Klumme

I denne kulde og i dette mørke

Hun sidder lige uden for blikket, og man undgår hende nemt. Der er altid fyldt omkring hende, i asylcentre og både, i telte, ad motorveje, over grænser. Hun er så mange og helt alene. Hun bliver kaldt fremmed af dem, der glemmer, at de har kendt hende altid. Hun råber fra Aleppo, Sudan, Somalia og dør, før hun bliver hørt
Hun sidder lige uden for blikket, og man undgår hende nemt. Der er altid fyldt omkring hende, i asylcentre og både, i telte, ad motorveje, over grænser. Hun er så mange og helt alene. Hun bliver kaldt fremmed af dem, der glemmer, at de har kendt hende altid. 
Hun råber fra Aleppo, Sudan, Somalia og dør, før hun bliver hørt

Ulrik Hasemann

3. januar 2017

Jeg lærte hende at kende, da vi var små og fik læst højt. Hun sad og krøb sammen i krogen, med gule krøller og nøgne fødder. Hun elskede lysene og gåsens fede lår, hun elskede træet og dets varme, når det brændte i kaminen.

Jeg kendte hende og holdt af hende, mens jeg voksede op, og hun ikke gjorde, fordi hun aldrig rejste sig fra krogen igen. Fordi man først så hende, da hun sad der nytårsmorgen, frosset ihjel.

Hun har villet varme sig, sagde man, da man så svovlstikkerne i hendes hånd. Der var engang. Nu ligger hun på stranden med sin livløse krop. Nu sidder hun og stirrer ind i min stue med uglet hår, rædsel i blikket og pletter af blod, frosset i angst.

Hun har villet varme sig. Og bomberne falder og brænder byen og blikket fast, bag mit.

Hun bliver inviteret ind, når det er for sent. Hun bliver sendt verden rundt med et klik, får et ansigt, der aldrig skal ældes og en historie, som river et øjeblik i en overskrift og en hverdag, hun aldrig skal opleve.

Hun råber fra Aleppo, Sudan, Somalia og dør, før hun bliver hørt. Et dødt lille liv, som bliver gjort evigt af ord og billeder. Det er ikke til at bære, men det er hun. Jeg kan samle hende op, mens hun stadig lever og give hende en alderdom og en masse inden.

Hun er ikke svær at genkende. Man ved, det er hende, så snart man ser hende og vender blikket bort. Hun er ikke køn, hendes krop er tung af sult, og hendes tøj er tungt af lugt. Gråd, urin og værre endnu. Hun kan vaskes, hun kan varmes og elskes, om lidt er det for sent.

Hun sidder lige uden for blikket, og man undgår hende nemt. Der er altid fyldt omkring hende, i asylcentre og både, i telte, ad motorveje, over grænser. Hun er så mange og helt alene. Hun bliver kaldt fremmed af dem, der glemmer, at de har kendt hende altid. At vi græd over hende og mistede hende, hver gang historien blev læst højt, og den gamle mormor tog hende op i armene og med i døden.

I døden var der ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, men vi græd alligevel, for det var alt for tidligt og ikke retfærdigt, at hun skulle fryse og dø, uden at nogen så hende og bekymrede sig.

Vi skal bekymre os. Vi skal ikke være den gadedreng, der tager hendes tøffel eller hendes smykker. Vi skal ikke kalde hende fremmed, når hun krydser grænsen og vores vej, for vi kender hende jo. Og det er ikke vigtigt, om grænsen markerer lande eller fattigdom, men at vi tager imod hendes udstrakte arme med vores.

Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud, står der i eventyret om hende. Om man tror på en gud eller ej, sad der et lig tilbage i krogen den morgen, hvor hun skulle være vågnet i sin seng til et nyt år.

Vi skal ikke kun ønske, når vi ser et stjerneskud, vi skal vide, at nu dør der en, af sult eller skud, af angst, på flugt og i tusindvis. Vi skal græmmes, når hun rækker hænderne frem i bøn og håb, som vi slukker med kulde og kvoter. Vi skal gribe, før hun falder, og følges med hende, så hun ikke er alene.

Jeg skal dø før hende, det er den eneste sorg, jeg må give hende, men først skal jeg blive gammel, og så skal hun. Og i denne kulde og i dette mørke skal jeg følge hende sikkert hjem. Til mine nærområder, der, hvor jeg er tryg og kan sørge for, at hun bliver det. Hun skal ikke dø for at være en god historie. Hun skal leve, til sine dages ende.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Sidsel Jespersen
  • Hans Larsen
  • Ulla Søgaard
Pia Qu, Sidsel Jespersen, Hans Larsen og Ulla Søgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu