Kommentar

Længe leve populismen

Populisme er en forvirret, men legitim reaktion på den følelse af at være blevet forladt, som de arbejdende klasser har oplevet under globaliseringen. Derfor er vi nødt til at bygge videre på de mest internationalistiske populistiske elementer – med andre ord den radikale venstrefløj
21. januar 2017

Om mindre end fire måneder vil Frankrig have fået ny præsident, men vil det være en mand eller en kvinde? Efter Trump og Brexit er der risiko for, at meningsmålingerne atter vil tage fejl, og at Marine Le Pens nationalistiske højrefløj vil komme tæt på sejren.

Selv hvis katastrofen afværges denne gang, er der en reel risiko for, at det vil lykkes hende at fremstå som den eneste troværdige udfordrer af den liberale højrefløj i næste runde.

På den yderste venstrefløj er håbet naturligvis investeret i Jean-Luc Mélenchon, men desværre er han ikke nogen særlig sandsynlig vinder. De to kandidater har ét til fælles: De udfordrer begge de europæiske traktater og det aktuelle system, hvor der konkurreres hensynsløst lande og territorier imellem.

Det standpunkt tiltrækker mange af dem, som er blevet ladt i stikken af globaliseringen. Der er imidlertid også afgørende forskellige. Mélenchon trækker, på trods af polariserende retoriske udbrud og en til tider urovækkende geopolitisk fantasi, i en progressiv og internationalistisk retning.

Farlig benægtelse

Risikoen ved dette præsidentvalg består i, at alle andre politiske kræfter – og mainstreammedierne – simpelthen vil forkaste begge disse kandidater og slå dem i hartkorn med hinanden som populister. Denne nye ultimative politiske fornærmelse, som allerede er blevet anvendt med betydelig succes i USA mod Sanders, kan gå hen og gøre os blinde over for afgørende problemstillinger.

Populisme er ikke andet end en lettere forvirret, men helt legitim reaktion på den følelse af at være blevet forladt, som de arbejdende klasser har oplevet under globaliseringen og den følgende voksende ulighed.

For at udvikle præcise svar på disse udfordringer er vi nødt til at bygge videre på de mest internationalistiske populistiske elementer – med andre ord fra den radikale venstrefløj – som er repræsenteret rundt omkring af Podemos, Syriza, Sanders eller Mélenchon, hvor begrænsede de end er; ellers vil vi fortsat synke ned i nationalisme og xenofobi.

Desværre er den mest udbredte strategi benægtelsen, som også kandidaterne på den liberale højrefløj (Fillon) og på midten (Macron) er tilbøjelige til at benytte sig af, når de skal forsvare den status quo, som EU’s budgettraktat fra 2012 foreskriver.

Det er der intet overraskende i: Fillon forhandlede traktaten igennem, og Macron implementerede den. Alle meningsmålinger bekræfter, at disse to kandidater primært tiltaler de vælgere, som har fået noget ud af globaliseringen, dog med nogle interessante forskelle (katolikker snarere end de kreative klasser), der ikke desto mindre i sidste ende er sekundære i forhold til det sociale spørgsmål.

Manuel Valls er en af favoritterne til at blive de franske socialisters præsidentkandidat, men venstrefløjen er så splittet, at den ikke forventes at have en chance, når valget skal afgøres i april og maj.
Læs også

De hævder at repræsentere den rationelle tilgang: Når Frankrig blot har genvundet selvtilliden over for Tyskland, Bruxelles og markederne, har åbnet arbejdsmarkedet, skåret i udgifter og bragt underskuddet ned, fjernet topskatten og øget momsen, vil tiden være inde til at bede vores partnere om at udvise lidt goodwill, hvad angår nedskæringspolitik og gæld.

Problemet med denne angiveligt rationelle retorik er, at den ikke er det fjerneste rationel. 2012-traktaten var en eklatant fejltagelse, som har fanget eurozonen i en livsfarlig fælde ved at forhindre investeringer i fremtiden.

Historien viser, at det er umuligt at reducere offentlig gæld af den nuværende størrelsesorden uden at ty til ekstraordinære metoder. Den eneste aktuelle udvej er at skabe kunstige overskud over de næste årtier, hvilket sætter enhver investeringskapacitet i en alvorlig skruestik.

Lær af historien

Fra 1815 til 1914 brugte Storbritannien således et helt århundrede på at opnå overskud til at betale sine renter og reducere den massive gæld, der var konsekvensen af revolutionskrigene (mere end 200 procent af BNP). Denne uheldige disposition bidrog til underinvesteringer i uddannelse og den senere nedkøling af landets vækst.

Modsat førte en kombination af gældsafskrivning, inflation og engangsbeskatning af privat kapital mellem 1945 og 1955 til, at Tyskland og Frankrig kunne komme fri af en lignende gældsfælde. Det betød, at landet kunne investere i vækst.

Det samme kunne man gøre i dag ved at tvinge Tyskland til at oprette et Euro Zone Parliamentary Chamber, der kunne reducere gælden med fuld demokratisk legitimitet. Hvis det ikke sker, vil de manglende investeringer og den lavere produktivitet, som man allerede kan konstatere i Italien, ende med at sprede sig til Frankrig og resten af eurozonen.

Ved at dykke ned i historien kan vi få redskaber til at undgå nutidens snubletråde, hvilket forfatterne til den fabelagtige ’Frankrigs verdenshistorie’ (Histoire mondiale de la France, redigeret af Patrick Boucheron, Seuil, 2017) – der tilbyder antistoffer til de identitetsprægede spændinger i Frankrig – netop har mindet os om. Fra et mere prosaisk og mindre rosenrødt perspektiv må vi også acceptere venstrefløjens forsøg på at komme ind i primærvalget.

Det er afgørende, at der vælges en kandidat, som er forpligtet på et dybdegående gennemsyn af de europæiske rammer. Hamon og Montebourg forekommer at være nærmere på en sådan linje end Valls eller Peillon, under forudsætning af, at de kan se ud over deres mærkesager om borgerløn og ’made in France’, og at de udarbejder konkrete forslag, der kan erstatte 2012-budgettraktanen. Endnu er alt ikke tabt, men der skal handles nu, hvis vi vil undgå at forære magten til Front National.

Thomas Piketty er professor i økonomi

Le Monde og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Falkenberg
  • Mihail Larsen
  • Torben K L Jensen
Jens Falkenberg, Mihail Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som benævnt populist finder jeg, at der er en grundlæggende fejl i artiklen, nemlig at den økonomiske verdensorden er naturlig og uundgåelig.
Det er den ikke. Den er et derivat af den teknologiske tænkemåde, der har behersket vores udvikling hidtil og som nu er ved at styrte os i afgrunden.
Teknologi har fra første færd været et middel til at overskride de rammer, der naturlig er for os fra de simpleste redskaber og anvendelse af klædning til robotter.
Vi skal bryde med det verdensbillede og forsøge at skabe teknologi, der giver os et godt liv inden for naturgivne rammer.
Det kræver et brud med ideerne om industri og storproduktion. Vi skal fremstille en teknologi, der gør småsamfund i stand til at være selvforsynende på det omrøring de lever på, som rydder op efter sig selv på samme måde som naturlige kredsløb.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror Frankrig trænger til en pendant til Podemos, Syriza, Sanders, fx. Mélenchon.

Henrik Plaschke

Den danske oversættelse af ovenstående artikel rummer desværre flere fejl og unøjagtigheder. Et par af dem er følgende:

Når der står topskat, skulle der stå beskatning af formuer.

Når der står, ”at skabe kunstige overskud over de næste årtier”, skulle der stå ”at skabe overskud på de primære offentlige budgetbalancer over de næste årtier”. De primære budgetbalancer inkluderer offentlige indtægter og udgifter, men ikke udgifter til renter på eksisterende gæld.

Når der står ”at betale sine renter og reducere den massive gæld”, skulle der stå ”at betale sine rentierer og reducere den massive gæld”.

Jens Falkenberg, Mihail Larsen, Torben K L Jensen, Hans Aagaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Henrik Plaschke,

- den tredje 'pind', "at betale sine rentierer ..." , altså personer, der lever af renter. Hvordan skal sætningen så forstås?

Henrik Plaschke

Michael Kongstad Nielsen

Sætningen angiver, at Storbritannien igennem et helt århundrede – fra 1815 til 1914 – måtte opretholde et overskud på den primære budgetbalance for at betale renter til sine rentierer (dvs. kreditorer – ejere af statsobligationer) og reducere den massive britiske statsgæld. Du finder også dette ræsonnement i Pikettys Kapitalen i det 21. århundrede, s. 139.

Peter Knap, Mihail Larsen, Hans Aagaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Hvilken "venstrefløj" diskuteres? Som om dem til venstre ikke "fløjer" (et ord der nok ikke fandtes før nu? som "at venstre" eller "at højre" ,at "vækste"?) i mange retninger. Går dem der går til "venstre" for eller mod EU? er de "putinister"? der er da heller ingen enighed om forskellige spørgsmål om religion også den der omhandler samfundets indretning, nationalstatens fremtid og andre spørgsmål.

Flemming S. Andersen

"Populisme er ikke andet end en lettere forvirret, men helt legitim reaktion på den følelse af at være blevet forladt, som de arbejdende klasser har oplevet under globaliseringen og den følgende voksende ulighed."

Så det der med at dele sig efter anskuelse, gælder alligevel kun, hvis det er den vedtagne anskuelse, ellers er folk en flok får der føres afsted af populister??

Men hvad nu hvis de har sat sig ind i meningen med både liberalismen, EU, vejen og sandheden, men ikke kan lide hverken smag eller lyd, men bare ønsker noget andet??
Er det tilladt uden at få et nedladende prædikat krakket på??