Jeg koblede fra. Det kan ikke anbefales

Nej, en periode uden net er ikke noget, jeg vil ønske for nogen. Ud over de åbenlyse omkostninger for andre mennesker – det vil sige mails, man ikke besvarer, hvorved man fremkalder stress – giver ufrivillig netløshed også problemer for den, hvis stik er trukket.

Jeg manglede net i en hel uge, og i fraværet af elektroniske stimuli finder tankerne vej.

Dårlige, kedelige tanker, der ikke kan nuanceres med input fra millioner, hvis ikke milliarder, af kompetente stemmer i vores universelle elektroniske samtale. Man opdager, hvor langsomt det går at tænke solo.

Det er også trist at være uden net. Ingen lange amerikanske artikler og essays at grave sig ned i, ingen identitetspolitisk debat på Facebook at forbistres over, ingen Aleppo, ny musik eller interview med folk, der laver tegneserier. Ingen videoer af Trump med en photoshoppet harmonika mellem hænderne, mens han gestikulerer fra sin talerstol.

Ugen Uden Net indtraf desværre i en ferie, så der var ikke mulighed for at finde adspredelse i arbejde.

I stedet søgte jeg uden succes tilflugt i medier på papir. En vintage-tegneserie om The Fabulous Furry Freak Brothers lignede først et fund, men tiden havde været unådig ved humoren, og tegningerne var stivere og ringere, end jeg huskede dem.

Livet uden net er ensomt. Mange har sikkert prøvet at lægge telefonen fra sig, bare lige for en stund.

Det sker jo, at batteriet løber tør. Så kigger man op og studerer de andre mennesker, det kan f.eks. være de medrejsende i en togkupé. Alle sidder og varmer sig ved deres små skærme, mens man skutter sig og bliver opmærksom på, at sædet lugter lidt af opkast.

Verden ræsede forbi min netløse boble. Der hændte ting, jeg først opdagede meget sent, over en dag efter at de havde fundet sted. George Michael døde. Andre ting skete givetvis også. Det finder vi nok aldrig ud af.

Rolig, jeg er ingen lallende net-entusiast. Det kan godt være drænende at være online. Alt kan forekomme så set og delt og diskuteret og absorberet. Man kan få den tanke, at der ikke er mere at tilføje, når nu nettet bugner, som det gør.

Men så husker jeg på, at jeg heldigvis tilhører et lille segment af ret ens tænkende hvide mænd med cirka lige mange penge og samme halvdårlige lange uddannelser. Titter jeg ud over min egen lille kasses kant, bliver jeg straks konfronteret med en rigdom af anderledeshed. Det er bare noget, man lige skal minde sig selv om en gang om året, ellers sker det selvfølgelig ikke.

Var der slet ikke noget godt ved at være afkoblet, blot for en stund?

Det er et spørgsmål, som jeg, af ren afsavnsfølelse, ikke havde overskud til at overveje, imens jeg var netløs. Men efterfølgende har jeg undersøgt sagen online, og det viser sig, at mange mennesker frivilligt vælger at forlade nettet. De hævder at reagere positivt på en lille pause uden sociale medier, alene med deres eventuelle nære og sysler. Der kan man bare se.

Jeg besluttede faktisk selv i perioden uden net at gå mere ud i naturen i 2017 og købte endda en tyk og meget grim orange jakke. Hvem kan sige, om jeg havde truffet den beslutning, hvis jeg havde kunnet tilfredsstille mit behov for det udendørs ved at læse om det på nettet. Nu hænger jakken og jeg ligesom på hinanden.

I en aktuel bog, Thank You for Being Late, som jeg har læst et kort, gratis uddrag af på min Kindle, argumenterer Thomas L. Friedman for, at der i en verden, hvor al udvikling og deroute synes at accelerere, skal gøres plads til den tavse fordybelse og eftertanken. Uddannelsesminister Søren Pind er angiveligt meget inspireret af bogen, og jeg er enig: tavs fordybelse er godt.

Bortset fra den fælles højrøstede fordybelse, man f.eks. finder i et sangkor, er den tavse fordybelse noget af det, vi skal skønne mest på.

Og det er jo netop noget af dét, en smartphone kan give rum til. Jævnfør de lykkelige mennesker i togkupéen ovenfor, der havde husket at lade op.

Christoffer Zieler er tegner og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning