Læsetid 4 min.

Nu skal menneskerettighedsforkæmperne for alvor til at kæmpe

Donald Trump kan gøre menneskerettighederne voldsomt fortræd. Men omvendt tvinger han menneskerettighedsbevægelsen ud af sin selvtilfredshed, for nu er det ikke længere nok at prædike for koret, man er også nødt til at overbevise populisternes bagland
27. januar 2017

Husker De 1990’erne? Enhver, der mener, at menneskerettigheder er væsentlige, må nu tænke på den æra med en klump i halsen. Sammenlignet med, hvad der foregår nu om stunder, forekommer det årti som den tabte oplysningstid.

Med Donald Trump i Det Hvide Hus er ikke blot globale alliancer, international handel eller sågar debat med udgangspunkt i fakta truet – faktisk er den virkelige trussel, at hele menneskerettighedsbevægelsen kan blive skyllet væk som af en tsunami.

Det er ikke kun de vestlige demokratier, der er rystede over indsættelsen af en brutal og hadefuld hykler på præsidentposten.

Protest mod populisterne på højrefløjen – som her i Østrig – har antændt debat om konventionerne. Derfor opfordrer jurister til at tage en saglig offentlig debat.
Læs også

Verden over risikerer politiske fanger, undertrykte journalister, censurerede forfattere, forfulgte politiske dissidenter og stigmatiserede minoriteter alle at tabe på det, for det vil blive langt vanskeligere at kæmpe for deres rettigheder med udgangspunkt i internationale menneskerettigheder.

1990’erne lyser op, fordi der dengang blev gjort store landvindinger i forsøget på at udvikle nye redskaber, der kunne forsvare menneskerettighederne oven på Den Kolde Krig og på grund af de rædsler, der udspillede sig i Bosnien og Rwanda. 

F.eks. oprettelsen af den internationale menneskeretsdomstol (etableret i 2002) og vedtagelsen af princippet om »beskyttelsesansvar« (2005), som fastslår, at en stats suverænitet ophører der, hvor den ikke er i stand til at forhindre eller stoppe masseforbrydelser inden for sit territorium.

Frivillig underkastelse

USA har naturligvis aldrig ligefrem været en ufejlbarlig forsvarer for menneskerettighederne. På samme vis kan en enkelt person i Det Hvide Hus næppe heller få en hel international infrastruktur af love og konventioner til at brase sammen.

Men Europa har heller ikke meget at prale af; se blot på behandlingen af flygtninge eller de nye antiterrorlove. Og i den udstrækning vestlige magter overhovedet har lagt pres på Kina og Rusland, har det primært været på grund af internationale hensyn til magtbalancen og ikke på grund af den måde, disse lande behandler deres borgere på.

Trump i Det Hvide Hus har umiddelbart to konsekvenser: For det første vil selve ordet ’menneskerettigheder’ formentlig stort set forsvinde fra det vestlige diplomatis vokabular. Dermed risikerer hele tankegodset bag også at ryge i baggrunden.

For det andet står vi i en situation, hvor autoritære ledere bliver styrket – ikke som resultat af kup eller magtmisbrug, men som følge af frie og demokratiske valg. I Europa, Indien, Tyrkiet og nu også USA er autokratiske populister på vej frem, fordi vælgerne står bag dem. For århundreder siden skrev Étienne de La Boétie, at »al underkastelse sker frivilligt« – måske han tåler en genlæsning.

Krænkere får frie hænder

Menneskerettighederne som international forpligtende ramme blev født ud af det chok, som forbrydelserne under Anden Verdenskrig afstedkom. Men det var faktisk først i 1990’erne, at de store landvindinger blev gjort.

Siden da har Rusland og Kinas fremmarch givet store udfordringer for denne dagsorden, og Ruslands intervention i Syrien kan ses som en brutal måde at vende beskyttelsesprincippet på hovedet: En militær intervention, ikke for at stoppe masseforbrydelser, men for at begå dem.

I sin tiltrædelsestale sagde præsident Trump: »Vi forsøger ikke at trække vores livsform ned over hovedet på nogen«, og »det er enhver nations ret at sætte egne interesser over alt andet«.

Nogle vil måske glæde sig ved udsigten til, at USA trækker sig fra steder, hvor landet har haft negativ indflydelse, men vi kan samtidig være sikre på, at menneskeretskrænkere verden over også føler, at de nu har fået frie hænder.

USA er fortsat en supermagt uden lige og har haft en historisk rolle i udformningen af FN-principperne. Derfor kan ankomsten af en racistisk, demagogisk og semidiktatorisk type som Trump meget vel blive det største slag, der endnu er tildelt de internationale menneskerettigheder.

Det hjælper heller ikke, at når Trump langer ud efter EU, så undergraver han ikke kun organisationen, men også de værdier, den skulle forestille at forsvare. På samme vis bidrager europæere til at kaste mørke skygger over menneskerettighederne, når de klapper af Xi Jinping i Davos.

Der er dog et enkelt lyspunkt: Kriser tilbyder også altid muligheder. Anna Neistat fra Amnesty International beskriver dette historiske øjeblik som »den største trussel, men også den største mulighed for menneskeretsbevægelsen, fordi Trump betyder enden på en vis form for selvtilfredshed. Det er ikke længere nok at tale til ligesindede, vi er nødt til at overbevise det flertal«, der har valgt populisterne.

Heri ligger håbet. Det er muligt, at menneskerettighedsbevægelsen netop som den er på vej mod afgrunden, vil finde energien til nye uforudsete gennembrud. 1990’erne er for længst lagt bag os. Foran os ligger en æra af modstand mod trumpismen og dens håndlangere.

Natalie Nougayrède er klumme- og lederskribent og udenrigspolitisk kommentator på The Guardian. Hun har tidligere været redaktør på Le Monde.,© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Det bør ikke glemmes, men huskes på, at til trods af kapitalismens propagandaapparat kørte på højtryk for Clinton og ikke mente, at det overhoved kunne gå galt til præsidentvalget, hvor Clinton var annonceret en sikker vinder, hele fine parnas var enige om udfaldet, så kunne kunne kapitalismens propagandaapparat, ikke overbevise borgerne om Clinton var løsningen.

Neoliberalismen er død og er alvorligt begyndt at lugte dårligt, spørgsmålet er derfor nu, hvad valget af Donald Trump fortæller om fremtiden for kapitalismens propagandaapparat, samt for ejerne af apparatet, de helt ustyrligt rige i denne verden?

Kampen kalder på afmålthed, sobre eftertanke og forståelse for fattigdom og nød, resultatet af neoliberalismen i de gamle demokratiske lande, neoliberalismen er fjenden, ikke Donald Trump og andre populister.

Populisme er et produkt af neoliberalismens død og forrådnelse.