Da det moderne Danmark blev til, var nationalismen sat på pause

Danskhed er et omdiskuteret begreb i disse år. Kulturkanoner udgives, og sociale medier flyder over med hårdtpumpede meninger. Forskellige tolkninger af, hvad der kendetegner en rigtig dansker, flyver gennem luften.

Nogen mener, at et dansk pas beviser, at man er dansk. Andre vil have mere med i definition såsom kultur og religion.     

Man siger, at nationalismen – den enøjede fædrelandsforherligelse – blusser op i situationer, der truer med at rokke ved danskernes liv. Danmarks forhold til EF/EU er et nyere eksempel, hvor nationalismen viser sig omkring folkeafstemningerne.

Et andet er bølgen af flygtninge fra Afrika og især Mellemøsten. Begge kan samles under paraplyen internationalisering.

Men der er i nyere tid en markant undtagelse fra den nævnte tommelfingerregel: Nationalismen holdt stort set pause fra 1960’erne og to-tre årtier frem, alt imens landet blev forandret som aldrig før i historisk tid. Ikke desto mindre – eller præcis derfor – var interessen for at indfange et stillbillede af Kongeriget stor. 

Hårdtarbejdende danskere

En af dem, der forsøgte sig ud i den kunst, var den samfundskritiske forfatter Hans Kirk. Når Fanden bliver gammel, går han i kloster, siger man. Hos Kirk viste det sig i en posthum udgivelse, Danmarksrejsen (1966). Rejserne rundt i landet, som er baggrund for bogen, fandt sted fra 1960 og indtil døden indhentede forfatteren.

Bortset fra røverhistorierne om de brodne kar, han fik fortalt undervejs, er Danmarksrejsen idyllisk-romantisk med lovprisning af den hårdtarbejdende befolkning.

Hvad enten det er fiskere, bønder og husmænd, digtere, handelsmænd, præster, landpost eller de få arbejdere, som optræder i bogen. Begejstringen funkler, når Kirk beretter om naturens rigdomme, lys og skygge, fuglekvidder og blomsterflor, bakke, dal og kyst.

»Når man står heroppe,« erindrer Hans Kirk fra sit visit på toppen af den 137 meter høje Agri Bavnehøj på naturskønne Mols, »og ser ud over landet, slår det en, hvor levende fortiden er den dag i dag, og hvor nært den er forbundet med nutiden. Man ser nybyggede gårde, mejeriskorstene, højspændingsnettet, som spænder sig ud over landet, de fjerne skibe, som står ud og ind fra kystens havne«. Kirk undgik industrikvarterer og landeveje i gråvejr. Kontorfolk og pædagoger eksisterede tilsyneladende ikke.

Alt det udeladte trængte sig på. Det var sidste udkald, før eskapismen satte ind.

Danske Selskab (nu: Det Danske Kulturinstitut) fortalte også historier om danskerne. Man ville udbrede kendskabet til Danmark. Formidlingen skete f.eks. ved foredrag og filmforevisninger i udlandet, oprettelse af kulturinstitutter, studierejser, sommerstævner og oversatte bogudgivelser.

I 1950’erne og start-60’erne lagde selskabets nation-branding vægt på det folkelige demokrati og den opblomstrende velfærdsstat. Den levende landbokultur med folkehøjskoler og spredt brug af maskiner var tidligere populær i selskabets danmarksbillede, men visionen om det moderne land overtog.

I slut-60’erne og 70’erne blev Danmark udlagt som et foregangsland med kvindefrigørelse, frisk seksualmoral og nordisk frisind, det var et rigt velfærdssamfund med en velfungerende offentlig administration.

Historien, der forsvandt

Imens udspandt to tidehverv sig: Det første var efterkrigstidens internationalisering, hvor danskerne blev medlem af internationale organisationer som FN, OECD og GATT for blot at nævne de vigtigste.

Men det var ikke nok. EF-tilhængere som statsminister Jens Otto Krag argumenterede, at nationalstaten var for lille til at oppebære den danske velfærdsstat. Velfærd og europæisk integration gik hånd i hånd. Danmark skulle være EF-medlem.

Den anden stormbølge var landbrugets tilbagegang som eksporterhverv og som livsform. Landbruget tilhørte fortiden; det havde danskerne snakket om i én uendelighed. Det ville de ikke høre om længere, og sendefladen i tv undgik emnet. Dansk nationalfølelse var bundet op på landbruget, som var det to sider af samme sag. De blev derfor passé i samme ryk, og internationaliseringen fremmede kun opgivelsen af nationalismen.

Historien tabte sin identitetsbærende funktion. Den nationale mytologi sandede til. Historikerne var ude af stand til at komme op med et nyt erstatningsbillede. Som om intet var sket, skrev de fortsat ’vi’ om fortidige og nutidige mennesker bosat i det geografiske område, der pt. lå inden for kongerigets grænser. Danmarkshistorier udkom i bindstærke serier, men de ophidsede ikke længere læserne.

Historieundervisning i folkeskolen droppede kulturarven i bestemt ental. Fokus kom på materielle nedslagspunkter i fortiden, der skulle spejles i nutiden. Busserne med skoleelever på udflugt holdt op med at gøre stop på Dybbøl Banke, landets suverænt mest symboltunge erindringssted.

Stedet for det skæbnesvangre nederlag i 1864 til de preussiske styrker, hvorefter den sydlige del af den danske helstat gik tabt; og Dybbøl var det naturlige sted for festen med kongelig deltagelse i 1920, da Sønderjylland blev indlemmet i Danmark ved Genforeningen. Tidligere havde et besøg her været en pligt, en national pilgrimsvandring.

National hengivenhed blev provinsiel og altmodisch. Traditionen med at opsætte mindesmærker over alt fra historiske begivenheder til nationens stolte sønner stagnerede.

Er så vort, dette land, vort

Måske var Danmark slet og ret – kedeligt. I hvert fald flygtede danskerne ned til sydens varme, da rejseselskaberne Spies og Tjæreborg for alvor fik gang i salget af færdigpakkede og økonomisk overkommelige charterrejser.

Det er tankevækkende, at privatbilismens fremvækst i 1960’erne tidsmæssigt modsvares af nationalismens nedgang. Nu kunne folk tage landet i bestik med deres egne øjne, og så var det friserede istidslandskab herhjemme altså heller ikke mere spændende.

Klaus Rifbjergs digtsamling Fædrelandssange (1967) indeholder 43 digte, hvor de fleste er punktnedslag på en imaginær dagsrejse med stop i stort og småt. Digtene divergerer i deres opbygning og tone – ironiske, kritiske, overstadige, nedslående, personlige, registrerende, humoristiske, poetiske, bitre.

Som man skifter humør i løbet af en dag. »Nå, siger vi, så det/ er så vort, dette land, vort,« som det hedder med en portion uimponeret ligegyldighed i det afsluttende digt med titlen Danmark.

Er fremtiden republikansk?

Kort før årtusindskiftet blussede nationalismen op igen. Den internationalisering, der havde slået det sidste søm i nationalismens kiste, blev dens drivmotor. Flygtninge fra fjerne egne viste sig at være bagsiden af efterkrigshistorien, der altså ikke kun handlede om materiel fremgang, velfærdsstat, forbrugsfest, fred, musik og teknologiske mirakelmaskiner.

Den nyvundne interesse for national genoprustning har omvendt ikke betydet, at historien og de gammelkendte symboler har genvundet deres slagkraft. Ved 100-års dagen for slaget ved Dybbøl Banke den 18. april 1864 mødte 50.000 festdeltagere op. I 2014 var antallet kun 10.000.   

Samfundsforskeren Christian Albrekt Larsen fremhæver i bogen Den danske republik (2016), at velfærdsstatens overlevelse – med udlændinge som arbejdende skatteydere, der bidrager til den såkaldt danske model – er vigtigere for de yngre generationer, end at alle danskere partout har samme kulturelle eller religiøse baggrund.

Hvis danskernes holdning til, hvad der kræves af en dansk medborger, udvikler sig, sådan som professoren tror, den vil, vil republikanismen (og patriotismen) vinde terræn på bekostning af nationalismen – ganske som i 1960’erne, da verden åbnede sig for danskerne.

Christen Bonde er cand.mag. i historie og underviser