt, men som en proces... ikke et resultat.
Og helt ærligt, er vi ikke snart færdige med at snakke om danskhed? den findes jo ikke....

Jens Hovmand, Viggo Okholm og Karen Grue anbefalede denne kommentar

Indtil nu har løsningen fra danske politikeres side været, at melde deres egne børn ind i privatskoler, og lade Folkeskolen blive til gladiatorakademier for taberne. Ligegyldigt politisk ståsted.

Der er ingen tvivl om, at problemerne i Folkeskolen i mest bunder i en besynderlig resignation, en form for accept af, at det er tingenes tilstand og for alt i verden må man ikke ændre det. Højrefløjen raser så imod indvandrerne mens venstrefløjen piller navle og sniksnakker. I mellemtiden bliver problemerne blot større og større.

Jeg synes det er rigtig god artikel, og jeg har fuld sympati for de udfordringer, der beskrives, men jeg synes ikke det er op til den enkelte forælder at kue sit barn til enten at lægge under for gruppepresset eller blive en udstødt outsider. Ingen af delene er fair overfor barnet. Som samfund har alle (uanset politisk ståsted) formået at gøre manglende ansvarlighed til den gældende praksis, og så er det blevet almindeligt accepteret at det er så det. Intet kan gøres selvom der selvfølgelig kan tales i det uendelige uden ændringer.

Hurra for ikke at have børn i den alder. Det er en massakre af børneliv og børnetrivsel vi er vidne til.

Viggo Okholm, Kim Houmøller og David Hertz-Holm anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

Först tak til Mustafa Kemal Topalfor en god og vigtig kronik. Mobning og social kontrol har alltid väret besvärligt for unge mennesker i den personlighedsdannende alder.
Jeg kommer til at tänke på Indre missions betydelige sociale kontrol särligtg i visse mindre byer i Jylland. Det gjorde det vanskeligt for mange at komme videre i livet uden skam og psykiske skrammer. Virkede hämmede på menneskers og fällesskabets udvikling. Det samme her. Med mobning og anden form for social kontrol forsöges mennesker fastholdt i en kultur og livsförelse, de gerne vil videre fra.
Jeg troede skolerne skulle have en mobbe politik. En sådan skal vel også tage hånd om mobning med udgangspunkt i forstokkede religiöse og kulturelle normer (som det står alle frit for at have - men ikke stoppe ned i halsen på andre).
Mustafa Kemal Topal's börn skal nu nok klare sig! Med baggrund i en familie, hvor der tales sammen om tingene antageligvis i respekt for hinanden, vil värdier som gensidig respekt af andres synspunkter samt en lyst til at deltage i fälleskabet sandsyligvis rodfäste sig og forebygge, at nogen bliver radikaliseret. Tror jeg .

Karsten Aaen, Jens Hovmand og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Projektet hedder stadig: Se snart at få Jer et liv – her i 2017.
Åbenlyse løsninger på selvskabte kulturelle, personlige og familiære problemer har åbenbart aldrig været overvejet – det er nemmere at jamre og skælde ud over omverdenens påståede ’fjendtlighed’ og mobbekultur end at foretage en slags eksistentiel ’turnaround’ for at bringe sig og sine i et mere kompatibelt forhold til majoritetsbefolkningen og opnå at kunne leve i en slags fred med sine omgivelser, men hvor man desværre stadig må regne med, at blive udsat for social kontrol, også fra mindreårige etniske skolebørn – surt show! – og problemerne er ikke kun løst med at undlade ’omskærelse’ og andre religiøst betingende hundekunster i voksenverdenen, men prøve at blive voksen i en gammel demokratisk flertalskultur – if you can't beat them, join them – så man i fællesskab kan komme dette importerede religiøst betingede mobberi og måske al den anden ’galskab’, katten har slæbt ind, til livs på mere fredsommelig vis …
Held og lykke …

Så længe man definere Danskhed/integration som en samling af normer og værdier der ikke kan forenes med simple islamiske forskrifter, som at dække sine kønsdele til, ikke spise svinekød eller at klæde sig beskedent, så kan jeg ikke forstå hvorfor man er så forarget over at muslimer ikke vil tage "danskeheden" til sig eller ikke vil integreres. Og hvad vil man kalde de titusindvis af etniske danske muslimere. skal de også tvangs-integreres?

Bodil Waldstrøm

Adam yahya. Jeg går ud fra, at du læste artiklen, og at du derfor kan se, hvad der er faderens problem?

Fader Topal's problem ligger i at han sidestiler danskhed med ikke at være "for muslimsk". Det er ikke noget nyt i at børn påvirker og bliver påvirket af deres venner og klasse kamareter. Alle der indgår i et socialt fælleskab bliver påvirket og påvirker andre. Dette sker i hele verden. Når Fader Topal opfatter dette som et problem skyldes ikke fordi de andre børn i klasen er ekstreme eller radikaliseret, men at deres identitet som de bringer til skolen (noget alle børn gøre) påvirker hans børn og da han siderstiler danskehed med "ikke at være for muslimisk" opfatter han dette som et problem. At spejle sin indentitet med indentiten af dem der ligner en mest er helt normalt for et barn. Det undre mig dog hvorfor Fadar Topal nærmest tvinger sine børn til ikke at forholde sig frit til de andre børns opfatelser.

Påvirkning eller helst ikke.
Hvis man havner i et fremmedartet ’ambiente’, måske væsentligt anderledes end det man selv kommer fra, må man tage højde for og være bevidst om, at dette nye miljø vil virke tilbage på de personlige forhold, det kaldes vistnok ’integration’, hvor den senest tilkomne gør sig bedst ved at acceptere et minimum af ’påvirkning’ for at kunne leve under fredelige kulturelle forhold, især af hensyn til sine børn og deres fremtid og ikke ustandselig skulle lave helt om på – eller ligefrem sabotere – de eksisterende forhold …

Det før i tiden lykkes for andre indvandrergrupper at opretholde en anden kulturel identitet i privaten, så hvorfor skal det være forbundet med så meget ’ævl og kævl’ denne gang – de bør netop ikke medbringe deres ’religiøse identitet’ til f.eks. en dansk folkeskole, opret så hellere en privatskole, men dér er det hele måske endnu værre? …
Hvor svært kan det være …

lars søgaard-jensen, Britt Kristensen og Mona Blenstrup anbefalede denne kommentar

Jan weis
Hvis jeg forstår dig rigtigt så mener du at "børn som ikke er dansker" når de er i en "danske folkeskole" skal gør, spise og mene det samme som "danske børn"?
Jeg forstår ikke hvad der får nogle mennesker til at være så usikker, at de har behov for at dominere andre mennesker så meget?

"eller at klæde sig beskedent" dækker over at en muslimske eller ikke-muslimiske kvinde eller mand pga. deres overbevisning vælger at klæder sig på en måde der er i overensstemmelse deres opfatelse af bekedent.

Jan weis
Hvis jeg skal forstå dig rigtigt kan du så forklare hvad dette dækker over?
"de bør netop ikke medbringe deres ’religiøse identitet’ til f.eks. en dansk folkeskole,opret så hellere en privatskole"

morten rosendahl larsen

Som svømmelærer i 9 årgang på Frederiksberg, var der en gruppe elever med anden etnisk baggrund, der helt åbenlyst pressede deres venner med tilsvarende baggrund, til ikke at deltage i undervisningen. De holdt sig ikke tilbage, og erklærede helt åbenlyst for hele holdet....hvide og brune... at det er " Haram (urent) at bade i det samme vand som de lyserøde dansker grise ". Vi slog meget hårdt ned på dette i lærerteamet ....men problemet er reelt !! Og uanset hvor meget hallalhippie man er kan denne dybt racistiske tænkning, da ikke være hverken skolen, lærernes eller samfundets ansvar eller skyld ? Den slags holdninger kommer helt andetsteds fra, og det må være noget der må tales om i moskeerne ? hvis der ikke er mere velegnede fora i de muslimske miljøer.

Mona Blenstrup, Niels Johannesen, lars søgaard-jensen og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Charlotte Svensgaard

Jeg ville foreslå at han rejser sig op på næste forælder møde og læser sit indlæg op for forældre og lærere - og forklarer højt og tydeligt at hans families måde at gøre tingende på hverken er mere korrekt eller mere forkert end andres familier. Og at uanset om man er muslim eller ej skal man holde næsen for sig selv og impode sine børn at de ikke skal blande sig i andres sæder og skikke så lang tid det ikke er til skade for andre.

David Hertz-Holm, Steffen Gliese, lars søgaard-jensen, Jens Hovmand og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar

Det gælder for alle : Tolerance istedet for missionsvirksomhed, ensliggørelse og mobberi - Alle bør være frie uden at skade andre og uden at begrænse andres tilsvarende frihed. Et godt liberalt princip.
Ellers kan vi opgive alt om et fredeligt samvær.

David Hertz-Holm, Steffen Gliese, Charlotte Svensgaard og Adam yahya anbefalede denne kommentar

morten rosendahl larsen
Hvis det du siger er korekt dvs at børnerne "pressede deres venner med tilsvarende baggrund, til ikke at deltage i undervisningen" og at deres begrundelse var at "det er " Haram (urent) at bade i det samme vand som de lyserøde dansker grise" har det ikke noget som helst med at gør at de er muslimer. Der er ingen islamiske "regel eller overbevisning som deler mennesker i renne og "urene" eller for den sags skyld sidestiller mennesker med grise.
Det er dog påfaldene at hver gang et "brun" barn opfører sig uacceptabelt, så konkludere nogle med det samme at det skyldes at han er muslim. Man burde i stedet for bekræft sig selv i ens fordomme, tage fat i barnets forældre i henhold til skolens politik. Men det handler vist ikke om barnets opførsel vel?

Niels Duus Nielsen

Da jeg var barn, var det fejt at kaste med sten. Undtagen når det var arbejderungerne, vi var i krig med. De havde ingen ære, og så behøvede vi småborgerbørn heller ikke at overholde krigens regler.

Børn er ufærdige voksne, som begår mange absurde fejl som ovenstående - det er jo derfor, de ikke er myndige, men forældrenes ansvar.

At såkaldt voksne mennesker nu skelner mellem "ædel" mobning, og "æreløs" mobning viser kun, at alt for mange mennesker åbenbart aldrig er blevet rigtig voksne.

Mona Blenstrup, Adam yahya, Steffen Gliese og Charlotte Svensgaard anbefalede denne kommentar

Som man i familien sagde - 'Små krukker har også ører' - hos os var det den ene side af byen mod den anden - men måske den kære lille Niels også har hørt ét og andet om disse arbejderbørn ... ;-)

Nutidens Ipad-børn ville spærre øjnene op, hvis de overværede, hvad der foregik i vores/deres bedsteforældres barndom. Men der var ro i klasserne - nogenlunde :-)

Kære Mustafa Kemal. Den situation du beskriver, kender mange forældre og børn. Andres meninger om hvad der er rigtigt og forkert' vejer tungt. Det gælder ikke kun for familier med muslimsk baggrund, men måske er er udfordringen større her, fordi der her er flere og til tider ret forskellige inspirationskilder til, hvad der er rigtigt og forkert. Da jeg var lille og en gang imellem påpegede, at de andre gjorde dette og hint som vi ikke gjorde i min familie, sagde min mor altid: "Lad andre om, hvad de gør og os om, hvad vi gør". Jeg var sjældent tilfreds med svaret, men måske er det ikke så dumt. Vi kan bruge hele vores liv på at forsøge at leve op til andres forventninger, og det kan måske lejlighedsvis spare nogle konflikter for os selv og vores børn, men det løser nok ikke så meget, og vi bliver næppe gladere af det. Jeg vil foreslå dig at lære dine børn, at hjemme hos jer gør i sådan og sådan, og det er fint. Måske gør de noget andet hos naboen, og det er også fint. Hvis der er nogen, der har et problem med at respektere det, så er det dem, der har et problem, ikke jer.

Mona Blenstrup, Svend Elming, Adam yahya, Steffen Gliese, lars søgaard-jensen, Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
morten rosendahl larsen

Jeg er sådan set helt ligeglad med om de er "rigtige muslimer" Hvilket jeg heller ikke skriver de er ! Jeg gengiver helt ordret hvad de sagde...Det interessante er jo hvor det, og erfaringerne fra artiklen så stammer fra ? Det må jo specielt være i de "rigtige muslimske" kredse, at man burde være interesseret i at komme dette her til livs, da det jo skader deres image og anseelse helt enormt.
Og tro mig ! Jeg har oplevet uhyrligheder med danske elever også. Men ikke så mange.... og aldrig så uhyrligt som "svømmehallen". Og nu handler indlæg'et altså om indvandrer børn, både skribentens egne og andres !
Og jeg har da et eksempel mere....
Vi havde "folketingsvalg" på skolen (anden skole), og efterfølgende i debatten sagde en pige, at hun havde stemt DF, det resulterede i at den stakkels pige blev chikaneret ......kaldt racist samt det der er meget værre....truet mm, af en gruppe piger og drenge med anden etnisk baggrund.....Det fik vi selvfølgeligt stoppet. Men de her ting sker ude i skolen....vi kan stikke hovedet i busken som en form for "misforstået hensynstagenhed"....som vi har gjort i 45 år, eller vi kan erkende at den problemstilling som artiklen handler om, er reel ? Og så i fællleskab gøre noget ved det.....for det er de steder de her holdninger florerer at vi får den næste Breivik eller Omar...
Det er

Adam Yahya. Lidt rystet over din facon her og samtidig glad for at du ytrer dig. problematikken for mig at se ligger i "forskrifter" bl.a. tildækning, mad. Det at stadig mange muslimer holder så fast i moral og kultur at de mener sig kompetente til at mobbe og kritisere trosfæller, som vælger en mere fri fortolkning. af forskrifter. Er det aldrig faldet jer ind at den Gud man tror på måske følger med tiden? Ingen kan sætte sig til dommer over tro og for at tage eksemplet at se et menneske nøgen? eller vise sig nøgen, hvad og hvem kan det skade? Men jeg er ikke tilhænger af at tvinge jer og andre til nøgenhed eller fri sex.

Mona Blenstrup, David Hertz-Holm og Niels Johannesen anbefalede denne kommentar

Sider