Kronik

Indvandrerbørn presser hinanden væk fra danskheden

Den største hindring for, at indvandrerbørn kan tage den danske kultur til sig, er sjældent deres forældre, men presset fra familiens netværk og ikke mindst fra andre indvandrerbørn. Børnene fastholder hinanden i gamle normer og vaner, som holder danskheden på afstand
Skolen er et af de steder, hvor indvandrerbørn fastholder hinanden i gamle normer og vaner. F.eks kan det være et pres om ikke at spise svinekød eller at holde fri fra skolen den første dag i den muslimske højtid Eid

Skolen er et af de steder, hvor indvandrerbørn fastholder hinanden i gamle normer og vaner. F.eks kan det være et pres om ikke at spise svinekød eller at holde fri fra skolen den første dag i den muslimske højtid Eid

Hustad Katinka

24. januar 2017

Min kone og jeg er forældre til en dreng på seks og en pige på ni, som begge går i en almindelig folkeskole.

Vi er opdraget muslimsk og spiser ikke svinekød, men for at undgå at begrunde det alene med religion, plejer vi at sige, at der også findes mange danskere, der ikke spiser svin. En gang i mellem spiser vi kalkunbacon derhjemme. Det kan især min datter godt lide, så da hun gik i 0. klasse, gav vi hende det med i madpakken, uden at tænke videre over det. 

Hun var ked af det og frustreret, da hun kom hjem den dag. Nogle muslimske elever i klassen havde stillet skeptiske spørgsmål til hende:  ’Hvorfor spiser du bacon? Er du ikke muslim som os? Vi må jo ikke spise den slags – det er ikke halal’.

Det var nogle svære spørgsmål for hende. Pludselig blev hun pålagt at positionere sig i dem og os. Hvis hun blev ved med at tage bacon med i madpakken, var hun bange for, at en del af hendes venner i klassen ville tage afstand fra hende.

Vi prøvede at sige til hende, at vi godt kunne fortælle hendes venner, at kalkunbacon også er halal, og at vi også er muslimer. Vi tilbød også at tale med klasselæreren om, at eleverne ikke skal blande sig i hinandens madpakker, men det ønskede hun slet ikke. Fra da af ville hun ikke have kalkunbacon med i madpakken. De jævnaldrendes sociale kontrol havde vundet.

Pjækkepres

Fra da af er vi mange gange stødt på kulturelt og religiøst gruppepres. F.eks. har min datter nægtet at gå i skole den første dag i den muslimske højtid Eid. Hun ville gerne holde fri, fordi det er en helligdag for dem, der holder Eid – og ikke mindst, fordi alle de andre muslimske piger i klassen holder fri den dag.

Vores svar har været, at hun naturligvis skal i skole. Vi er nødt til at tage på arbejde, for vi gemmer typisk vores feriedage til skoleferie og jul, og i øvrigt skal hun ikke pjække fra skole. Eid skal hun nok få lov at fejre, for vi har tradition for at mødes med familien og fejre Eid efter arbejde.

Men for vores datter handlede det ikke om at fejre Eid, men om hvad hendes veninder ville sige om hende, hvis hun gik i skole den dag. De lange diskussioner er altid endt med, at hun er gået i skole – ikke fordi hun køber vores argumenter, men fordi vi ikke giver hende andre muligheder.

Vores datter er ni år gammel og ved, at der er forskellige måder at være muslim på, og at vi i vores familie ikke er meget praktiserende.

Hun er ikke glad for at se sine jævnaldrende veninder faste under ramadanen i næsten 20 timer i døgnet, men det betyder meget for hende ikke at komme til at stå i kontrast til den subkultur, som hendes veninder har skabt i klassen. Hun vil gerne vise, at hun er en del den.

Dilemma i omklædningsrummet

Også min søn mærker det kulturelle pres. Han har gået til svømning, siden han var fire år gammel og er meget glad for det. Han har lært, at han skal vaske sig nøgen, uden badebukser før og efter svømning. Men når han har gymnastik i skolen, vil han ikke bade nøgen med de andre.

Der gik lidt tid, før vi forstod hvorfor. Sagen er den, at hans bedste ven, som kommer fra et andet muslimsk land, dækker sig til, når han går i bad og ikke mener, at man som muslim skal vise sin tissemand til de andre i klassen.

Når min søn er til svømning hver onsdag, vasker han sig stadig uden badetøj, sådan som han altid har gjort, men når han har gymnastik i skolen, prøver han at tage badebukser med. Han får selvfølgelig ikke lov til det af os, og jeg har flere gange taget ham i at gemme badebukserne under bøgerne i skoletasken.

Min søns reaktion får mig til at overveje min tidligere beslutning om, at han ikke skal omskæres. Det er ikke et religiøst krav, at muslimske mænd bliver omskåret, men det er bedst, hvis man gør det.

Jeg har læst en del forskning om emnet, og er kommet frem til, at det vil være bedst for hans sundhed og sexliv at lade være. Men jeg er lidt nervøs for, hvordan hans venner vil reagere, når de får det at vide? Vil han altid føle trang til at dække sig til? Vil han blive stigmatiseret?

Vil han blive afvist af en muslimsk pige inden ægteskabet? Vil han blive sur på mig som voksen, fordi jeg tog den beslutning på hans vegne?

Julen stresser

Bebrejdelserne for ikke at holde sig til de muslimske normer og værdier kommer også fra vores familie og øvrige netværk. Det viser sig især ved juletid. Bare spørgsmålet om, hvorvidt man skal have juletræ i hjemmet, kan skabe konflikt. Vores børn ønsker det, men som forældre kan man ikke lade være med at tænke på, hvad omverdenen mon vil sige.

Min svigerfar vil sige, at vi er blevet til vantro. Han vil mene, at vi har givet afkald på vores religion og glemt, hvor vi selv kommer fra. Min svigermor vil ikke sige sin mening højt, for hun vil være bange for, at jeg bliver sur på hende. Samtidig vil hun ikke tage det så alvorligt og faktisk være glad på børnenes vegne.

Øvrige bekendte og familiemedlemmer, der kommer på besøg, vil have delte meninger, men uanset hvad kommer de til at drille børnene direkte eller indirekte. Man kan ikke undgå en vis stigmatisering.

Derfor er mange forældre forsigtige, når de signalerer over for børnene, hvor danske de har lov at være. Man vil undgå at forvirre dem. De overvejelser er med til at forhindre mange indvandrerfamilier i at tage danske skikke til sig.

Det er ikke fordi forældrene ikke mener, at jul, påske og pinse ikke betyder noget for børnene i deres danske liv. Det er det sociale stigma og forvirringen, man forsøger at undgå.

Svært at være indvandrerforældre

Som alle andre forældre forsøger indvandrerforældrene selvfølgelig at gøre deres bedste for deres børn. Men deres beslutninger bliver ofte omstødt undervejs i samspillet med det danske liv og påvirkninger fra andre kulturer.

Balancen kan være svær at opretholde, og det ydre pres på familien kan føre til, at de unge vælger en anden livsstil, end indvandrerforældrene forventer af dem. I flere tilfælde vælger unge at være mere traditionelle og trofaste i forhold til oprindelseslandets kultur. Det sker også som en form for oprør mod forældrenes mangfoldige livsform i Danmark.

I nogle tilfælde fører kombinationen af pres og oprørstrang til, at islam vælges som en ny ideologi og identitet, der står i modsætning til det danske. Påvirkning fra venner igennem mange år, og oplevelsen af undertrykkelse og forskelsbehandling af danskere og det danske system, vil gøre det nemmere for unge at havne i noget ekstremt.

Kan jeg forhindre mine børn i at blive radikaliserede? Det kan jeg ikke love. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at det ikke sker. Hvis det alligevel går galt, bærer jeg ikke ansvaret alene.

Vennerne, som har stor indflydelse på dem, må bære deres del af skylden, og det danske samfund, som til tider giver dem en oplevelse af at blive forskelsbehandlet, vil også bære et ansvar.

Der er en dobbelthed i form af sprog, traditioner, normer og værdier, især i samspillet mellem majoritet og minoritet, som altid kræver ekstra opmærksomhed og øget indsats af indvandrerforældre.

Balancen kan være svær at finde, og ydre faktorer, der påvirker barnets dannelse af identitet og valg af livsfilosofi, kan føre til, at unge vælge en anden livsstil, end indvandrerforældre forventer af dem.

Vi indvandrerforældre har derfor brug for konkrete tiltag og pædagogiske redskaber til, hvordan vi kan give vores børn et tværkulturelt og multietnisk opvækst, så kan de føle sig hjemme, både når de fejrer jul eller holder Eid.      

Mustafa Kemal Topal er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Adam yahya
  • Estermarie Mandelquist
  • lars søgaard-jensen
  • David Zennaro
  • Viggo Okholm
  • Niels Johannesen
  • Svend Elming
  • Bodil Waldstrøm
  • jens peter hansen
Adam yahya, Estermarie Mandelquist, lars søgaard-jensen, David Zennaro, Viggo Okholm, Niels Johannesen, Svend Elming, Bodil Waldstrøm og jens peter hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Charlotte Svensgaard

Hvad jeg finder uhyrligt i oplægget er 2. ting. Religiøs mobning fra meget ung alder og social kontrol, og det angår madpakker, bade ritualer i en drengezone (bemærk!) på kryds og tværs. Og at debat starterens svigerfar måske anser ham for VANTRO. De deler vel i et eller andet omfang stadig et fundament, ligesom jeg er kultur kristen.

Niels Johannesen

# Adam yahya

"... Det har ikke noget som helst med at gør at de er muslimer. Der er ingen islamiske regel eller overbevisning som deler mennesker i renne og urene eller for den sags skyld sidestiller mennesker med grise."

Jeg synes der her synspunkt er ret naivt. Når terroristerne råber "allah er stor" før de kører ind i en menneskemængde så har det jo et eller andet med islam at gøre. Tilsvarende når arabiske børn mobber hinanden med referencer til religiøse begreber som renhed, tildækning og så videre. Det kan godt være at det bygger på en mislæsning af koranen og de hellige skrifter men det er sådan set sagen uvedkommende for det er jo tydeligvis ikke den version af islam der praktiseres og formidles af de voksne muslimer i børnenes omgangskreds.

David Hertz-Holm

Adam Yahya har en pointe omkring at det er teoretisk set er upræcist at faderen skriver presser børnene væk fra danskheden, da danskheden også bør rumme de værdier som de presser ned over andre i og med de også er danskere og danskheden må være summen af alle danskere. Men den pointe er så bare lidt irrelevant for problemet omkring at de presser (hvad man nøgternt kan kalde reaktionære værdier) nedover mere frisindet indstillede muslimer, er der jo stadigvæk. Der skal være plads i et samfund til at nogle vælger mere strikse fortolkninger i deres religiøse identitet (i mine øjne bør det dog ikke være forældre men noget børn selv bør tage stilling til når de er gamle nok men det er en længere diskussion), men når man så presser de reaktionære fortolkninger ned over andre hvis frisindede tolkning er lige så legitim, så er og bliver det et stort demokratisk problem i et land hvor religionsfrihed må og skal være individuelt orienteret.

Endelig så tror jeg dog man må erkende at hele dette problem med social kontrol, i høj grad er langt mere udtryk for en naturlig gruppedynamik, fremfor at den har ret meget med konkret kulturelt og religiøst indhold at gøre, nå vi befinder os i et samfund hvor der i alle diskurser og mange samfundsinstitutioner lægges så stor vægt på muslimkategorien at den nødvendigvis får så stor emotionel betydning for de kategoriserede, at det let vil anspore internt til bekæmpelse af hvad man kan opfatte som "desertører".

Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Adam yahya og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

David Hertz-Holm, det var et fornemt indlæg. Jeg er ikke enig i det hele - f.eks. kan vi ikke regne med, at en fuldkommen fritsvævende individualitet kendetegner folk i et samfund, de tilhører tværtimod, og det er individuelt, mange forskellige grupper på tværs af andre, herunder religiøse og kulturelle fællesskaber, hvor vi som samfund må fastholde, at det er bedre at gøre det end at holde sig udenfor, fordi det efterfølgende, voksne samfundsliv udspiller sig i de grupper. Derfor er der heller ikke noget problem med børns indlemmelse i religiøse fællesskab, fordi de som voksne kan forlade dem igen. Det var bare det, ellers er jeg helt enig.

Årets ord 2016.
Hvad var det nu lige ’danskhed’ betød? – man må da håbe, at de debattører, der bruger denne karakteristik er enige om, hvad de taler om, men det er nok tvivlsomt …

Niels Johannesen
Det er ikke Noget "version" af Islam der får et BARN til at mobbe et endet i skolen. Selvom religion i nogen tilfælde bruges som en grund af nogle børn til at mobbe andre , så er det et i blandet mange ting som børn mobber hinanden med. så når "arabisk børn" mobber hinanden så er det ikke pga. en "version" af islam, men det samme grund der får etniske danske børn til at mobbe andre børn. Det er heller ikke en "version" af Islam der får et VOKSEN menneske til at gør noget så sindssygt som at køre ind i en mængde tilfældige menneske. Men snarere de samme grunde som får en enden voksen Menneske til at gå en i Kirke og dræbe fuldstændige tilfældig menesker og et andet til at skyde mange små børn og en tredje til at likvidere over 70 uskyldige ung mennesker.
Det faktum at man kan på et eller ande måde linke nogle skolebørns sociale interaktioner til noget så sygt som et terror angreb, idet de begge har " et eller andet med islam at gøre" undestreger mit point.
Man ser muslimer som en gruppe, hvis handlinger (fra mobbning til ugernniger) (om de er BØRN eller VOKSENDE) kan på et eller andet måde spores tilbage til Islam. man fjerner ansvaret fra det enkelt VOKSENDE menneske eller forældre til et barn, der mobber et andet og placere det på Islam og dermed på et eller endet måde (bevidst eler ubevidst) også på muslimer. Det er urimligt, men desværre en virklighed.

Adam Yahya.
Undskyld udtrykket blev rystet, det var nok lidt overdrevet. Men jeg finder altså problematikken her meget bekymrende og som du også fremfører den vil være bekymrende uanset tro eller nationalitet. Men jeg er gammel pædagog og jeg har været aktiv kontakt familie i firserne omkring en libanesisk familie. I min pædagogtid oplevede jeg helt klart også den kontrol muslimske børn imellem omkring adfærd og især det med mad og påklædning. Du og andre med muslimsk tro kan ikke løbe fra den problematik der ligger i samvær og ydre moral. Jeg er enig i at ingen kan tillade sig at håne og nedværdige jeres tro og at I skal have tid til at finde jeres vej i et samfund som har så forskellige normer. Jeg vil aldrig blive tilhænger af at forbyde tørklæder eller kræve at alle skal kunne være nøgne sammen. Men jeg vil til en hver tid holde fast i at hvis en muslim vælger at være utildækket,eller drikke en øl og måske spise et stykke flæskesteg, så skal vedkommende respekteres for det og hverken hånes eller udstødes. I/vi må altså lære forskellighed som en styrke og et valg, det er så min mening og børn gør jo det de ser voksne gør og ikke så meget det de siger.

Viggo Okholm
Det er helt i orden. Og jeg er naturlighvis helt enige i at ingen skal tvinges til at klæder sig på et bestemt måde og det gælder alle former for tvang. En ting er at tale på en respektabel måde om ens egne fortåelser om et emne med at andet menneske (som vil også det samme). Et andet ting er at presse og mobbe et menneske til at gør noget de ikke vil gør og det er hverken "islamiske" eller uislamiske acceptabelt.

David Hertz-Holm

@Steffen, det er da ret problematisk bare at acceptere at "deres voksenliv vil udspille sig i de grupper" og at det så bliver koblet med at "børn jo bare kan forlade grupperne når de bliver voksne". Det må da være målet i et samfund at alle borgere skal dele et fællesskab sammen fremfor primært at gruppere sig i små ekskluderende og potentielt internt undertrykkende grupperinger.

Jeg så derfor selv gerne en slags opløsning af hele muslimkategorien, så muslimer netop ikke ses som et "folk" i folket, og hvor deres voksenliv er afgrænset til specifikke grupper, men derimod at Islam bare får status som en religion på linje med andre religioner (inklusiv Kristendom) alle i hele samfundet kan vælge og tilvælge som de vil uafhængigt af forældre og hvor samliv i samfundet ikke fuldstændig underlægges disse kategorier.

Det er klart at forældrenes religiøse standpunkt stadigvæk vil have betydning, ligesom når vokse der går til spejder nok også har flere børn der gør det, men stadigvæk hvor det naturgivne ved reproduktionen forsvinder. Dette fordi det jo netop vil fjerne den emotionelle gruppedynamik der ofte kan have negative ekskluderende og undertrykkende konsekvenser både internt i gruppen, samt så sandelig også mellem grupperne i hele samfundet. For mig at se er der kun reel religionsfrihed når man netop når til bred accept af den "fritsvævende individualitet" og et samfundsfællesskab der bygger på alle borgeres inklusion og oplyste refleksive frihed.

Det kan så måske virke urealistisk at gøre op med tankerne om religiøse folk, når de er så udbredte som de, men en proces i den retning bør stadigvæk understøttes så meget den kan, så man måske ikke decideret får opløst hele kategorien, men måske alligevel når et stykke af vejen så mobiliteten i og ud af gruppen samt den refleksive frihed i gruppen måske alligevel bliver større og den emotionelle gruppedynamik måske kan aftage lidt.

Mona Blenstrup

""eller at klæde sig beskedent" dækker over at en muslimske eller ikke-muslimiske kvinde eller mand pga. deres overbevisning vælger at klæder sig på en måde der er i overensstemmelse deres opfatelse af bekedent

Efter min opfattelse gælder det primært kvinekønnet, mens mænd og drenge kan gå med det bare skind de ønsker.

Mona Blenstrup

"Jeg ville foreslå at han rejser sig op på næste forælder møde og læser sit indlæg op for forældre og lærere - og forklarer højt og tydeligt at hans families måde at gøre tingende på hverken er mere korrekt eller mere forkert end andres familier. "

Det forudsætter at forældrene til de børn, der mobber, indfinder sig til mødet. Samt at de forstår og accepterer det uacceptable i deres børns adfærd.

Udfaldet af et sådant møde, vil da være relevant for denne artikel og en fin opfølgning.

Sider