Kommentar

Møl, svin og græshopper finder vej til den politiske debat

I totalitære regimer sammenlignes politiske modstandere ofte med dyr. Det menneskelige ved dem forsvinder, og de bliver lettere at angribe. Det bør tjene som en advarsel, at tendensen nu også sniger sig ind i det moderne Vesten
I totalitære regimer sammenlignes politiske modstandere ofte med dyr. Det menneskelige ved dem forsvinder, og de bliver lettere at angribe. Det bør tjene som en advarsel, at tendensen nu også sniger sig ind i det moderne Vesten

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

28. januar 2017

Den neoliberale verdensordens optimistiske fremtidsvisioner, som kendetegnede tiden før udbruddet af den seneste finanskrise, er nu på retur til fordel for nye populistiske og nationalistiske diskurser.

I de perioder, hvor nationalisme, racisme og hadretorik legitimeres, åbnes der for en argumentationsform, som den italienske filosof Giorgio Agamben betegner som aggressiv brug af dyregørelse: Modstandere kan visualiseres og beskrives som dyr.

Det så vi f.eks., da Donald Trump sammenlignede komikeren Rosie O’Donnell med en degenereret gris, da Folketingets formand Pia Kjærgaards karakteriserede EU som en rotterede, og når amerikanske forhenværende præsidenter som Barack Obama og George W. Bush på forskellige sociale medier og sites sammenstilles med fotos af aber.

Græshopper og kakerlakker

Det er imidlertid ikke kun aber, der er oplagte dyr at bruge, når fjenden skal udpeges. Insekter er også anvendelige. Ikke mindst på grund af deres totale fravær af humane træk, såsom udtryk for følelser og udveksling af blikke. Symbolikken bliver næppe tungere, end da videnskabsmænd for nylig opkaldte en nyopdaget mølart efter USA’s nyindsatte præsident.

I sine værker lod filosoffen René Descartes mennesket og dyret skarpt adskille. Han beskriver dyret som en slags levende instinktstyret maskine, der står i modsætning til mennesket, som han mente, var kendetegnet ved rationel og selvrefleksiv tænkning. Dyret blev således fra nu af betragtet som inhumant i bogstavelig forstand.

Sidenhen har billedet af det primitive og hærgende insekt været voldsomt anvendeligt i racistisk funderet værdikamp. Det så man f.eks. i 2013, hvor vores tidligere justits- og kulturminister Brian Mikkelsen i BT påpegede:

»Vi kan ikke have en græshoppemodel, hvor nogle græshopper, i dette tilfælde østeuropæere, hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark (underforstået et andet vesteuropæisk land).«

Noget tilsvarende findes inden for andre og mere subversive politiske organisationer. I 2009 konstituerede en irsk gruppe sig, idet de nedfældede et manifest med titlen Kakerlak-England Plyndrede Irsk Videnskab.

Af skriftet fremgik det, at »mange Shakespeare-kakerlakker og Thatcher-kakerlakker (engelske mænd og kvinder) tror, at Det Forenede Irland aldrig har haft videnskabsmænd, men de tager fejl«.

Hamburgerryggen Inger

Svinet er et andet oplagt dyr at bruge i umenneskeliggørelsen af den politiske modstander. I januar måned sidste år gik et billede viralt, der sammenlignede integrationsminister Inger Støjberg med en hamburgerryg.

Støjberg havde på det tidspunkt fortalt en anekdote om, hvordan nogle af hendes venners havde fået at vide, at deres datter ikke måtte have svinekød med på madpakken i børnehaven. Derefter blev billedet af en hamburgerryg ved siden af Støjberg postet på nettet af en unavngiven kilde.

Den påfaldende lighed mellem et stykke dødt lyserødt kød og Ingers ansigt skabte naturligvis debat.

Uffe Elbæk tog Inger i forsvar, og integrationsministeren valgte selv at bruge humor som en slags afvæbningsmanøvre.

Hun postede således selv billeder på Facebook, hvor hun viste en slagterudskæring af et dødt svin ledsaget af en dårligt forfattet tekst, der afslørede, at hun havde tænkt sig at servere »en dansk nationalret« for sine middagsgæster.

Man kunne vælge at trække på smilebåndet og opfatte det hele som en vittighed. Men det er værd at kigge nærmere på, hvad fænomenet er udtryk for. At fremstille Støjberg som et fragment af en død gris er en naturlig konsekvens af den forråelse, politisk retorik har undergået de seneste år – ikke mindst på integrationsområdet.

At Støjberg associeres med et dyr, der kan slagtes og fortæres, skyldes den dagsordensættende politiske diskurs, som hun selv er med til at etablere og vedligeholde.

Historisk præger den aggressive politiske variant af dyregørelsen især kulturen under totalitære regimer.

I Europa har den ikke mindst været udbredt op til og under Første og Anden Verdenskrig med Det Tredje Riges sammenligninger af rotter og jøder som det bedste eksempel. Det bør tjene som advarsel nu, hvor den vinder frem igen, ikke mindst i debatten om den fremmede.

Jens Tang Kristensen er postdoc ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Lystlund
  • Svend Elming
  • Niels Duus Nielsen
Søren Lystlund, Svend Elming og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Den aggressive variant af "dyregørelsen" er desværre ikke forbeholdt totalitære regimer. Hvis man kigger lidt nærmere på, hvad danske bladtegnere har præsteret i de senere år, får man det klart illustreret.